På endnu en rundtur i Århus

Emanuel Bernstone: 'Road Block', akryl på lærred

Det er ved at være mere reglen end undtagelsen, at jeg finder vej til de forskellige udstillingsåbninger i området med postnummeret 8000 C, nærmere bestemt Århus midtby. Fredag den 31. oktober handlede det således om Galleri Udengaard og Charlotte Fogh Contemporary, efter jeg lige havde været et smut omkring Galleri Profilen, der viser grafiske arbejder af David Hockney og Richard Mortensen.

På Galleri Udengaard var der fernisering på en meget fin udstilling med den svenske maler Emanuel Bernstone, som er bosiddende i Berlin. Jeg har skrevet en kort tekst om den udstilling, som kan ses snart her på hjemmesiden.

Hos Charlotte Fogh var der fernisering på en udstilling med den unge kunstner Christina Malbek, som er leveringsdygtig i værker udarbejdet i air-brush. Tilsyneladende skrøbelige værker… Jeg fik i al fald bud på at holde nallerne fra billederne, hvilket fik mig til at tvivle på deres holdbarhed – også i et længere kunstnerisk perspektiv.

Maskulisme

Jeg har altid anset begrebet ”feminisme” som et fænomen, der fungerer som en stopklods i relation til kommunikationen mellem kønnene vedrørende de uligheder, der rent faktisk finder sted.

Nu går skuespilleren og filminstruktøren Søren Fauli så krig med feministerne med noget, der måske kunne benævnes som ”maskulisme”. Derved trækkes fronterne op med en tyk streg. I dagens Politiken optræder Fauli som kronikør under overskriften ’Ligestilling er ren utopi’'. Her hedder det blandt andet ”Men i de senere år er der gået noget galt. Det er som kvinder har fået ubegrænset frihed til at angribe, latterliggøre og mistænkeliggøre mænd”. Her kan jeg så supplere Fauli med, at det ingenlunde er noget nyt. Sådan har det været siden Klør Konge var knægt.

Så følger en serie statistiske kendsgerninger, som blot bekræfter, at kvinder forlader deres mænd, når stodderen ikke længere er interessant. Det er måske en udvikling, der i et antropologisk forløb er ny; men dog rimelig. Man bestemmer vel selv over sit eget liv – og over hvem, man vil dele det med?

Søren Faulis kronik i Politiken står ikke alene. Samme dag som kronikken bringes åbner MOHS Exhibit i København en udstilling med arbejder af Søren Fauli. Den bærer titlen ’Kvinder Ingen Adgang’. Den kunstneriske vinkel har jeg af gode grunde svært ved at gennemskue; men det viser sig faktisk at Fauli blev optaget på Kunstakademiet i 1984; men senere valgte filmstudiet, for langt senere i sin karriere at blive kendt af den brede offentlighed i en reklamefilm, hvor han optræder som chokoladefrø.

Timebog

Bærende rundt på en to kilos bog – en ’Timebog’

Der er noget, der følger mig for tiden. Det er ikke huskatten, der ellers er rimeligt emsig i håbet om, at den menneskelige madmaskine tager sin væsentligste opgave alvorligt. Måske er kræet blot social? Under alle omstændigheder udviser den gerne næsten menneskeligt engagement til tider, når herren alligevel blot sidder og skriver eller – endnu mere irrationelt – smører sære farver, der ikke dufter overhovedet af noget spiseligt op på noget hvidgrunderet stof, som er placeret på et træstativ på værkstedet. Ja, mennesker er underlige.

Dét, der følger mig temmelig koncentreret for tiden er såmænd noget så enkelt som en bog. Det er der ikke noget mærkværdigt i. Det besynderlige består i, at jeg slæber den bog fra soveværelse til stue, fra stue til kontor, fra kontor til værksted og fra værkstedet til – ja – toilettet. Det er med andre ord ikke en roman og ej heller en digtsamling. Det er heller ikke Kort- og Matrikelstyrelsens kortbog over dronningeriget i størrelsesforholdet 1:100.000, som ellers rummer mange grafiske og geografiske elementer af en vis interesse.

