onsdag den 21. august 2019

Fuld fart på farven

Henriette Hellstern: 'Carl's skrivebord', akryl på lærred (pressefoto: Galleri NB)

For nyligt fik jeg tilsendt et udstillingskatalog, hvilket langt fra er usædvanligt. Jeg bliver altid glad for dét, som bliver sendt fra udstillingsinstitutioner og kunstnere, da en mail med vedhæftede billedfiler ofte har en tendens til at forsvinde i mængden, og det naturligvis fordi, jeg får så mange. 

Det omtalte katalog viser helt spritnye værker af Henriette Hellstern, der dermed gør opmærksom på en ny udstilling, der finder sted hos Galleri NB i Viborg i perioden 26. august-22. september. 

Udstillingen har titlen 'Das Narrenhaus' og beskæftiger sig med psykiatrien i et stærkt og ekspressivt maleri. 

I det hele taget er der drøn på farven hos Hellstern, og den aktuelle udstilling udgør ikke en undtagelse. 

Det synes, som er farverne nærmest smidt op eller ned på lærrederne, hvilket måske kunne bringe tankerne hen i mod en maler som Jackson Pollock, men i modsætning til Pollock har Hellstern altid figuren i spil på billedplanet.

tirsdag den 20. august 2019

Før murens fald

'Before the Fall of the Wall': Inge Ellegaard: 'New York down town', 1983-85, olie lærred. 172 x 370 cm. (pressefoto: ARoS Aahus Kunstmuseum)

Snart er det 30 år siden, den hadede Berlinmur havde sit endeligt. 

Jeg har været i Berlin en del gange de seneste år, og når man går rundt i byen i dag, er det mærkeligt at tænke på, at den har været pløjet igennem af en grænse, der har stået for et liv i byen, som repræsenterede to vidt forskellige verdener. 

Nu markerer kunstmuseet ARoS i Aarhus begivenheden med udstillingen 'Before the Fall of the Wall', der fokuserer på tiden op til murens fald. 

Her er det i sagens natur 80'er-kunsten, der belyses - såvel med eksempler herhjemme fra og fra den tyske scene. 

Maleriet havde i perioden fået en opblomstring efter en epoke med minimalisme og konceptkunst. 

Det var næsten, som da punkbevægelsen slog igennem inden for rockmusikken. Det blev malet med brede pensler og stærke farver i 1980'erne. 

Udstillingen, som er iscenesat af værker fra ARoS' egen samling, kan ses i tidsrummet 31. marts 2019-5. januar 2020.

Indholdet af Merda d'Artista er en offentlig hemmelighed

Piero Manzoni (1933-1963) præsenterer her én af de famøse dåser med kunstnerlort (Foto: Ole Bagger/HEART Herning Museum of Contemporary Art)

For nyligt kunne jeg her på blog'en offentliggøre en del af en artikel, som er blevet publiceret i dagbladet Politiken. 

Den handlede om afføring i kunsten - og hvad var vel mere relevant i den sammenhæng, end at sætte fokus på Piero Manzonis Merda d'Artista - det berømte værk med et antal dåser indeholdende kunstnerens lort? 

I artiklen fremgik det, at en ven af Manzoni har afsløret, at der ikke var lort i dåserne, men blot klumper af gips, men nu kan jeg til gengæld her fortælle noget, som tilsyneladende har været en offentlig hemmelighed blandt kunsthistorikere i årevis - nemlig at dåsernes indhold består af rødlig jord fra Toscana. 

Min kilde, som jeg selvfølgelig ikke afslører, fabulerer dog lidt over tanken, at én eller måske flere af dåserne udmærket kan indeholde Manzonis fæces, men om det er tilfældet, står hen i det uvisse.

mandag den 19. august 2019

Den praktiske del af at være kunstner


Jeg havde næsten glemt, hvordan det er: At lave udstillingslister, transportere værker til indramning, gøre malerier klar til ophængning... I det hele taget det rent praktiske, der følger med at være udstillende kunstner. 

