Kunstmuseum eller ej

Alle større danske provinsbyer med en vis selvrespekt har et kunstmuseum. Visse byer har haft større ambitioner end andre på det punkt; men ikke desto mindre er der de seneste år blevet bygget flere nye museer til kunsten. Et af de sidste er i Vejle, hvor det eksisterende kunstmuseum netop er blevet udvidet ganske betragteligt. Byer som Horsens og – især – Århus har ligeledes været fremme i skoene med udvidelser og nybyggerier.

I tidernes morgen var der stor diskussion om, hvorvidt man i Silkeborg skulle opføre et museum til den imponerende samling af værker, som maleren Asger Jorn havde doneret til byen inden sin død i 1973. Der var store planer vedrørende dette museum – og den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon var på et tidspunkt i hovedrollen med et forslag, der tog udgangspunkt i et underjordisk kompleks. Dette blev dog angiveligt for omkostningsfuldt og planerne måtte skrinlægges.

Ifølge museumsinspektør og forfatter Keld Dalgaard Larsens nye byhistorie Silkeborg Sort på Hvidt, der udkom for nyligt, var spørgsmålet oppe i Midtjyllands Avis i 1975. Her havde man lavet en form for opinionsundersøgelse blandt 100 silkeborgensere vedr. om der skulle opføres et sådant musem. De 100 var ikke tilfældigt udvalgt. Det var de samme personer, som sad i Bytinget – en udsendelse, som blev sendt i TV fra Teatersalen i Silkeborg i netop de år midt i 70’erne.

I bogen hedder det: ”Kulturudvalgsformand Juditthe Boock var advokat for et ja, mens tømmerhandler Steen Klercke advokerede for et nej. For og imod blev præsenteret i avisen den 11. oktober 1975 og ”folkets dom” kom den 16. oktober. Det var et dundrende nej til et nyt, stort kunstmuseum. 68 stemte imod, 22 stemte ja, og 10 undlod at stemme. Folkets tale nærmest forskrækkede avisen og de lokale politikere. Lugtede det alligevel af ”overbyråd”? Det ambitiøse og internationalt anlagte prestigeprojekt var i hvert fald godt og grundigt dødt i Silkeborg. Måske kunne de blive til et nyt, mindre prangende kunstmuseum ad åre?”

Som bekendt blev sidstnævnte løsning ført ud i livet med indvielsen af Silkeborg Kunstmuseum den 3. marts 1982. Det blev arkitekten Niels Frithiof Truelsen, der tegnede det nye museum, hvis udstillingsrum bl.a. rummede inspiration fra billedhuggeren Constantin Brancusis atelier med de karakteristiske, nordvendte ovenlys.

Siden har Silkeborg Kunstmuseum – eller Jorn-museet, som nogle ynder at kalde det – levet en tryg og god tilværelse ved Indelukket og i skyggen af et 14 etagers højhus.

Som middelklassen indretter sig

Århus Kunstbygning viser for tiden en totalinstallation af billedkunstneren Annette Merrild, som udstiller en serie fotografier og objekter, der portrætterer middelklassen i en række europæiske byer plus New York. Hun viser et antal hjem fra de pågældende lokaliteter og afsøger dermed de forskellige befolkningers grundlæggende æstetiske axiologier(!).

Merrild nøjes ikke med at udstille disse elementer i en traditionel konkekst. Hun har valgt at skabe en installation, der fylder hele underetagen i Kunstbygningen på en mere end overbevisende måde. Denne installation består af et gigantisk grid-system. Et skelet af tusindvis af hvide kuber uden sider. Disse refererer tydeligt til en af klassikerne i moderne dansk møbeldesign, nemlig Montana-reolen.

Udstillingen bekræfter underetagen i Kunstbygningen som meget velegnet til installationskunst og i det hele taget som fundament for samtidskunstens mange udtryk. Desværre bekræfter den aktuelle udstilling i den ”gamle” del af Kunstbygningen, at denne er akkurat lige så uegnet til konceptionelle kunstformer som uderetagen er egnet.

Vernissage på Second Life

Når man har lavet en udstillingsaftale med – skulle det vise sig – én af de mere seriøse gallerier i Second Life, kan man umuligt lade være med at tænke en smule taktilt. Dette kommer til udtryk, når man kan se, at den kommende udstilling kræver et vist uploadningsarbejde. Derfor vil man jo gerne besidde et medansvar for, at tingene fungerer tilfredsstillende.

Det er blevet signaleret, at åbningen af udstillingen i det franske galleri, bliver krydret med forskellig underholdning af musikalsk karakter. I den frankofile verden benævnes den slags begivenheder som ”vernissage” – en pendant til vor hjemlige ”fernisering”.

I aftes fik jeg en indbydelse til en virtuel vernissage på SL. Darknight Halderman udstiller et antal malerier og oliepasteller i Hammerwilde Gallery. Jeg dukkede op og fandt ret hurtigt ud af, hvor bordet med forfriskninger var placeret.

I begyndelsen virkede det, som jeg blev kigget lidt an af gallerist og kunstner samt de øvrige gæster; men i løbet af forbavsende kort tid opstod der en dialog, hvilket var meget interessant, da Halderman – trods navnet – viste sig at være italiener.

Jeg må indrømme, at jeg kom for at snuse og skabe en fornemmelse for, hvordan en sådan situation fungerer i Second Life – og det var ganske lærerigt.

