Plakater fra et oprør

'1968. Plakater fra et oprør': De olympiske lege i Mexico 1968 (pressefoto: Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By)

"Der blev taget afstand fra det eksisterende samfund med dets institutioner og regler og familiestrukturer. I stedet rettedes fokus mod alternative livsformer, selvrealisering, fred i verden, livsnydelse, naturens kraft og muligheder samt alternative spirituelle og religiøse retninger"

Således kan man læse på Dansk Plakatmuseums hjemmeside, og temaet er naturligvis plakater - nærmere beskrevet plakatkunsten, som den kom til udtryk i året 1968 og i årene efter. 

Plakaten var et væsentligt kommunikations- og agitationsværktøj i en tid, hvor de elektroniske medier begrænsede sig til TV og radio. 

Udstillingen på plakatmuseet har titlen '1968. Plakater fra et oprør' og jeg har faktisk planlagt et besøg i Den Gamle By i Aarhus, hvor Dansk Plakatmuseum er placeret, med henblik på at se nærmere på værkerne, der sikkert giver anledning til et nostalgisk blik på en periode, jeg husker ret klart.

Farven rød som symbol

H.A. Brendekilde: 'Udslidt'. 1889 (illustration fra bogen 'H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie')

"Men Sonne mener, at rød symboliserer "blod, krig og kamp". Andre vil måske sige, at rød er kærlighedens farve, og under alle omstændigheder bliver Sonnes bevisførelse for at kvindens røde trøje i 'Udslidt' er er et symbol på kamp, modsagt af ham selv, idet samme farve optræder i 'En landevej' fra 1893, uden at han læser koloritten dér i samme retning"

Citatet stammer fra en boganmeldelse foretaget af Politikens kunstanmelder Trine Ross, der beskriver en ny bog om maleren H.A. Brendekilde (1857- 1943) forfattet af Ralph Sonne, som tillægger farven rød en symbolsk betydning, ligesom han antyder, at Edvard Munch er stærkt inspireret af det nævnte maleri, som er vist som eksempel herover, da han maler sit ikoniske værk 'Skrik'. 

Jeg vil give Ross ret, når hun beskriver denne sammenfatning som en udokumenteret påstand. 

Når jeg imidlertid selv har fattet interesse for bogen om Brendekilde, er det fordi Randers Kunstmuseum til november viser en forskningsbaseret udstilling, der fokuserer på de to samtidige malere, H.A. Brendekilde og L.A. Ring (1854-1933). 

Trine Ross giver tre hjerter til bogen om Brendekilde, men Henrik Wivel er lidt mere tolerant i Kristeligt Dagblad, hvor han giver fire hjerter.

Kunst skaber debat - om ikke andet!

Et af de 20 A4-ark, der under titlen 'Dødsfald' fungerer som nekrologer over nulevende politikere (foto: Polfoto)

Man skal tilsyneladende gå til yderligheder, som den gode kunstner Asger Jorn en gang antydede, hvis man skal have omtale omkring et kunstværk i medierne. 

Det er sket nu - igen - da Københavns Kommune nu, på anbefaling af kommunens billedkunstudvalg, har indkøbt et værk bestående af 20 A4-ark, som hver fungerer som en tilsyneladende ordløs nekrolog over nulevende politikere. 

De påstår blot og enkelt blandt andet, at "Henrik Sass Larsen er død", og skal ses som et fremtidsscenarie, da alle, herunder politikere, faktisk en dag skal dø. 

Værket er udført af kunstneren og aktivisten Jakob Jakobsen, og reaktionerne på både værk og indkøb har været mange. For eksempel udtaler et af SF's medlemmer af Folketinget Jakob Mark til Jyllands-Posten: "Jeg køber ikke præmissen om, at politikere ikke må have en mening om kunst. Min holdning til værket af Jakob Jakobsen er, at det er spild af penge, ligegyldigt og grimt". 

Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet siger følgende på Twitter: "Det er usmageligt, det her. Jeg forstår ikke, at man vil bruge skatteydernes penge på den slags". 

Måske burde én eller anden minde hr. Jørgensen om, at de penge, borgerne har betalt i skat, ikke længere tilhører skatteyderne, men at det er politikerne, som er blevet valgt til at forvalte de penge, som Skattevæsenet har inddraget hos borgerne, når pengene vel at mærke ikke er placeret i komplicerede skattely. 

Billedkunstudvalget ved Københavns Kommune består af tre folkevalgte politikere fra Københavns Borgerrepræsentation og fem kunstfaglige personer. 

Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Niko Grünfeld, som repræsenterer partiet Alternativet, udtaler til Jyllands-Posten: "Et enigt udvalg syntes, at værket er passende og interessant. At det har skabt debat, tænker jeg, at det skal kunsten også kunne en gang i mellem. Det hilser jeg egentlig velkommen". 

Prisen for det aktuelle værk er kr. 10.000, og det bør perspektiveres i forhold til et samlet årligt budget til indkøb af kunst i Københavns Kommune på kr. 675.000.

Fokus på "unge" Skovgaard

Der kan være flere årsager til, at Niels Skovgaard i dag ikke har den samme historiske status som sin to år ældre bror, Joakim. 