Heldigvis er Kunstforeningen Vordingborg en meget serviceorienteret kunstforening, som sørger for transport til og fra værkstedet, og baggrunden er en udstilling i KulturArkaden i Vordingborg, som udstiller 21 af mine seneste værker sammen med arbejder af billedhuggeren og grafikeren Thomas Andersson. 

Udstillingen finder sted i perioden 6. september til 6. oktober, og der er fernisering på adressen Sydhavnsvej 6, 1. sal i Vordingborg fredag d. 6. september kl. 16. 

Jeg deltager i åbningen, så hvis der skulle være nogle, der er i området, og som har lyst til at se "giraffen", er det altså muligt!

søndag den 18. august 2019

Pizzabakker og andre banaliteter









For mere end ti år siden kunne jeg ikke rejse noget sted hen uden at møde en person, som jeg godt nok var bevidst om eksistensen af, men som jeg ikke kendte personligt. 

Documenta i Kassel i 2007 rendte jeg således endnu en gang ind i Søren Behncke, som det skulle vise sig, var ved at slå igennem under kunstnernavnet Papfar

Året efter udstillede han på ARoS i Aarhus og ved den lejlighed blev jeg hyret som anmelder til magasinet Kunstavisen - og Papfar blev således mit første emne i magasinet. 

Nu udstiller Søren Behncke på Museum Jorn i Silkeborg med udstillingen 'Mash-Up Banale intimiteter', og netop denne udstilling er jeg netop i gang med en anmeldelse af. 

Behncke har rejst i Asger Jorns fodspor i en periode, og det er der kommet et antal banaliteter og værker forarbejdet blandt meget andet som og på pizzabakker. 

Udstillingen kan ses på Museum Jorn til d. 8. december.

BREAKING: Er der slet ikke lort i dåsen?

Et eksemplar af Merda d'Artista, og dette tilhører kunstmuseet HEART i Herning (pressefoto: HEART)

"Han prissatte indholdet, så skidtet kostede det samme som guld og sagde, at kunstverdenen var så godtroende, at den ville betale for alt, der bar en kunstners signatur - også en dåse med lort. Det havde han ret i, selv om der måske slet ikke er afføring i dåsen. Manzonis ven Agostino Bonalumi har fortalt, at der såmænd bare er en klump gips indeni, men dåserne står stadig på mange af verdens førende museer og handles til pæne priser. I 2016 blev en af dem solgt for to millioner kroner. Så uanset om der er lort i dåsen, er der penge i lortet". 

Således kan man læse i en artikel i dagbladet Politiken, hvori Bo Søndergaard beskriver kunstværker, som har haft fæces som udgangspunkt. 

Værket Søndergaard refererer til, er naturligvis Merda d'Artista fra 1961 af den italienske konceptkunstner Piero Manzoni (1933-1963). 

Jeg ved ikke, hvornår Bonalumi har antydet, at der slet ikke er lort - men gips - i dåserne; men det er dog en historisk afsløring, jeg mener, bør undersøges nærmere.

lørdag den 17. august 2019

Åbningstale om kunstnersammenslutningernes udfordringer



fotos: Ole Jørgensen









I min åbningstale ved ferniseringen af udstillingen 'Shelter' med værker af kunstnersammenslutningen Riimfaxe i Kunstpakhuset i Ikast, beskæftigede jeg mig blandt andet med nogle af landets kunstnersammenslutninger og disse grupperingers store udfordringer, som har været et tema i det seneste årti. 

Det drejer sig naturligvis om de sammenslutninger, som har haft til huse med faste udstillingsfrekvenser på især Charlottenborg, hvor man på et tidspunkt fra kulturpolitisk hold ændrede strukturen til, at udstillingsstedet skulle være en kunsthal med fokus på dansk og international samtidskunst. 

