Her styrer tålmodigheden

Skovvilla på KunstCentret Silkeborg Bad danner for tiden ramme om billedkunstneren Lis Nogels værker. Devisen synes at være fordybelse i tegningens muligheder, undersøgelse af bronzens potentialer samt en stadig forskning i maleriets udtryk.

Tegningerne
Når man umiddelbart iagttager Lis Nogels store tegninger på Silkeborg Bad, får man øjeblikkeligt lyst til at stille spørgsmål ved illusionen som billedkunstnerisk påskud. Nogel har med et teknisk overskud forsynet sine store ark med motiver, der ikke alt for nemt lader sig fortolke. Der er dog indlysende tale om fysiske former, som er afbilledet ganske minutiøst.

Livet opstår dog klart i kraft af nogle langt mere overordnede streger, der integrerer sig i det overordnede motiv uden tilsyneladende at være i direkte dialog med dette. Disse overvejende horisontale forløb er ifølge kunstneren inspireret af et besøg i Amerikas natur, som hun betegner som et ”John Wayne-landskab”.

Bronzen og overfladen
Illusion er der i høj grad tale om i forbindelse med et relief i bronze, som er placeret på gulvet i Skovvillaen. Her skaber de stiftende lysforhold et levende værk, som er under permanent forandring i kraft af overfladens bølgepaplignende karakter. Afvigende indbyrdes overflader i værket afstedkommer højst overraskende toner i en overfladede, der ret beset burde fremstå som monokrom.

Oliemaleriet og legen med lys og skygge.
Monokromien er samtidigt et tema i Lis Nogels oliemalerier, der har pastose sammenligneligheder med det før omtalte relief, selv om det grafiske spiller en langt mere overordnet rolle. Motiverne ses antydet bag oliefarven, der ofte er påført med en form for tandspartel.

En installation udført i legetøj afgiver, i kraft af skyggevirkningerne, nogle højst forbløffende tegn på den hvide væg via et sindrigt system af spejlglas og spotlights. Også her bliver man imponeret over med hvilken tålmodighed kunstneren må arbejde. Her gælder på samme måde reglen om, ”at ting tager tid”.

Lis Nogel (født 1945) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi v. Gottfred Eickhoff og Dan Steerup Hansen. Hun har været medlem af Den Frie Udstilling siden 1980. Lis Noget er bosat og arbejder i København.

Færdighed

Brede pensler, koloristiske kollisioner og store formater er nogle af kodeordene på Morten Buchs udstilling af malerier fra de seneste år på Horsens Kunstmuseum.

Hvornår er et kunstværk afsluttet? Den beslutning er udelukkende kunstnerens ansvarsområde. Ofte står man overfor et maleri og spekulerer sig grøn og violet over, hvad der ville være sket, hvis værket var blevet viderebearbejdet. Hos Morten Buch er problemstillingen på samme tid indlysende og uhåndgribelig.

Den definitive beslutning
Det kan forekomme absurd i tilfældet Morten Buch at anfægte maleriernes færdige form. Det er da heller ikke denne skribents lod at fremsætte teorier om, hvorledes kunstneren tager den definitive beslutning om hvornår det enkelte værk er modent til at blive betegnet som afsluttet. Alligevel spøger problematikken! Og når den har gjort dét i et stykke tid, kan man passende begynde at iagttage malerierne på de præmisser, de udstilles på. Nemlig på Horsens Kunstmuseum og under den ikke specielt sigende titel The Last Resort.

Motivet
Der er ingen tvivl om, at Morten Buch arbejder ud af en ret gennemprøvet tradition. Farvelagene ligger som spor og undermekanismer bag ofte brede og definitivt formulerede penselstrøg. På den måde bliver værket forsynet med en dynamisk og en samtidig klart affattet udtryksmåde.

Motivisk bevæger Buch sig fra landskaber over kvindeportrætter og højhælede damesko til interiørs, der har stillebenpræg over sig. Oftest er disse motiver forankret i solitært placerede vaser med blomster i. Disse er dog svære at definere og fremstår derfor som usentimentale udsagn i maleriets tjeneste. I et enkelt tilfælde er blomsterbuketten dog placeret helt oplagt som modpol til rummets flader og vasens komplementære tilstedeværelse. På et andet maleri antydes rummets detaljer, hvor bukettens karakter her er langt mere udefinerbar.

Rum og perspektiv
Hvad disse, i lang de fleste tilfælde, store malerier fundamentalt set forestiller, kan i princippet siges at være mindre afgørende. At en serie med dobbeltmadrasser akkurat lige så godt kunne opleves som kæmpemæssige hamburgere, betyder at det er maleriets autonomi, der er dikterende for det endelige værks ydre aspekt.

