onsdag den 29. april 2020

Væsentligt udstillingssted i Berlin genåbner

På Sprüth Magers kan man blandt andet se en videoinstallation af Kara Walker, når udstillingsstedet genåbner (foto: Sprüth Magers)

Oranjenburgerstrasse i Berlin ligger udstillingsstedet Sprüth Magers, og det er blot en af flere filialer, som drives på verdensplan. 

Sprüth Magers har som mange andre udstillingssteder været nedlukket i de sidste uger, men nu genåbner det fine galleri d. 1. maj, og det sker blot få dage efter, at der har været massive demonstrationer i Berlin, hvor borgerne føler, at deres frihed er blevet sat ud af kraft på grund af de mange restriktioner på grund af covid-19.

Overgaden skal have ny leder

Overgaden er smukt beliggende ved Christianshavns Kanal i København (foto: overgaden.org)

Kunsthallen Overgaden, der er beliggende i København ved Christianshavns Kanal, søger ny leder med tiltrædelse 1. november, da kunsthallens hidtidige leder Merete Jankowski har besluttet ikke at gensøge sin stilling. 

Overgaden er lukket for tiden; men meget usædvanligt ikke på grund af covid-19, men af en helt anden og ganske positiv årsag: Stedet er under renovering.

mandag den 27. april 2020

Museerne holder lukket - men hvad med gallerierne?

Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast viser værker af den voldsomt fabulerende maler Simon Fensholm

Mindre butikker har fået lov til at holde åbent og det samme gælder byggemarkeder og dagligvareforretninger. 

Desværre er museerne - herunder kunstmuseerne - presset til stadig at holde lukket; men gallerierne har i mange tilfælde åbent. 

Det gælder i mit eget "nabolag" f.eks. Galerie Moderne i Silkeborg, der netop har forlænget deres påskeudstilling til d. 23. maj. 

Galleri NB i Viborg åbner ny udstilling snart, og det samme gør Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast. 

Charlotte Fogh Gallery i Aarhus holder åbent med indskrænkede åbningstider, så det er stadig muligt at se rigtig fysisk og håndgribelig kunst.

Mystisk videosekvens fra Museum Jorn på YouTube

En person ved navn Charlie Hansen har lagt en videosekvens ud på YouTube, som i et mørkt scenarium viser nogle personer, der tilsyneladende filmer eller fotograferer inde i udstillingen med værker af Markus Lüpertz på Museum Jorn i Silkeborg.

Sekvensen er ifølge titlen optaget af museets overvågningskamera efter mørkets frembrud, og netop derfor er det vanskeligt at afkode, hvad der præcist foregår.

Dog er det er det tydeligt, at de deltagende optræder splitternøgne - og den ene viser afslutningsvis et skilt med teksten "Help the museums"...

Opfordringen skal sandsynligvis ses som en konsekvens af museernes nedlukning i forlængelse af covid-19-problematikken... Men nu har jeg i hvert fald videregivet den her på blog'en


ARoS klar til genåbning med nye tiltag

Når/hvis publikum atter kan betræde ARoS, vil de opdage, at man på museet har geninstalleret Joana Vasconcelos' 'Valkyrie Rán'

Når ARoS - forhåbentlig - snarest kan genåbne for gæster, bliver det med en masse nye tiltag, som er skitseret i en pressemeddelelse, der netop er udsendt fra museet. 

Den drejer sig naturligvis om, hvordan man vil imødegå smittefaren fra covid-19 virussen. 

Man nævner blandt andet ensrettede gange i udstillingsrummene og i Your Rainbow Panorama, ekstra sikkerheds- og vagtpersonale samt afstandsmarkeringer og plexiglas ved billetsalg, café og shop som man kender det fra butikker og supermarkeder. 

Samtidigt er der lavet en plan for, hvordan museets personale kan vende tilbage til arbejdet på forsvarlig og sikker vis. 

Hermed har museet sendt et klart signal til beslutningstagerne, og det er bestemt et godt skridt i den rigtige retning. 

