lørdag den 17. november 2018

Pris galleri kontra auktion

Pierre Wemaëre: 'Appetit de feu', 1970. Olie på lærred, 80 x 100 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

I den senere tid har man kunnet læse i diverse medier om Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, der har indkøbt et maleri af den litauiske kunstner Vilmantas MarcinkeviciusMaleriet måler 200 x 240 cm. og prisen på værket udgør ifølge dagbladet BT kr. 95.000. 

Wilbek er blevet kritiseret for at indkøbe et så dyrt kunstværk til borgmesterkontoret hos et lokalt galleri i Viborg, men han har retfærdiggjort købet ved at definere værket som en "investering". 

Det vil sige, at borgmesteren forventer, at maleriet vil stige ganske betragteligt i pris inden for en årrække, men her har den tidligere landstræner i håndbold tilsyneladende forregnet sig, da det viser sig, at værket ifølge en repræsentant for auktionshuset Lauritz.com kun vil kunne indbringe ca. kr. 12.000, hvis det blev sat til salg på en auktion. 

Denne formidling har Radio24syv udført, og samme radiokanal har spurgt min gode kollega på Jyllands-Posten, Tom Jørgensen, om pris kontra vurdering, og her fik man det til at fremstå, som havde kunstkritikeren sagt god for investeringen. 

Det forholder sig blot således, at Jørgensen i virkeligheden havde udtalt til en journalist fra Jyllands-Posten, at priser på auktioner og i gallerier er to usammenlignelige størrelser, og at et kunstværk ofte bliver solgt til langt højere priser i gallerier, end samme værk vil kunne opnå på en auktion. 

Det aktuelle Vilmantas-maleri repræsenterer således en reel værdi, der er i omegnen af fire gange så lav som dén, borgmesteren i Viborg har betalt. 

Så galt behøver det imidlertid ikke at være. Jeg har således været inde på auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside, hvor man kan se, at en serie værker af den sagnomspundne Cobra-sammenslutning kommer under hammeren i auktionshuset til december. 

Denne auktion rummer nogle værker af den franske Cobra-maler Pierre Wemaëre, og her kan man opleve en estimering på et Wemaëre-maleri på kr. 50.000, hvilket bringer den samlede pris på maleriet, når diverse gebyrer er betalt, på op omkring 60.000. 

Galerie Moderne i Silkeborg afholder for tiden en stor udstilling med værker af Wemaëre, og her finder man malerier i samme størrelse - 81 x 100 cm. til kr. 90.000. 

Her kommer der ingen ekstra salærer oveni, så galleriprisen vil ligge på et godt stykke under en fordobling i forhold til vurderingen på en auktion. 

Her kan det imidlertid gå begge veje. Måske opnår man ikke et tilfredsstillende hammerslag, og man lader værket gå tilbage til ejeren - eller også stikker prisen af, og rammer et niveau langt over galleriets pris. 

Jeg tror dog ikke, at Vilmantas-maleriet ville komme i nærheden af de 95.000, hvis det kom til salg på en auktion, men der er trods alt tale om et værk af en vis størrelse, så muligvis tager eksperten ved Lauritz.com fejl? 

Under alle omstændigheder burde Ulrik Wilbek vel ikke rode sig ud i alle mulige søforklaringer, men blot fastslå, at det nu så berygtede kunstværk indgår i borgmesterkontorets inventar, og dermed er betalt af den konto, der er beregnet for den slags "investeringer".


Kashmir-Eistrup maler kronprinsen

Kasper Eistrup: 'Lanciers', 2018. 150 x 200 cm. (foto: Nicolai Bejder/Frederiksborg Slot)

"Hvor motivet af kronprinsen er flirtende lummert på en performativt aristokratisk og afslappet måde, går Eistrup til maleriet, som om det i sig selv er et aristokratisk kunstnerisk medie. Det skal for alt i verden se ud som maleri. Lige så afslappet prinsen er portrætteret i sin sofa, lige så uafslappet er portrættet malet"

Det er ikke så usædvanligt, at det fremkalder reaktioner blandt såvel kunstfaglige folk som blandt den almindelige royalistisk indstillede borger, når en af de kongelige i Danmark bliver portrætteret af en kunstner. 

Aktuelt har maleren Kasper Eistrup - tidligere sanger og guitarist i bandet Kashmir - foreviget kronprins Frederik, og det har afstedkommet visse reaktioner i medierne. 

