Mindeord
John Olsen
Der er en gammel misbrugt Storm P brokke, der lyder noget i retning af: ”Kunst er det man ikke kan, hvis man kunne det,var det jo ingen kunst.” Det pudsige ordspil er ofte blevet brugt til at slå den moderne udfoldelse oven i hovedet med, da de nye værker jo i mange tilfælde så ud som netop ”ingen kunst”.
Når jeg ved meddelelsen om kunstneren John Olsens død kom til at tænke på dette ordspil, er det fordi, vi her har mistet en kunstner, der netop KUNNE! John kunne forme, hvad både hans allerførste naturalistiske dyreskulpturer og de seneste monumentale kunstnerisk fint balancerede forstørrelser og gendigtninger af skjold og skal og brystben så overvældende beviste.
John kunne tegne, som renæssancens mestre. Ikke LIGESOM, altså imitation, der i vores tid tit går for at være den ægte vare, men som de store kunstnere han for øvrigt var på god fortrolig fod med.
John kunne SE, med en gennemborende intensitet, der kunne matche Picassos mirada fuerte. John kunne sanse og satte netop kombinationen af at kunne se og sanse, så stærkt og så intenst og så tæt i kontakt med den verden, den dampende, duftende, spirende, fødende, blødende, rådnende og døende omverden han havde placeret sig midt i.
Skønheden i det oversete og kasserede, ophobningerne af de upåagtede glemte ting er en kliche i moderne kunsts collager og skramlende skulpturer. Men hos John var det, som alle de døde forkastede ting igen fik liv og mening, når han havde samlet dem op og sat dem ind det store forfalds skønne sammenhæng.
John havde midt i den mest fynske natur skabt et reservat hvor han levede og arbejdede som en Johannes Larsensk samler og jæger. Et lokalt kunstnerliv, som det blev levet før markedsmekanismernes golde og kyniske mekanismer og ambitioner tog over.
Jeg skulle en gang for et fuldt hus i kulturcentret i Fjaltring holde et foredrag simultant med John. Pludselig var han væk selv om vi var midt i en sætning. Publikum undrede sig. Han havde gennem vinduet formentlig fået øje på en gråspættet splitmåge og måtte derud. For udenfor var bedre. Udenfor i klitten, ved havet, i skoven, ved åen i baghaven mellem får og vædder. Udenfor var bedre.
Udenfor kunstlivet var også bedre. Udenfor den nyeste tid var meget mere tiltrækkende. Lige som den måge, de edderfugle, de krager og ravne han var så tæt på hele sit myreflittige liv, for nu at blive ved dyrene.
John ankom til et møde på Charlottenborg i København med to krager på skuldrene. Medens mødet pågik, tumlede de sig i Krinsens træer. Da John kom ud af porten og ville hjem kaldte han, til københavnernes store forbløffelse, med høje skrig på sine ledsagere, som igen på hver sin skulder klatrede ind i varevognen. En buskmand på bytur.
Der er noget både foruroligende og tankevækkende ved at netop han forlader os nu, hvor naturen reagerer så kraftigt på vores hærgen og vi formentlig er ved at slå den ihjel! Den natur og den cyklus af liv og død han fejrede og fastholdt i sit rige værk.
”Livet vil” var overskriften på en af Johns udstillinger. Det er som om vi, kollektivt, IKKE vil, hverken se eller forstå. John kunne både se og forstå og fastholdt, uden at prædike, stædigt og utrætteligt, i stor kunstnerisk form, at vores forhold til naturen var kørt af sporet.
John var, i ordets egentlige forstand, en excentriker, udenfor tid og teknik godt gemt i sit frivillige eksil. John var en forfinet æstet. John var en satyr, en faun, en trold og en danser. En målrettet erot, en mild amorin.
Som Egon Schiele og Auguste Rodin kunne John Olsen tegne erotikken så papiret svedte med. Det er ingen hemmelighed at han gerne gjorde lidt ekstra ud af forberedelserne, hvis han ventede kvindeligt selskab. Da jeg engang havde varslet at Christiane ville komme med til Fjellebrogaard havde han derfor hentet det store hoved han havde savet af sin flotteste vædder op fra fryseren i kælderen og på et stykke tungt tykt godt sugende fransk papir placeret det midt på det bord hvor vi skulle have te. Heldigvis/uheldigvis havde John gjort det i så god tid, at hovedet var begyndt at tø op og blodet flød hen af bordet. John jublede. Det tykke stykke papir forvandlede sig for vore øjne til en John Olsen. Ægte og stærk og vild og blodig. Christiane var behørigt om end lidt forsigtigt imponeret. "LIV!" råbte John begejstret, "SE! SE! BLOD! DØD!"
Og nu er HAN død. Jeg tror ikke John havde illusioner om at han ville drage videre, et andet sted hen. Han var ikke sentimental, men en følelsesladet realist. Med meget let til tårer så han både liv og død i øjnene. Han ville dø og gå i et med den natur han havde levet så stærkt i og af. John har forladt os, på egen hånd, så at sige. Han ville og kunne ikke mere.
I min optik var han så langt den største kunstner i vores land i vores kultur i vores tid. John var noget så sjældent som en lokal verdenskunstner. Midt i et bragende internationalt gennembrud som Danmarks repræsentant på biennalen i Venedig 1995 ville han hurtigt hjem, hjem til dyrene og han beklagede sig siden over, at han stadig modtog breve fra Japan og andet fjernt udland med opfordring til at udstille.
Trådene gik gennem ham og hans værk meget langt tilbage, samtidig med at han holdt traditionen i dampende live. I hans gennemforfinede ophobninger, hans ”undreskabe”, forenedes både tidlig videnskabs nysgerrighed og forfaldets magiske rekvisitter.
Han havde godt fat i noget meget oprindeligt og stærkt. Han ville noget, han vidste noget, han så noget og han KUNNE noget!
Et yndlingscitat fra de seneste år dukker op: ”Jeg er holdt op med at tage telefonen” sagde John, ”nogen skal jo gå forrest”. Nu er John gået forrest og vi andre sidder tilbage med voldsomt livskraftige minder og et vemodigt savn.
Men værket vil, i sin vidtfavnende og livskloge mangfoldighed altid være en robust og gavmild brændende kærne af kunstnerisk kvalitet i vores fælles, forvirrede kriteriekrakelerede kultur.
Per Arnoldi
