tirsdag den 31. juli 2007

Remisen i aviserne



”Der er langt fra danske Hardy Brix og LarsSvanholms habile nordiske ekspressionisme, der for Svanholms vedkommende kan give mindelser om Per Kirkeby, til Chikako Hayakawas små og sparsomt bemalede akvareller og miniatureskulpturer, og om værkerne beriger hinanden er et åbent spørgsmål, som ikke skal besvares her”. Sådan beskriver Uwe Max Jensen bl.a. udstillingen i forlængelse af ’Den Internationale Workshop for Billedkunstnere’ i Herning Folkeblad. Han fremhæver, at kunstnerne har brugt de tre uger til at skabe en særdeles mangfoldig udstilling.

Uwe Max Jensen fremhæver Gudjon Ketilsons bidrag som et stærkt og interessant værk, hvorimod han betegner kinesiske Lei Hongs værk som mere eksotisk stimulerende end egentligt kunstnerisk fængende. Personligt er jeg faktisk enig i begge iagttagelser. Sammenkoblingen mellem mig og Kirkeby er dog ved at være lidt irriterende; men det er såmænd rigtigt, at vi begge har inspirationen i det samme nordiske univers, selv om jeg nok finder mine umiddelbare referencer andre steder.

Mangfoldigheden er også hovedtemaet i Søren Rahbæks reportage i Vejle Amts Folkeblad. Han interesserer sig mærkbart for værkernes priser. Bl.a. undrer han sig over, at Zhou Jin Huas store maleri skal koste 74.500, hvilket – i hans øjne – diskvalificerer det som salgsvare.

”Danmark er i år repræsenteret af Hardy Brix, Tine Hind og Lars Svanholm, der viser værker i vanlig høj kvalitet”, hedder det desuden i Rahbæks artikel. Alt i alt får workshoppen god spalteplads i de to lokalaviser – og dét er bestemt tilfredsstillende.

mandag den 30. juli 2007

Remisen, epilog





Fotos: Annette Smed

De mange indtryk fra Den Internationale Workshop for Billedkunstnere har haft svært ved at bundfælde sig. I skrivende stund befinder jeg mig i et vakuum, der udspringer af de mange begivenheder, der har fundet sted de sidste tre uger.

De mange sociale indtryk er noget, der sker i øjeblikket. Ikke desto mindre vil der være adskillige af disse momenter, der vil være langt fremme i min hukommelse den næste tid. Arbejdet med den kunstneriske proces har samtidigt været påvirket af dét leben, der har fundet sted i det til lejligheden indrettede værksted i RemisenBrande.

Mens jeg forsøger på at komme ud af tomrummet, lyder de massive toner fra Swinging Europe årgang 2006 ud gennem de veltjente højtalere på kontoret. Jeg er tilbage på min pind. Katten Sputnik er nok en anelse mere emsig end normalt i disse dage. Dén tilstand finder sit leje!

Billederne, der følger denne tekst, er taget under ferniseringen på dels Galleri Spor 1, dels i Remisen i Brande. De viser til dels det hektiske kaos, som herskede under det velbesøgte arrangement. Japanske Chiho Ito præsenterer ét af sine minutiøst udførte værker. Feres Lourenco demonstrerer sit sammenrullede arrangement, som jeg faktisk har gennemdokumenteret fotografisk. Jeg ses i samtale med min svigerinde Lene Kjær på ét af billederne og der er fuld bevægelse på Feres og Alice, som begge glæder sig til at komme hjem til deres respektive familier i Brasilien.



lørdag den 28. juli 2007

Remisen, 28. juli 2007




Med billedet af Zhou Jin Huas maleri og Heinz-Hermann Jurczek i selskab med Chiho Ito siger jeg hermed farvel til Den Internationale Workshop for Billedkunstnere. Det var faktisk hårdt at tage afsked med nogle mennesker, som man har delt værksted, mad og husrum med i tre uger. Jeg må hårdt presset erkende, at der løb en enkelt forræderisk tåre ud ad øjnene på mig, da vi drejede bilen ud fra Brande Højskole, der som bekendt har udgjort mit hjem i den pågældende periode.
Ferniseringen på udstillingen i forlængelse af workshoppen, var et veritabelt tilløbsstykke. Udstillingen finder de næste to måneder sted i RemisenBrande og i Galleri Spor 1. Personligt har jeg fået gode kontakter, og ikke mindst nogle fantastiske minder - i kraft af fremragende værker - med fra opholdet i Brande.
Det har været en grænseoverskridende oplevelse at deltage i den 15. Internationale Workshop for Billedkunstnere i denne lille, besynderlige by. Ikke desto mindre er jeg blevet registreret som låner på Brande Bibliotek. Og når man er dét, så hører man på sin vis hjemme i lokaliteten.
Jeg har fået en opgave: At skrive forordet til kataloget, som bliver udgivet i forbindelse med næste års workshop.... Hvad skal jeg sige til kunstnere, administration, køkkenpersonale og andre, som har gjort dette initiativ muligt???
Man kunne jo prøve med: Tak, fordi I gad!!!

torsdag den 26. juli 2007

Remisen, 26. juli 2007





Det var lige før, det var en tand for forudsigeligt, at der ville komme en skandale, som ville få de øvrige af slagsen til at fremstå som mindre bagateller i Tour de France anno 2007. Med Michael Rasmussens suspension på Rabobank-holdet og efterfølgende exit fra løbet, er cykelsporten nu ved at aflive sig selv som en sportsgren, man kan tage alvorligt. Rasmussens gule trøje og sandsynlige sejr i løbet gav det ellers en dimension, som var højst tiltrængt; men nu er han ude og for andet år i træk er Tour’en blevet et anliggende med afsæt i skandaler på stribe.

