torsdag den 15. november 2018

Honorar: En lysestage

"Det, der er helt håbløst i denne situation er, at man påstår, vi aflønner kunstnerne med lysestager. Det er jo en helt tåbelig påstand"

Der er nogle - museumsdirektører for eksempel - der er gode til at forhandle de økonomiske betingelser for deres arbejde i land, og så er der nogle inden for kunstverdenen, som er knapt så dygtige til at forhandle honorarer hjem - og her er det, ifølge en debat, der har kørt i den seneste tid på 24syv, i dagbladene Jyllands-Posten, Politiken og Information samt på sociale medier, kunstnerne, der står som taberne - og uden økonomisk godtgørelse for udstillingsaktivitet og uudbetalte honorarer i forbindelse med artist talks og lignende. 

Citatet herover stammer fra et interview med direktør for ARoS, Erlend Høyersten (billedet), da han bliver forelagt, at en kunstner er blevet betalt med en lysestage fra museumsbutikken i forbindelse med et arrangement for ca. 200 erhvervsledere. 

Høyersten påpeger, at de forskellige betalinger for udstillingsaktivitet og andre arrangementer på museet ligger i den enkelte kunstners forhandlingsevne i forhold til betaling kontra ikke-betaling. 

Man kan vel strengt taget være helt skarp og mene, at der bør lovgives på dette område, således, at kunstnerne i det mindste er sikret deres honorar i forbindelse med udstillinger på museer. 

Så er man sikkert også lidt mere tolerant over for at modtage en lysestage som honorar i forbindelse med en talk eller en anden aktivitet? 

Hele sagen er vokset i forlængelse af et interview, som Jyllands-Posten lavede med ARoS overinspektør Lise Pennington for nyligt, og her var påstanden, at kunstnere altid får honorar i henhold til gældende lov, men ikke desto mindre har de journalistiske graverier sat en lavine i gang, som blandt andet har afstedkommet et sjældent samarbejde mellem Billedkunstnernes Forbund og Danske Billedkunstneres Fagforening, som blandt andet har søgt aktindsigt i Høyersten og Penningtons lønforhold. 

Direktøren oppebærer således en årsløn på kr. 1,8 million, hvor overinspektøren får lige godt og vel en million for sit arbejde. 

Disse tal må nok siges at være en smule anderledes, end de beløb en kunstner kan hente hjem i løn på årsbasis. Her ligger gennemsnittet på 180.000, hvilket kun er lidt mere end Høyersten får om måneden. 

Jeg havde nok forventet, at en direktør for et museum af ARoS' status fik i omegnen af en million, men her var jeg altså lidt på pessimistisk på Høyerstens vegne.