Anmeldelse i Kunstavisen af 'Oh Danmark'

Fra åbningen af ’Oh Danmark’. Billedet snyder. Der var MANGE mennesker til ferniseringen… Se flere billeder HER>

Tom Jørgensen har anmeldt ’Oh Danmark’ på CopenhART Gallery en smule lunkent i Kunstavisen: ”Problemet her er imidlertid, at nogle kunstnere i stedet for at forholde sig til det tematiske udgangspunkt, kører på sommerligt frihjul”, hedder det bl.a. i anmeldelsen.

Længere nede kan man dog læse følgende: ”malere som Anne Juul Christoffersen, Jonna Pedersen, Solveig Kjær, Lars Svanholm og Peter Rothmeier Ravn kommer med komplekse og tankevækkende kommentarer til begrebet ”danskhed”.” Så alt i alt udmærket – isoleret set fra de nævnte kunstneres udsigtsposter.

Ætsninger

Jeg er allerede i gang med radérnålen, alt imens Ben Webster’s tågehorn fylder rummet med vibrerende toner.

Jeg må ikke glemme grafikken! For nogen tid siden fik jeg noget overskudszink fra et byggeri hos mine næsten-naboer. Zinken var ganske vist lidt anløben af vind og vejr; men alligevel har jeg prøvet at slibe og polere det. Den kræver lidt mere knofedt end normalt – og desværre er knofedt jo ikke noget, man kan købe i byggemarkeder.

Jeg er, som det kan ses på billedet, begyndt at tænke i motiver – og her er udgangspunktet, naturligvis, ord og forskellige bogstaver.

Grafikken er ét af få medier, jeg ikke har afprøvet i ordbilleder. Pudsigt nok, da jeg altid har haft en vis forkærlighed for den sort-hvide grafik. I særdeleshed når akvatinten kombineres med stregætsning og koldnål.

Hardy Brix, klimaet og kunsten

”Alle taler om vejret – ingen gør noget ved det”. Denne sandhed burde modificeres – og et langt stykke hen ad vejen kunne man erstatte ”vejret” med ”klimaet”. Ganske vist har man på de politiske fronter fået øjnene op for klimaforandringerne og der udvises i disse år skiftende vilje til at minimere problemerne.

Hardy Brix er billedkunstner. Hans motivverden har i mange år haft afsæt i dén natur, man ikke nødvendigvis finder i den danske bøgeskov eller på en bølgende kornmark. Som maler har Hardy Brix i mange år fundet kølige egne fascinerende. Rejser til polaregnene har afstedkommet en motivisk dagsorden hos Brix, som næsten er analog med klimaernes skiftende karakterer.

Når en gletcher på adskillige kvadratkilometer river sig løs fra sit faste holdepunkt og driver til havs blot for over tid at smelte langsomt, er et element af Hardy Brix’ motivverden forsvundet og blevet til en del af et frådende ocean.

Hvordan man som relativt abstrakt kunstner – dog alligevel med naturen som reference – har det med, at den globale temperaturkurve stiger, kan man kun spekulere over; men der er ingen tvivl om, at en person, for hvem badesæsonen begynder om efteråret, er det intet mindre end, næsten, katastrofalt, at Nordpolen om kort tid blot er et hav, hvor man ikke længere kan finde fast grund under fødderne.

Maleriet fortæller og dokumenterer om tider, der var og epoker, der svandt hen i en tågebanke af kølig luft. Nogle historier bliver husket og fortalt, andre bliver glemt; men heldigvis fortæller Hardy Brix til stadighed historien om Arktis og isen.

Steinicke, bl.a., i Viborg

Fernisering på Galleri NB i Viborg 23. august – hovedsageligt for at se Frode Steinickes 2008-udgave af ”The never ending exhibition Tour”. Denne har jeg skildret i en undergrundsdokumentar, som kan ses HER>

På udstillingen deltager også Gregers Albrechtsen, en yngre samtidskunstner med et tidstypisk udtryk i sit maleri, og i galleriets eksperimentarium unge Rosa Marie Frang, der i sin udstilling ’The Genetic Goddess says ”This is the answer”’ arbejder med guddommeligheden i relation til det endeløse rum. Rosa Marie Frang har en bred vifte af uddannelser bag sig.

Samtid, epigoneri og en "glad" formidler

”Hvad fanden er det I beskæftiger jer med derude på redaktionen?”

