fredag den 31. august 2018

Van Gogh i Ishøj

Vincent van Gogh: 'Slugten' (Les Pelroulets)', 1889. Tilhører Museum Kröller-Müller, Otterloo (foto: Arken)

"Hvor van Gogh ser det åndfulde materialiseret i naturen, lader han det hele materialisere sig i billederne. En af de store gaver ved denne udstilling er, at man som besøgende naturligvis er til stede sammen med værkerne. At man kan se de pastose penselstrøg, som når en mark består af lavendelgrå, klare blå, orange og svagt rosa klatter. Det er en pointe i maleriet - ikke blot i dette, men i alt maleri - at det er fysisk til stede i verden"

Citatet er et kort uddrag af Mathias Krygers ganske grundige anmeldelse af udstillingen 'Van Gogh', der vises på kunstmuseet Arken i Ishøj fra d. 1. september 2018 frem til d. 20. januar 2019. 

Udstillingens mange værker af Vincent van Gogh, som det naturligvis drejer sig om, er for en stor dels vedkommende udlånt af det fine museum Kröller-Müller i Holland, og jeg har besøgt netop dette museum flere gange, og netop den fine samling af van Goghs værker på museet, gjorde et stort indtryk på min kone og mig, da vi besøgte museet for første gang for mere end 20 år siden.

torsdag den 30. august 2018

Berlinmuren genopføres

Sådan tog den virkelige berlinmur sig ud i 1988, da den skar sig gennem byen - som her - ved Niederkirschnerstrasse, hvor den spærrede for hovedindgangen til museumsbygningen Martin-Gropius-Bau, der var beliggende i det, der dengang hed Vestberlin. Det er museumsbygningen, man kan ses til venstre på fotografiet. Faktisk kan en del af muren netop i dette område stadig ses, da den danner et symbolsk "bagtæppe" for museet Topographie des Terrors, som er nabo til Martin-Gropius-Bau(foto: Wikimedia/Roland Arhelger)  

Bare rolig, kære potentielle berlinfarere! Den tyske hovedstad vil ikke blive delt i en øst- og en vestsektor, som den var i perioden fra 1961 til 1989. 

Der er sikkert en enkelt "ossie" eller to, der kunne finde tanken besnærende, men der er altså blot tale om et kunstprojekt, der skal finde sted i Berlins indre by omkring området ved Unter den Linden, som alligevel fremstår som byggeplads. 

Ifølge The Art Newspaper vil man opføre en kopi af Berlinmuren som et projekt, der skal være med til at markere, at det er 29 år siden, at muren blev jævnet med jorden - og personen bag er den russiskfødte filmskaber og kunstner Ilya Khrzhanovsky, som i samarbejde med Berlins kulturråd Berliner Festspiele vil kreere et lukket område, hvortil besøgende skal erhverve sig et visum. 

Og der står noget på spil for disse besøgende, da de bliver bedt om at deponere deres mobiltelefoner for at få disse visa og dermed adgang til området. 

Her vil man blive forsynet med en enhed, som vil give gæsten "en individuelt skræddersyet rejse" gennem området. 

Arrangørerne lover de besøgende "et specielt oplevelsesrum" og "historiske ekkokamre". Og det er vel ikke så ringe endda? 

Projektet kan angiveligt - også ifølge The Art Newspaper - opleves fra d. 3. oktober og frem til d. 9. november.

onsdag den 29. august 2018

Mursten på Museum Jorn













En mindre kendt, men væsentlig side af Per Kirkebys kunst, markerer posthumt kunstnerens 80 års fødselsdag på Museum Jorn i Silkeborg, og der er ingen grund til at lægge skjul på, at det i høj grad handler om Kirkebys murstensskulpturer og kunstnerens arbejde med arkitektur. 

Udstillingen, som jeg netop har deltaget i et preview på, har fået titlen 'Per Kirkeby - Maskiner for lys og skygge', og jeg må sige, at det er imponerende, når det lykkes en udstillingsinstitution at få et murersjak til - under et veritabelt byggeboom ude i samfundet - at opbygge ikke mindre end 18 større og mindre skulpturer i mursten i museets sale for skiftende udstillinger. 

Det er dog også værd at hæfte sig ved nogle modeller af projekter, som Kirkeby arbejdede med sideløbende med maleriet, grafikken, bronzeskulpturerne og alt det andet, som han beskæftigede sig med. Især er det interessant at iagttage Kirkebys forslag til en museumsbygning i Aarhus, men her blev hans forslag som bekendt overmatchet af Schmidt Hammer Lassens projekt, der i 2004 kunne indvies under navnet ARoS, som senere fandt sin totalitet med Olafur Eliassons 'Your Rainbow Panorama' på toppen. 

Jeg har netop afsendt en anmeldelse af udstillingen, og den vil være at læse i et større dagblad ganske snart.

søndag den 26. august 2018

Kunst som investering

At man ikke behøver at være velhavende med henblik på at erhverve sig forsvarlig kunst, vidner værket herover om. Maleriet 'Parklandskab' af Evgenij Klenø er solgt hos auktionshuset Bruun Rasmussen for beskedne 1.200 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

"Den bedste investering er at kunne se kvaliteten i noget, som ingen andre kan lide - før meget, meget senere. Det kan ligefrem udvikle sig til en god forretning. Det er derfor, at profetiske evner med hensyn til kunst kan være så efterspurgte. Det er næsten lige så godt som at gøre rent på sit loft og så finde et gammelt mestermaleri, der bare trænger til at blive støvet af"

I kraft af, at der stadig er agurketid i dagbladenes spalter med hensyn til anmeldelser af aktuelle kunstudstillinger, må skribenterne i sagens natur beskæftige sig med andre temaer.

