onsdag den 4. november 2026
'Århuspigen' til salg
Billedkunst og design i harmoni
»Med ’Becoming Modern’ fortæller Kunsten om en periode, hvor kunstnere udfordrede traditionerne og skabte nye måder at se, skabe og leve på. Det er historien om, hvordan kunst og design blev moderne – og hvordan det moderne stadig præger vores blik på verden i dag«
I en tid, hvor afgrænsningen mellem rendyrket billedkunst og design bliver stadigt bredere, åbner Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg d. 19. november udstillingen ’Becoming Modern – Danish Art and Design 1900-
Jeg besøger udstillingen med henblik på en anmeldelse, så meget mere om begivenheden senere på blog'en her.
mandag den 2. november 2026
Anmeldelse af Julia Hvidtved-udstilling publiceret
For nylig kunne jeg her på blog'en berette om udstillingen ’I bevægelse’, som finder sted på Galerie Moderne i Silkeborg, med værker af den relativt fra Kunstakademiet nyuddannede kunstner Julia Hvidtved.
Jeg besøgte galleriet ved åbningen og har efterfølgende forfattet en anmeldelse, som kan læses HER>
søndag den 1. november 2026
Erindring om Sønderho
Det er naturligt, at jeg har svært ved at slippe Fanø i almindelighed og Sønderho i særdeleshed i min motivkreds, efter jeg færdiggjorde rækken af koldnålsraderinger ’Sønderho-serien’ tidligere på året.
Anledningen var naturligvis et ophold i Malerhuset i netop Sønderho i sensommeren, og nu er jeg begyndt at bearbejde det fotografiske materiale fra opholdet til malerier i olie på lærred.
Det første er netop færdiggjort og kan ses afbilledet herover.
fredag den 30. oktober 2026
Nyuddannet fra Kunstakademiet i soloudstilling
Julia Hvidtved (født 1992) har afsluttet sin uddannelse ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i maj, og nu er hun klar til at springe ud i en karriere som maler med et for en akademiuddannet kunstner udfordrende blik på den del af kunsthistorien, der handler om fabulerende og ekspressionistisk maleri.
Det kan man opleve i en koloristisk sprudlende udstilling hos Galerie Moderne i Silkeborg indtil d. 12. december.
Ikke alt er, som det plejer at være
Normalt er det skagensmalerne med P.S. Krøyer som den førende, man har forventninger til, når der er live-auktion hos Bruun Rasmussen i kategorien ’Klassisk kunst’, men når den næste auktion d. 17. november imidlertid løber af stablen, er det dog værker af C.W. Eckersberg og Elisabeth Jerichau Baumann, der er de største forventninger til, og her løber estimeringerne naturligvis op i millionbeløb.
Ellers er det hele spektret af diverse kunstnere fra den klassiske epoke, der skal under hammeren, og lur mig om ikke, enkelte værker kan overraske ud over de to nævnte.
onsdag den 28. oktober 2026
Museum på "topniveau"
»Et nyt museum skal sikre, at vi kan blive ved med at præstere på topniveau samtidig med, at vi bevarer og udvikler museets samling, og gør den tilgængelig for så mange som muligt«
Ordene er fremsat af direktør for Museum Jorn, Christian Kortegaard Madsen, i et interview i Midtjyllands Avis om planerne om et nyt kunstmuseum på en grund i Gødvad, som tidligere har fungeret som stævneplads for Jehovas Vidner.
Der har tidligere været andre beliggenheder i spil; men nu satser man altså på den skitserede beliggenhed.
Kortegaard Madsen lover at være i stand til at fortælle noget mere konkret i løbet af 2027 – og det er jo ganske snart.
Jeg følger udviklingen og reaktionerne på direktørens udmelding med spænding.










