mandag den 27. juli 2009

Fest og farver i Brande






I weekenden 25.-26. juli var jeg på besøg ved den årlige Workshop for Billedkunstnere i Brande, og traditionen tro blev der arbejdet både koncentreret og intenst i kulturhuset Remisen, hvor der er blevet indrettet atelier til de mange kunstnere fra tre verdensdele.

Workshoppen er blevet nedskåret fra tre uger, som den varede, da jeg deltog, til nu to uger. Der er naturligvis et økonomisk aspekt i dette; men samtidigt ser det ikke ud, som det påvirker kreativiteten hos de mange billedkunstnere.

Lørdag aften blev der afholdt en fest for deltagere og gæster, som i langt overvejende grad bestod af tidligere deltagere på workshoppen. Men godt at møde nye mennesker fra andre miljøer.




lørdag den 18. juli 2009

Workshop

Mandag den 20. juli begynder den årlige workshop for billedkunstnere i Remisen i Brande. Desværre er workshoppen blevet skåret ned til kun at vare to uger i modsætning til da jeg deltog i 2007, hvor vi havde tre uger at gøre godt med. Især den midterste uge var kreativt givende.

Ikke desto mindre har man vanen tro inviteret kunstnere fra Brasilien, Japan, Kina samt en masse europæiske lande – herunder naturligvis Danmark. Man kan foreløbigt læse meget mere om workshoppen på Kulturremisens hjemmeside, der også bliver opdateret med weblogs fra deltagerne under forløbet. Jeg regner med at besøge workshoppen den 25.-26. juli.

onsdag den 15. juli 2009

Krisen har nået Silkeborg Kunstmuseum


”Sparerunde på kunstmuseet”. Sådan kunne man læse for nyligt i Midtjyllands Avis, hvor Christian Kloch Larsen konstaterer, at museet på grund af et budgetunderskud på omkring en million har været nødt til at nedlægge en inspektørstilling.

Det er gået ud over Lene Laigaard Andersen, hvilket er meget mærkværdigt, da hun tiltrådte så sent som 1. november 2008. Man har tilsyneladende hyldet princippet ”sidst ind, først ud” på museet, der med fyringen af Laigaard holder de ansattes gennemsnitsalder på et godt stykke over de 50. Man kunne vel godt forvente, at naturlig afgang kunne være et tema, med mindre afskedigelsen af inspektøren har andre årsager end blot økonomi?

Anyway; man har kalkuleret ud fra de beskrevne principper. ”Vi kommer til at løbe lidt hurtigere, for det er klart, at vi kan mærke, at vi er en medarbejder færre”, udtaler museets direktør Jacob Thage til Midtjyllands Avis. Museet forventer i øvrigt en fremgang i besøgstallet på grund af den store Jorn Komplet-udstilling i forhold til de 38.000, der besøgte Silkeborg Kunstmuseum sidste år.

mandag den 13. juli 2009

Første dag på jobbet


Jeg startede officielt i lørdags – altså den 11. juli. Det går jo ikke at begynde på en mandag i følge overleveringerne – og så den 13.

Det handler kort fortalt om Den Kreative Skole i Silkebog, hvor jeg er blevet engageret som såkaldt krea-medarbejder. Det handler mest i første omgang om praktiske opgaver; men på længere sigt skal jeg coache institutionens billedkunstundervisere.

Der er mange ting at sætte sig ind i, når man begynder på en ny stilling på et nyt sted – og til en begyndelse har det været vigtigt for mig at finde rundt i bygningen, som er ret ny. Jeg kunne ikke nære mig for at spille lidt på skolens koncertflygel den første dag. Ellers sætter jeg galleriskinner op, så der kan komme noget på væggene. Noget der kan bryde mønstret med lidt for mange opslagstavler og en udsmykning, der ikke ligefrem er overbevisende.

Husets arkitektur er ligeledes alt andet end inspirerende. Udvendigt har man valgt metal som gennemgående materiale, og vel at mærke ikke på Frank Gehry-niveau. Pudsigt at man har disponeret så lidt kreativitet i forhold til et miljø, der ellers burde sætte nogle anstændige, æstetiske standarder.

torsdag den 9. juli 2009

En baggård i Mejlgade





Dette sansebombardement oplevede jeg i en baggård i Mejlgade i Århus. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg til tider finder inspiration til mine egne arbejder i street-art; men i det aktuelle tilfælde burde man måske rubricere "backyard-art"???


mandag den 6. juli 2009

Den umulige formidling



I gamle dage – nogle vil måske oven i købet sige ”gode gamle dage”? – var museumsverdenen en serie institutioner, der hvilede i sig selv. Reglerne syntes at være: ”Publikum er velkomment; men skulle det holde sig væk, er det ingenlunde nogen katastrofe”. Denne attitude blev bekræftet på et tidspunkt, for mange år siden, da den daværende direktør for Statens Museum for Kunst efter en lukning af museet i forbindelse med en ombygning udtalte, at perioden havde været den bedste i museets historie, da der ingen besværlige gæster havde været til stede.