I Politiken, som for tiden anmelder kalkmalerier i landets kirker, har avisens kunstredaktør, Peter Michael Hornung, taget emnet om investering i kunst op. 

Han antyder i artiklen, at han ofte bliver spurgt om, hvilke kunstnere man bør investere i - altså, hvem man kan forvente stiger eksplosivt i pris. 

Her erklærer Hornung ganske klart, at netop dét, ved kunstanmeldere ikke så meget om, og det har han da så helt klart ret i. 

Jeg bliver ofte selv stillet spørgsmålet, hvis jeg har været deltager i en åbning af en galleriudstilling, angående salg og den aktuelle kunstners priser - og her må jeg for det meste melde pas, da hverken tal eller små røde prikker interesserer mig det fjerneste. 

Så er der langt mere direkte substans i samme avis, når det handler om bagsidens satirespalte ATS, hvor borgmester i Ny Væmmelse Kommune, Aage Nielsen, udtaler sig om kommunens investeringer af kunst, som begrænser sig til den mundlamme fodmaler Birgitte Aabo, kunstner og kraniefækalterapeut Kukur Olafsson og borgmesterens egen hustru, den nonfigurative Aase Nielsen. Her er der ingen tvivl om, hvor investeringerne skal foretages. 

I øvrigt er der sjældent nogen, der spørger denne blogs redaktør - og kunstanmelder - hvilke værker af hvilke kunstnere, man bør investere i. Og godt det samme!

fredag den 24. august 2018

Berlinerindringer



Jeg har desværre ikke haft mulighed for at besøge Berlin siden begyndelsen af året. 

Til gengæld lagrer visse elementer fra den tyske hovedstad sig heldigvis i hukommelsen og forleden dag, da jeg var ved at rydde op på værkstedet - hvilket tilsyneladende sker lidt for sjældent - fandt jeg disse tre små akvareller, som formentligt er lavet efter mit sidste besøg i Berlin. 

De er i hvert fald dateret 2018.

Nybegyndere med succes

Farshad Farzankia: 'Atlas #2'. 2017, olie, akryl og oilstick på lærred (foto: Richard Heller Gallery)  

"Når Farshad Farzankia tegner, finder virvaret ud under de sorte krøller. Minder, mennesker, stemninger og følelser skitseres, før de ender som store og ekspressive og farverige malerier". 

Blandt andet sådan beskriver Astrid Rasmussen maleren Farshad Farzankia i dagbladet Politiken, der i anledning af kunstmessen Chart Art Fair i København har forvandlet det sædvanlige ibyen-tillæg til en sektion om billedkunst. 

Det usædvanlige ved Farzankia er ikke, at han er maler og faktisk er hans metode - tydeligt inspireret af kunstnere som Baselitz, Picasso, Matisse, Basquiat og Tal R - heller ikke synderlig original. 

Hvad der er interessant, er at kunstneren faktisk kun i et par år har beskæftiget sig koncentreret med billedkunst. 

Tidligere beskæftigede han sig med grafisk design, og havde faktisk succes i branchen. Denne succes er nu overført til billedkunsten, og der er som oftest røde prikker ved alt, han udstiller på diverse gallerier i ind- og udland. 

For nyligt kunne man tilsvarende i Jyllands-Posten læse et portræt af en anden dansk billedkunstner, der kun i ganske få år har beskæftiget sig med kunst efter en karriere i reklamebranchen. 

Her beklager Ole Aakjær sig over, at han føler sig ramt af Janteloven på trods af, at han omsætter for ikke ubetydelige millionbeløb. 

Ikke desto mindre giver journalisten Signe Haahr Lindegaard kunstneren et vist spillerum, som han bruger til at fortælle om, hvordan han klæder sig, og at hans kone laver mad og passer forretningen. 

Der er langt mere substans i historien om Farshad Farzankia, som kom til Danmark i begyndelsen af 1980'erne, hvor hans familie flygtede fra præstestyret i Iran. 

Han udtaler i interviewet i Politiken:"Min største professionelle frygt er at miste inspirationen. Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal dvæle ved det. Det handler om at holde sig i gang. At møde op her klokken 8 om morgenen, sætte sig ned og tegne i fire timer, og så fuck, om det er godt eller dårligt. Det finder jeg ud af bagefter". 

Se, det er en kunstner på vej!

torsdag den 23. august 2018

Louisiana 60 år

Meget har ændret sig på Louisiana i løbet af 60 år. Blandt andet har man indført aftenåbning på visse dage (foto: Louisiana Museum of Modern Art)

"I disse dage fylder Louisiana 60 år. Museets stifter, Knud W. Jensen ændrede måden at vise kunst på i Danmark. Allerede ved sin åbning blev museet et symbol på det moderne Danmark". 

Således markerer Berlingskes kunstanmelder, Torben Weirup, kunstmuseet Louisianas 60 års jubilæum, og der er som bekendt meget at se tilbage på, hvis man skal gå i detaljer vedrørende museets udstillinger. 

Heldigvis kan man også se fremad, og i løbet af de kommende måneder kan man f.eks. se en udstilling med månen som tema. Den varer fra d.13. september til d. 20. januar 2019. 

8. november åbner en udstilling med den britiske, ekspressionistiske maler Cecily Brown (f. 1969). 

Den markante, schweiziske video- og installationskunstner Pipilotti Rist (f. 1962) indtager museet d. 28. februar 2019 med, hvad man på Louisiana beskriver som"et farvestrålende og sanseligt brag". 

Dette er blot et udvalg af begivenheder, som finder sted på det fine museum i Humlebæk.