I dagbladet Politiken er avisens kunstanmelder Mathias Kryger slet ikke imponeret over Eistrups portræt af kronprinsen, hvorimod Jyllands-Postens anmelder Tom Jørgensen giver udtryk for et helt andet positivt syn i sin fem-stjernede anmeldelse i avisen. 

Personligt finder jeg det modigt, at vælge Kasper Eistrup som kunstner. Det ville være let blot at vælge en international ugebladsillustratør med de rigtige, royale farver på paletten og et sikkert blik for kongelig patos. 

Citatet herover er et uddrag af Mathias Krygers anmeldelse i Politiken, og portrættet af kronprins Frederik kan ses på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød indtil d. 3. marts 2019 som en del af udstillingen 'Fragmentarium', hvorefter det indlemmes i museets portrætsamling.

fredag den 16. november 2018

Hockney slår rekord

David Hockney:  'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)', 1972 (foto: Christie's)

Den højeste pris for et værk af en levende kunstner er ifølge avisen The Guardian blevet sat ved en auktion hos auktionshuset Christie's i New York. 

Et maleri fra 1972 af den 81-årige britiske maler David Hockney opnåede et hammerslag på hele 90,3 millioner dollars, hvilket svarer til i omegnen af 600 millioner danske kroner - dog med salærer inkluderet. Maleriet har titlen 'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)'. 

Den tidligere rekord havde den amerikanske popkunstner Jeff Koons med et hammerslag  58,4 millioner dollars for en skulptur.

torsdag den 15. november 2018

Honorar: En lysestage

"Det, der er helt håbløst i denne situation er, at man påstår, vi aflønner kunstnerne med lysestager. Det er jo en helt tåbelig påstand"

Der er nogle - museumsdirektører for eksempel - der er gode til at forhandle de økonomiske betingelser for deres arbejde i land, og så er der nogle inden for kunstverdenen, som er knapt så dygtige til at forhandle honorarer hjem - og her er det, ifølge en debat, der har kørt i den seneste tid på 24syv, i dagbladene Jyllands-Posten, Politiken og Information samt på sociale medier, kunstnerne, der står som taberne - og uden økonomisk godtgørelse for udstillingsaktivitet og uudbetalte honorarer i forbindelse med artist talks og lignende. 

Citatet herover stammer fra et interview med direktør for ARoS, Erlend Høyersten (billedet), da han bliver forelagt, at en kunstner er blevet betalt med en lysestage fra museumsbutikken i forbindelse med et arrangement for ca. 200 erhvervsledere. 

Høyersten påpeger, at de forskellige betalinger for udstillingsaktivitet og andre arrangementer på museet ligger i den enkelte kunstners forhandlingsevne i forhold til betaling kontra ikke-betaling. 

Man kan vel strengt taget være helt skarp og mene, at der bør lovgives på dette område, således, at kunstnerne i det mindste er sikret deres honorar i forbindelse med udstillinger på museer. 

Så er man sikkert også lidt mere tolerant over for at modtage en lysestage som honorar i forbindelse med en talk eller en anden aktivitet? 

Hele sagen er vokset i forlængelse af et interview, som Jyllands-Posten lavede med ARoS overinspektør Lise Pennington for nyligt, og her var påstanden, at kunstnere altid får honorar i henhold til gældende lov, men ikke desto mindre har de journalistiske graverier sat en lavine i gang, som blandt andet har afstedkommet et sjældent samarbejde mellem Billedkunstnernes Forbund og Danske Billedkunstneres Fagforening, som blandt andet har søgt aktindsigt i Høyersten og Penningtons lønforhold. 

Direktøren oppebærer således en årsløn på kr. 1,8 million, hvor overinspektøren får lige godt og vel en million for sit arbejde. 

Disse tal må nok siges at være en smule anderledes, end de beløb en kunstner kan hente hjem i løn på årsbasis. Her ligger gennemsnittet på 180.000, hvilket kun er lidt mere end Høyersten får om måneden. 

Jeg havde nok forventet, at en direktør for et museum af ARoS' status fik i omegnen af en million, men her var jeg altså lidt på pessimistisk på Høyerstens vegne.

mandag den 12. november 2018

Kun på dansk

Det var lidt svært for mig at holde et smil, eller faktisk et grin, tilbage, da jeg så på Galleri Jacob Bjørns Facebook-profil, at man havde omtalt min anmeldelse af udstillingen 'Kristian Touborg - Blood Moon Echoes', som kan ses i galleriet frem til d. 15. december.