Det handler om kunstmuseerne, og det drejer sig i forlængelse heraf om formidling. Netop formidlingen har i de senere år fået stadigt mere fokus i udstillingsinstitutionerne. Og det giver god mening, at kunsthallerne er nødt til at formidle deres skiftende udstillinger i kraft af, at reklameeffekten i relation til denne formidling, er nødvendig.

Ofte ser man disse institutioner søge medarbejdere. Helst medarbejdere, som man ikke behøver at aflønne. Det kan f.eks. være i job med løntilskud. Derved er man i stand til at ansætte folk med et minimum af udgifter. Når perioden så udløber for den pågældende, kan man verfe vedkommende ud og ansætte en ny på de samme betingelser. Tilsyneladende uden at det har nogle konsekvenser for etablissementet.

Taberen er den person, der har formidlet institutionens aktiviteter i den aftalte periode. Vedkommende kan nu stille sig tilbage i arbejdsløshedskøen – en erfaring rigere; men uden anciennitet. Et job med løntilskud giver ikke ret til forlængelse af dagpengeperioden. Det giver ikke ret til et ordinært job i forlængelse af løntilskudsjobbet. Det giver ret beset – og i særdeleshed i disse for Dronningeriget så svære tider – intet.

Sådan foregår det i kunsthallerne, som er pinedød nødsaget til at formidle deres aktiver. Uden formidling – intet publikum og uden publikum ingen kunsthal. Dette legitimerer, at man vrider karkluden, indtil den sidste dråbe sur affaldsvand er skyllet ud i afløbet.

Én ting er kunsthallerne. En anden er kunstmuseerne. Hver mellemstor dansk provinsby har sit eget kunstmuseum. Hvis ikke der befinder sig et kunstmuseum i byen, signalerer man kulturelt armod, som befinder man sig i et hillbilly-paradis, hvor kulturen er lig med traktor-træk og byfester.

Nemlig. Kunstmuseer skal der til – og skulle der være et sådant, finder man hurtigt ud af, at det er for lille, for utidssvarende, for kedeligt; men aldrig for formidlingsfjendtligt. Det vil sige: man hyrer en arkitekt – helst en berømt for kendis-effektens skyld – og man opfører, hvilket er godt for beskæftigelsen inden for byggeriet. Når man så står med et statussymbol med en høj, lav eller, i uheldigste fald, ingen brugsværdi, kan man spise af selvtilfredshedens sydhavsfrugter.

Her er man nået til dét punkt, hvor man kan man gå i gang med det egentlige arbejde. Dét, som er kunstmuseernes kongsopgave: at skabe kunstudstillinger på et højt niveau. At genrejse glemte koryfæer, at sætte fokus på tidens talenter og i øvrigt vedligeholde samlingerne. Det sidste bliver stadigt mere kompliceret; men hvem ved dét? Hvem er interesseret i museernes handlinger? Hvorfor overhovedet beskæftige sig med at oplyse øvrigheden om noget så banalt og utidssvarende som kunstudstillinger?

Vejle har udvidet inden for de seneste år. Horsens har skabt en smuk (modsat Vejle) tilbygning til det, der var i forvejen. Statens Museum for Kunst har lavet en mærkværdig konstruktion – og formidler glimrende; men det er jo landets nationalgalleri. Kunstmuseet Louisiana rammer publikum i en bred og forbilledlig forstand.

De øvrige aktører må æde de tørre krummer og vedholdende leve et liv i det skjulte og midlertidigt ansætte modtagere af overførselsindkomster. Dem kommer der sandsynligvis flere af? Hvorfor ikke omfordele midlerne, så museerne ikke skal være seviceinstitutioner for jobcentrene og socialforvaltningerne? Hvorfor ikke fordele midlerne, så museerne er i stand til at ansætte kvalificerede medarbejdere og dermed få formidlet sagerne? Spørgsmålene er sikkert for komplicerede at besvare; men de er dog ganske relevante. Synes jeg!

Ovennævnte tekst har været bragt i en lettere redigeret form juli 2009 på kulturportalen ’Søndag Aften’