Dét med det grafiske er dog ikke skudt helt ved siden af. Det drejer sig nemlig om Jytte Rex’ monografi ’Timebog’ over én af det 20. århundredes helt store skikkelser på den lille danske kunstscene. Palle Nielsen blev født i 1920 og det er næsten symbolsk, at han døde ved indgangen til det 21. århundrede i 2000 – næsten præcist et år inden det famøse terrorangreb på Tvillingetårnene i New York, der dermed efterlod et gabende Ground Zero midt i den pulserende metropol.

Præcist den form for dramatik, som denne begivenhed repræsenterede, udgjorde samtidigt en stor del af Palle Nielsens motivverdener, hvad enten disse kredsede om Den Forladte By, Den Fortryllede By eller noget helt tredje. Hvad enten Palle Nielsen tegnede, raderede eller snittede i linoleum, var mennesket til stede i sin afmagt og brutalitet – også selv om det for længst havde lagt sine aktiviteter langt væk fra den Nielsen’ske billedflade.

Bogens tekster er ikke udelukkende forfattet af Jytte Rex, som mest har fungeret som en slags redaktør. Der er fremragende analyser af Poul Erik Tøjner og Erik Fischer. Maleren og grafikeren Sys Hindsbo er således skribenten bag et afsnit omhandlende Palle Nielsens engagement på Kunstakademiets Grafiske Skole, hvor han tiltrådte i 1969. Her forlangte han en for tiden usædvanlig disciplin, hvilket vel har været modigt året efter et opgør, hvor en hel generation senere tog navn efter årstallet.

”I kunstens verden går det ikke opad, men nedad – fordybelsens vej” bliver Palle Nielsen bl.a. citeret i ’Timebog’. Dette statement følges op længere nede i samme tekst:
”Sort lys, hvidt mørke – det er tegningens problem. Der er en næsten kødelig fornøjelse ved at gå ind i den sorte og hvide klang”.

Det sort-hvide var på én gang Palle Nielsens varemærke og en del af hans kunstneriske identitet; men det er faktisk interessant, at iagttage de få koloristiske værker, som optræder i bogen. Alt foregår med en næsten ydmyg nænsomhed, når Palle Nielsen kombinerede tuschen med akvarel og/eller tempera. At tale om en sort-hvid kolorist kan forekomme meningsløst; men ikke desto mindre er det fristende at føre benævnelsen på den altid minutiøst arbejdende kunstner.

Jagerfly og hurtige biler har tilsyneladende udgjort et par af Palle Nielsens fascinationselementer. Ofte optræder de raketlignende jagere i værkerne, uanset om de flyver med fuld kraft ind i et hus eller angriber en forsvarsløs menneskemængde og skyder individerne sønder og sammen med ødelæggende projektiler. I et dramatisk scenarium, som udspiller sig i et værk i blæk og tempera må en kvinde springe for livet for ikke at blive ramt af et køretøj ude af kontrol. Titlen på dette blad er ’Engel og Bil’. Måske bliver englen ramt i samme sekund, kunstneren har færdiggjort sit værk?

Bygningsværkerne, hvad enten de optræder i Den Fortryllede By eller Nekropolis, er altid bundfæstet i en teatralsk og dramatiseret arkitektur. Palle Nielsen opfandt så at sige sine egne bygninger og gjorde dermed sine miljøer til sine egne som en scenograf opbygger en kulisse til et filmværk. Selv nævner han filminstruktøren – eller ”filmkunstneren”, som han benævnes i bogen – Andrei Tarkovskij som én af sine store kilder til inspiration.
”I Tarkovskij har jeg fundet en beslægtet ånd, der giver mig lov til at lave det, jeg laver”.

