Pris galleri kontra auktion

Pierre Wemaëre: 'Appetit de feu', 1970. Olie på lærred, 80 x 100 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

I den senere tid har man kunnet læse i diverse medier om Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, der har indkøbt et maleri af den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius. Maleriet måler 200 x 240 cm. og prisen på værket udgør ifølge dagbladet BT kr. 95.000. 

Wilbek er blevet kritiseret for at indkøbe et så dyrt kunstværk til borgmesterkontoret hos et lokalt galleri i Viborg, men han har retfærdiggjort købet ved at definere værket som en "investering". 

Det vil sige, at borgmesteren forventer, at maleriet vil stige ganske betragteligt i pris inden for en årrække, men her har den tidligere landstræner i håndbold tilsyneladende forregnet sig, da det viser sig, at værket ifølge en repræsentant for auktionshuset Lauritz.com kun vil kunne indbringe ca. kr. 12.000, hvis det blev sat til salg på en auktion. 

Denne formidling har Radio24syv udført, og samme radiokanal har spurgt min gode kollega på Jyllands-Posten, Tom Jørgensen, om pris kontra vurdering, og her fik man det til at fremstå, som havde kunstkritikeren sagt god for investeringen. 

Det forholder sig blot således, at Jørgensen i virkeligheden havde udtalt til en journalist fra Jyllands-Posten, at priser på auktioner og i gallerier er to usammenlignelige størrelser, og at et kunstværk ofte bliver solgt til langt højere priser i gallerier, end samme værk vil kunne opnå på en auktion. 

Det aktuelle Vilmantas-maleri repræsenterer således en reel værdi, der er i omegnen af fire gange så lav som dén, borgmesteren i Viborg har betalt. 

Så galt behøver det imidlertid ikke at være. Jeg har således været inde på auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside, hvor man kan se, at en serie værker af den sagnomspundne Cobra-sammenslutning kommer under hammeren i auktionshuset til december. 

Denne auktion rummer nogle værker af den franske Cobra-maler Pierre Wemaëre, og her kan man opleve en estimering på et Wemaëre-maleri på kr. 50.000, hvilket bringer den samlede pris på maleriet, når diverse gebyrer er betalt, på op omkring 60.000. 

Galerie Moderne i Silkeborg afholder for tiden en stor udstilling med værker af Wemaëre, og her finder man malerier i samme størrelse - 81 x 100 cm. til kr. 90.000. 

Her kommer der ingen ekstra salærer oveni, så galleriprisen vil ligge på et godt stykke under en fordobling i forhold til vurderingen på en auktion. 

Her kan det imidlertid gå begge veje. Måske opnår man ikke et tilfredsstillende hammerslag, og man lader værket gå tilbage til ejeren - eller også stikker prisen af, og rammer et niveau langt over galleriets pris. 

Jeg tror dog ikke, at Vilmantas-maleriet ville komme i nærheden af de 95.000, hvis det kom til salg på en auktion, men der er trods alt tale om et værk af en vis størrelse, så muligvis tager eksperten ved Lauritz.com fejl? 

Under alle omstændigheder burde Ulrik Wilbek vel ikke rode sig ud i alle mulige søforklaringer, men blot fastslå, at det nu så berygtede kunstværk indgår i borgmesterkontorets inventar, og dermed er betalt af den konto, der er beregnet for den slags "investeringer".

Kashmir-Eistrup maler kronprinsen

Kasper Eistrup: 'Lanciers', 2018. 150 x 200 cm. (foto: Nicolai Bejder/Frederiksborg Slot)

"Hvor motivet af kronprinsen er flirtende lummert på en performativt aristokratisk og afslappet måde, går Eistrup til maleriet, som om det i sig selv er et aristokratisk kunstnerisk medie. Det skal for alt i verden se ud som maleri. Lige så afslappet prinsen er portrætteret i sin sofa, lige så uafslappet er portrættet malet"

Det er ikke så usædvanligt, at det fremkalder reaktioner blandt såvel kunstfaglige folk som blandt den almindelige royalistisk indstillede borger, når en af de kongelige i Danmark bliver portrætteret af en kunstner. 

Aktuelt har maleren Kasper Eistrup - tidligere sanger og guitarist i bandet Kashmir - foreviget kronprins Frederik, og det har afstedkommet visse reaktioner i medierne. 

