søndag den 31. juli 2011

Locations





Jeg havde tilkendegivet, at jeg intet ville lave i sommerferien af kunstnerisk karakter; men på ture rundt i dronningenriget, fik jeg alligevel lavet nogle akvareller ”on location”.

Nu er sommerferien ved at være slut og det gav mig en anledning til at delagtiggøre andre i disse dokumentationer af vind og uvejr, og – trods alt – nogle strande, blandt meget andet.




Kunsthåndværk og design på Koldinghus

Selv om jeg ikke egenhændigt har set og oplevet Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2011 på Koldinghus, har jeg alligevel et rimeligt grundlag at vurdere udstillingen ud fra, da jeg har haft en kvalificeret iagttager til dels at se Biennalen og dels hjembringe et katalog, som jeg netop sidder og studerer.

Udstillingen, som kan ses på Museet på Koldinghus frem til d. 30. oktober, rummer bl.a. værker af kunstnere fra mit eget sociale univers, heriblandt væveren Anne Mette Larsen (som vandt Biennaleprisen), keramisk skulptør Mette Maya Gregersen (om hvem jeg netop har skrevet en tekst til bogen ’101 Kunstnere’), keramikeren Jørgen Hansen samt keramikeren Dorte Kristoffersen.

torsdag den 28. juli 2011

Maleri i og uden for tiden






Selv om der optræder et mindre antal træsnit på udstillingen ’Painting out of time’ med værker af Kehnet Nielsen på Kunstmuseet i Tønder for tiden, er fokus ganske velvalgt på maleriet.

Udstillingen belyser på en helt overbevisende måde Kehnet Nielsens maleriske løbebane siden gennembruddet med maleriet, som gav navn til gruppeudstillingen ’Kniven på hovedet’ i begyndelsen af 80’erne.

Det er med andre ord en retrospektiv udstilling, man for tiden kan se i Tønder – og skulle man alligevel på tur syd for grænsen med henblik på at få fyldt vin- og øllageret op, vil det være en god idé at vælge den vestlige grænseovergang ved Sæd, og samtidigt se udstillingen på det fine kunstmuseum i Tønder. Den giver ikke alene et glimrende billede på en begavet og sympatisk billedkunstner; men samtidigt et indblik i, hvordan man kan udtrykke sig som maler på forskellige måder uden at det hverken bliver ensformigt eller præget af tør rutine.

Kehnet Nielsen kommer vidt omkring i såvel figurativ mystik som i dyster abstraktion – og når man kan lide begge dele, er det jo godt, synes jeg.

Udstillingen kan ses frem til den 2. oktober, og i dén periode kan man erhverve sig ét af de flotteste kataloger, som jeg har set udgivet i forbindelse med en udstilling af en dansk kunstner, for den rørende sum af kr. 249,-. Herefter stiger det en halvtredser til 299,-.

mandag den 25. juli 2011

Portrætter af Sir Michael Philip Jagger

”Jagger’s ansigt og øjne fortæller, at han er fuldstændigt bevidst om sin egen betydning og den store berømmelse, han nyder på dette tidspunkt, og at der er en stemme inden i ham, der hele tiden hvisker, at han skal blive endnu større, og at ingen eller nogen magt på denne jord kan stoppe ham”

Citatet stammer fra en artikel i Weekendavisen, der omhandler en udstilling, som finder sted på National Portrait Gallery i London for tiden.

Temaet, som Kurt Hollesen beskriver, er en udstilling med udgangspunkt i Sir Michael Philip Jagger – bedst kendt som slet og ret Mick Jagger, forsanger i Rolling Stones. Udstillingen hedder ’Young in the 60s’, og Jagger samt de øvrige Stones-medlemmer var ganske rigtigt unge dengang.

Udstillingen i London kaster, ifølge Hollesens artikel, meget fint lys over Mick Jagger og hans rolle som selvbevidst frontfigur i hvad nogle kalder ”verdens største rockband”. 60’erne var på mange måder i dette miljø en dekadencens tidsalder – og mon ikke dette også fregår af udstillingen på National Portrait Gallery? (foto: Gered Mankowitz)

Living

”Mennesket bor i en verden, der er af en sådan orden, at den kan bebos. Det betyder ikke, at alle steder er lige beboelige. Sahara er svær, men ikke umulig, Antarktis måske for besværlig, Danmark i vid udstrækning let, men til gengæld utilgængelig for de fleste. Beboelsen forudsætter plads, men hvordan den skabes, gives og tages, afhænger af, hvordan mennesket formår at være i og tænke over verden”

Teksten herover er et udsnit af antropologen Mark Vachers indslag i kataloget til udstillingen ’Living’ på kunstmuseet Louisiana.

Denne udstilling sætter især fokus på arkitekturen og menneskets forskellige boformer i relation til samme arkitektur. Jeg synes, at udstillingen tager lidt for mange skridt i forhold til at beskrive dette vidt forgrenede emne. For mange plancheopslag og fladskærme med formidling giver et rodet og stærkt sammensat billede af arkitektur og rum. Til gengæld kan man selv vælge, hvor man vil lægge sine egne interesser på udstillingen og godt for det.

For feinschmeckere

”På Louisiana er man derfor på besøg i en kunstners laboratorium. Mange skitser har ikke været vist før og er måske heller ikke udført med tanke på at blive det, og et enkelt oliemaleri er ikke nok til at fjerne indtrykket af en udstilling, der især henvender sig til denne kunsts kræsne kendere og feinschmeckere”

Ligesom jeg selv, har Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung været på kunstmuseet Louisiana og se den fine udstilling ’Josef Albers – på papir’. Som det fremgår af citatet, vil udstillingen muligvis interessere et snævert segment af kunstinteresserede, og måske derfor var rummet med Albers på en velbesøgt eftermiddag midt i juli et område, hvor man kunne finde blot en anelse ro på museet.

Jeg har altid været fascineret af kunstneres skitseprojekter – og i det hele taget arbejder på papir. Denne udstilling er ingen undtagelse og kataloget er da også i min vartægt nu. Hornungs overskrift til anmeldelsen, som giver udstillingen fire ud af seks mulige hjerter i Politiken, er ”Ikke så firkantet at det gør noget”. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig.

lørdag den 23. juli 2011

Klub 27


Jeg var ikke specielt stor fan af Janis Joplin, da hun døde i 1970 som 27-årig, og jeg er heller ikke specielt stor fan af Amy Winehouse, som for få timer siden blev fundet død - angiveligt af en overdosis - i sit hjem i London. De to sangerinder har dog dét til fælles, at de begge kun nåede at bliver 27 år gamle. Dermed har de indskrevet sig i en klub, som det er meget lidt misundelsesværdigt at være medlem af; nemlig klubben af pop og rockstjerner, der døde som netop 27-årige. Brian Jones, Jimi Hendrix, Jim Morrison og Kurt Cobain er blandt medlemmerne af denne eksklusive klub.

Under alle omstændigheder er det trist, når unge mennesker dør - uanset, om det er mere eller mindre selvforskyldt eller blot et resultat af en, for pladekunstnere, risikabel livsførelse.

Måske har de pågældende kunstnere fundet roen i døden? Who knows?? Under alle omstændigheder ser jeg livet som mere interessant end døden. I hvert fald indtil det modsatte er bevist!