I det hele taget synes det først og fremmest væsentligt for kunstneren at skabe et rum, som på en finurlig måde integrerer sig i museets hvide vægflade. Samtidigt brydes denne sammensmeltning af nogle ret tydelige afgrænsninger i de nyeste billeders kompositioner. Disse fungerer i to af billedernes kanter. Dermed skabes et ekstra perspektivisk udgangspunkt i forholdet værk contra omgivelse.

Færdiggjort
Dette greb er blot én af mange detaljer, man kan gå på undersøgelse i, når maleren hedder Morten Buch. Et andet er et behov hos kunstneren for at fortegne enkelte elementer, således at det førnævnte rum underbygges. Dette ses i nogle højst ustabile strukturer, der er brugt som reference til ét af de fleste maleres store skrækscenarier. Den skæve blindramme.

Morten Buch bevæger sig i et univers, der sammenfatter to genrer, der paradoksalt afløste hinanden på den kunsthistoriske scene for et par generationer tilbage. Når malerierne er færdiggjorte, rummer de aftryk fra pop og ekspressionisme. Og færdige er de. Det har kunstneren bestemt!

Morten Buch (født 1970) bor og arbejder i København. Han er tilknyttet Galleri Susanne Ottesen i København og Galerie MøllerWitt i Århus. Udstillingen The Last Resort har været vist i Kunsthalle Wilhelmshaven i Tyskland i sommer.

Nørderier i Silkeborg

”3 x 3 meter fra gulv til loft” er temaet for en udstilling, der for tiden bliver vist i Kulturspinderiet i Silkeborg. Det er der kommet mange mærkværdige indslag ud af fra de mange kunstnere, der deltager.

Mest kompetent giver Jens Kynde et bud på hvordan man kan forvalte 9 kvadratmeter med sine mange fund i velordnede kompositioner. Jeg har lavet en lille undergrundsfilm om Jens’ værk. Se filmen ’523 found items’ HER>

Nogel på Badet

Det er tid til nye udstillinger på KunstCentret Silkeborg Bad efter den store udstilling ‘Call it what you like’, som har kørt sommeren over. Ca. 5000 mennesker har oplevet Rik Reinkings samling.

Nu er man i gang med at bygge nye udstillinger op på Badet; men der er allerede nu noget at se på i Skovvilla: Lis Nogels udstilling ’Det strukturerede rum – spindelvæv i septembergræs’ er netop åbnet og det er en udstilling, som kan anbefales. Lis Nogel arbejder i et rumligt og fladeforankret univers, som viser en kunstner, der undersøger materialernes muligheder, hvad enten det er bronze, lærred eller papir.

På det lille billede ses Lis Nogel sammen med billedhuggeren Kirsten Lockenwitz og på det store en detalje af én af Nogels store blyantstegninger, der for tiden kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad.

Hva' for en krise?

Huspriserne falder, renten stiger og det internationale valutamarked er i dyb, dyb krise. Snart slår det igennem på alle markeder: På arbejdsmarkedet stiger ledigheden og på kødmarkedet falder liderligheden. Hvad skal det da ikke ende med???

Never mind! Man kan da altid sættes sig og lave en akvarel mens man venter på sammenbruddet. Temaet ligger jo lige til højrebenet!

Er et spejlbillede virkelighed?

9. oktober er der releaseparty i Århus Kunstbygning. Anledningen er en ny bog med billeder af kunstneren Finn Have og tekst af kunstskribent m.m. Erik Meistrup. Temaet er landskabet set gennem et sidespejl.

Når man befinder sig på vejen i sin bil mellem to vante destinationer, bliver køreturen rutine. Der kan være usædvanlige ting at bemærke. Et dyr kan være kørt over og ligge dødt på asfalten, et byggeri kan være iværksat og årstidernes skiften kan såmænd give grobund for henkastede iagttagelser.

Landskabet som øjebliksbillede
Finn Have er kendt som maleren, der sonderer landskabet og formidler det sete gennem billeder milevidt fra guldaldermalernes udtryk. Finn Have maler øjebliksbilleder, hvor han i farten fanger en stemning. Denne kan være forankret i et særegent lys eller måske blot mangel på samme.

Ofte arbejder kunstneren on location i kamp med vind, vejr, lærred og farver; men lige så tit bearbejder han sine synsindtryk i atelieret, enten i Odder eller på Mors – og netop transporten mellem disse destinationer har inspireret Have til at udfærdige en overvejende fotografisk bog med udgangspunkt i landskabet set gennem bilens sidespejl.