Vi andre kan blot krydse fingre og håbe på det bedste.

lørdag den 25. april 2020

Damsbo ny direktør for Spritten i Aalborg

Mads Damsbo får ansvaret for indretningen af det nye Artcenter Spritten i Aalborg (illustration: Praksis Arkitekter)

"Jeg kender Aalborg som en modig kulturby og glæder mig enormt til sammen med bestyrelsen og byen at skabe et helt nyt kunstcenter, der kan tiltrække internationale gæster og blive et levende samlingsted for hele Aalborg"

Udtalelsen er fremsat af mag.art. Mads Damsbo i dagbladet Nordjyske. Anledningen er, at Damsbo - tidligere direktør for kunstmuseerne Brandts i Odense - er blevet ansat som direktør for det nye Artcenter Spritten i Aalborg. 

Med ansættelsen af Damsbo, der træder i kraft 1. maj, står det klart, at netop Damsbo vil stå for profilen i den kommende kunstcenter, og netop dette forhold har allerede afstedkommet enkelte kritikpunkter - blandt andet fra Lars Brorson Fich, der i et debatindlæg antyder, at Damsbo forvandlede Brandts "fra et fremragende kunstcenter til et sted, der med leflen for laveste fællesnævner ikke havde noget at byde på". 

Mads Damsbo blev fyret fra Brandts i efteråret, da man fra museets side ville udvikle institutionen i en retning, man altså ikke mente, at Damsbo kunne efterleve. 

Mads Damsbo, der er 43 år gammel, har tidligere blandt andet været direktør for kunsthallen Gl. Holtegaard og kunstanmelder på dagbladet Information.

onsdag den 22. april 2020

Udtalelser i forbindelse med museernes potentielle genåbning

Direktør for ARoS i Aarhus, Erlend Høyersten, ser gerne, at man hurtigst får mulighed for at genåbne museet, og når det sker, kan publikum blandt andet se udstillingen 'Human Nature' med værker fra museets faste samling.

"Staben er klar". Således lyder det fra Lissette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer

"Vi kan åbne på en time... Retningslinjerne er spændende. Skal der være to meter mellem alle gæster? Må der højst være 10 i hver gruppe? Men vi er vant til at håndtere den slags, og staben er klar"
Lissette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer i Nordjyske

"Vi er i gang med at kigge på, hvad der skal til. Der er nogle retningslinjer fra myndighederne, og dem følger vi naturligvis"
Sine Kildeberg, direktør for Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring i Nordjyske

"Det giver mening at lade museerne være de første, der åbner. Folk rører jo ikke ved genstandene. Og på museerne er vi vant til at kontrollere folk. Lige nu holder vi øje med, hvor mange, der går ind, men vi kan også tælle, hvor mange, der går ud, så vi ved, hvor mange der i bygningen"
Lasse Andersson, direktør for Kunsten i Aalborg i Nordjyske

"Selvfølgelig vil jeg ikke synes, det er fair, hvis vi fortsat skal holde lukket, for du ser store varehuse som Ikea, der holder åbent. Så det vil være helt naturligt også at åbne museet"
Erlend Høyersten, direktør for ARoS i Aarhus til TV2 Østjylland

"Vi har god plads. Over 6000 kvadratmeter publikumsfaciliteter og udstillingslokaler til at fordele publikum på. Dertil et tag, hvor man kan spise eller gå en tur. Så vi er klar til at åbne og vil også gerne i gang men på et niveau, hvor der er økonomi i det"
Bodil Nielsen, kommunikationschef på Moesgaard Museum til Århus Stiftstidende

"Vi vil lave involverende museumsbesøg og skruer op for vores live-formidling. Der vil være forskellige programmer, som man kan pre-booke, så vi får fordelt folk rundt i huset efter interesse. Samtidig vil vi arbejde med oplevelser både inde på museet og ude i vores nyrenoverede have"
Julie Rokkjær Birch, direktør for Kvindemuseet i Aarhus til Århus Stiftstidende