Begge er de sønner af den store guldaldermaler P.C. Skovgaard, og man kan nemt udvikle forskellige teorier om, hvorfor Niels optræder nederst i det familiære hierarki. 

Jeg har netop besøgt Skovgaard Museet i Viborg, som netop nu sætter fokus på Niels Skovgaard, og museets direktør Anne-Mette Villumsen fortalte mig ved den lejlighed, at Niels Skovgaard ofte havde svært ved at få færdiggjort de udsmykningsopgaver, han fik tildelt. 

Disse var ofte af kirkelig karakter, og unge Niels - født i 1858, døde i 1938 - var såmænd både kristen og i det hele taget stærkt troende, men det kunne godt se ud som om, han følte et større behov for at skildre naturen i ind- og udland. 

Det viser udstillingen i Viborg også ganske klart. Niels Skovgaard var en blændende naturalist med stærke påvirkninger fra både tidens impressionister og fra symbolismen. 

Udstillingen i Viborg står ikke alene. Den løber samtidigt med en udstilling på Vejen Kunstmuseum, der belyser Niels Skovgaard som billedhugger og keramiker. 

Begge kan ses frem til d. 6. januar 2019, hvorefter de samles på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. 

Jeg arbejder på en beskrivelse i form af en anmeldelse af de to udstillinger i Viborg og Vejen.

Kritik til ny udstilling - med tre stjerner!

Temaet i udstillingen 'End-user' er sexrobotter, og her ses støbeformen til en sådan robot som en form for "ready-made" på udstillingen.

"Konceptuelt har emnet masser af potentiale, men det forløses desværre ikke rigtigt i værkerne og End-user står tilbage som en udstilling, der virker som en god ide på papiret, men som i praksis ikke formår at levere varen"

Aarhus Stiftstidendes kunstanmelder Christian Salling leverer til gengæld varen hurtigt, når han skriver om diverse kunstudstillinger i Aarhus-området. 

Aktuelt har han besøgt Sidsel Meineche Hansens udstilling 'End-user', som kan ses for tiden i Kunsthal Aarhus. 

Som det antydes i citatet herover, er Salling ret kritisk over for udstillingen, som han giver tre stjerner, hvilket efter min mening er generøst. 

Jeg har selv netop afsendt en anmeldelse af den samme udstilling til redaktionen på det dagblad, hvori jeg selv anmelder, men hvor meget stjernedrys, jeg har hældt ud over 'End-user', vil jeg først afsløre, når anmeldelsen er blevet publiceret. 

Udstillingen kan ses i Kunsthal Aarhus' underetage frem til d. 23. september.

En "knaldet" udstilling og en halvtom kælder

Sidsel Meineche Hansen: 'RealDoll Sculls', 2018. Akvarel på papir

"Lad det være sagt med det samme: Udstillingen er lige så knaldet som teorierne fra fysikvidenskabens verden, og kunsten har oven i købet hjemmebanefordel, fordi man ikke skal bevise noget. Det giver en sjældent fabelagtig udstilling, der letter på låget og vitterlig er primitivistisk og futuristisk på én gang"

Ordene er Ole Bak Jakobsens og et uddrag af en anmeldelse, han har skrevet på kunstportalen kunsten.nu om udstillingen i Kunsthal Aarhus med den "knaldede" titel 'iwillmedievalfutureyou6'. 

Jeg har set udstillingen, og den er faktisk interessant, men desværre præget af en endeløs strøm af ord, som er monteret ved de enkelte værker, således at en aldrende kunsthalsgæst med rødvinsmave har svært ved at læse dem. 

Det er måske heller ikke så interessant i det større perspektiv, da jeg besøgte kunsthallen med henblik på at studere udstillingen 'End-user' med - få - værker af Sidsel Meineche Hansen. 

Denne udstillings tema er konteksten for såkaldte sexrobotter. I formidlingsmaterialet hedder det blandt andet, at kunstneren belyser emnet ved hjælp af "en serie akvareller". 

Jeg talte to, som er monteret uindrammet på en af de store vægge i Kunsthal Aarhus' underetage. 

I det hele taget er en halvtom kælder, hvad der møder publikum, hvis man skulle ulejlige sig ned ad trapperne i kunsthallen. 

Det lykkes desværre ikke for kunstneren at få frigjort temaet visuelt. Hertil er der ganske enkelt for meget luft i udstillingsmiljøet.

Byggepladsen på Museum Jorn

Som jeg tidligere har antydet på blog'en her, er udstillingsrummene for skiftende udstillinger på Museum Jorn i Silkeborg for en periode blevet forvandlet til en byggeplads.

Her er et mindre murersjak i gang med at opbygge et antal af murstenskulpturer, som har været en del af nu afdøde Per Kirkebys imponerende værkhistorik.

Billederne herover er fra et ganske kort mikro preview, som en meget entusiastisk museumsinspektør, Lucas Haberkorn, Museum Jorn, tildelte mig under et besøg på museet.

Der bliver noget at se frem til - og jeg glæder mig til at besøge museet, når udstillingen er klar om små to måneder.