I årevis arbejdede Palle Nielsen ud fra de samme tematikker, uanset om disse handlede om menneskelig afmagt eller katastrofer. Man kan vel spørge, om ikke han gentog sine motiver til en form for uendelighed; men til netop denne konklusion har Poul Erik Tøjner, direktør for kunstmuseet Louisiana, en pointe:
”Vil man fange centralnerven hos Palle Nielsen, gøres det ikke ved at fordybe sig i et enkelt billede, men netop ved at udsætte sig for monotoniens seje rytme, som løber gennem den uendelige serie af grafiske blade. Monotoni og serialitet er pointen, ikke begrænsning, der ligger noget besværgende hos Palle Nielsen, noget som bringer ham tæt på ritualet. Han søger ikke det nye, han fornyer sig ikke, tværtimod byder han forandringen og tidens flugt trods med ét af den gode kunstners mest slagkraftige våben: gentagelse”.

’Timebog’ vejer omkring to kilogram; men det er ikke en tung beskrivelse af et sort univers, men derimod et let og flydende portræt af en kunstner for hvem tingene faktisk kunne se ubesværede ud; men sådan hænger verden ikke nødvendigvist sammen. Heller ikke på Palle Nielsens arbejdsværelse, hvor han til det sidste trykte sine grafiske blade på en lille, men effektiv skomagervalse. Hvordan jeg ved det? Den er afbilledet i boget – og jeg ejer selv én akkurat magen til. Men om kunstværket sagde Palle Nielsen:
”Det drejer sig om den allerstørste klarhed, hvis dunkelhed er blændende, en indsigt fjernt fra almindelige måleenheder. Kunst er forandrende, bare det at et kunstværk kommer ind i verden forandrer den lidt, den er ikke helt det samme som før…”

Mickey Mouse og Bundesligaen

Jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule overrasket, da jeg for nyligt kunne læse på JP’s netavis, at Mickey Mouse (hvad blev der egentligt af hans danske navn Mikkel Mus?) var inde i billedet som potentiel køber af den tyske udgave af den bedste fodboldrække, Bundesligaen.

Det viste sig imidlertid blot, at Disney-koncernen have planer om at erhverve sig TV-rettighederne til det tyske modstykke til Superligaen, som over tid kunne komme til at hedde ”Donald Duck-Divisionen”?

Alt kan ske i fodbold, så længe bolden er rund og Onkel Joakim har penge i tanken.

Lange skygger

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, så er det altså efterår nu. Dagtemperaturerne nærmer sig ét-cifrede tal og det er ganske trist. Solen skinner på æblet, der ligger på havebordet. Det kan man se på den lange skygge; men tro mig: En time efter, at dette billede er taget, stod det ned i tove. Sådan er efteråret – også! Lunefuldt og overrumplende…

Samtale om 'Hyldest til Lucio Fontana'

Her befinder jeg mig på værkstedet i selskab med billedkunstnerne Jonna Pedersen, Bjørn Eriksen og maleriet ’Hyldest til Lucio Fontana’.

