Knæfald for Arnoldi; men er det nok?

Stillbillede fra en Kunstquiz fra 1984 med Per Arnoldi. Herren med nissehuen er Jens Jørgen Thorsen og ved hans side kunstquiz-veteranen Bente Scavenius, som også deltog i nutidens kunstquizzer... se episoden fra '84 HER>

"Kirkebøgerne har noteret, at den er tredjefødte til Per Arnoldis førstefødte, som han avlede med Danmarks Radio i 1980'erne. Så mit første taknemmelige blodskrabende knæfald er foran Per Arnoldi, uden ham intet"

Hvad citatet herover drejer sig om, er et kronikindslag af Adrian Hughes i Politiken i anledning af, at DRK netop har sendt den uigenkaldeligt sidste kunstquiz, som Hughes mener, at man bør falde betingelsesløst på knæ foran Per Arnoldi, der så at sige "opfandt" kunstquizzen. 

Arnoldi giver dog ikke meget for Hughes' knæfald. I en mail, som Arnoldi har sendt rundt hedder det blandt andet: "De STJAL den Kunstquiz, som jeg har opfundet og udviklet sammen med Stig Krabbe Barfoed uden at spørge om jeg/vi ville fortsætte. "Blodskrabende knæfald", som det varsles, er IKKE nok". 

Sådan!

'Objects of Wonder' åbnet på ARoS

Det er måske lidt mangelfuldt, at jeg blot nævner den aktuelle og nyåbnede udstilling på ARoS i Aarhus med den første del af titlen. 

Ret beset er den navngivet 'Objects of Wonder - from Pedestal to Interaction', og baggrunden for denne konstruktion af en titel er en udstilling med skulpturelle værker fra Tate Modern's samling i London. 

Jeg var til preview på udstillingen forleden dag, og nu er den altså åbnet for publikum på ARoS' niveau 5, hvor den kan ses frem til d. 1. marts 2020. 

Jeg er i fuld gang med en anmeldelse af udstillingen, mens disse linjer skrives. 

På billederne herover kan der blandt andet ses værker af Donald Judd, Liam Gillick, Anish Kapoor, Helen Marten, Sir Anthony Caro, Damien Hirst, Tracey Emin, Ron Mueck og Sarah Lucas.

ARoS aflyser triennale

Det vakte en del postyr, da tyske Katharina Grosse farvede en del af området ved Mindeparken i Aarhus rødt i forbindelse med 'The Garden - The Future' i 2017

Da man i kulturhovedstadsåret 2017 med udgangspunkt i kunstmuseet ARoS i Aarhus lavede en stor udstilling, der inkluderede - foruden museet - adskillige miljøer i midtbyen og området fra Tangkrogen til Ballehage, var planen, at der i 2020 skulle laves en tilsvarende, stort anlagt fremvisning af international samtidskunst, men nu kan man i dagbladet Politiken læse, at den pågældende begivenhed er blevet aflyst, da der ikke er økonomi til at gennemføre den. 

Direktør for ARoS, Erlend Høyersten, udtaler til avisen om årsagen til aflysningen: "Det er meget simpelt. Vi har ikke fået offentlige tilskud til den". 

Hvordan ARoS program for 2020 ser ud, er svært at sige, da museet har en tradition for først at afsløre programmet for det kommende år lige før eller efter nytår.

Vidunderobjekter

Bruce Nauman: Untitled (Hand Circle), 1996 (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

"Objects of Wonder - From Pedestal to Interaction indeholder en bred vifte af værker, der ikke kun varierer i forhold til deres fysiske dimensioner og dateringer, men også i forhold til de materialer, de er skabt af. Nogle af hovednavnene er kunstnere som Anish Kapoor, Damien Hirst, Tracey Emin og Sarah Lucas. Fælles for dem er, at de arbejder med det skulpturelle figurativt eller formalistisk som for eksempel Donald Judd, der i sine værker eksperimenterer med forholdet mellem det negative og det positive rum"

Teksten herover er blot en beskeden del af formidlingen af en udstilling, der åbner ganske snart på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingens titel fremgår af formidlingsteksten, og måske har man allerede gennemskuet, at det drejer sig om rumlige eksperimenter inden for den genre, man som udgangspunkt betegner som slet og ret skulptur. 

Udstillingen er et resultat af et samarbejde, der er etableret mellem ARoS of Tate Modern i London, så på den måde har museet i Aarhus rig mulighed for at vise kunst på højt niveau. Det skal nok blive godt! 

Jeg vil være på plads på ARoS, når der er pressemøde, og derefter står den på anmeldelse af udstillingen, som kan ses frem til d. 1. marts 2020.

Glemt islandsk billedhugger i Tønder

Det er muligt, at overskriften er lidt misvisende, da det drejer sig om den islandske billedhugger Sigurjón Ólafsson (1908-1982), der er blevet revitaliseret via en stor retrospektiv udstilling på Kunstmuseet i Tønder. 

Ólafsson rejste som 20-årig til Danmark, hvor han blev optaget på Kunstakademiet, og efter krigen rejste han i 1945 for bestandigt tilbage til Island, hvor han blev en væsentlig aktør på den nationale kunstscene - blandt andet gennem nogle ret store udsmykninger. 

Som et lille kuriosum kan jeg fortælle, at det er Ólafsson, der har hugget to store skulpturer i granit, som er placeret ved indgangspartiet ved Vejle Rådhus. 

Her blev jeg gift for mere end 25 år siden, så jeg har min helt egen reference til den islandske billedhugger, som man nu kan se værker af i Tønder frem til d. 1. marts 2020.

Mark Dion i Esbjergs wunderkammer

"Jeg interesserer mig ikke for kunst, som kun er i dialog med selve kunsttraditionen. Derimod går jeg meget op i kunst, der er peripatetisk, som er grænseoverskridende, ikke holdningsforskrækket, og som handler om verden"

Disse ord er blot meget få, som den amerikanske kunstner Mark Dion udtaler i kataloget til udstillingen 'Wunderkammer 2 - mirabelia', som netop er åbnet på Esbjerg Kunstmuseum. 

Det er mere end ti år siden, at jeg stiftede et nært bekendtskab med Dion i forbindelse med en udstilling i dét, der dengang hed Århus Kunstbygning (i dag Kunsthal Aarhus), og dengang handlede det om jagthytter i forskellige udformninger og på forskellige fysiske niveauer. 

Aktuelt drejer det sig om genstande, naturalier, etnografika og kuriositeter, der kan bringe videnskaben og filosofien ind i kunstens rum. Det er faktisk ganske komplekst, hvad Mark Dion beskæftiger sig med. 

Jeg arbejder på en anmeldelse af udstillingen i Esbjerg, som kan ses frem til d. 8. marts 2020.