Jeg glor måbende på kunstneren. Måske glor jeg måbende på galleristen eller museumsmanden. ”I”? Altså forstået på dén måde, at den redaktionelle linie er en del af mit ansvarsområde? Christ, den er slem!

”Der er tale om redaktionelle beslutninger”, forsvarer jeg mig. Samtidigt ved jeg jo udmærket, hvad man hentyder til. Man antyder, at portalen udelukkende beskæftiger sig med en kunstscene, der er forankret i dét man kalder ”samtidskunsten”. Ja, kære læser. Allerede nu begynder det at blive ret dødssygt, så jeg må gøre ét eller andet for at bibeholde Deres opmærksomhed.

Men hvad? Hvad skal jeg gøre for at den alment kunstinteresserede læser ikke allerede nu klikker på det lille kryds oppe i højre hjørne? Jo, jeg kunne naturligvis blot begynde at sværte hele kunstscenen til, som den tager sig ud i dagens Danmark; men et sådant initiativ vil blot vende i luften som en boomerang og ramme mig selv med en mangedobbelt effekt. Som hvis man kaster sten imod ordensmagten, får man af kniplen!

Jeg prøver at fange signalet og give igen med de midler, som jeg med min mangelfulde uddannelse er i stand til. Jeg har ikke læst kunsthistorie! Med stor tilfredshed, har jeg til gengæld erfaret, at de skribenter og museumsdirektører, jeg respekterer dybt, enten har en helt anden baggrund eller – ganske enkelt – er sprunget fra! Fint nok; men hvad har det med mig, og min tilgang til kunstscenen at gøre? Ikke så lidt, vil jeg vove at påstå.

Det handler om at vide, og det handler om at kunne. Nå, jo! Det kan enhver idiot vel komme og sige! Hvad kan du egentligt? Jeg skrev en gang en artikel, hvori jeg brugte ordet ”epigon”. Jeg havde ikke regnet med at et ord, som er en væsentlig del af kunstverdenen, kunne være ukendt i redaktionen, som gennemgår mine artikler, og efterfølgende skiller dem ad og samler dem igen, lægger til og – i særdeleshed – trækker fra. Tre ud af tre, vidste ikke hvad ordet ”epigon” betyder!

Jeg kiggede mig omkring! Hvor er det, du befinder dig? Er du gået forkert!? Er det et forkert kontor, du har frekventeret? OK! Nej, den er god nok… Der sidder et antal kunsthistoriestuderende – kommende cand. mag’er – der ikke aner hvad ordet ”epigon” betyder. Jeg skal gerne skære det ud i pap for Dem, kære læser. Det er et synonym for en person, der efterligner. Det er en benævnelse for én, der laver plagiater! I virkelighedens originale verden en etiket påsat en kunstner, der benytter sig af forlængst brugte og forslidte udtryksfomer. Jojo! Dét er de fleste klar over, så dét vil jeg ikke gå yderligere i dybden med.

Det her kan jeg sagtens sige. Der står ikke noget på spil! Hverken penge eller noget som helst af jordisk betydning. Jeg er, hvad man kan betegne, som frivillig kulturel formidler. Ulønnet. Og hvorfor? Fordi jeg synes det er morsomt og udviklende. Indtil mine artikler skal igennem den studentikose mølle. Selv om det er irriterende, at skulle rettes af nogle, som ved mindre end jeg og som har et mere begrænset ordforråd, end jeg er forsynet med, bliver jeg ved. Også selv om jeg ikke engang er blevet fundet værdig til en plads i kolofonen

Dum? Jo, men glad… Og epigoneriet, har jeg observeret, har en ganske fremtrædende plads på samtidskunstscenen.

Surrealismen op af den høje hat

Det er svært at sige med hvilken begrundelse, at tre store udstillingsinstitutioner nu hver især inden for den næste tid har valgt at sætte fokus på surrealismen og dens udøvere. Den surrealistiske bevægelse opstod i 20’erne og havde sin tid i årtiet efter. Så kom 2. Verdenskrig og underbevidsthedens kunstnere fik en smule åndenød på verdensscenen. Efter krigen fik den abstrakte ekspressionisme som bekendt et boom, som blev eksemplificeret i Europa af bl.a. den legendariske CoBrA- bevægelse, der dog kun eksisterede i tre år fra 1948 til 1951.

