Selv om der er nogle få dage tilbage af 2011, og julens gevordigheder er på en passende afstand, vil jeg alligevel ønske alle et rigtigt godt nytår 2011 med dette billede fra sommerens ophold i Tisvildeleje. De tunge skyer var desværre et ofte forekommende fænomen denne sommer i Nordsjælland. Der er flere billeder fra 2011 HER>onsdag den 28. december 2011
GODT NYTÅR!!!
Selv om der er nogle få dage tilbage af 2011, og julens gevordigheder er på en passende afstand, vil jeg alligevel ønske alle et rigtigt godt nytår 2011 med dette billede fra sommerens ophold i Tisvildeleje. De tunge skyer var desværre et ofte forekommende fænomen denne sommer i Nordsjælland. Der er flere billeder fra 2011 HER>Helen Frankenthaler 1928-2011
Det er muligt, at navnet Helen Frankenthaler ikke siger den alment kunstinteresserede særligt meget; men ikke desto mindre udgjorde hun i hjemlandet USA en væsentlig indflydelse på den genre, der lidt begrænsende betegnes som ”abstrakt ekspressionisme”. Her udgjorde hun sammen med bl.a. Joan Mitchell en feminin fortrop i relation til en mandsdomineret kunstverden i staterne. Helen Frankenthaler døde efter nogen tids sygdom d. 27. december.
Godt og skidt i 2011


Det kan naturligvis godt virke en anelse mærkværdigt at stille sig til dommer over, hvilke udstillinger der har været gode og slemme i det forløbne år. Alle… Kunstnere – levende som døde – udstillingsarrangører, kuratorer og hvem der ellers har med afviklingen af kunstudstillinger at gøre, må man formode har gjort deres bedste.
Alligevel kan jeg vel godt kyle et par subjektive fraser af om, hvordan jeg har oplevet årets udstillinger. Og her vil jeg slå ned på dem, jeg har set. Alt andet ville være ufint og unfair.
Kinesiske Yue Minjun på ARoS vil jeg ikke sige, skuffede mig, da jeg i forvejen var bekendt med kunstnerens pop-grin. Jeg er ikke vild med Minjun, og derfor fandt jeg også udstillingen højtråbende og overfladisk. Måske netop derfor, at Minjun har fået den status, han har på den internationale scene? Og så hjælper det jo, at man er kineser!
Decideret skuffet blev jeg over Sculpture by the Sea. Det var en gang skulpturelt rod, der var blevet iscenesat i sommer i Aarhus mellem Tangkrogen og Ballehage. Og så vil jeg sige, at Sonja Ferlov Mancoba havde fortjent en mere kvalificeret markering af 100-året for kunstnerens fødsel, end den underlige iscenesættelse på et stort podium, man kunne opleve på Museum Jorn i Silkeborg. Så var der straks noget mere schwung i ’Hvad Skovsøen Gemte’ med modifikationer af Jorn og overmalinger af Kirkeby – uden udstillingen dog fremstår som helt fremragende.
Fremragende var til gengæld den retrospektive udstilling med værker af Kehnet Nielsen på Kunstmuseet i Tønder. For en gangs skyld KØBTE jeg et udstillingskatalog – som for øvrigt i sig selv er på et skyhøjt niveau. Jeg investerede også i kataloget til Josef Albers- udstillingen på Louisiana, da denne udstilling står måske som den bedste, jeg oplevede i det forløbne år.
Og så har jeg ikke nævnt ’Living’ på samme museum, Jorn International på ARoS, Basquiat og Warhol på Arken, Jes Fomsgaard i Vejle, Djurhuus’ samling på ARoS eller Træsnit fra Dürer til Tal R på Statens Museum for Kunst. Men som sædvanligt bød udstillingslandskabet på lidt af hvert.
fredag den 23. december 2011
Godt for kunstmuseerne
”Jeg er glad for, at besøgstallene generelt er så gode på de danske kunstmuseer. Det er et udtryk for et voksende marked. Vi kæmper jo om folks tid. Jeg tror, at når økonomien er i bund, så finder folk ud af, at de godt kan leve uden et nyt Svane-køkken og fem biler i garagen. Så handler det mere om refleksion og om at opleve noget”Disse ord kommer fra kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner. Det er i hvert fald, hvad han har sagt til Weekendavisens Marianne Krogh Andersn som en kommentar til en stor del af de danske kunstmuseers markante fremgang i besøgstal.
På ARoS i Aarhus har man ligeledes svært ved at få armene ned, da man også her har oplevet en stor tilstrømning af mennesker; men her har man jo også i det forløbne år kunne byde på et spektakulært værk, nemlig Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ – taginstallationen, som utvivlsomt har trukket mange folk til museet. Jeg husker tydeligt i begyndelsen, hvor man måtte lukke publikum ind i hold. Selv besad jeg jo det indiskutable privilegium at være til stede, inden installationen blev åbnet for publikum. 525.000 mennesker har foreløbigt besøgt museet i Aarhus.
Til gengæld har en institution som Statens Museum for Kunst lidt sværere ved at skabe interesse omkring deres udstillinger – og de historiske og kulturhistoriske museer har det om muligt endnu sværere. Her taler man med en vis bitterhed om, at der er en hype omkring kunstmuseerne, som man påstår får et større fokus fra avisernes anmeldere. Jeg synes nu efterhånden, at der er langt imellem kunstanmeldelserne i dét dagblad jeg selv holder. Det var en lille tidlig nytårskineser til Politikens kunstanmeldere.
torsdag den 22. december 2011
Tidsrum
Tiden lige op til jul og nytår er typisk ikke til åbning af nye kunstudstillinger; men det når dårligt at blive 2012, inden det igen går løs, og en af de første udstillinger, der åbner i ’12 har titlen ’Tidsrum’, og det er en udstilling, der viser værker af billedhuggeren Jens Chr. Jensen på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Holstebro.Når jeg nævner præcist denne udstilling, er det fordi, at jeg bl.a. har bidraget med tekst til udstillingens katalog.
Berlingernes top ti

Et årsskifte er en glimrende anledning til evalueringer af enhver form. Derfor har redaktionen på dagbladet Berlingske også foretaget en liste over, hvilke udstillinger, man har fundet mest interessante i det forløbne år.Førstepladsen bliver delt mellem to udstillinger, som i 2011 har fundet sted på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, nemlig henholdsvis Picasso-udstillingen tidligere på året og den stadigt kørende udstilling med vægten lagt på lighederne og modsætningerne Paul Klee og Cobra imellem. Hvilken af de to udstillinger, redaktionen finder bedst, fremgår ikke med al ønskelig tydelighed.
Det ligger dog fast, at Gauguin på Glyptoteket ligger nr. to på listen, hvor det måske er en overraskelse for nogle, at Kirsten Kleins store udstilling på Sophienholm med fotos fra Limfjorden i kombination med et antal malere fra samme egn, røg in som nr. tre.
Den stort anlagte Jorn International-udstilling på ARoS (billederne) blev vurderet til en femteplads, og en udstilling, som jeg i hvert fald fandt fremragende, var den store Kehnet Nielsen-udstilling på Kunstmuseet i Tønder, som af kunst-redaktionen er vurderet til en syvendeplads.
Jeg savner måske en tredje udstilling på Louisiana, nemlig Josef Albers, som jeg selv ser som en af de helt store positive overraskelser i årets løb.
Abonner på:
Opslag (Atom)