Årsagen til min pludselige lyst til at trække på smilebåndet var, at galleriet formidlede teksten "great review in national paper @jyllandsposten this week (in danish only)"

Galleriet i Aarhus formidler på hjemmeside og i pressemateriale på engelsk, men man taler dog dansk inden for murene i virksomheden.

Men jeg skal da være den første til - i grinende tilstand - at beklage, at den danske avis Jyllands-Posten udelukkende leverer anmeldelserne på vort modersmål!

Jeg gav for øvrigt den glimrende udstilling med den unge kunstner fire velfortjente stjerner.

lørdag den 10. november 2018

Transparent tunnel med historie










"Da jeg begyndte, forestillede jeg mig ikke, at mit projekt skulle vokse sig så stort. Derfor er det i forskellige farver. Den første farve var en traditionel farve i Sydkorea, og den lyserøde er fra min lejlighed i London, som jeg netop har renoveret"

Ordene er fremsat af den sydkoreanske billedkunstner Do Ho Suh i et interview med Tina Bryld i Jyllands-Postens Aarhus-udgave umiddelbart efter pressemødet på udstillingen 'Korridor' indeholdende et enkelt værk - en installation - af netop Do Ho Suh

Udstillingen finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og der er tale om en lang tunnellignende korridor, som er udført ved hjælp af syede stofenheder, som man kan forestille sig har taget lang tid at skabe. 

Installationen er i hvert fald fascinerende, og hvad den i et større perspektiv består af, vil jeg beskrive i en anmeldelse, som jeg lige nu er i gang med. 

Udstillingen kan ses på ARoS fra nu af og frem til d. 17. februar.

torsdag den 8. november 2018

Debat om gavlmalerier

Det omtalte gavlmaleri af Bogdan Scutaru ved Østergadekrydset i Silkeborg. Læg mærke til storskærmen, der fikst er implementeret i Hjejlepigens sorte taske.

"Vi kontaktede Galleri Grisk, fordi galleriet har specialiseret sig i streetart og gavlmalerier. Det er klart, at en del af præmissen for at få husejere til at lægge gavl til kunst i det offentlige rum er, at de også har en vis indflydelse på, hvordan det kommer til at se ud. Så når man også nævner armslængdeprincippet i den kunstdebat, som de nye gavlmalerier har rejst, mener jeg, at armslængden har været, at det er husejeren og galleriet, der har valgt værkerne, og ikke politikerne, der siddet og vurderet, hvad motivet skal være"

Ordene herover er fremsat i Midtjyllands Avis af formanden for kultur-, fritids- og idrætsudvalget ved Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard, og anledningen er en debat, der har rejst sig i blandt andet avisens spalter samt på Facebook, da billedkunstneren Leif Dræby skabte røre i den lokale andedam ved at kritisere et antal nye gavlmalerier i Silkeborg på grund af deres manglende kunstneriske lødighed. 

I debatten, der fulgte efter, kom det frem, at Silkeborg Kommune har støttet et antal gavlmalerier med kr. 200.000. 

Kurateringen af udsmykningerne er blevet foretaget af det nævnte Galleri Grisk i Aarhus, som - naturligvis - har peget på egne kunstnere til at udføre opgaverne. 

Det forekommer mærkværdigt, at Kulturrådet ved Silkeborg Kommune, som også tæller et antal billedkunstnere, ifølge medlem af Kulturrådet, Karsten Petersen ikke er blevet informeret om udsmykningerne, som tilsyneladende er en del af en festival for streetart, der skal finde sted i Silkeborg til næste år. 

Det meste af diskussionens stridspunkt, et gavlmaleri, der i folkemunde har fået navnet 'Hjejlepigen', er dog ikke en del af den samlede pakke, som er finansieret af kommunen. Det er betalt af en anonym erhvervsmand, og her udtaler direktør for Galleri Grisk, Mads Fredberg, at "i min optik er det design og ikke kunst", hvorimod han mener, at de øvrige værker, der stadig er under udførelse i Silkeborg ER kunst. 

Et kommunalt finansieret værk er udført af den samme kunstner, som har udført 'Hjejlepigen', og her har den pågældende gavlmaler angiveligt med ét forvandlet sig fra designer til rendyrket kunstner. 

Kulturudvalget ved Silkeborg Kommune har i øvrigt afsat kr. 300.000 til afviklingen af næste års streetartfestival

Der vil nok være enkelte, der har en mening omkring dét beløb?

