lørdag den 17. november 2018

Kashmir-Eistrup maler kronprinsen

Kasper Eistrup: 'Lanciers', 2018. 150 x 200 cm. (foto: Nicolai Bejder/Frederiksborg Slot)

"Hvor motivet af kronprinsen er flirtende lummert på en performativt aristokratisk og afslappet måde, går Eistrup til maleriet, som om det i sig selv er et aristokratisk kunstnerisk medie. Det skal for alt i verden se ud som maleri. Lige så afslappet prinsen er portrætteret i sin sofa, lige så uafslappet er portrættet malet"

Det er ikke så usædvanligt, at det fremkalder reaktioner blandt såvel kunstfaglige folk som blandt den almindelige royalistisk indstillede borger, når en af de kongelige i Danmark bliver portrætteret af en kunstner. 

Aktuelt har maleren Kasper Eistrup - tidligere sanger og guitarist i bandet Kashmir - foreviget kronprins Frederik, og det har afstedkommet visse reaktioner i medierne. 

I dagbladet Politiken er avisens kunstanmelder Mathias Kryger slet ikke imponeret over Eistrups portræt af kronprinsen, hvorimod Jyllands-Postens anmelder Tom Jørgensen giver udtryk for et helt andet positivt syn i sin fem-stjernede anmeldelse i avisen. 

Personligt finder jeg det modigt, at vælge Kasper Eistrup som kunstner. Det ville være let blot at vælge en international ugebladsillustratør med de rigtige, royale farver på paletten og et sikkert blik for kongelig patos. 

Citatet herover er et uddrag af Mathias Krygers anmeldelse i Politiken, og portrættet af kronprins Frederik kan ses på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød indtil d. 3. marts 2019 som en del af udstillingen 'Fragmentarium', hvorefter det indlemmes i museets portrætsamling.

fredag den 16. november 2018

Hockney slår rekord

David Hockney:  'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)', 1972 (foto: Christie's)

Den højeste pris for et værk af en levende kunstner er ifølge avisen The Guardian blevet sat ved en auktion hos auktionshuset Christie's i New York. 

Et maleri fra 1972 af den 81-årige britiske maler David Hockney opnåede et hammerslag på hele 90,3 millioner dollars, hvilket svarer til i omegnen af 600 millioner danske kroner - dog med salærer inkluderet. Maleriet har titlen 'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)'. 

Den tidligere rekord havde den amerikanske popkunstner Jeff Koons med et hammerslag  58,4 millioner dollars for en skulptur.

torsdag den 15. november 2018

Honorar: En lysestage

"Det, der er helt håbløst i denne situation er, at man påstår, vi aflønner kunstnerne med lysestager. Det er jo en helt tåbelig påstand"

Der er nogle - museumsdirektører for eksempel - der er gode til at forhandle de økonomiske betingelser for deres arbejde i land, og så er der nogle inden for kunstverdenen, som er knapt så dygtige til at forhandle honorarer hjem - og her er det, ifølge en debat, der har kørt i den seneste tid på 24syv, i dagbladene Jyllands-Posten, Politiken og Information samt på sociale medier, kunstnerne, der står som taberne - og uden økonomisk godtgørelse for udstillingsaktivitet og uudbetalte honorarer i forbindelse med artist talks og lignende. 

Citatet herover stammer fra et interview med direktør for ARoS, Erlend Høyersten (billedet), da han bliver forelagt, at en kunstner er blevet betalt med en lysestage fra museumsbutikken i forbindelse med et arrangement for ca. 200 erhvervsledere. 

Høyersten påpeger, at de forskellige betalinger for udstillingsaktivitet og andre arrangementer på museet ligger i den enkelte kunstners forhandlingsevne i forhold til betaling kontra ikke-betaling. 

Man kan vel strengt taget være helt skarp og mene, at der bør lovgives på dette område, således, at kunstnerne i det mindste er sikret deres honorar i forbindelse med udstillinger på museer. 

Så er man sikkert også lidt mere tolerant over for at modtage en lysestage som honorar i forbindelse med en talk eller en anden aktivitet? 

