Foråret er nu mere end halvvejs gået og snart begynder solen forhåbentligt at bryde igennem, således at jeg kan samle nyt materiale og ikke længere behøver at genbruge skitserne fra sidste sommer.
Forventningens glæde er som bekendt den største, men ikke desto mindre viser jeg herover nogle helt nye tegninger baseret på sidste sæsons skitser ved stranden.
Sommer i sort-hvid…
»”Alberto Giacometti - Hvad øjet ser” er en eminent udstilling, en fremvisning af en stor mesters værk, men gjort med den sympati og ydmyghed, der svæver om hele kunstnerens værk«
Hov… Hvorfor refererer jeg lige pludselig til en anmeldelse, der kunne læses i Kristeligt Dagblad helt tilbage til d. 8. februar?
Såmænd fordi jeg har planlagt at besøge Giacometti-udstillingen på Statens Museum for Kunst under et besøg i København i begyndelsen af maj.
Kristeligt Dagblads anmelder giver rundhåndet seks stjerner til udstillingen, og så må man naturligvis stille forventningerne højt, og jeg når det lige, da udstillingen kan ses frem til d. 20. maj.
»Hvis Klein ejer den blå, så ejer Kapoor denne røde med et strejf af pink. Eller nej, den farve, Kapoor faktisk ejer, er den pulversorte »sortere end sorte« farve, der trækker alt liv og lys ud af sig«
Det er interessant, at dagbladet Politikens kunstanmelder nævner Yves Klein i forbindelse med en anmeldelse af en udstilling, der lige nu finder sted på kunstmuseet Arken i Ishøj.
For en del år siden så jeg en udstilling på ARoS i Aarhus, der sammenfattede tre kunstnere, nemlig James Byars, Anish Kapoor og netop Yves Klein.
Udstillingen på Arken viser nyere værker af Anish Kapoor, men jeg husker ret tydeligt et værk på Klein/Byars/Kapoor-udstillingen i Aarhus, hvor en form for pendul i et uendeligt flow skabte en cirkulær bevægelse i en mørkerød substans.
Siden dengang i 2013 er der løbet meget vand gennem Øresund og udstillingen ’Unseen’ på Arken viser nye sider af Kapoors virke, hvilket naturligvis indbefatter den uendeligt sorte farve, som Politikens anmelder fremhæver i citatet herover.
Udstillingen kan ses indtil 20. oktober 2024.
Der var mange, der vågnede op d. 16. april med forfærdelse over, at et af de mest ikoniske bygningsværker i København og Danmark, Børsen, i skrivende stund stadig er i brand.
Det var tydeligt via tv-billeder, at bygningen var overtændt, og jeg er sikker på, at der gik et gys igennem de fleste, da det karakteristiske, snoede dragespir faldt til jorden.
Omgående gik en aktion i gang, der skulle sikre så mange af kunstværkerne i bygningen - herunder P.S. Krøyers to en halv gange fire meter store maleri fra 1895 ’Fra Københavns Børs’, der illustrerer magteliten i datidens Danmark.
Andre kunstskatte blev ligeledes reddet ud af den brændende bygning, men det er for tidligt at skabe et overblik over, hvor mange kunstværker, der er reddet og hvor mange, der er gået tabt.
Nu forestår et stort arbejde med at genhuse blandt andet det store Krøyer-maleri og de øvrige værker; men mon ikke, at f.eks. Statens Museum for Kunst kunne være et tema med henblik på at opbevare og udstille det store kunstværk?
Som abstrakt maler med geometriske og for det meste vinkelrette strukturer på billedplanerne indskriver Sejr sig i en lang række af kunstnere, der netop har skabt værker med disse remedier i værktøjskassen.
Udstillingen finder sted hos Jacob Bjorn Gallery i Aarhus og jeg har forfattet en lille tekst, og den kan læses i det nye formalt Kunstsyn.WordPress.com HER>
Kunstsyn.WordPress.com har til formål at stille kritiske analyser op i forhold til, hvad der generelt sker i kunstverdenen.