LS: Nu har jeg sat et maleri op, og Bjørn nu sagde jeg for lidt siden, at dér har vi Fontana, ikke? I sin definitive tilstand og mit store problem i forhold til det billede er dét der, som er det, jeg kalder ”effektjageri”.
BE: Er det dét? (henvendt til JP) Kender du Fontana? Du har nok hørt navnet, måske?
JP: Ikke sådan fuldstændigt… Nej!
LS: Italiensk kunstner. Kendt som spatialkunstens mester – og han gjorde dét på et tidspunkt, at han snittede hul…
JP: Det var dét, ja!
LS: …som det absolutte udtryk; men når det er sagt, så er der nogle ret interessante skulpturer i bronze, hvor de der brud – eller hvad fanden man skal kalde dem ligesom er bygget ind i kompositionen. Det er det, jeg prøver at ha’ en kommentar til dér, som kom til at ligne et jordbær.
BE: Det er rigtigt sjovt. Eller en mariehøne?
LS: Netop! Det kan jeg godt li’, du siger, for så har man ikke lagt sig fast på jordbærret; men der er lige dét der snit i den røde flade, som repræsenterer noget af det samme som de der flænger.
BE: Må man ikke bare synes, at det er et pragtfuldt billede? Jeg er helt vild med at du gør det der, for du er meget konkret i forhold til mange af dine andre ting. Det kan godt være, der er forkert, hvad jeg siger; men dit udtryk er også, at du er et ordmenneske. Og du elsker ord. Man kan mærke i den måde, du konstruerer tingene på. Der er intuition i den måde du skriver på og den kommer pludseligt i dit maleri – på en anderledes måde.
LS: Ja, præcist!
BE: Og så bygger du det sgu op som et maleri. Man kan godt mærke det med den jyske horisont ét eller andet sted. Den plager dig sgu lidt – og her så bryder du den.
LS: Jeg har måske i en lang periode savnet noget at hænge min abstraktion op på.
BE: Har du det?
LS: Ja, fordi… Et bogstav er jo, når man ser bort fra, det er et tegn og meget let aflæseligt, at så er det jo en form.
JP: Ja…
BE: Fuldstændigt en abstrakt form – og det er jo kun fordi, man har vedtaget, at et N er et N; ellers er det jo en abstrakt form.
LS: Og jeg vil gerne ha’, at det skal fungere som maleri og en malerisk komposition, mere end det skal fungere som et ord.
BE: Det forstår jeg godt…
LS: Blandet derfor prøver jeg at camouflere ordet; men så dukker der altså sådan noget op, for der er jo ikke nogen som helst tvivl om, hvad det billede handler om. Det er en hyldest til Lucio Fontana…
BE. Det er så pragtfuldt. Det elsker jeg, sådan noget! Og det skal jeg hen og se på, for jeg tror ikke, du har skåret i det, jeg tror du har malet det sådan…?
LS: Jeg har ikke skåret en skid!
BE: Det er dét, jeg mener…
LS: Det kunne jeg aldrig drømme om. Det ville være alt for meget et trick. Så ville jeg gå for tæt på.
BE: Så er det jo pragtfuldt, du gør dét der!
LS: Altså… Troede du, jeg havde snittet?
BE: Nej, nej! Det troede jeg ikke, du havde; men det var for ikke at stå bagefter og være til grin…
LS: Jeg kan godt li’, at du lige skulle hen og glo.
BE: Jamen det skulle jeg, for det er malet sådan…
LS: Hvis man ser det i et lidt mere douche lys, så kan man altså godt tage fejl.
JP: Nu vidste jeg, du ikke havde snittet, for det var det billede du viste mig på telefonen – eller på kameraet sidste weekend ude på Badet.
LS: På det tidspunkt var det helt friskt.
JP: Da var det lige færdigt?
LS: Fuldstændigt! Frisk fra staffeliet – og der er ikke rørt ved det siden. Så det var dømt færdigt.
JP: Ja… Stadigvæk, Lars?
LS: Om det er færdigt?
JP: Ja?
LS: Det er færdigt!!
JP: OK!
BE: Der er jeg vist hægtet af?
LS: I lørdags mens I havde travlt med at underholde jeres ferniseringsgæster, da stod vi og udvekslede nye værker på vores kameraer. Vi havde begge kamera med.
JP: Sådan noget skal jo ses i virkeligheden…
LS: Ja, selvfølgelig! Men når vi nu har det og det er transformeret ned på sådan en lille skærm, så er det jo skægt og se, og vi skal jo lave den der skide udstilling (på CopenhART Gallery i februar 2009). Så det er meget sjovt at se, hvad man har at spille op imod, ikke?

