Fuld fart på farven

Henriette Hellstern: 'Carl's skrivebord', akryl på lærred (pressefoto: Galleri NB)

For nyligt fik jeg tilsendt et udstillingskatalog, hvilket langt fra er usædvanligt. Jeg bliver altid glad for dét, som bliver sendt fra udstillingsinstitutioner og kunstnere, da en mail med vedhæftede billedfiler ofte har en tendens til at forsvinde i mængden, og det naturligvis fordi, jeg får så mange. 

Det omtalte katalog viser helt spritnye værker af Henriette Hellstern, der dermed gør opmærksom på en ny udstilling, der finder sted hos Galleri NB i Viborg i perioden 26. august-22. september. 

Udstillingen har titlen 'Das Narrenhaus' og beskæftiger sig med psykiatrien i et stærkt og ekspressivt maleri. 

I det hele taget er der drøn på farven hos Hellstern, og den aktuelle udstilling udgør ikke en undtagelse. 

Det synes, som er farverne nærmest smidt op eller ned på lærrederne, hvilket måske kunne bringe tankerne hen i mod en maler som Jackson Pollock, men i modsætning til Pollock har Hellstern altid figuren i spil på billedplanet.

Før murens fald

'Before the Fall of the Wall': Inge Ellegaard: 'New York down town', 1983-85, olie på lærred. 172 x 370 cm. (pressefoto: ARoS Aahus Kunstmuseum)

Snart er det 30 år siden, den hadede Berlinmur havde sit endeligt. 

Jeg har været i Berlin en del gange de seneste år, og når man går rundt i byen i dag, er det mærkeligt at tænke på, at den har været pløjet igennem af en grænse, der har stået for et liv i byen, som repræsenterede to vidt forskellige verdener. 

Nu markerer kunstmuseet ARoS i Aarhus begivenheden med udstillingen 'Before the Fall of the Wall', der fokuserer på tiden op til murens fald. 

Her er det i sagens natur 80'er-kunsten, der belyses - såvel med eksempler herhjemme fra og fra den tyske scene. 

Maleriet havde i perioden fået en opblomstring efter en epoke med minimalisme og konceptkunst. 

Det var næsten, som da punkbevægelsen slog igennem inden for rockmusikken. Det blev malet med brede pensler og stærke farver i 1980'erne. 

Udstillingen, som er iscenesat af værker fra ARoS' egen samling, kan ses i tidsrummet 31. marts 2019-5. januar 2020.

Indholdet af Merda d'Artista er en offentlig hemmelighed

Piero Manzoni (1933-1963) præsenterer her én af de famøse dåser med kunstnerlort (Foto: Ole Bagger/HEART Herning Museum of Contemporary Art)

For nyligt kunne jeg her på blog'en offentliggøre en del af en artikel, som er blevet publiceret i dagbladet Politiken. 

Den handlede om afføring i kunsten - og hvad var vel mere relevant i den sammenhæng, end at sætte fokus på Piero Manzonis Merda d'Artista - det berømte værk med et antal dåser indeholdende kunstnerens lort? 

I artiklen fremgik det, at en ven af Manzoni har afsløret, at der ikke var lort i dåserne, men blot klumper af gips, men nu kan jeg til gengæld her fortælle noget, som tilsyneladende har været en offentlig hemmelighed blandt kunsthistorikere i årevis - nemlig at dåsernes indhold består af rødlig jord fra Toscana. 

Min kilde, som jeg selvfølgelig ikke afslører, fabulerer dog lidt over tanken, at én eller måske flere af dåserne udmærket kan indeholde Manzonis fæces, men om det er tilfældet, står hen i det uvisse.

Den praktiske del af at være kunstner

Jeg havde næsten glemt, hvordan det er: At lave udstillingslister, transportere værker til indramning, gøre malerier klar til ophængning... I det hele taget det rent praktiske, der følger med at være udstillende kunstner. 

Heldigvis er Kunstforeningen Vordingborg en meget serviceorienteret kunstforening, som sørger for transport til og fra værkstedet, og baggrunden er en udstilling i KulturArkaden i Vordingborg, som udstiller 21 af mine seneste værker sammen med arbejder af billedhuggeren og grafikeren Thomas Andersson. 

Udstillingen finder sted i perioden 6. september til 6. oktober, og der er fernisering på adressen Sydhavnsvej 6, 1. sal i Vordingborg fredag d. 6. september kl. 16. 