Laugesen i rette med kunstanmeldere

Installationsfoto fra 'Julian Schnabel - Aktion Painting' (foto: Anders Sune Berg)

"Det ene hjerte i Politiken betyder ikke andet end, at anmelderen ikke har fundet andre hjerter på udstillingen end sit eget. Det gør nok ikke Julian Schnabel så meget. Han klasker med klude og hopper, han sjasker og sprøjter. Man må nok forestille sig, at det er en glad mand, der gør det. At malerierne er en glad mands værk"


Jeg lovede for nyligt, at jeg ikke på denne blog ville beskæftige mig mere med ARoS-udstillingen 'Julian Schnabel - Aktion Paiting'. 

Nu har forfatteren Peter Laugesen imidlertid anmeldt udstillingen i dagbladet Information, og helt usædvanligt går Laugesen i rette - ikke så meget med udstillingen, som han tilsyneladende finder helt fantastisk - men med de anmeldere, som har tilladt sig en kritisk attitude i forhold til Schnabels opblæste smøreri. 

Politikens anmelder er ikke den eneste, der får en opsang. Det samme gives til anmelderne i større internationale aviser. Franske Le Mondes anmelder får således én over nakken af den kloge mand fra Brabrand. 

Til gengæld går Jyllands-Postens anmelder fri af Laugesens kritik af anmeldere, hvilket er underligt, da det blandt andet hedder i hans kritik, at "det er blevet fulgt op af provinsiel hån fra de lokale sprøjter". 

Her hentyder Laugesen sandsynligvis til Århus Stiftstidende, der umiddelbart efter, de første anmeldelser forelå, gav et kvalificeret overblik over de på daværende tidspunkt kritikpunkter i forhold til Schnabel-udstillingen

Det er altid nemt og bekvemt at vente, når man anmelder en kunstudstilling. Dermed har man mulighed for at referere til de øvrige i anmelderkorpset, man kunne være enig eller uenig med. 

Peter Laugesen har dog én fornuftig pointe, når han antyder, at ARoS ikke placerer de dårlige anmeldelser på den væg i receptionen, hvor den slags ellers bliver anbragt. "Det er en alvorlig fejl", hedder det i anmeldelsen. 

Måske skal denne disposition ses i forhold til, at man fra museet har indset, at netop denne udstilling ikke er så god, som Peter Laugesen tilsyneladende mener?

tirsdag den 6. november 2018

Kunst jeg tænder på - kun for medlemmer

Søren Hjort Nielsen: 'Landskab ved Jokum Aagaards gård', 1946. Koldnålsradering (foto fra bogen 'Søren Hjort Nielsen - Det grafiske værk')

Hvis man skal opleve min performance i rækken af foredrag med titlen 'Kunst jeg tænder på' på Museum Jorn i Silkeborg, gør man klogest i - hvis man ikke er medlem i forvejen - at melde sig ind i Museum Jorns museumsforening. 

Her skal årsagen findes i, at arrangementet udelukkende er for foreningens medlemmer, der til gengæld har fri entré. 

Jeg kan godt her røbe lidt af, hvad forestillingen kommer til at bestå af: Jeg vil tale om grafik, og her bliver vægten lagt på metoden inden for grafikken, som går under betegnelsen dybtryk eller måske mere populært, radering. 

Jeg vil med udgangspunkt i nogle eksempler fra museets kolossale samling af grafiske arbejder forklare, hvad radering som teknik drejer sig om - og der er, som jeg netop har antydet, rigeligt at vælge ud fra. 

Således har Museum Jorn en komplet samling af Per Kirkebys raderinger, hvilket man viste på en omfattende udstilling for et par år siden, hvor hele museet blev tømt, og værkerne erstattet af de mange Kirkeby-raderinger. 

Det blev lidt voldsomt for enkelte anmeldere - blot ikke mig, som gav denne imponerende udstilling seks stjerner i Jyllands-Posten. 

Mit bud på 'Kunst jeg tænder på' finder sted på museet torsdag d. 22. november kl. 17.

Cecily Brown på Louisana

Cecily Brown: 'Girl on a Swing', 2004. 182 x 243 cm. (foto: Robert McKeever)

"Liv, farve bevægelse og erotisk kraft gennemsyrer Cecily Browns værker. Den britiske maler (f. 1969) regnes for en af de markante skikkelser, der har været med til at bane vejen for maleriets genopblomstring i nyere tid"

Teksten herover er hentet på kunstmuseet Louisianas hjemmeside, og giver en kort beskrivelse af den engelske maler Cecily Brown, der dog i dag bor og arbejder i New York. 