Herefter gik samtalen over i en mere small-talk fundamenteret form for kommunikation; men senere kom vi dog på sporet af hyldest-maleriet igen:

LS (til JP): Du føler dig anfægtet af, at du ikke synes, maleriet er gjort helt færdigt?
JP: Nej, det er ikke dét! Det er mere om man kunne gøre det stærkere? Jeg kan sagtens se, at elementmæssigt er det fuldstændigt færdigt – og så er det næste om du vil spille på farverne og skrue op og ned – og så er det igen, som vi snakkede om tidligere i dag på Silkeborg Bad, Lars, at alle felterne skal være lige gennemarbejdede, for at de er stærkest. Det snakkede vi om i forbindelse med dét der ornamentik
BE: Du udtrykker dig forkert. Det er forkert at sige, at det ikke er gennemarbejdet…
JP: Nej, det er måske heller ikke...
BE: Man skal have været der, ikke…?
JP: Ja, man skal have været der…
LS: Det kan jeg godt li’, du siger – for så kommer vi ind på noget, som jeg efterhånden har fundet ud af, er ret vigtigt. Det er ligesom en trommeslager, ikke? Det er ikke slagene, det handler om. Det er lige så væsentligt, hvad der kommer mellem slagene…
JP: Ja…
LS: …og derfor, når man bygger et billede op, sådan at det står – hvad skal man sige? – meget stærkt på hele billedplanet, der har jeg det jo med at underspille nogle steder og måske overspille nogle andre steder og det er også derfor at jeg er i tvivl om balanceforholdet er intakt i dét der maleri; men det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre yderligere noget ved, for jeg har vedtaget, at det billede er færdigt.
JP: OK!
BE: Det ved du jo også godt, Lars. Der kommer en dag, hvor man kigger på det – og hov!!! Der var den…
LS: Joooeh; men det er sjældent, det sker!
BE: Men det sker nogle gange, at man snyder sig selv, ikke?
JP: Hvis jeg må sige noget…?
LS: Det må du meget gerne…
JP: Jeg kan ikke kommentere på, om det er færdigt for dig eller ej. Jeg kan kun fortælle, hvad mine egne overvejelser ville være – og det kunne så være, om det her område skulle være mere afklaret i farven? Om den der røde skulle være dén der gullige (peger i maleriets venstre, øverste område). Jeg ville også overveje med mig selv om den rift skulle være der (udpeger snittet i det røde område)? Af den grund, at du har den hvide her og den hvide i de to felter dér – og de konkurrerer jo. Og så de her rifter, så træder de jo tydeligere frem. Det var lige en indskydelse, jeg fik i mine overvejelser.
LS: En udmærket iagttagelse… Jeg vil ikke forsvare det; men jeg vil alligevel gerne prøve at give en forklaring på det dér, fordi, det er ikke helt tilfældigt, at dét, som du kalder en rift – det lille snit – er jo væsentligt anderledes forarbejdet end de snit dér og det rå lærred ligger inde bag ved. Det kan enhver jo se.
JP: Det ugrunderede lærred…
LS: Ja, det er jo bare den hvide grund, ligesom det også er dér. De trekanter der… Og nede i det felt der (udpeger de ubemalede områder på lærredet) og det synes jeg egentligt på en måde giver fint nok mening. De hvide områder er noget af det mest ”tørre”, man kan finde i et maleri og de optræder i sådan et jævnt flow på hele billedet. Det synes jeg egentligt er meget godt…
JP: Det er jo med til at give noget lys i dit billede…
LS: Ja?
BE: Jeg vil sige, at du ikke skal gøre det medmindre, du synes det virkeligt er rigtigt. Det er rigtigt farligt! Og ved du hvorfor? Jeg er blevet enig med mig selv om, at det røde og det gule er fint; men der var noget, der generede mig – og nu definerede Jonna det faktisk. Jeg tænkte også på dén der hvide… Riften!
LS: Snittet!
