Per Kirkeby-rum på Museum Jorn indvies

Museumsdirektør Jacob Thage havde svært ved at skjule sin begejstring, da jeg talte med ham under et besøg på Museum Jorn, hvor jeg lige foretog et sneak-peek på museets nyindrettede Per Kirkeby-rum. 

Her er omdrejningspunktet en genopført installation (øverst), som blev udviklet for første gang i 1975 i forbindelse med en udstilling, hvor Kirkeby udstillede sammen med Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen i Århus Kunstbygning. 

Installationen består af tre malerier på masonit indrammet af en murstenskonstruktion i en neogotisk arkitektur. Senere lavede Per Kirkeby en konstruktion af lignende karakter til Biennalen i Venedig. 

Den nævnte konstruktion på museet i Silkeborg suppleres med nogle malerier fra Kirkebys sene periode samt en lille skulptur opbygget af mursten. 

De nævnte værker af Per Kirkeby er dog langt fra de eneste på Museum Jorn, der som bekendt fik overdraget hele Kirkebys omfattende arkiv umiddelbart inden kunstneren døde i maj 2018. 

Per Kirkeby-rummet indvies officielt på Museum Jorn lørdag d. 25. januar.

Hvem pokker er "Allan Gabi"?

Værk af Michael Mørk/Allan Gabi, som kan ses på udstillingen 'Indoors' (pressefoto: Kunsthal Nord)

Det er ingenlunde usædvanligt at kunstnere arbejder under en eller anden form for alter ego, og derfor kan spørgsmålet, der stilles i overskriften til dette hjemmesideafsnit besvares meget let: Der er tale om kunstnerne Michael Mørk og Claus Egemose, der bruger Allan Gabi som en abstrakt persona, et arbejdsfællesskab og en metode. 

Hvordan det skal tolkes bliver jeg nødt til at finde ud af, da jeg har besluttet mig for at anmelde Mørk/Egemoses - altså Allan Gabis - udstilling 'Indoors' i Kunsthal Nord i Aalborg. 

Udstillingen, som ifølge kunsthallens pressemateriale består af "en spektakulær totalinstallationen". 

Udstillingen og den pågældende installation kan ses i kunsthallen i Aalborg i perioden 25. januar-13. april. 

Kvium - den mandlige hvide kunstmaler

Michael Kvium: 'Pale Male Tales', Nils Stærk, Kbh. installationsfoto (foto: Malle Madsen)

"Jeg oplever den stramt installerede og godt disponerede udstilling som en sorgfuld svanesangsagtig autokastration af en kunstner, som ser langt ind i døden som for at byde den velkommen. Ikke kunstnerens egen personlige død. Men den hvide mands. Og figuren den hvide mandlige kunstmalers død"

Ups! Hvad der længe har ligget som en understrøm i kunstverdenen, har maleren Michael Kvium nu tilsyneladende taget konsekvensen af - i hvert fald ifølge Politikens kunstanmelder Mathias Kryger, som har besøgt Kvium-udstillingen 'Pale Male Tales' på galleriet Nils Stærk i København, nærmere bestemt på adressen Glentevej 49, 2400 Kbh. 

Som det nævnes i citatet ser det ganske sort ud, hvis man skulle befinde sig i kategorien "hvid, mandlig kunstmaler", og er man én, som en gang i mellem sværter noget oliefarve op på et lærred, og som i øvrigt passer ind i den fysiske beskrivelse af individet, bør man nok lige tage sin funktion under overvejelse. 

Heldigvis tolker Kryger og Kvium på hver sin måde frit, og sidstnævnte har - efter hvad jeg kan læse ud af anmeldelsen af en udstilling, jeg ikke har set, ikke rykket sig nævneværdigt på motivsiden i forhold til, hvad man er vant til at se fra kunstnerens hånd. 

Kryger giver fire stjerner til udstillingen, der kan ses frem til d. 7. marts.

Kunsten og den emotionelle dannelse

Holger Reenberg - her placeret uforskammet langt tilbage i baggrunden under en udstillingsåbning på HEART sidste år.

"Kunst er som regel blevet forbundet med følelsesmæssige oplevelser, og det er der ikke noget galt med. Emotionel dannelse er en væsentlig del af borgernes portefølje, og her er kunsten uden sammenligning, vil jeg påstå, vores stærkeste kort. MEN kunst er også viden. Viden som kunstnerisk erkendelse og viden som den form for erkendelse, som kunsten skaber og udbreder. Det er her, mellem viden og erkendelse og emotionel dannelse, at kunsten fra politisk hold burde vægtes langt højere og instrumentaliseres i en mere bevidst dannelse af os som borgere"

Det kan umuligt være af anden interesse for en kunstmuseumsdirektør, at der fokuseres ganske massivt på billedkunsten som samfundsbærende element. 

Ordene herover er fremsat af Holger Reenberg - direktør for kunstmuseet HEART i Herning - i forbindelse med en interview-runde, som kunstportalen Kunsten.nu har foretaget med forskellige aktører i kunstmiljøet i forbindelse med kunstmessen Art Herning, der finder sted i dagene 24.-26. januar.

'Dissolve' på Horsens Kunstmuseum

Overordnet set er udstillingen 'Dissolve' med værker af maleren og videokunstneren Lærke Lauta en forholdsvis ukompliceret sag. 

Den veksler mellem halv- og helabstrakte samt figurativt forankrede malerier, som kan granskes ganske koncentreret. 

Det gjorde jeg blandt andre under åbningen af udstillingen på Horsens Kunstmuseum, hvor jeg dog også oplevede at blive kaldt "et dumt svin" af en skribent fra et landsdækkende kunstmagasin. 

Jeg var ellers til stede på det fine museum i Horsens med henblik på at indsamle materiale til en anmeldelse af Lautas udstilling, som kan ses frem til d. 13. april 2020.

I selskab med ingen

Uden at røbe for meget om anmeldelsens indhold, kan jeg roligt sige, at gengivelserne af værkerne på Anette Harboe Flensburgs udstilling 'In Company with No-One' på kunstmuseet Trapholt i Kolding ikke yder disse værker nogen som helst form for retfærdighed.

Som jeg indledningsvis antyder, har jeg været i gang med en anmeldelse af udstillingen, og den er netop afsendt til redaktionen.

Den "farlige" figurative kunst

En af de "farlige" figurative kunstnere på Corner 2020: Finn Heiberg: 'Køkkenmaleri med blå stol 2' (pressefoto: Corner)

"Få temaer i kunsten har været så udskældte som det figurative. Figurationen har fået skyld for at være kitsch, banal og endda for at være decideret farlig"

Det uforskammet korte uddrag herover stammer fra en tekst under rubrikken "Hjernevask - et essay om meningsdannelse og figuration i kunsten og den visuelle kultur" af museumsinspektør ved Museum Jorn, Christian Kortegaard Madsen, som har forfattet det omtalte essay til kataloget for Corners aktuelle udstilling på Sophienholm ved Lyngby. 

Corner har dog også haft en glimrende tradition for at vise kunstnere, der har overordnede figurative værker som tema. 

Om figuration i kunsten er decideret "farlig", vil jeg nok lige sætte spørgsmålstegn ved; men ikke desto mindre har jeg læst teksten i kataloget, som jeg netop har fået tilsendt, med stor interesse. 

Corner 2020 kan ses på Sophienholm i perioden 18. januar-16. februar.