Hun indgår i et serielt udstillingsforløb, der tidligere har vist værker af så fremtrædende kunstnere på den kontemporære kunstscene som Peter Doig, Tal R og Daniel Richter. 

Brown er således den første kvindelige kunstnere, der indgår i det pågældende forløb. 

Udstillingen med Cecily Brown kan ses på Louisiana i Humlebæk i tidsrummet 8. november 2018-10. marts 2019.

lørdag den 3. november 2018

Kristian Touborg - nu med titel





Der var flere ting, jeg blev klogere på, da jeg besøgte Kristian Touborgs udstilling ved ferniseringen hos Galleri Jacob Bjørn forleden dag. 

For det første har udstillingen en titel 'Blood Moon Echoes' og titlen refererer til sommerens måneformørkelse - også kaldet "blodmåne", og for det andet blev jeg bekendtgjort med kunstnerens arbejdsmetode, som har udviklet sig fra et traditionsbåret og stærkt pastost maleri til et udtryk, der nu har skiftende stoflige emner, der optræder på billedfladerne, som findes inden for de af kunstneren fremstillede blindrammer. 

Ganske vist rummer Touborgs værker mindelser om værker af Tal R, men i tilfældet Touborg er der ikke tale om rendyrket epigoneri, hvor kunstneren fanger udtrykket fra en anden kunstner og bruger det helt kritikløst. 

Ved åbningen fortalte Touborg mig dog, at han er bevidst om Tal Rs arbejdsmetoder, der inkluderer harelim og farvepigment, da han tidligere har fungeret som assistent for Tal R. 

Udstillingen, som er anbefalelsesværdig, kan ses hos Galleri Jacob Bjørn i Aarhus frem til d. 15. december. 

Jeg arbejder på en anmeldelse, som kan læses i et større landsdækkende dagblad ganske snart.

fredag den 2. november 2018

Ung dansk kunstner hos Galleri Jacob Bjørn

I skrivende stund er man ved at forberede en udstilling med den danske billedkunstner Kristian Touborg hos Galleri Jacob Bjørn i Aarhus. 

Touborg er født i 1987, og man kan derfor glimrende beskrive ham som én af de unge kunstnere på den danske kunstscene. 

Han er uddannet ved Visuel Kultur på Det Kgl. Danske Kunstakademi og han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2010. 

Touborg arbejder med maleri og installationskunst, og i forbindelse med førstnævnte praksis trækker han tråde tilbage til en modernistisk form, og samtidigt udfordrer han maleriets muligheder i et både nutidigt og historisk perspektiv. 

Udstillingen i det spændende galleri på Thorvaldsensgade 33A i Aarhus varer frem til d. 15. december.

tirsdag den 30. oktober 2018

Koreansk korridor på ARoS

Do Ho Suh: 'Passages'. Installationsfoto. 2017 (Pressefoto: ARoS)

Dårligt har dønningerne lagt sig på ARoS efter efterårets nye udstillingslanceringer, før museet endnu en gang inviterer til pressemøde. 

Denne gang drejer det sig om den koreanske kunstner Do Ho Suh, der ifølge museets pressemeddelelse viser "poetiske korridorer fra sine hjem i Seoul, Berlin og London". 

Jeg har allerede tilmeldt mig pressemødet til udstillingen, så mon ikke der kommer mere fra denne udstilling på siden her senere?

Mild kritik af Schnabel

'Julian Schnabel - Aktion Painting'. Installationsfoto (foto: Anders Sune Berg)

"Schnabel har måske nok en sensibilitet over for det materiale, han maler , men det er ikke det homogenebillede, han søger, men bruddet og forskellen. Det er i deres urenhed, billederne ulmer, og Schnabel sætter sin subjektive, punkede og stærkt idiosynkratiske blamager i det magtspil et billede, kunsten og verden, er fedtet ind i. Han tagger sit billede som en grafittimaler"

Ole Bak Jakobsen er i sin anmeldelse på kunstportalen Kunsten.nu en anelse mindre kritisk end hans kollegaer på dagbladene over for udstillingen 'Julian Schnabel - Aktion Painting', som for tiden kan ses på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Til gengæld er der her ikke lagt fingre imellem, når anmelderne har fældet deres dom over Schnabels opblæste og overdimensionerede værker. 