Hele sagen er vokset i forlængelse af et interview, som Jyllands-Posten lavede med ARoS overinspektør Lise Pennington for nyligt, og her var påstanden, at kunstnere altid får honorar i henhold til gældende lov, men ikke desto mindre har de journalistiske graverier sat en lavine i gang, som blandt andet har afstedkommet et sjældent samarbejde mellem Billedkunstnernes Forbund og Danske Billedkunstneres Fagforening, som blandt andet har søgt aktindsigt i Høyersten og Penningtons lønforhold. 

Direktøren oppebærer således en årsløn på kr. 1,8 million, hvor overinspektøren får lige godt og vel en million for sit arbejde. 

Disse tal må nok siges at være en smule anderledes, end de beløb en kunstner kan hente hjem i løn på årsbasis. Her ligger gennemsnittet på 180.000, hvilket kun er lidt mere end Høyersten får om måneden. 

Jeg havde nok forventet, at en direktør for et museum af ARoS' status fik i omegnen af en million, men her var jeg altså lidt på pessimistisk på Høyerstens vegne.

mandag den 12. november 2018

Kun på dansk

Det var lidt svært for mig at holde et smil, eller faktisk et grin, tilbage, da jeg så på Galleri Jacob Bjørns Facebook-profil, at man havde omtalt min anmeldelse af udstillingen 'Kristian Touborg - Blood Moon Echoes', som kan ses i galleriet frem til d. 15. december.

Årsagen til min pludselige lyst til at trække på smilebåndet var, at galleriet formidlede teksten "great review in national paper @jyllandsposten this week (in danish only)"

Galleriet i Aarhus formidler på hjemmeside og i pressemateriale på engelsk, men man taler dog dansk inden for murene i virksomheden.

Men jeg skal da være den første til - i grinende tilstand - at beklage, at den danske avis Jyllands-Posten udelukkende leverer anmeldelserne på vort modersmål!

Jeg gav for øvrigt den glimrende udstilling med den unge kunstner fire velfortjente stjerner.

lørdag den 10. november 2018

Transparent tunnel med historie










"Da jeg begyndte, forestillede jeg mig ikke, at mit projekt skulle vokse sig så stort. Derfor er det i forskellige farver. Den første farve var en traditionel farve i Sydkorea, og den lyserøde er fra min lejlighed i London, som jeg netop har renoveret"

Ordene er fremsat af den sydkoreanske billedkunstner Do Ho Suh i et interview med Tina Bryld i Jyllands-Postens Aarhus-udgave umiddelbart efter pressemødet på udstillingen 'Korridor' indeholdende et enkelt værk - en installation - af netop Do Ho Suh

Udstillingen finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og der er tale om en lang tunnellignende korridor, som er udført ved hjælp af syede stofenheder, som man kan forestille sig har taget lang tid at skabe. 

Installationen er i hvert fald fascinerende, og hvad den i et større perspektiv består af, vil jeg beskrive i en anmeldelse, som jeg lige nu er i gang med. 

Udstillingen kan ses på ARoS fra nu af og frem til d. 17. februar.

torsdag den 8. november 2018

Debat om gavlmalerier

Det omtalte gavlmaleri af Bogdan Scutaru ved Østergadekrydset i Silkeborg. Læg mærke til storskærmen, der fikst er implementeret i Hjejlepigens sorte taske.

"Vi kontaktede Galleri Grisk, fordi galleriet har specialiseret sig i streetart og gavlmalerier. Det er klart, at en del af præmissen for at få husejere til at lægge gavl til kunst i det offentlige rum er, at de også har en vis indflydelse på, hvordan det kommer til at se ud. Så når man også nævner armslængdeprincippet i den kunstdebat, som de nye gavlmalerier har rejst, mener jeg, at armslængden har været, at det er husejeren og galleriet, der har valgt værkerne, og ikke politikerne, der siddet og vurderet, hvad motivet skal være"

Ordene herover er fremsat i Midtjyllands Avis af formanden for kultur-, fritids- og idrætsudvalget ved Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard, og anledningen er en debat, der har rejst sig i blandt andet avisens spalter samt på Facebook, da billedkunstneren Leif Dræby skabte røre i den lokale andedam ved at kritisere et antal nye gavlmalerier i Silkeborg på grund af deres manglende kunstneriske lødighed. 

I debatten, der fulgte efter, kom det frem, at Silkeborg Kommune har støttet et antal gavlmalerier med kr. 200.000. 