På søndag slutter dette mærkværdige sportsarrangement – og på lørdag er der fernisering på udstillingen, som er et direkte resultat af de tre ugers arbejde i det gamle lokomotivværksted i Brande. 19 kunstnere udstiller deres værker, dels i Galleri Spor 1 og dels i RemisenBrande. Værkerne er udtaget og vil blive ophængt, således at de kan vises for publikum det næste par måneder.

Omkring weekenden vil de mange kunstnere rejse hjem til deres respektive miljøer. Hjem til hverdagen i Japan, Brasilien, Polen, Litauen, Tyskland, Kina, Island og – Danmark. Selv regner jeg med at checke ud fra Brande Højskole lørdag, umiddelbart efter ferniseringen. Jeg overdrager hermed mit værelse på højskolen, som har været mit hjem de sidste tre uger, til nogle nye højskoleelever.

Jeg efterlader de to store malerier hernede i Brande. Jeg har aldrig haft et specielt sentimentalt forhold til mine færdige værker. Derfor er det heller ikke svært at ”slippe” dem. Jeg har dog tre mindre malerier samt et større antal akvareller med herfra.

onsdag den 25. juli 2007

Remisen, 26. juli 2007






Jeg har ofte, under dette workshopforløb, været fraværende i det store Remiseværksted om eftermiddagen. Dette skyldes til dels den megen uro, der ofte er i netop dén periode; men ikke mindst er mit fravær forankret i kendsgerningen, at årets Tour de France løber af stablen i præcis det samme tidsrum, som workshoppen finder sted. Bl.a. derfor lægger jeg mine arbejdspauser på dét tidspunkt.

I går var der hviledag i Tour’en. Således befandt jeg mig på Remisen, hvor jeg prøvede at ignorere den voldsomme leben og fik lavet nogle akvareller. På et tidspunkt kom et ægtepar hen og kiggede, hvad jeg lavede. Manden antydede med et lunt blik i øjet, at det jo var hviledag i Tour de France, hvilket måske var årsagen til min tilstedeværelse netop denne eftermiddag?

Det viste sig at Vejle Amts Folkeblad havde fået opsnappet et signal om, at jeg følger etapeløbet på de franske landeveje og havde nævnt det i en artikel i avisen. Jeg havde ikke – og har stadig ikke – læst den pågældende artikel; men det er jo sandt nok! Jeg følger ganske rigtigt Tour’en og den gule trøjes ridt over de høje bjerge.

Der var tysk-polsk kulturaften tirsdag. Det foregik med sauerkraut og knödeln samt hele pivtøjet. Jeg føler det som knødlerne stadig ligger og forbrænder nede i maven på mig. Den tyske madtradition besidder, om muligt, endnu mere tyngde end den danske.


tirsdag den 24. juli 2007

Remisen, 25. juli 2007









I skrivende stund er jeg glad for, at jeg ikke sidder på én eller anden campingplads ét eller andet sted i det danske sommerland. Det virker som, at vejrguderne har lavet en overenskomst, der går ud på, at det skal sjaskregne sådan ca. hver anden dag.

Lige nu sidder jeg tørt og godt på Højskolen; men snart må jeg trodse regnen og finde ud af at komme på Remisen, hvor der stadig er arbejde at gøre. Desværre påvirker vejret både mit humør og min planlægning. Jeg havde således pønset på en cykeltur rundt i lokalområdet i dag, evt. med skitseblokken i rygsækken; men dét er jeg ikke motiveret for lige nu.

Opholdet på workshoppen begynder nu for alvor at finde ind i sin afsluttende fase. Der skal udvælges værker til workshopudstillingen. Remisen skal tømmes for staffelier og andet overflødigt. Jeg er spændt på at se udstillingen i sin færdige form. Det er mange kulturer og nationaliteter, der nu skal kommunikere på et nyt plan… Interessant!




mandag den 23. juli 2007

Remisen, 24. juli 2007









Jeg hader at komme for sent op om morgenen. Det skete efter weekenden, da jeg mandag i den sidste workshop-uge var dødtræt efter turen til Silkeborg fredag og en regnfyldt udflugt til Århus søndag.

Hardy Brix og jeg havde vore tyske, kinesiske, japanske og brasilianske venner med på ARoS Århus Kunstmuseum, der gav 50 % rabat på entréen. På grund af vejret fandt vi det ikke hensigtsmæssigt at gå på sight-seeing i byen, så vi valgte at besøge Århus Kunstbygning, der generøst gav gratis entré til hele selskabet.

Man finder ud af at komme hinanden ved, når man indtager sin aftensmad i et kolonihavehus i regnvejr; men uanset vejr og vind er det vigtigt at give de udenlandske deltagere på workshoppen en god oplevelse. Det var dog pudsigt og besynderligt at iagttage dem sidde ret op og ned og nappe en ”morfar” i Hardys kolonihavehus.