Jeg deltager i åbningen, så hvis der skulle være nogle, der er i området, og som har lyst til at se "giraffen", er det altså muligt!

Pizzabakker og andre banaliteter

For mere end ti år siden kunne jeg ikke rejse noget sted hen uden at møde en person, som jeg godt nok var bevidst om eksistensen af, men som jeg ikke kendte personligt. 

På Documenta i Kassel i 2007 rendte jeg således endnu en gang ind i Søren Behncke, som det skulle vise sig, var ved at slå igennem under kunstnernavnet Papfar. 

Året efter udstillede han på ARoS i Aarhus og ved den lejlighed blev jeg hyret som anmelder til magasinet Kunstavisen - og Papfar blev således mit første emne i magasinet. 

Nu udstiller Søren Behncke på Museum Jorn i Silkeborg med udstillingen 'Mash-Up Banale intimiteter', og netop denne udstilling er jeg netop i gang med en anmeldelse af. 

Behncke har rejst i Asger Jorns fodspor i en periode, og det er der kommet et antal banaliteter og værker forarbejdet blandt meget andet som og på pizzabakker. 

Udstillingen kan ses på Museum Jorn til d. 8. december.

BREAKING: Er der slet ikke lort i dåsen?

Et eksemplar af Merda d'Artista, og dette tilhører kunstmuseet HEART i Herning (pressefoto: HEART)

"Han prissatte indholdet, så skidtet kostede det samme som guld og sagde, at kunstverdenen var så godtroende, at den ville betale for alt, der bar en kunstners signatur - også en dåse med lort. Det havde han ret i, selv om der måske slet ikke er afføring i dåsen. Manzonis ven Agostino Bonalumi har fortalt, at der såmænd bare er en klump gips indeni, men dåserne står stadig på mange af verdens førende museer og handles til pæne priser. I 2016 blev en af dem solgt for to millioner kroner. Så uanset om der er lort i dåsen, er der penge i lortet". 

Således kan man læse i en artikel i dagbladet Politiken, hvori Bo Søndergaard beskriver kunstværker, som har haft fæces som udgangspunkt. 

Værket Søndergaard refererer til, er naturligvis Merda d'Artista fra 1961 af den italienske konceptkunstner Piero Manzoni (1933-1963). 

Jeg ved ikke, hvornår Bonalumi har antydet, at der slet ikke er lort - men gips - i dåserne; men det er dog en historisk afsløring, jeg mener, bør undersøges nærmere.

Åbningstale om kunstnersammenslutningernes udfordringer

fotos: Ole Jørgensen

I min åbningstale ved ferniseringen af udstillingen 'Shelter' med værker af kunstnersammenslutningen Riimfaxe i Kunstpakhuset i Ikast, beskæftigede jeg mig blandt andet med nogle af landets kunstnersammenslutninger og disse grupperingers store udfordringer, som har været et tema i det seneste årti. 

Det drejer sig naturligvis om de sammenslutninger, som har haft til huse med faste udstillingsfrekvenser på især Charlottenborg, hvor man på et tidspunkt fra kulturpolitisk hold ændrede strukturen til, at udstillingsstedet skulle være en kunsthal med fokus på dansk og international samtidskunst. 

Hermed kunne grupper som Grønningen, Corner, Pro osv. ansøge om udstillingstid i kunsthallen, hvilket afstedkom visse modreaktioner fra de ramte kunstnere. 

Man kan vel roligt sige, at sammenslutningerne således kom under et vist pres, men for de flestes vedkommende er problemerne løst i kraft af, at de nu udstiller på andre platforme end Charlottenborg. 

Jeg beskæftigede mig i min tale også en del med Riimfaxes 25 års jubilæum, som inspirerede mig til at kaste et blik bagud i historien til året 1969, hvor Riimfaxe blev stiftet. 

Jeg fik dog bundet en sløjfe på historien, da jeg bragte 'Gimme Shelter' fra Rolling Stones-albummet 'Let it Bleed' ind som en afsluttende del af talen. 

Et par andre 1969-begivenheder fik også nogle ord med på vejen. Blandt andet månelandingen, Woodstock-festivalen, frigivelsen af billedpornografien samt Bjørn Nørgaard og Lene Adler Pedersens aktion 'Nøgen kvindelig Kristus' på Børsen i København. 

Udstillingen 'Shelter' kan ses og opleves i Kunstpakhuset frem til d. 15. september.