I dagbladet Politiken er avisens kunstanmelder Mathias Kryger slet ikke imponeret over Eistrups portræt af kronprinsen, hvorimod Jyllands-Postens anmelder Tom Jørgensen giver udtryk for et helt andet positivt syn i sin fem-stjernede anmeldelse i avisen. 

Personligt finder jeg det modigt, at vælge Kasper Eistrup som kunstner. Det ville være let blot at vælge en international ugebladsillustratør med de rigtige, royale farver på paletten og et sikkert blik for kongelig patos. 

Citatet herover er et uddrag af Mathias Krygers anmeldelse i Politiken, og portrættet af kronprins Frederik kan ses på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød indtil d. 3. marts 2019 som en del af udstillingen 'Fragmentarium', hvorefter det indlemmes i museets portrætsamling.

Hockney slår rekord

David Hockney:  'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)', 1972 (foto: Christie's)

Den højeste pris for et værk af en levende kunstner er ifølge avisen The Guardian blevet sat ved en auktion hos auktionshuset Christie's i New York. 

Et maleri fra 1972 af den 81-årige britiske maler David Hockney opnåede et hammerslag på hele 90,3 millioner dollars, hvilket svarer til i omegnen af 600 millioner danske kroner - dog med salærer inkluderet. Maleriet har titlen 'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)'. 

Den tidligere rekord havde den amerikanske popkunstner Jeff Koons med et hammerslag på 58,4 millioner dollars for en skulptur.

Honorar: En lysestage

"Det, der er helt håbløst i denne situation er, at man påstår, vi aflønner kunstnerne med lysestager. Det er jo en helt tåbelig påstand"

Der er nogle - museumsdirektører for eksempel - der er gode til at forhandle de økonomiske betingelser for deres arbejde i land, og så er der nogle inden for kunstverdenen, som er knapt så dygtige til at forhandle honorarer hjem - og her er det, ifølge en debat, der har kørt i den seneste tid på 24syv, i dagbladene Jyllands-Posten, Politiken og Information samt på sociale medier, kunstnerne, der står som taberne - og uden økonomisk godtgørelse for udstillingsaktivitet og uudbetalte honorarer i forbindelse med artist talks og lignende. 

Citatet herover stammer fra et interview med direktør for ARoS, Erlend Høyersten (billedet), da han bliver forelagt, at en kunstner er blevet betalt med en lysestage fra museumsbutikken i forbindelse med et arrangement for ca. 200 erhvervsledere. 

Høyersten påpeger, at de forskellige betalinger for udstillingsaktivitet og andre arrangementer på museet ligger i den enkelte kunstners forhandlingsevne i forhold til betaling kontra ikke-betaling. 

Man kan vel strengt taget være helt skarp og mene, at der bør lovgives på dette område, således, at kunstnerne i det mindste er sikret deres honorar i forbindelse med udstillinger på museer. 

Så er man sikkert også lidt mere tolerant over for at modtage en lysestage som honorar i forbindelse med en talk eller en anden aktivitet? 

Hele sagen er vokset i forlængelse af et interview, som Jyllands-Posten lavede med ARoS overinspektør Lise Pennington for nyligt, og her var påstanden, at kunstnere altid får honorar i henhold til gældende lov, men ikke desto mindre har de journalistiske graverier sat en lavine i gang, som blandt andet har afstedkommet et sjældent samarbejde mellem Billedkunstnernes Forbund og Danske Billedkunstneres Fagforening, som blandt andet har søgt aktindsigt i Høyersten og Penningtons lønforhold. 

Direktøren oppebærer således en årsløn på kr. 1,8 million, hvor overinspektøren får lige godt og vel en million for sit arbejde. 

Disse tal må nok siges at være en smule anderledes, end de beløb en kunstner kan hente hjem i løn på årsbasis. Her ligger gennemsnittet på 180.000, hvilket kun er lidt mere end Høyersten får om måneden. 

Jeg havde nok forventet, at en direktør for et museum af ARoS' status fik i omegnen af en million, men her var jeg altså lidt på pessimistisk på Høyerstens vegne.

Kun på dansk

Det var lidt svært for mig at holde et smil, eller faktisk et grin, tilbage, da jeg så på Galleri Jacob Bjørns Facebook-profil, at man havde omtalt min anmeldelse af udstillingen 'Kristian Touborg - Blood Moon Echoes', som kan ses i galleriet frem til d. 15. december.