Hermed kunne grupper som Grønningen, Corner, Pro osv. ansøge om udstillingstid i kunsthallen, hvilket afstedkom visse modreaktioner fra de ramte kunstnere. 

Man kan vel roligt sige, at sammenslutningerne således kom under et vist pres, men for de flestes vedkommende er problemerne løst i kraft af, at de nu udstiller på andre platforme end Charlottenborg. 

Jeg beskæftigede mig i min tale også en del med Riimfaxes 25 års jubilæum, som inspirerede mig til at kaste et blik bagud i historien til året 1969, hvor Riimfaxe blev stiftet. 

Jeg fik dog bundet en sløjfe på historien, da jeg bragte 'Gimme Shelter' fra Rolling Stones-albummet 'Let it Bleed' ind som en afsluttende del af talen. 

Et par andre 1969-begivenheder fik også nogle ord med på vejen. Blandt andet månelandingen, Woodstock-festivalen, frigivelsen af billedpornografien samt Bjørn Nørgaard og Lene Adler Pedersens aktion 'Nøgen kvindelig Kristus' på Børsen i København. 

Udstillingen 'Shelter' kan ses og opleves i Kunstpakhuset frem til d. 15. september.

fredag den 16. august 2019

Jyllands-Posten skal finde ny kulturredaktør


Jyllands-Posten forventer at indvie et nyt domicil centralt i Aarhus senere i år. (visualisering: Henning Larsen Architects)

For næsten præcis et år siden kunne jeg her på siden lancere nyheden om, at dagbladet Jyllands-Posten havde ansat avisens nye kulturredaktør, som skulle tiltræde stillingen d. 1. november 2018. 

Forleden dag kunne jeg så læse på webmagasinet Kulturmonitor, at Steffen Moestrup er stoppet på avisen med omgående virkning. 

Det blev jeg både overrasket og bekymret over, da jeg som bekendt leverer anmeldelser til Jyllands-Posten, og som sådan har haft et glimrende samarbejde med Moestrup

Om årsagen til, at avisen har valgt at afskedige Steffen Moestrup, kan man læse i en udtalelse fra dagbladets chefredaktør, der har fremsat en ganske enkel udtalelse på webmediet Mediawatch, hvori det hedder, at fyringen "skyldes håndteringen af en sag, der kunne kompromittere etik og troværdighed". 

Ved samme lejlighed blev én af Jyllands-Postens journalister fyret, men den overordnede konklusion må være, at Jyllands-Posten skal ud og finde en ny kulturredaktør.


torsdag den 15. august 2019

'Shelter' i Ikast

Installationsview fra en tidligere Riimfaxe-udstilling i Kunstpakhuset i Ikast (foto: riimfaxe.com)

Coveret til Rolling Stones' 'Let It Bleed' blev designet af Robert Brownjohn (1925-1970) (foto: discogs.com)

Hvad i alverden har The Rolling Stones' ikoniske album 'Let it Bleed' fra 1969 at gøre med kunstnersammenslutningen Riimfaxe, der åbner udstilling fredag d. 16. august i Kunstpakhuset i Ikast? 

Hvis man vil finde ud af, hvilken rolle netop denne plade spiller i forhold til den aktuelle udstilling, skal jeg gerne gøre rede for det; men det bliver altså først når jeg afholder åbningstalen til udstillingen, der har titlen 'Shelter'. 

Ferniseringen finder sted d. 16. august kl. 16.00, og udstillingen kan ses frem til d. 15. september.

tirsdag den 13. august 2019

Handicapumuligt Eliasson-værk

'Your Spiral View' - den famøse installation af Olafur Eliasson (pressefoto: Tate Modern)

En kørestolsbruger har besøgt den store retrospektive Olafur Eliasson-udstilling 'In Real Life' på Tate Modern i London, og vedkommende - Ciara O'Connor, som er skribent på avisen Sunday Independent - har nu ifølge The Art Newspaper kritiseret kunstneren for, at man ikke har gjort det muligt for kørestolsbrugere at interagere med værket 'Your Spiral View' fra 2002. 