Det fysiske fokus kan i princippet være hvor som helst, men nok især mit eget nærområde, som er Østjylland. Til forskel fra den bloggen her, som jeg har haft kørende siden 2007, er den nye blog udelukkende baseret på tekst, og bloggen, som De læser nu, vil blive opdateret med vanlig nidkærhed.
Jeg har allerede aktiveret Kunstsyn.WordPress.com, og den kan findes HER>
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg regner maleren Søren Sejr som et af de mest lysende talenter på samtidskunstscenen, og det ikke mindst fordi Sejr blæser højt og flot på, hvad der er trendy i et stadigt mere intellektualiseret og akademisk forankret miljø.
Han beskæftiger sig med maleri i en non-figurativ version, og en vis inspiration fra konkret-abstrakte malere kan vel ikke afvises; men Søren Sejr er imidlertid sin helt egen, og aktuelt viser Jacob Bjorn Gallery i Aarhus udstillingen ’I Call This Color’, og netop farven må stå som et primært element i Sejrs metode.
Udstillingen kan ses på adressen Mejlgade 35A, Aarhus frem til d. 10. maj.
Der bliver dog mulighed for på udstillingen i Valby at opleve nogle nyere værker i form af malerier af Balle, som er født i 1926 og debuterede med to malerier på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1950.
Det seneste værk på den aktuelle udstilling er fra marts 2024, så det er en særdeles aktiv legende, der udstiller hos Galleri Valdal, hvor udstillingen ’Malerier m.m.’ kan ses fra d. 13 april og frem til og med d. 11. maj.
Installationsfotoet er taget af Lars Pryds.
»Men jeg synes faktisk, at Richard Mortensen placerer sig det eneste rigtige sted, taget i betragtning, at der netop ikke findes noget rigtigt sted eller nogen passende position, fordi intet af det, der skal foregå, endnu findes som andet end kunstnerens mulige værk«
Det er næsten altid en fornøjelse at læse Peter Laugesens kunstanmeldelser i Information.
Som det sporadisk fremgår af citatet herover, har Laugesen været på besøg på ARoS for at tage bestik af Richard Mortensen-udstillingen ’Mellem Linierne’.
Det bør næsten være indlysende, at forfatteren Laugesen lægger en del vægt over på det mulige litterære indhold hos billedkunstneren Mortensen.
I samme moment bliver et musikalsk issue bragt ind i fortællingen, hvilket fremhæves i rubrikken: »Man kan danse til Richard Mortensens billeder. Det vil jeg opfordre til at gøre«.
Jeg tror imidlertid, jeg springer over denne del af begivenheden over og nøjes med at konstatere, at udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 1. september.
»Kære ARoS, tillykke med fødselsdagen, men klip lige navlestrengen til fortiden«
Sådan hedder det i dagbladet Politikens anmeldelse af udstillingen Ron Mueck - Art and Life’, som samtidigt markerer, at det er 20 år siden, at museet i Aarhus åbnede.
Avisens anmelder giver beskedne tre hjerter til udstillingen.
Ikke engang om sommeren er det som bekendt totalt skyfrit; men derfor kan en sommerdag ikke desto mindre såmænd være ganske dejlig.
Det håber jeg, fremgår af af det nyeste oliemaleri, der er gengivet herover– med skyformationer.
Visse steder ved min favoritstrand i Østjylland er der mange sten i vandet, og derfor kan det være en udfordring at komme op ad vandet.
Med andre ord: Det handler om at holde tungen lige i munden, hvilket også gælder for personen, jeg har gengivet herover.
Tegningen er et oplæg til et maleri, som jeg er i gang med.
Jeg fandt på YouTube et interview med arkitekten bag museet, Steven Holl, og i videoklippet herover fortæller han om tankerne og filosofien bag udformningen af bygningsværket.
Ved hjælp af AI ville mine tekster herefter blive oversat til læsbart engelsk og efterfølgende publiceret i avisen.
Nu vil jeg lige for en ordens skyld minde om, at i går var - foruden 2. Påskedag - 1. april, og langt de fleste kommentarer, som ofte var både morsomme og veloplagte, tog da også afsæt i denne kendsgerning.