Årsagen til min pludselige lyst til at trække på smilebåndet var, at galleriet formidlede teksten "great review in national paper @jyllandsposten this week (in danish only)"

Galleriet i Aarhus formidler på hjemmeside og i pressemateriale på engelsk, men man taler dog dansk inden for murene i virksomheden.

Men jeg skal da være den første til - i grinende tilstand - at beklage, at den danske avis Jyllands-Posten udelukkende leverer anmeldelserne på vort modersmål!

Jeg gav for øvrigt den glimrende udstilling med den unge kunstner fire velfortjente stjerner.

Transparent tunnel med historie

"Da jeg begyndte, forestillede jeg mig ikke, at mit projekt skulle vokse sig så stort. Derfor er det i forskellige farver. Den første farve var en traditionel farve i Sydkorea, og den lyserøde er fra min lejlighed i London, som jeg netop har renoveret"

Ordene er fremsat af den sydkoreanske billedkunstner Do Ho Suh i et interview med Tina Bryld i Jyllands-Postens Aarhus-udgave umiddelbart efter pressemødet på udstillingen 'Korridor' indeholdende et enkelt værk - en installation - af netop Do Ho Suh. 

Udstillingen finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og der er tale om en lang tunnellignende korridor, som er udført ved hjælp af syede stofenheder, som man kan forestille sig har taget lang tid at skabe. 

Installationen er i hvert fald fascinerende, og hvad den i et større perspektiv består af, vil jeg beskrive i en anmeldelse, som jeg lige nu er i gang med. 

Udstillingen kan ses på ARoS fra nu af og frem til d. 17. februar.

Debat om gavlmalerier

Det omtalte gavlmaleri af Bogdan Scutaru ved Østergadekrydset i Silkeborg. Læg mærke til storskærmen, der fikst er implementeret i Hjejlepigens sorte taske.

"Vi kontaktede Galleri Grisk, fordi galleriet har specialiseret sig i streetart og gavlmalerier. Det er klart, at en del af præmissen for at få husejere til at lægge gavl til kunst i det offentlige rum er, at de også har en vis indflydelse på, hvordan det kommer til at se ud. Så når man også nævner armslængdeprincippet i den kunstdebat, som de nye gavlmalerier har rejst, mener jeg, at armslængden har været, at det er husejeren og galleriet, der har valgt værkerne, og ikke politikerne, der siddet og vurderet, hvad motivet skal være"

Ordene herover er fremsat i Midtjyllands Avis af formanden for kultur-, fritids- og idrætsudvalget ved Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard, og anledningen er en debat, der har rejst sig i blandt andet avisens spalter samt på Facebook, da billedkunstneren Leif Dræby skabte røre i den lokale andedam ved at kritisere et antal nye gavlmalerier i Silkeborg på grund af deres manglende kunstneriske lødighed. 

I debatten, der fulgte efter, kom det frem, at Silkeborg Kommune har støttet et antal gavlmalerier med kr. 200.000. 

Kurateringen af udsmykningerne er blevet foretaget af det nævnte Galleri Grisk i Aarhus, som - naturligvis - har peget på egne kunstnere til at udføre opgaverne. 

Det forekommer mærkværdigt, at Kulturrådet ved Silkeborg Kommune, som også tæller et antal billedkunstnere, ifølge medlem af Kulturrådet, Karsten Petersen ikke er blevet informeret om udsmykningerne, som tilsyneladende er en del af en festival for streetart, der skal finde sted i Silkeborg til næste år. 

Det meste af diskussionens stridspunkt, et gavlmaleri, der i folkemunde har fået navnet 'Hjejlepigen', er dog ikke en del af den samlede pakke, som er finansieret af kommunen. Det er betalt af en anonym erhvervsmand, og her udtaler direktør for Galleri Grisk, Mads Fredberg, at "i min optik er det design og ikke kunst", hvorimod han mener, at de øvrige værker, der stadig er under udførelse i Silkeborg ER kunst. 

Et kommunalt finansieret værk er udført af den samme kunstner, som har udført 'Hjejlepigen', og her har den pågældende gavlmaler angiveligt med ét forvandlet sig fra designer til rendyrket kunstner. 

Kulturudvalget ved Silkeborg Kommune har i øvrigt afsat kr. 300.000 til afviklingen af næste års streetartfestival. 

Der vil nok være enkelte, der har en mening omkring dét beløb?