Surrealismen har ikke desto mindre hele tiden været der og ligget som en understrøm med mere eller mindre synlighed op gennem efterkrigsårene. Wilhelm Freddies mange kontroverser med myndighederne skabte herhjemme i flere år en vis opmærksomhed på stilarten og det er da også Wilhelm Freddie, der optræder som den berømte kanin, der trækkes op af hatten med henblik på at udstille surrealismen. Men først til næste år – i 2009 – åbner Statens Museum for Kunst en stor udstilling med denne, den mest outstanding repræsentant for surrealismen herhjemme.

Udstillingen ’Wilhelm Freddie’ udstilles så godt som samtidigt med, at kunstmuseet Louisiana blænder op for én af den internationale surrealismes store koryfæer Max Ernst, som bliver udstillet i en større sammenhæng for første gang i Danmark ved dén lejlighed. Begge udstillinger er retrospektivt anlagte og tæller blandt deres mange værker, både absolutte hovedværker samt sjældent sete værker fra museer og private samlinger i ind- og udland.

Allerede nu kan man imidlertid se surrealisme på kunstmuseet Arken ved Ishøj: Her er temaet netop dialogen mellem dansk og international surrealisme i 30’erne. Tiden var stærkt påvirket af freudiansk tankegang. Og det var kunstnerne også. Det ubevidste og ikke mindst seksualdriften var i centrum. Arkens udstilling fokuserer derfor på det erotiske og sanselige i både naturens verden og i hverdagsgenstande. Denne udstilling åbner 6. september og varer frem til 11. januar.

Mit eget forhold til surrealismen er forankret i Salvador Dali og hans kolossale selviscenesættelse, som jeg var meget begejstret for i mine unge år, da jeg selv var begyndt at foretage de første forsøg med oliemaleriet og dets muligheder. Jeg arbejdede meget kontrolleret med maleriet og ret hurtigt begyndte de første mærkværdige genstande at finde vej ind i noget, der ellers var startet med en ret traditionel form for naturalisme som tema.

I nogle år prøvede jeg at finde ind til det underbevidste i et stadigt mere krampagtigt forsøg på at belyse forskellige emner i et massivt, symbolladet billedsprog. Om det var tidernes skiften eller min egen trang til at udforske nye veje med afsæt i dén epokes – vi befinder og i 70’erne – samtidskunst, er jeg faktisk ikke helt i stand til at redegøre for; men et besøg på Tate Gallery i London på det tidspunkt, og hvor jeg som noget af det første opsøgte Dali, Magritte, Ernst og de Chirico, overbeviste mig om, at kunstscenen, også dengang, rummede langt mere interessante aspekter end hvad surrealisterne kunne byde ind med.

Farvel til en institution

Når han sad inde på sit kontor med sin cigar og sin avis, fornemmede man en vis ro hos den store mand. Han kiggede op, når man gik forbi, hilste altid og fordybede sig derefter i dagens nyheder fuldstændigt bevidst om, at han havde skabt en forretning, der viste sig at være mere end overlevelsesdygtig. Galleriet blev en succes, og måske en større succes end den unge vaskemaskinehandler Willy Omme havde turdet drømme om, da han startede Galerie Moderne helt tilbage i 1962.

På dét tidspunkt var der kun ganske få gallerier i Danmark og disse fungerede i høj grad som kunsthandler med udgangspunkt i den moderne kunst. Derfor var det nærliggende for Willy Omme at kalde sit galleri for Galerie Moderne. Et navn, der måske kan virke en anelse utidigt i dag; men som ikke desto mindre repræsenterer soliditet og ikke mindst seriøsitet.

Willy Omme lagde aldrig skjul på, at formålet med denne virksomhed var at skabe overskud på det økonomiske plan. Derfor fik han, som det ”kære barn” også mange tilnavne i en mere og mere vidtfavnende kunstbranche, bl.a var han i en periode kendt som ”Willy Omsætning”. Det lod ikke til at røre Omme, som altid var til stede, hvor tingene skete. Til de store kunstmesser i Danmark og rundt i verden repræsenterede han sin forretning. Altid med en ulastelighed i bagagen og med den karakteristiske ro.

Nu er Willy Omme død og dermed er én af de sidste klassiske kunsthandlere væk. Han har sat et gedigent aftryk på de skiftende kunstscener og det aftryk vil præge branchen i mange, mange år fremover. Willy Omme blev 76 år.