Kurateringen af udsmykningerne er blevet foretaget af det nævnte Galleri Grisk i Aarhus, som - naturligvis - har peget på egne kunstnere til at udføre opgaverne. 

Det forekommer mærkværdigt, at Kulturrådet ved Silkeborg Kommune, som også tæller et antal billedkunstnere, ifølge medlem af Kulturrådet, Karsten Petersen ikke er blevet informeret om udsmykningerne, som tilsyneladende er en del af en festival for streetart, der skal finde sted i Silkeborg til næste år. 

Det meste af diskussionens stridspunkt, et gavlmaleri, der i folkemunde har fået navnet 'Hjejlepigen', er dog ikke en del af den samlede pakke, som er finansieret af kommunen. Det er betalt af en anonym erhvervsmand, og her udtaler direktør for Galleri Grisk, Mads Fredberg, at "i min optik er det design og ikke kunst", hvorimod han mener, at de øvrige værker, der stadig er under udførelse i Silkeborg ER kunst. 

Et kommunalt finansieret værk er udført af den samme kunstner, som har udført 'Hjejlepigen', og her har den pågældende gavlmaler angiveligt med ét forvandlet sig fra designer til rendyrket kunstner. 

Kulturudvalget ved Silkeborg Kommune har i øvrigt afsat kr. 300.000 til afviklingen af næste års streetartfestival

Der vil nok være enkelte, der har en mening omkring dét beløb?

Laugesen i rette med kunstanmeldere

Installationsfoto fra 'Julian Schnabel - Aktion Painting' (foto: Anders Sune Berg)

"Det ene hjerte i Politiken betyder ikke andet end, at anmelderen ikke har fundet andre hjerter på udstillingen end sit eget. Det gør nok ikke Julian Schnabel så meget. Han klasker med klude og hopper, han sjasker og sprøjter. Man må nok forestille sig, at det er en glad mand, der gør det. At malerierne er en glad mands værk"


Jeg lovede for nyligt, at jeg ikke på denne blog ville beskæftige mig mere med ARoS-udstillingen 'Julian Schnabel - Aktion Paiting'. 

Nu har forfatteren Peter Laugesen imidlertid anmeldt udstillingen i dagbladet Information, og helt usædvanligt går Laugesen i rette - ikke så meget med udstillingen, som han tilsyneladende finder helt fantastisk - men med de anmeldere, som har tilladt sig en kritisk attitude i forhold til Schnabels opblæste smøreri. 

Politikens anmelder er ikke den eneste, der får en opsang. Det samme gives til anmelderne i større internationale aviser. Franske Le Mondes anmelder får således én over nakken af den kloge mand fra Brabrand. 

Til gengæld går Jyllands-Postens anmelder fri af Laugesens kritik af anmeldere, hvilket er underligt, da det blandt andet hedder i hans kritik, at "det er blevet fulgt op af provinsiel hån fra de lokale sprøjter". 

Her hentyder Laugesen sandsynligvis til Århus Stiftstidende, der umiddelbart efter, de første anmeldelser forelå, gav et kvalificeret overblik over de på daværende tidspunkt kritikpunkter i forhold til Schnabel-udstillingen

Det er altid nemt og bekvemt at vente, når man anmelder en kunstudstilling. Dermed har man mulighed for at referere til de øvrige i anmelderkorpset, man kunne være enig eller uenig med. 

Peter Laugesen har dog én fornuftig pointe, når han antyder, at ARoS ikke placerer de dårlige anmeldelser på den væg i receptionen, hvor den slags ellers bliver anbragt. "Det er en alvorlig fejl", hedder det i anmeldelsen. 

Måske skal denne disposition ses i forhold til, at man fra museet har indset, at netop denne udstilling ikke er så god, som Peter Laugesen tilsyneladende mener?

tirsdag den 6. november 2018

Kunst jeg tænder på - kun for medlemmer

Søren Hjort Nielsen: 'Landskab ved Jokum Aagaards gård', 1946. Koldnålsradering (foto fra bogen 'Søren Hjort Nielsen - Det grafiske værk')

Hvis man skal opleve min performance i rækken af foredrag med titlen 'Kunst jeg tænder på' på Museum Jorn i Silkeborg, gør man klogest i - hvis man ikke er medlem i forvejen - at melde sig ind i Museum Jorns museumsforening. 