Der er kun adgang til værket via to trappetrin, og denne anordning umuliggør altså adgang med mindre man er i stand til at gå ind i installationen. 

O'Connors ven henvendte sig til museets administration for at spørge om der var en rampe til rådighed, men vedkommende blev blot fjern i blikket, og kunne konstatere, at det var der ikke. 

Efterfølgende lagde O'Connor et tweet ud på Twitter, og her svarede Eliasson faktisk, og han ville arbejde på, at gøre installationen handicapvenlig - uden, at han dog kunne give forsikringer, endsige sætte et tidsperspektiv op. 

Han modsiges dog af museet, der ikke mener, at man kan skabe en sikker vej for kørestolsbrugere, da adgangsvejen ind i skulpturen vil være for smal. 

Ciara O'Connor er dog ikke tilfreds med hverken Eliasson eller museets alibier. Om Eliassons filosofier vedrørende publikums inddragelse i hans værker, reagerer hun med følgende svada: "Fuck din overintellektualiserende og store snak, der skjuler, at du kun producerer kunst for visse individer. Fuck dig for at antage, at alle, der kan lide kunst og museer skal bevæge sig, som kropsløse". 

Olafur Eliasson er ellers en kunstner, der har solet sig i succes de sidste 20 år. Hans bedst kendte værk herhjemme er installationen 'Your Rainbow Panorama' på taget af kunstmuseet ARoS i Aarhus.

søndag den 11. august 2019

På besøg hos Jacob A. Riis i Ribe










Overskriften skal naturligvis ikke på nogen måde tages bogstavelig, da et besøg hos reformisten, forfatteren og ikke mindst fotografen Jacob August Riis ville være umuligt, da han døde i 1914. 

Når jeg benytter mig af termen, skal det perspektiveres i, at man for ganske nyligt indrettede et museum i Riis' barndomshjem i Ribe, og her har jeg været på besøg. 

Jacob A. Riis er nok herhjemme mest kendt for sine fotografiske skildringer af tilværelsen blandt fattige indbyggere i New York, og årsagen til, at han var i stand til at beskrive denne scene såvel i ord som i billede, bør findes i, at Riis udvandrede fra Danmark i 1870 (han blev født i Ribe i 1849) og beskrev sine oplevelser journalistisk og - som nævnt - fotografisk. 

Museet i Ribe er i højere grad et historisk museum frem for et museum, der beskæftiger sig med Riis som fotograf ud fra et kunstnerisk princip. 

Således er eksempler på de mange fotografier, som må betragtes som banebrydende inden for det socialrealistiske fotografi, blot sat op som illustrationer på store plancher, hvilket naturligvis er glimrende, når historien om Riis skal fortælles. 

Jeg savner dog lidt af den autenticitet, der kunne komme i spil med nogle originale værker. 

Til gengæld fortælles historien grundigt om personen, om hvem USAs præsident Theodore Roosevelt beskrev til Riis' enke, da han døde i 1914: "Jeg er i en større sorg, end jeg kan beskrive. Det er som om, jeg har mistet en bror". 

Jacob A. Riis blev 65 år gammel.

lørdag den 10. august 2019

På udflugt til Vadehavet






Da vi besøgte Vadehavscentret i Vester Vedsted, var det faktisk næsten på 50 års-dagen, i forhold til, da jeg sidst besøgte den lille by, hvorfra man kan blive befordret over til vadehavsøen Mandø. 

Dengang var det i forbindelse med et lejrskoleophold, men for nyligt var det med henblik på at opleve Vadehavscentret, der i mellemtiden er blevet opført netop her. 

Centret er for nyligt blevet udvidet til 2.800 kvadratmeter udstilling og formidling, og arkitekturen i sig selv er et besøg værd - om ikke centrets væsentligste aktiv? 

