Mere 'Jorn International'

”Der er forskelige antaster til analyse til de syv værker, men man mangler en dybere forskningsbaseret undersøgelse og fremlæggelse som et stort kunstmuseum bør kunne levere, når man satser så meget. Museets direktør afviser på et direkte spørgsmål, at museet har denne forskningsmæssige forpligtelse, men hvem har den så?”

Erik Meistrup har fundet det nødvendigt at supplere min anmeldelse i Kunstavisen med én, som nu kan læses på Avisens hjemmeside, om udstillingen ’Jorn International’ på ARoS i Århus (Dansk Sprognævn har underkendt brugen af dobbelt-a’et).

Det er faktisk glimrende at få belyst en så væsentlig udstilling fra flere vinkler. Det er blot ikke normal praksis; men jeg tror Meistrup er brændt inde med nogle problemstillinger vedr. udstillingen, som jeg ikke berører.

Fomsgaard og hvalen

Der var dog nogle, der valgte Fomsgaard frem for hvalskelettet

En smuk udstillingsgæst

"Det er mærkeligt, at publikum hellere vil se hvalskelettet end kunstudstillingen..." Noget i den retning hørte jeg en medarbejder sige til en anden på Vejle Kunstmuseum, da jeg var til fernisering på udstillingen 'Maze' med værker af billedkunstneren Jes Fomsgaard.

Man kan jo have mange teorier om, hvorfor det forholder sig på dén måde; men det er da ganske rigtigt, at der var et stort opbud af mennesker, der tydeligtvis var kommet for at se - ikke giraffen; men hvalen.

Én af teorierne er, at finhvalen, som endte sit 130-140 år lange liv i Vejle Fjord, næsten besidder en celebrity-status, som det sikkert ikke er blevet Fomsgaard til dels - eller nogen anden kunstner, for den sags skyld. Folk hval-fartede som bekendt til, da det store dyr tilsyneladende valgte at dø i Vejle Fjord i sin tid. Derfor det store opbud af mennesker.

At Fomsgaards udstilling er resultatet af års arbejde med lærred, plade, farve, pensler og kridt, syntes ikke at interessere publikum. Kunst er tilsyneladende for de få?

The tree project

Jorn, Lemmerz og Olsen

Det nye nummer af KunstmagasinetJANUS er netop udkommet og jeg medvirker som skribent med to artikler om hhv. maleren Ina Olsen og billedhuggeren Christian Lemmerz (der kan ses i kort tid endnu på kunstmuseet ARoS i Århus med udstillingen’Genfærd’). Artiklerne er smukt sat op.

Kunstavisen er samtidigt udkommet med bidrag af mig. Her er det bl.a. Jorn på ARoS, jeg har skrevet om.

Ventetiden er slut

Men ventetiden er kun slut for mig! Skuespillerne på Århus Teater bliver nødt til at vente lidt længere på Godot. Som tidligere omtalt har jeg den 24. februar haft en lille specialopgave, som gik ud på at tegne et træ på Århus Teaters scenes bagvæg i forbindelse med stykket ’Mens vi venter på Godot’. Processen forløb tilfredsstillende og opgaven var spændende.

Nu har jeg set stykket, som er skrevet af Samuel Beckett og opført første gang i 1953, to gange, så jeg bilder mig ind at jeg besidder et vist kendskab til karaktererne, der i absurd form bruger næsten tre timer på at vente på en Godot, der dog aldrig dukker op. Og træet er eneste ”rekvisit” i en spartansk og meget enkel scenografi.

Croquis

Croquis-tegning er en disciplin, som jeg ofte er vendt tilbage til, når tegneegenskaberne har trængt til en opstramning. Ofte foregår det i et institutionelt univers, hvor modellen er professionel og engageret; men ofte har min egen udgave af croquis fundet sted i forbindelse med lokailteter, hvor folk færdes i nøgen tilstand. Her må man naturligvis forvente en vis form for uforudsigelsighed - og det er noget, jeg finder interessant.

Nu forholder det sig jo imidlertid sådan, at jeg er engageret som tegne- og grafiklærer på Herning Billedskole, som er en kunstskole for børn og voksne. En del af et sådant forløb har i sagens natur croquis som en del af undervisningen - og jeg skal ellers love for at sådan en koncentreret gang tegning kan give ro i lokalerne.

Det er fantastisk at se, hvordan et antal elever skildrer modellen på hver deres måde. Og det er ligeledes interessant at iagttage, hvordan den enkelte administrerer den tid, der er afsat til den enkelte tegning. Sådan er det ikke om sommeren ude på stranden. Her må man tage det som det kommer - og det er der også nok så megen udfordring i.

Hedt på heden

Det er måske ikke så mange, der ved det; men i Ikast har man oparbejdet et glimrende udstillingssted i et nedlagt stationspakhus. Kunstpakhuset er qua udstillingsleder Bente Jensens dygtige dispositioner, blevet et meget kvalificeret indslag i et mangefacetteret kunstlandskab.

Jeg kom i den forbindelse i tanker om en udsendelse, som jeg så på TV for nyligt, hvor kulturmedarbejder på DR, Adrian Hughes, rejste spørgsmålet om, hvorvidt, der er alt for mange kunstmuseer i Danmark. Han lavede en sammenligning med Sverige, hvor der tilsyneladende er langt færre kunstmuseer pr. indbygger end man ser det herhjemme. Blot glemte Hughes en pointe: En hvilken som helst lille flække i Sverige har en kunsthal af netop samme type som Kunstpakhuset. Dermed kommer kunsten ud i lokalområderne, og det er nok så væsentligt i et land, hvor afstandene er indlysende større end herhjemme.

Lige nu viser Kunstpakhuset udstillingen ’Hede’, hvor fire yngre danske kunstnere afslører, hvordan man kan tolke dette fænomen. Udstillingen er klart seværdig; og jeg byder ind med en grundigere beskrivelse af netop denne udstilling senere. Et klart highlight udgøres af maleren Linda Bjørnskov, der med fire halvstore malerier sætter afgørende nye standarder for, hvordan man rent koloristisk og stilistisk kan arbejde med et så klassisk medie som maleriet.