Her skal årsagen findes i, at arrangementet udelukkende er for foreningens medlemmer, der til gengæld har fri entré. 

Jeg kan godt her røbe lidt af, hvad forestillingen kommer til at bestå af: Jeg vil tale om grafik, og her bliver vægten lagt på metoden inden for grafikken, som går under betegnelsen dybtryk eller måske mere populært, radering. 

Jeg vil med udgangspunkt i nogle eksempler fra museets kolossale samling af grafiske arbejder forklare, hvad radering som teknik drejer sig om - og der er, som jeg netop har antydet, rigeligt at vælge ud fra. 

Således har Museum Jorn en komplet samling af Per Kirkebys raderinger, hvilket man viste på en omfattende udstilling for et par år siden, hvor hele museet blev tømt, og værkerne erstattet af de mange Kirkeby-raderinger. 

Det blev lidt voldsomt for enkelte anmeldere - blot ikke mig, som gav denne imponerende udstilling seks stjerner i Jyllands-Posten. 

Mit bud på 'Kunst jeg tænder på' finder sted på museet torsdag d. 22. november kl. 17.

Cecily Brown på Louisana

Cecily Brown: 'Girl on a Swing', 2004. 182 x 243 cm. (foto: Robert McKeever)

"Liv, farve bevægelse og erotisk kraft gennemsyrer Cecily Browns værker. Den britiske maler (f. 1969) regnes for en af de markante skikkelser, der har været med til at bane vejen for maleriets genopblomstring i nyere tid"

Teksten herover er hentet på kunstmuseet Louisianas hjemmeside, og giver en kort beskrivelse af den engelske maler Cecily Brown, der dog i dag bor og arbejder i New York. 

Hun indgår i et serielt udstillingsforløb, der tidligere har vist værker af så fremtrædende kunstnere på den kontemporære kunstscene som Peter Doig, Tal R og Daniel Richter. 

Brown er således den første kvindelige kunstnere, der indgår i det pågældende forløb. 

Udstillingen med Cecily Brown kan ses på Louisiana i Humlebæk i tidsrummet 8. november 2018-10. marts 2019.

lørdag den 3. november 2018

Kristian Touborg - nu med titel





Der var flere ting, jeg blev klogere på, da jeg besøgte Kristian Touborgs udstilling ved ferniseringen hos Galleri Jacob Bjørn forleden dag. 

For det første har udstillingen en titel 'Blood Moon Echoes' og titlen refererer til sommerens måneformørkelse - også kaldet "blodmåne", og for det andet blev jeg bekendtgjort med kunstnerens arbejdsmetode, som har udviklet sig fra et traditionsbåret og stærkt pastost maleri til et udtryk, der nu har skiftende stoflige emner, der optræder på billedfladerne, som findes inden for de af kunstneren fremstillede blindrammer. 

Ganske vist rummer Touborgs værker mindelser om værker af Tal R, men i tilfældet Touborg er der ikke tale om rendyrket epigoneri, hvor kunstneren fanger udtrykket fra en anden kunstner og bruger det helt kritikløst. 

Ved åbningen fortalte Touborg mig dog, at han er bevidst om Tal Rs arbejdsmetoder, der inkluderer harelim og farvepigment, da han tidligere har fungeret som assistent for Tal R. 

Udstillingen, som er anbefalelsesværdig, kan ses hos Galleri Jacob Bjørn i Aarhus frem til d. 15. december. 

Jeg arbejder på en anmeldelse, som kan læses i et større landsdækkende dagblad ganske snart.

fredag den 2. november 2018

Ung dansk kunstner hos Galleri Jacob Bjørn

I skrivende stund er man ved at forberede en udstilling med den danske billedkunstner Kristian Touborg hos Galleri Jacob Bjørn i Aarhus. 

Touborg er født i 1987, og man kan derfor glimrende beskrive ham som én af de unge kunstnere på den danske kunstscene. 

Han er uddannet ved Visuel Kultur på Det Kgl. Danske Kunstakademi og han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2010. 

Touborg arbejder med maleri og installationskunst, og i forbindelse med førstnævnte praksis trækker han tråde tilbage til en modernistisk form, og samtidigt udfordrer han maleriets muligheder i et både nutidigt og historisk perspektiv. 

Udstillingen i det spændende galleri på Thorvaldsensgade 33A i Aarhus varer frem til d. 15. december.