mandag den 22. oktober 2012

KE tilbage på Den Frie

”Ikke alle værker er lige stærke. Men personligt vil jeg også hellere opdage grøde, energi og engagement end de sædvanlige gennemkuraterede udstillinger, der af og til har det med at blive forudsigelige og ensformige. Den fare lurer bestemt ikke her”

Det er efterhånden ved at være mange år siden, jeg deltog i Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København. Siden da har KE været sat ud af Den Frie Udstillings smukke bygning på Østerbro, og været nødsaget til at afholde sine udstillinger andre steder; men nu er KE tilbage, hvor KE hører hjemme, og årets udstilling er, ifølge Jyllandspostens anmelder Tom Jørgensen, blandt de bedre. Han giver fire ud af seks stjerner i sin anmeldelse, som citatet herover stammer fra.

Billedet, der ledsager dette blogindlæg, er et maleri af Charlotte Neel Ritto: ’Scene # St. Benedict’s school, London’, 2012, akryl på lærred, 195 x 270 cm.

søndag den 21. oktober 2012

Hvide lærreder, tegninger og skitser


Der går – må jeg blankt erkende – lidt spekulation i foretagendet på værkstedet. Det er ikke fordi, der mangler lærred at male på eller papir at tegne på. Jeg prøver blot at give mine abstraktioner lidt ny luft.

Bogstaverne er begyndt at flyde lidt ud, hvilket jeg ser som et godt tegn. Nu handler det blot om at få tingene struktureret, og jeg er i den forbindelse glad for, at jeg har min erfaring.

Jeg ved, det på et tidspunkt bliver anderledes, og at tingene løser sig. Jeg har malet to billeder i 2012; og lavet i tonsvis af tegninger og skitser; men jeg er sikker på, at der kommer flere malerier til inden årsskiftet. Der er opspændt et antal 73 x 100 cm. lærreder.

Samtidigt er flere værker for tiden udstillet i Café Galleriet i Odder. Disponeringen af denne udstilling gik godt, og udstillingen fungerer fint med grafiske arbejder og malerier i harmoni.

Piger der venter på toget

'Piger der venter på toget' er titlen på dette maleri af Erik Raadal. Motivet er - som i så mange af Raadals værker - fra Gjern, og i dag er området blot en åben plads, hvor der nogle gange står en eller to lastbiler parkeret.

Maleriet er fra 1939, og på trods af, at jeg er født flere år senere, husker jeg tydelligt de rødbrune pasagervogne. Således udgør et billede som dette samtidigt et kulturhistorisk vidnesbyrd

Øjeblikket i Kunstpakhuset

Ofte besidder Kunstpakhuset i Ikast den indlysende kvalitet, at man her præsenterer kunstnere, som ikke nødvendigvist tidligere har været præsenteret i det midjyske område.

Den aktuelle kunstner Kirsten Schauser, som netop har åbnet udstillingen ’Øjeblikket’ i det fine udstillingssted, må jeg indrømme, at jeg ikke kendte i forvejen, selv om jeg kan se på hendes CV, at jeg trods alt har stiftet bekendstskab med hendes værker – uden dog at hendes navn har fæstnet sig i min hukommelse.

Jeg deltog imidlertid i ferniseringen på udstillingen, så nu ser jeg frem til at følge hendes forløb i kunstlandskabet. Her er hun tilsyneladende ret ny; men det får ikke nogen nævneværdig betydning, når jeg senere skal prøve at beskrive udstillingen til en anmeldelse, som jeg allerede er i fuld gang med. Faktisk så langt, at der kun mangler nogle få justeringer

fredag den 19. oktober 2012

Selvportrætter med overraskelser

"Muligvis kan man klandre udstillingen, at den skaber en alliance mellem værk og kunstner, hvor vi automatisk kommer til at lede efter kunstnerens private selv i værket. Vi er nysgerrige efter at se, hvem der gemmer sig bagved værket. Selvportræt udgør på den måde ikke noget opgør med forestillingen om det kunstneriske geni eller den tætte kobling mellem kunst og værk".

Ditte Vilstrup Holm har været på Louisiana for at se og beskrive den store udstilling ’Selvportræt’, der som titlen antyder, viser en lang række selvportrætter af et lige så stort antal kunstnere.

Dog er enkelte repræsenteret med flere værker – og udstillingen byder også på nogle ret overraskende indslag. Blandt andet malerier af Theo van Doesberg, der historisk set er kendt for stram abstraktion – ligesom f.eks. Elsworth Kelly, der har skildret sig selv i en ganske ung alder.

Ditte Vilstrup Holms anmeldelse kan læses på kunstportalen kunsten.nu.

Documenta-kurator til tops

Det kan vel ikke undre nogen, at jobbet som chefkurator på den netop afviklede dOCUMENTA (13) fører en vis anseelse med sig?

Og netop Carolyn Christov-Bakargiev, som var den øverste ansvarlige for årets udstilling i Kassel er nu af kunstmagasinet ArtReview blevet kåret som den mest indflydelsesrige person – worldwide – i kunstverdenen.

Dermed skubber hun den samfundskritiske kinesiske kunstner Ai Weiwei ned på tredje-pladsen på listen.

Som nummer to ligger stjernegalleristen Larry Gagosian. Da den danske gallerist Nicolai Wallner er gledet ud af listen, ser det – efter en flygtig gennemgang af top 100 – ikke ud til, at der er danskere blandt de hundrede…

Check for en sikkerheds skyld selv listen, der kan findes HER>

torsdag den 18. oktober 2012

Meistrup om Svanholm

”Farverne er ”urene” skabt af hver deres personlige blanding, men med sikker forståelese for hvad der spiller op imod hinanden og, hvad der spiller sammen og danner deres særlige overgang. Penslens strøg er bevidst ujævne, hvorved farven bliver let udtyndet og lader ane, hvad der ligger under. Andre gange er der en fortykkelse af farve, så den efterlader en lille forhøjning i bogstav-landskabet”

Erik Meistrup har i det sidste nummer af Kunstavisen skrevet om min udstilling i Café Galleriet i Odder, og han lægger i sin anmeldelse meget vægt på at beskrive især maleriernes karaktereegenskaber – såvel i kompositorisk som i koloristisk forstand. I en deloverskrift bruger han ordet ”letterscapes”, hvilket er relevant, når man ellers ved lidt om, hvordan mine motiver har udviklet sig i de seneste år.