Når man bladrer bogen igennem, genopdager man så at sige det danske landskab i kraft af den helt usædvanlige indramning, som et sidespejl repræsenterer. Formen er underlig elliptisk – en prototype på indistruelt design.

Årstidernes skiften
Der er udgivet i massevis af bøger, der billedligt beskriver det danske landskab. Finn Haves version af et sådant er da også et billede på årstidernes skiften og sæsonernes individuelle karakterer. Hvad der gør denne udgivelse usædvanlig er, foruden ”motivet i spejlet”, forfatteren og kunstanmelderen Erik Meistrups tekst, der sammenfatter Finn Haves kunst med den danske landskabstradition.

Finn Have har ikke kunnet nære sig for at bearbejde enkelte af de mange fotografier i Landskaber i Sidespejlet, som er bogens selvfølgelige titel. I udkanten af en neongul rapsmark dukker pludseligt en malet sortbroget ko op. På et andet billede optræder en flok flaksende krager og supplerende et regnvådt spejlglas en frø udtrakt i et eskaperende spring.

Spejlbilledet som fortolkning
Spørgsmålet er, om landskabet bliver mere sandt, fordi det filtreres gennem bilens sidespej? Er et spejlbillede ikke blot en gengivelse, som når man iagttager sig selv i spejlet på badeværelset om morgenen? Ingen har set sit eget kontrafej. Kun et spejlbillede, som er en fortolkning eller muligvis en nødvendig omvej med henblik på at få åbnet øjnene for landskabet derude.

Finn Have er født i 1952 på i Nykøbing Mors. Hans karakteristiske landskabsmalerier har kunnet ses i flere forskellige sammenhænge de senere år. Blandt andet i forbindelse med udstillingen Dit Sted – Mit Sted på Randers Kunstmuseum i 2006. Erik Meistrup er født i 1946 og fungerer som forfatter, kurator, TV-kulturredaktør, journalist og kunstanmelder ved Kunstavisen.

Hyldest til Barnett Newman

Samtale mellem billedkunstneren Lotte Kjøller og mig om maleriet ’Hyldest til Barnett Newman’ ganske kort tid efter at billedet blev færdiggjort 25. september 2008.