BE: …Og nu ved jeg hvorfor! Derovre er der ingen tvivl om… Her står den rent – og her står den rent rent; den får lige lov til at få den løber dér… Men hér står den også rent! Hvis du nu havde malet den hvid – malet den, altså kridhvid!! Så villed du få den forskel. Stadigt ville det være det samme… Den farer mere ud end de andre hvide områder.
LS: Det er måske også fordi den ville gå op i samme, hvad fa’n hedder det…? Valørmæssigt!?
BE: Den ville gå i dialog med den røde…
LS: Der sker lidt af det heroppe… Der kom jeg ved en fejltagelse til at male lidt ind over og så fik den lov til at ”fise” der.
BE: Du mister jo det, du har, hvis du gør det…
LS: Det er jo også i princippet, i det lange forløb, en lille effekt?
BE: Det er jo minimalt… Det kan sagtens fungere sådan dér.
LS: Men det er en meget skæg iagttagelse, for det er en iagttagelse, som jeg overhovedet ikke på noget tidspunkt har draget i tvivl selv. Det er mere på de store linier med ”Det var fan’me ikke meningen, at det skulle ligne et jordbær” og så da jeg så, at ”hvad fanden! Det ligner jo et fucking jordbær”, malede jeg de grønne prikker. Det var ligesom lidt for egalt på overfladen, det manglede lidt struktur og da jeg så havde malet det så tænkte jeg: ”det er jo et jordbær” og så kan man jo lige så godt køre den helt ud og så male noget komplementært her, så det var sådan nogle nobrer, der stikker op. Og det var jeg egentligt ret godt tilfreds med uden at jeg kan forklare, hvorfor jeg var dét.
BE: Det er sgu et meget godt billede…
LS: Overordnet set er jeg sgu meget godt tilfreds, men det er også lidt spøjst, for jeg har aldrig gjort sådan noget før!
JP: Nej!?
LS: Ikke så gennemført…
BE: Nej, det er rigtigt. Det har du ikke.
LS: Nu har vi en hyldest til Gerrit Rietveld her (peger på et endnu ufærdigt maleri på værkstedet), som også kommer til at tage udgangspunkt i den rød-blå stol, som står oppe i udestuen, ikke…?
JP: Ja!
LS: …men det bliver abstraheret så meget, at det er let at bygge op på. Her har vi sådan noget meget underligt super-realistiskagtigt noget, som faktisk tager afsæt i nogle af mine allertidligste malerier, hvor jeg arbejdede med nogle papkasser og sådan noget, der stod sådan meget stringent på billedfladen. Det var jo dér i 70’erne, hvor man malede på den måde.
BE: Med respekt for det, vi laver på Silkeborg Bad, er det her meget mere en nyskabende måde at lave parafraser på. Det er en form for parafraser i virkeligheden…

Her udvikler samtalen sig til nogle teorier vedrørende en udstilling, som Bjørn Eriksen deltager i, mens samtalen foregår. Denne udstilling finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad og netop denne udstilling har jeg beskrevet… læs her>

Endnu en dødssyg fodboldkamp på Silkeborg Stadion

En gang imellem skal jeg lige have bekræftet, hvorfor jeg for flere år siden stoppede med at være regelmæssig gæst til Silkeborg IFs kampe på Silkeborg Stadion. Jeg havde overværet et foredrag på det nærliggende kunstmuseum en søndag eftermiddag og tog så lige 2. halvleg mellem SIF og Kolding. 1-0 til SIF var stillingen, da jeg dukkede op og den blev såmænd udbygget til 2-0, inden Kolding først reducerede til 2-1 og i slutsekunderne udlignede.

Da kampen var forbi, reagerede hjemmeholdets fans med højlydt at kræve træner Peder Knudsens afgang. I de fleste andre klubber med Silkeborg IFs ambitioner var dette sandsynligvis sket for længst. Men vanen tro tager klubbens ledelse tingene helt roligt, mens SIF’erne ligger og roder rundt nede midt i rækken i 1. division.