Nogle gange er det virkeligt op ad bakke, hvis man som billedkunstner skal oparbejde blot en smule berømmelse.
Lars Heiberg er ganske vist medlem af kunstnersammenslutningen Corner, men selv et medlemskab af en hæderkronet gruppering er langt fra nok til, at man bliver kendt ud over en snæver kreds.
Nu er samme Heiberg imidlertid kommet frem i tabloidpressen på grund af en udstilling, man afholder for tiden i regi af Glostrup Kunstforening, der har ophængt et antal af Heibergs værker i Glostrup Svømmehal, og her er brugerne mildt sagt forargede - og ikke usædvanligt - på deres børns vegne, da man mener, at Heibergs værker er pornografiske og stødende hvorved de kommer i konflikt med paragraffen om blufærdighedeskrænkelse.
En af svømmehallens brugere har meldt Glostrup Kommune til Politiet, og sagen bliver sågar omtalt i Ekstrabladet, som har indhentet følgende kommentar fra formanden af kunstforeningen på spørgsmålet, om man har tænkt over, at værkerne kan virke stødende:
"Ikke stødende! Vi har hængt dem på de røde murstensvægge, hvor cirka halvdelen af dem, der besøger svømmehallen, går forbi. De tre forsider (kunstneriske gengivelser af erotiske magasiner fra 1970'erne. Red.) har vi hængt så ingen går forbi dem. Man skal opsøge dem for at se dem".
Nu er der sikkert rigtigt mange, der er nysgerrige og opsøger de pågældende værker. Der er ikke overvejelser hos kunstforeningen om at pille værkerne ned.
Illustrationen, der ledsager dette blogindlæg, er Heibergs version af en Ugens Rapport-forside, som er ét af de værker, der har forarget folk i Glostrup. Måske skulle de lade være med at glo så meget derude i Glostrup?