fredag den 31. januar 2014

Arabisk forår på Louisiana

Ørkenbyen Shibam, Yemen, 2012 (pressefoto: John Andersen/Louisiana)


”Bedst som installation og med mindelser om Louisianas bedste arkitekturudstillinger fungerer Henning Larsen Architects præsentation af sine projekter i Saudi-Arabien”

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk åbner i skrivende stund udstillingen ’Det arabiske nu – Arkitektur og Identitet’, og skal man tage Karsten R.S. Ifversens anmeldelse i dagbladet Politiken for pålydende, er der meget (for meget?) at se på i forbindelse med denne udstilling.

Det er netop fra denne anmeldelse, at citatet herover stammer, og hvis man er bekendt med Louisianas tidligere temaudstillinger om arkitektur, kan man udmærket følge anmelderen i hans betragtninger. 

Fire hjerter giver Ifversen til udstillingen, der kan ses frem til d. 4. maj.

mandag den 27. januar 2014

Tina Kristensen afløser Ole Lindboe på Magasinet KUNST

Som nævnt tidligere på denne blog, døde magasinet KUNSTs chefredaktør Ole Lindboe i december efter længere tids sygdom; og da Lindboe var forberedt på dette, var det magtpåliggende for ham at få kørt en ny redaktør i stilling i tide. 

Tina Kristensen, som er personen, der redaktionelt skal køre det fine magasin videre, har fungeret som skribent siden 2005. 

Ole Lindboe selv arbejdede til det sidste, og er repræsenteret i det nye nummer af magasinet, der netop er udkommet, med en leder og flere artikler. 

Nu skal Tina Kristensen fylde tomrummet ud – og held og lykke, skal det lyde herfra.

Diskussion om Tal R

”Det er billeder der virker fysisk stofligt i rummet før man ser hvad de ”forestiller” – lidt på samme måde som en Mark Rothko, Morris Louis eller Vilhelm Hammershøj virker umiddelbart før man går i detaljer. Det er derfor, de sene Tal billeder med limfarver er så overbevisende fordi han tør lade det (over)æstetiske tale før imaget melder sig – det er ret komplekst, interessant og unikt i mine øjne”  

For en ordens skyld, bør jeg lige anmærke, at det altså ikke er mig, der har kommateret tidligere professor ved Det Kongelige Kunstakademi, Jesper Christiansen udsagn herover, som er taget ud af en længere tekst på portalen Kunsten.nu, hvor kunstanmelder Torben Sangild har udbedt sig en forklaring fra tre kunstkyndige i forbindelse med billedkunstneren Tal R’s værker på den aktuelle udstilling på ARoS i Aarhus. 

Sangild selv er ikke overbevist om Tal R’s kvaliteter, og dét må man decideret også sige, at et større antal personer, der har kommenteret artiklen, heller ikke er. 

Den sædvanlige Rindalistiske smøre om ”kejserens nye klæder” bliver således lanceret, for jeg ved ikke hvilken gang. Man kan sige, hvad man vil om Tal R; men hans værker og den aktuelle udstilling giver i hvert fald næring til debat. Og dét er vel ikke så ringe?

søndag den 26. januar 2014

Nature Morte - olie på lærred

Længere nede på bloggen kan man se filmen 'Nature Morte' om tilblivelsen af det første maleri i 2014.

Langt om længe fik jeg færdiggjort dette oliemaleri. Temaet er ganske enkelt og klassisk. Opstillingen – "nature morte" – er ingenlunde et nyt tema for mig. 

Helt tilbage i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne brugte jeg diverse genstande som emner i mine motivvalg. 

Siden er der som bekendt løbet meget vand igennem Gudenåen, og jeg har været langt omkring; men en oprydningsproces på kontor og værksted afstedkom nogle dynger af diverse genstande, som jeg nu bruger i min motivverden. 

lørdag den 25. januar 2014

Nature Morte - the movie

Forleden dag færdiggjorde jeg det første maleri i 2014. Der er tale om en opstilling - Nature Morte - som ligger motivisk direkte i forlængelse af en serie tegninger, jeg lavede under en større oprydningsproces på værkstedet for ikke så længe siden.

Mens jeg malede, satte jeg nogle gange et kamera op og filmede processen, og disse sekvenser er nu sammensat til en kort film, der gerne skulle vise, hvordan det maleri er blevet til.

Underlægningsmusikken udgør et kapitel for sig. Jeg har på et tidspunkt, hvor jeg havde dagligt adgang til et flygel, indspillet nogle klaverimprovisationer, som blandt andet bliver brugt i forbindelse med denne film.

Tacita Dean i Kobberstiksamlingen

”I alle sine grafiske arbejder formår Tacita Dean at skabe en helt egen sanselig stemning, der er fuld af såvel visuel nærhed som flygtige historier, der fortæller om erindringer med melankolske undertoner”

Bente Scavenius er sikkert kendt af de fleste som skarp deltager i DR’s kunstquizzer; men hendes væsentligste virke må vel siges at være som anmelder på dagbladet Børsen – og netop Børsen blev gratis uddelt på Art Herning på ferniseringsdagen d. 24. januar. 

I denne udgave kan man bl.a. læse Scavenius’ ord om udstillingen ’Print Projects’ med Tacita Dean i Den Kgl. Kobberstiksamling ved Statens Museum for Kunst. En udstilling der kan ses frem til d. 18. maj.

Art Herning






Der er måske langt mellem overraskelserne på en kunstmesse som Art Herning? Derfor er det dobbelt glædeligt, når man bliver overrumplet af nye galleriers tilstedeværelse eller etablerede galleriers usædvanligt høje niveau i forhold til, hvad man burde kunne forvente på sådan en messe, hvor kunstens kommercielle aspekter står i høj kurs. 

Der er mange deltagere i Art Herning, og alle galleristers sanser er skærpet – og derfor kan en dialog med enkelte repræsentanter fra de enkelte gallerier virke omsonst. 

Ikke desto mindre havde flere af de udstillende gallerister overskud til en lille snak om dette og hint, hvilket bl.a. gav sig udslag i, at jeg fik nogle meget nyttige tips fra kobbertrykkeren Niels Borch Jensen, hvis stand udgjorde ét af messens kunstneriske højdepunkter. 

Dette skal naturligvis ses i et isoleret og subjektivt perspektiv, der går på, at jeg har det velkendte ”nørdede” forhold til dybtrykket.

Fotografierne herover viser værker af kunstnere som Thierrey Geoffroy, Rose Eken, Tony Matelli og Wes Lang samt et par stemningsbilleder.