Til de, som røg i med begge ben, og hoppede på limpinden, vil jeg blot tilføje et dybfølt og hjerteligt undskyld for at falde for fristelsen og levere en aprilsnar, som nemt kunne være i overensstemmelse med sandheden.
Færdiggørelsen af det seneste maleri kan måske godt opleves som lidt af en udfordring, hvis man tager de fire videosekvenser, som har kunnet ses på blog'en her, alvorligt; men bare rolig nu! Maleriet er færdigt.
Der var blot nogle elementer, der satte min tålmodighed på prøve - og den præcise gengivelse af det færdige værk kan ses herover.
Et af de mest ikoniske eksempler er Edvard Munchs flere udgaver af ’Skriget’, som vistnok er blevet udført ved hjælp af adskillige metoder.
Således har jeg selv netop anskaffet mig nogle nye ”fine-linere”, da alle de gamle med passende diameter ganske enkelt var slidt op.
Dette har inspireret mig til at tage et forhåbentligt kvalificeret blik på arbejder i skitsebøgerne med henblik på at lave nye versioner ved hjælp af det nye redskab.
Motiverne stammer fra en østjysk strand samt lokaliteter i nærheden af Berlin.
Jeg kreerer måske nogle flere, hvis jeg gider; men helt sikkert er det, at pennene kommer i spil hen over foråret og sommeren, så der er forhåbentligt noget at se frem til.
Ikke mindst for mig selv!
»Men det er en stor mangel, at ARoS, der har sat fulde sejl til for at skabe alle tiders vue over ”Mortens”, som han kaldes, kunst, ikke udgiver et katalog«
Præcis samme iagttagelse som Kristeligt Dagblads kunstanmelder, Lisbeth Bonde, har gjort i forbindelse med Richard Mortensen-udstillingen ’Mellem Linierne’ på ARoS, har jeg selv foretaget.
Man sætter sig for at skabe et retrospektivt overblik over en af 1900-tallets fremmeste kunstnere, som Bonde i sin rubrik fremstiller som »En billedforsker af Guds nåde«, og gør det grundigt blandt andet ved hjælp af vægtekster i overflod.
Det virker decideret underskudsagtigt ikke at ledsage en så vigtig udstilling med en så væsentlig, dansk kunstner med et katalog.
Men uanset, hvilke disponeringer museet har foretaget, kan udstillingen ses på ARoS frem til d. 1. september 2024.
Kunstnernes Påskeudstilling udgør en tradition på kunstscenen, men spørgsmålet er, om konceptet er under pres?
Vi kan lige så godt få overstået de statistiske kendsgerninger fra begyndelsen: I 2024-udgaven af Kunstnernes Påskeudstilling, der finder sted i Kunsthal Aarhus, er 60 værker ud af 1867 indsendte blevet optaget på udstillingen. 36 kunstnere ud af 397 deltager således, og ud af disse, er det nok så bemærkelsesværdigt, at 29 er debutanter.
Spørgsmålet er nu, om det er de rette værker af de indsendte, som har fundet nåde hos censurkomitéen, der i år består af Yong Sun Gullach, Lina Hashim, Kim Richard Adler Mejdahl, Jens Settergren og Jacob Remin, og det er naturligvis vanskeligt at vurdere i kraft af, at der ikke er noget sammenligningsgrundlag.
Til gengæld kan jeg bekræfte en tendens på KP, som jeg tidligere har været kritisk over for. Ét er, at udstillingskonceptet fungerer som et uartigt stedbarn i Kunsthal Aarhus samlede profil, og dermed nu er placeret i kunsthallens underetage, hvor Påskeudstillingen fungerer i samklang - eller disharmoni, vælg selv, mine damer og herrer - med konceptet ”Spring”, som udgør et kurateret projekt med kunstnere, der tidligere har gjort sig gældende på KP.
Disponeret som en rodebutik
Et andet forhold, som stadig er gældende, handler om udstillingens disponering i et rum, der er alt andet end inspirerende at gå i kødet på som iscenesætter. Og tro mig: Jeg har prøvet det! Man burde muligvis formode, at et forholdsvist kvadratisk lokale er nemt at forholde sig til, men ikke desto mindre er der opstået en form for tradition for, at KP skal ligne en veritabel rodebutik af i forvejen uegale kunstværker.