I Vadehavscentrets formidlingsmateriale hedder det blandt andet: "Arkitekturen er verdensarkitektur, der i det følsomme og åbne marsklandskab næsten vokser op ad jorden. Arkitekturen vidner om digerne og marskens lange linjer. Materialevalget er tagrøret, der dominerer og skaber en bygning med tagrør på tag, underlag og vægge - tagrøret, der har været marskens byggemateriale gennem århundreder"

Indvendigt kan man opleve diverse elementer fra Vadehavet og her er det mest fascinerende - efter min mening - et lavteknologisk greb, man har foretaget ved at lade et bassin vise, hvordan livet i det lave vand i Vadehavet udfolder sig. 

Men der er meget at kigge på, og meget at lade sig fascinere af på Vadehavscentret, men arkitekturen - udviklet af Dorte Mandrup Architects - er centrets æstetiske omdrejningspunkt.

onsdag den 7. august 2019

Behncke/Papfar på Museum Jorn

Således har Museum Jorn, Silkeborg valgt at illustrere den kommende Søren Behncke-udstilling (foto: Museum Jorn, Silkeborg)

"Søren Behnckes kunst taler et universelt og banalt billedsprog, der med sine referencer til det overfladiske og midlertidige giver stof til eftertanke. Gennem sine simple, subtile og poetiske aktioner, parodierer og afprøver han meningen med den menneskelige tilværelse og kulturens mekanismer. Samtidig manifesterer sig i Papfarens humoristiske genbrugskunst globale økologiske statements og den anti-autoritære opfordring til at bryde hverdagens faste mønstre for at give mening med livet"

Således kan man læse på Museum Jorns hjemmeside i forbindelse med Søren Behnckes udstilling 'Mash Up Banale intimiteter', som kan ses på museet i tidsrummet 17. august-8. december. 

Når jeg læser teksten vedrørende Behnckes udstilling, bliver jeg faktisk lidt i tvivl om, hvad sagen drejer sig om, da jeg ikke rigtigt kan få det skrevne til at give mening i forhold til det kendskab, jeg har i forbindelse med Papfars ofte ironiske og morsomme kunstværker tit udført i pap. 

Måske er der sket et skred i kunstneres praksis hen imod noget stærkt intellektuelt; men det håber jeg da ikke... 

Uanset hvilke kriterier, udstillingen i Silkeborg foregår under, har jeg planlagt en anmeldelse af den, så måske bliver jeg og en masse andre kunstinteresserede meget klogere.

tirsdag den 6. august 2019

Tre ledige direktørstillinger i Aalborg

Planerne for Spritten i Aalborg tager form på tegnebrættet (foto: Henning Larsen Architects)

Man kan nok svagt insinuere, at der er gang i rotationsprincippet, når det drejer sig om de væsentligste udstillingsinstitutioner i Aalborg. 

Der er ingen tvivl om, at netop Aalborg er godt og grundigt i gang med at indskrive sig som en central kunstby i Danmark, og det ikke mindst på grund af et nyt kunst- og kulturcenter, der vil se dagens lys i løbet af et par år. 

Artcenter Spritten er, som navnet antyder, beliggende på den gamle spritfabrik, der blandt andet har lagt navn til den berømte røde Aalborg foruden en masse andre festlige drikkebare produkter. 

Her er der allerede planlagt en stor skulptur af Tomás Saraceno, som vil udgøre en form for vartegn for stedet. 

Jeg har tidligere her på siden nævnt, at kunstmuseet Kunsten siger farvel til museets direktør Gitte Ørskou, som tiltræder på Moderna Museet i Stockholm, ligesom Kunsthal Nords kunstneriske leder Henrik Broch-Lips også har fundet et nyt job. 

Tre ledige lederstillinger er altså således i spil i Nordjyllands største by - og det giver helt klart nye og spændende perspektiver i forhold til kunstmiljøet ikke blot i Aalborg, men i hele Jylland.