mandag den 3. august 2026

Publikums og museumsinspektørens virkelighed

 

Installationsfoto fra Lucian Freud-udstillingen ’Alt er portræt’ på Louisiana (foto: Camilla Stephan/Louisiana Museum of Modern Art)

»Jeg må naturligvis forholde mig til den virkelighed, som publikum kommer anstigende med. Men min opgave er ikke at tale til deres fordomme, men derimod at stimulere deres nysgerrighed«


Citatet er hentet fra en ganske omfattende artikel, der omhandler museumsinspektør Anders Kold, Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. 


Artiklen, som er forfattet af Kathrine Tschemerinsky, kan læses i Weekendavisen, og et af temaerne er ganske naturligt den igangværende udstilling med Lucian Freud, hvilket er en udstilling, jeg/vi endnu ikke har fået set. 


Det vil der imidlertid blive rådet bod på. Udstillingen varer frem til d. 27. september.

søndag den 2. august 2026

Grafiske tryk hos Bruun Rasmussen



’Prints & Editions’: Per Kirkeby: Uden titel "Hansen-tryk", 2009. Serigrafier i farve 140 x 100 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Der hersker en myte om, at hvis man vil erhverve sig værker af berømte kunstnere, kan det være en god idé at investere i grafiske tryk, og det kan som bekendt være litografier, raderinger, træsnit eller serigrafier, og netop i denne kategori har auktionshuset Bruun Rasmussen et antal store – 140 x 100 cm. – arbejder af Per Kirkeby til salg på en webauktion, der afsluttes d. 18. august. 

Fælles for den titelløse serie er, at de betegnes som ”Hansen-tryk”, hvilket jeg formoder, refererer til serigrafen Jørgen Hansen. 

Der er mange værker i udvalget, og det med at grafiske tryk er billige, skal bestemt tages med et gran salt. 

Prisen afhænger naturligvis af, hvem kunstneren er, og der er mange i udvalget, som kan ses HER>