En mulighed kunne være, at man i respekt for, at KP traditionelt set i mange år har været en begivenhed, man i Smilets By har omfavnet som en af de vigtigste i stadens kulturliv, begyndte at tage KP alvorlig. Det virker således totalt meningsløst, at kunsthallens fineste udstillingslokaler står halvtomme i bestræbelserne på at vise vel nok akademisk grundfæstede og intellektuelle projekter. Dette bør der naturligvis være rum til, men hvorfor pokker skal det ske på bekostning af et udstillingskoncept, som historisk set har vist sig ganske bæredygtigt? Til sammenligning: I Den Frie Udstillings bygning i København rydder man alle sale, når f.eks. Kunstnernes Efterårsudstilling løber af stablen.
Never mind! Jeg kan sandsynligvis hoppe og springe indtil Dommedag med alle mine kritikpunkter og blot ironisk konstatere, at alt var bedre i gamle dage, da en anden én udstillede på KP, men på det tidspunkt havde man heller ikke gravet et stort hul, som skulle udvikle sig til lidt af et fysisk monster i det danske og jyske kunstliv. Spørgsmålet er, om KP overhovedet havde eksisteret, hvis ikke det foregik nede i hullet?
Nu står man som kritisk iagttager blot og ser på de enkelte værker i årets udstilling. Her bør det overflødige skæres væk… Og så alligevel? Hvorfor pokker skal til eksempel Rasmus Klitgaard Hansens fine træsnit placeres i en disponering, der afstedkommer at man skal helt ned på knæ med henblik på at fange detaljerne. Værket er oven i købet brugt som illustration i udstillingens formidlingsmateriale. En form for kompensation?
Nu vi befinder os i grafikkens verden: Der er afgjort kompetente og gedigne arbejder i kategorien. Jeg nævner i flæng værker af Ene Bissenbakkers underfundige ’Jeg kan sætte mig i andres sted’, Gloria Jensens nænsomt kolorerede raderinger ’Excerpts From My Family Album’ og Stine Stubdrups grafiske tryk fra bilruder. Sidstnævnte deltager i flere kategorier på udstillingen og har et stort potentiale - også inden for maleriet.
Lyst og behov for at eksperimentere
Netop maleriet er ikke helt så dominerende på årets KP, som man har oplevet det tidligere, og dette greb kan man udmærket antage, handler om, at de indsendte værker inden for kategorien har været ret middelmådige. Det er før set. Til gengæld er de malerier, som optræder, ganske habile. I den mere corny afdeling finder man Peter Rolsted med nogle ret minutiøst forarbejdede næsten-fotorealistiske værker. Paul Enøe Johansen bruger nærmest maleriet i et skitseformat. Jeg ved ikke, hvem den aldrende herre, der optræder på billedet er, men han er der.
Grafisk besnærende fungerer Rezan Hussein Arabs akrylmaleri ’Waiting’, men hvem eller hvad kunstneren venter på, henligger i et poetisk halvmørke. I mixed-media-afdelingen dannes en nysgerrighed i relation til metode, da jeg erfarer, at Nils Haarbys semimonokrome og titelløse værk er fremstillet ved hjælp af tusch, akryl, penne og blyant på papir. Dette værk kan noget… Hvad? Tjek selv!
Jeg mener faktisk, at KP i år bekræfter en lyst eller nærmere et behov blandt kunstnerne for at eksperimentere, nogle gange inden for en traditionsbunden ramme og andre gang uden for denne. Det ene udelukker såmænd ikke det andet; men på en længere, ujævn bane bør institutionen Kunstnerens Påskeudstilling blive et langt mere fremtrædende projekt i Kunsthal Aarhus’ profil. Modsat er jeg bange for, at presset kan tage livet endegyldigt af et faktisk super sympatisk udstillingskoncept i år med et klædeligt hav af debutanter.
KP 24 kan ses i Kunsthal Aarhus’ underetage frem til d. 12. maj 2024.