LS: Jeg har lige sendt en gengivelse til en bekendt, som synes, det er enormt frækt, at det er så rødt i venstre side. Ét eller andet sted bliver det jo opvejet af, at der er så meget gult, som fylder mere. Jeg kan godt se, det har en eller anden todelt opbygning
LK: Det er ikke noget problem, at det er todelt… Det er tredelt! For n’et har den tredie…
LS: Ja, det har sin egen karakter?
LK: Det ene N og det andet n skaber også et rum og så sker der en hel masse i det midterste rum – og så er der ro udenom, ikke?
LS: Det er lige som om, at det der er lidt kaotisk, foregår midt i. Det synes jeg egentligt er meget fint.
LK: Jamen, det synes jeg også er okay!
LS: Jeg kan godt li’ dét, der sker i mellemrummene…
LK: De hvide rum inde i midten, synes jeg fungerer rigtigt godt og egentligt er det meget interessant med det hvide rum i det røde N; men jeg synes det forstyrrer mig lidt med det hvide, der er i den okker…
LS: Nå, okay?
LK: Men det røde N bliver ligesom let, fordi det ikke er færdigmalet. Som man selv skal gøre det færdigt. Den effekt har det andet n ikke.
LS: Det er jo egentligt samme princip, ikke?
LK: Ja, men det har noget at gøre med de der linier, der alligevel går ned i det ene N, som gør at man godt kan se, hvor bogstavet stopper – og man skal selv fylde det ud nærmest, ikke? Dét er meget interessant, faktisk
LS: Det er dét som en almindelig iagttager, som kommer lidt ude fra periferien, vil sige: Jamen der er jo ikke maling nok på…!
LK: I det okker får jeg en fornemmelse af, at der ikke er maling nok på.
LS: Det er halvfærdigt?
LK: Ja
LS: Og det er meget interessant, for hvis du lægger mærke til, helt nede forneden er der en farve, som ikke er helt den samme farve som det øvrige – og jeg ville faktisk meget gerne ha’ – og det kan godt være at det er en stor misforståelse – at den der blå, den der pik, der stikker op, eller hvad man skal kalde det, bliver en form i sig selv. Jeg vil gerne ha’ den til at fungere som en port! Så man gloede ind i dét der. Også derfor jeg har lagt det blå oppe foroven, som ”luft”.
LK: Jamen, det er også luft!
LS: Jeg vil gerne prøve at se, om jeg kan finde ud af at lave en ordentlig port en gang, ikke?
LK: Hvis du gerne vil ha’ en åbning der, er spørgsmåldet om fladen skal være helt ens blå eller om den skal være lidt mørkere foroven, så der er lys derude?
LS: Det forstår jeg godt; men det er sådan en fuldt bevidst kalkulering, jeg har lavet, for jeg frigør mig i samme øjeblik fra et det skal være en port, så det også skal være en abstraktion…
LP: Så er der to ting, der river…
LS: Præcist! At det så bliver en konkret ting. Altså konkret på to måder.
LP: Porte er jo meget interessante fordi, hvad er de en åbning til?
LS: Ja, det er jo dét!
LP: Er det noget godt, skidt eller…?
LS: Når du går fra Piazza San Pietro i Rom og ud i byen, så skal man altid igennem én eller anden form for port – og så ved man aldrig rigtigt, hvad det er for en port, man går ud igennem.
LP: Nej, og hvad kommer du ind i?
LS: Kommer man til den østlige del. Er der fyldt med røvere og soldater eller går du bare derned, hvor alle vil sælge dig det hele for det halve – og du bliver sgu alligevel snydt så vandet driver af dig?
LP: Eller en port midt i en by, som bare ikke er nogen port. Som dén i Paris…
LS: Ja, Triumfbuen er bare sådan én, man går igennem, hvis man kommer fra den rigtige side af én af de tolv veje…
LP: Der er noget, jeg rigtigt godt kan li’ ved dét billede. Det lille n. Det okkerfarvede n. Den okker foroven og den blå og den brune er tre rigtigt gode farver sammen.
LS: Men de virker også lidt komplimentært i forhold til hinanden?
LK: Ja! Og det er godt, det ikke er hele bogstavet, det er godt med den orange okker nede i bunden ikke dominerer hele bogstavet. Så havde det været for meget!
LS: Netop, ja!
LK: Og så arbejder den der grønne rundt om den røde godt sammen med den blå rundt om a’et og skaber en dybde på sin egen måde
LS: Ja, netop! Den blå dér, ved du hvad dén blå er? Det er sådan en billig farve, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har købt. Sandsynligvis i et supermarked. I Netto, måske? Eller Fakta?Så har jeg taget sådan én med hjem….
LK: Og den kan ikke blandes?
LS: Jojo, det kan den da fint, det er en oliefarve; men så fandt jeg ud af, at den næsten ikke er til at presse ud af tuben. Den er meget mærkværdig og jeg har malet direkte med tuben på lærredet – og jeg måtte simpelthen bruge så mange fingerkræfter for at få dén der ud af tuben, samtidigt med, at der også skulle være et flow, så det er lidt af et mirakel, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Så dén der underlige blå farve taget direkte fra tuben. Det er noget rigtigt billigt lort, ikke? Om tyve år, så er den væk.
LK: Da min far gik bort, arvede jeg også noget maling. Jeg arvede hans malergrej. Jeg var jo ”kunstner”, så jeg arvede en stor taske med maling og han malede også med olie, og de var heller ikke til at få ud af tuben. Jeg ved ikke hvad det er for noget billigt lort, han har brugt?
LS: Var det ikke fordi, der var skorpe på…?
LK: Enten fordi, der var skorpe på eller fordi de simpelthen var tørret ud – eller også var de bare dårlige? Det var sådan en fed læbestiftagtig masse, så de sad som en kage på billedet bagefter som om, man havde mast en læbestift ind i eller en oilbar, der havde ligget i solen? Så er der noget andet, der er godt – og dét er at den røde ikke er ensfarvet. Den er også brun til højre…
LS: Nemlig!
LK: Det skaber også noget dybde.
LS: Det er meget, meget bevidst!
LK: Der er noget sort i?
LS: Nej, jeg tror, der er noget grønt i. Sådan noget terra verde. Så får det den karakter. I starten var det her faktisk en sort kontur under dén her. Den har jeg så lige ”blødt op”. Det er noget mærkeligt noget at være maler, ikke?

Lotte Kjøller (født 1966) er maler og uddannet på Ecoles de Beaux Artes, Cours Dété i Paris og hos maleren Jeff Ibbo. Hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1995 og er medlem af Billedkunstnernes Forbund og Dansk Forfatterforening i sin egenskab af illustrator. Lotte Kjøller har siden debuten udstillet adskillige steder i både ind- og udland.