Et dystert billede

På en blåfrossen novemberdag har danskerne valgt det samme grimme segment af politikere, som har styret landet med en umenneskelig hård hånd de sidste år. Det bliver også fremover med en politik, der fedter et stadigt mere grisk og strømlinet erhvervsliv op og ned ad ryggen, forankret i principper, der sætter lighedstegn mellem værdi og købekraft.

Jeg har netop på TV set De Konservatives formand i et kvalmende selvglad scenarie. Som en anden rockstar blev denne odenseanske politimand hyldet, som var han noget som helst. En vissen Pia Kjærsgaard værfede arrogant pressen af på sin vej ind til Christiansborg. Hun havde ellers ikke noget at klage over! Fremgangen giver yderligere plads til de kristne fundamentalister, som den borgerlige regering har lænet sig op af på en mørk og dyster politisk scene i de seneste år.

Bliver folk da aldrig trætte af disse ensrettede karakterer? Disse forstokkede erhvervsledertyper, der ikke tænker en eneste tanke, der kunne være forankret i en humanistisk filosofi? Man kan vel efterhånden roligt spørge sig selv om, hvor et evt. ungdomsoprør bliver af?

Men svaret giver sig selv! Ungdommen er blevet indhyllet i materialismens narkotikum. Denne generation har tilsyneladende så travlt med at efterligne deres småborgerlige forældre, at de er blevet historieløse. Den tid vi gennemlever nu, vil i historien blive sammenlignet med 50’erne. De mørke og triste 50’ere, hvor kommunistskrækken næsten nåede samme højder som dén skræk vi har over for Islam i dag. Det er som om, at man skal have et skræmmebillede. Man skal have noget at være bange for, så man har noget at gå til valg på. Det er tilsyneladende angsten, der giver disse borgerlige politikere så meget vind i sejlene. Angsten for Islam og angsten for at miste noget af dét, man har raget til sig.

Vores statsminister har sendt Danmark i krig som allieret til én af moderne politiks mest latterlige statsmænd. Han gnækker sig igennem det ene mærkværdige politiske statement efter det andet. Den køber vælgerne i det lille, kolde land oppe mod nord. Det ser for alvor kulsort ud!

Dubuffet-gavlen fortid for en tid

Hvis man er godt kendt i Silkeborg, kan det ikke være forbigået ens opmærksomhed, at den store gavludsmykning ved Skoletorvet er forsvundet.

Udsmykningen forestillede en monumental udgave af et grafisk arbejde af den franske kunstner Jean Dubuffet. Dette blev udarbejdet helt tilbage i 1961 i forbindelse med en udstilling af kunstnerens grafiske arbejder på Silkeborg Kunstmuseum, som dengang var placeret i bygningen foran den lille plads ved Skoletorvet.

Gavlen er nu hvidmalet; men der er kræfter i gang med at få den karakteristiske udsmykning tilbage på sin gamle plads. Efter planen bliver dette arbejde påbegyndt til foråret.

Kunstens nye allierede

”Meget ville være anderledes, hvis Folketinget var bredere sammensat. Til en start ville bare én billedkunstner på tinge formentligt snart få lyst til at oprette et kunstministerium. Det nuværende kulturministerium er nemlig reelt et fritidsministerium. Det administrerer underholdningen, sporten og fritidssyslerne. På den måde er det et ministerium for almen hygge”.

Således kan man læse i Politiken den 9. november i et indlæg af forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der som bekendt stiller op til det kommende folketingsvalg for det nye parti Ny Alliance. Man må lade forfatteren, at han anskuer tingene ret klart. Det er ikke ligefrem fordybelse og visionær tænkning, der har præget Kulturministeriet i de senere år, når det handler om billedkunst. Pop, fodbold og overfladisk ligegyldighed har sat en overordnet dagsorden hos en borgerlig regering, hvis regeringsleder Ny Alliance faktisk anbefaler skal danne regering efter valget. Således må NA vel fremstå som et borgerligt parti? Og borgerlige partier har vist aldrig været særligt glade for billedkunst – med mindre den er så kommercielt fundamenteret, at den kan sælge sig selv.

”Hvem skal insistere på, at kunst er livsvigtigt, når politikerne i Folketinget ikke aner, hvad der er op og ned på æstetisk axiologi?” hedder det ligeledes i Ditlev Jensens indlæg. Det har ikke været muligt for mig at finde en definition på ordet ”axiologi” i Nudansk Ordbog på Politikens Forlag.

Udstillinger og nye arbejder

Som det fremgår af billedserien herover, har jeg netop opspændt et lærred, som jeg kunne forestille mig kunne blive et maleri til udstillingen ProKK 2008 i Ridehuset i Århus. Samtidigt har jeg planlagt nogle arbejder på papir, som muligvis kunne være et tema til en udstilling, der er aftalt på Copenhart Gallery i Valby med åbning den 28. februar 2008.

Alt imens kører en forholdsvist nyudgivet live-dvd med den amerikanske gruppe R.E.M. på værkstedet. Koncerten er optaget i Dublin i 2005 på den turné, der førte bandet til Horsens på en varm sommeraften i juni samme år. Det var en god koncert, der bekræftede forsanger Michael Stipe som én af branchens væsentligste scenepersonligheder.