En undtagelse, der bekræfter enhver regel, er Børsens anmelder Bente Scavenius, der ganske generøst gav hele fire stjerner til udstillingen. 

Helt i bund var Politikens anmelder Mathias Kryger, der mente, at ét hjerte var rigeligt til Schnabel-udstillingen

Til gengæld lover jeg nu, at der ikke kommer ét eneste indslag på blog'en her om denne udstilling.

Foredrag i Silkeborg

Onsdag d. 14 november afholder jeg et foredrag på Rosengårdcentret i Silkeborg. 

Min performance vil blive ledsaget af et større antal billedgengivelser, som kredser om temaet "Kroppen i kunsten" - og det er vel at mærke det eksponerede og nøgne legeme, der er på programmet. 

Foredraget er ét af flere på centret med fællestitlen "Kunsten taler til os", og disse arrangementer er typisk udsolgt, da det er muligt at købe billetter for en hel sæson, hvilket mange benytter sig af. 

Der er dog ofte ledige pladser til disse arrangementer, og disse sælges for kr. 50,- på dagen ved døren i institutionen, der er beliggende på adressen Tulipanvej 2 i Silkeborg. 

Det aktuelle arrangement finder sted kl. 9.30.

fredag den 26. oktober 2018

Randers Kunstmuseum efterlyser L.A. Ring-portræt af Brendekilde

L.A. Ring: Portræt af H.A. Brendekilde (fotograf ukendt)

Den 23. november åbner en udstilling på Randers Kunstmuseum, der belyser det kollegiale forhold og venskabet mellem de to malere L.A. Ring og H.A. Brendekilde, der levede i henholdsvis 1854-1933 og 1857-1942. 

I 1882 malede Ring et portræt af Brendekilde, og dette værk vil man morderligt gerne vise på den omtalte udstilling, der får titlen 'Kunstnerbrødre'. 

Maleriet blev i 2002 solgt til en dansk køber ved en auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København, og siden har en inspektør fra Statens Museum for Kunst prøvet at opspore maleriet uden held. 

Hos Bruun Rasmussen har man desværre heller ikke været i stand til at opspore værket, og derfor har man fra Randers Kunstmuseum prøvet at lave en større landsdækkende efterlysning af portrættet, som kunne fungere som en indledning til udstillingen som supplement til et maleri, som Brendekilde lavede af Ring i samme periode. 

Hvis nogle ude i verden er klar over, hvor det omtalte kunstværk befinder sig, ved jeg, at museumsdirektør ved Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen, vil blive eventyrligt glad for et telefonopkald på 86 42 29 22 eller 30 34 10 96.

torsdag den 25. oktober 2018

Satirens rå autoritet

En af de deltagende tegnere på udstillingen i Vejle er malaysiske Zunar, der med værket 'Last drop' fra 2016 antyder, at han vil vedblive at lave satire på trods af arrestationer og fængslinger foranlediget af styret i hans hjemland.

Karikaturen udgør et væsentligt kapitel i den altid aktuelle genre, satiretegning. Af samme årsag rummer selv de mest groteske scenerier fra nyheds-medierne ofte elementer af noget morsomt og grinagtigt, når de transformeres gennem satiretegnernes pen. 

Relevant vises dette i forbindelse med udstillingen 'Lige til stregen - en satirisk jordomrejse', som frem til d. 17. marts 2019 kan ses på Vejle Kunstmuseum. 

Udstillingen har primært sit afsæt i den nutidige del af satiregenren, men den samler heldigvis samtidigt tråde tilbage i tiden og giver dermed en beskeden historisk indsigt. 

Udstillingen er opbygget ud fra primært internationale tegneres arbejder og den er bestemt både seværdig og alsidig. 

Jeg har skrevet en anmeldelse og den vender jeg naturligvis tilbage med, når den har været bragt i avisen.

Fjordenhus i Vejle
















Jeg håber, at gengivelserne herover fremkalder et blot nogenlunde indtryk af arkitekturen ved det imponerende bygningsværk 'Fjordenhus', som er beliggende i bunden af Vejle Fjord i umiddelbar forbindelse med havnen i Vejle.

Det er billedkunstneren Olafur Eliasson, der har stået for den overordnede formgivning af byggeriet, som ejes af selskabet bag Lego, der igen ejes af familien Kirk Kristiansen.