søndag den 1. juni 2025

Hvorfor maler, tegner og trykker jeg, hvad jeg gør?

 

’Strand – ungt par’. Oliepastel og akvarel på Hahnemühle Britannia akvarelpapir. 20 x 29 cm

Spørgsmålet er ikke blot væsentligt, men nærmest eksistentielt i min kunstneriske praksis. Og så hører det med til fortællingen, at jeg har stillet mig selv de samme spørgsmål utallige gange – dog uden at være i stand til at udvikle et kvalificeret svar. 

Jeg forestiller mig ofte, at andre stiller mig det samme spørgsmål, og her vil fælden naturligvis klappe omgående. 

Spørgeren forventer et svar, og ikke blot en gang udenoms-snik-snak

Der ligger ikke nogen filosofisk årsag til metode eller valg af motiver; men bevæger man sig dybt nok ned i en kunstners underbevidsthed, vil der sikkert dukke nogle højst overraskende svar op. 

Jeg er blot ikke i stand til at fyre dem af fra hoften; men jeg kan da sige, at motivvalget er forankret i simple iagttagelser fra den virkelige verden, som det er tilfældet i det lille værk, der er gengivet herover. 

Så kan den skarpsindige læser antyde, at der er verdener uden for strandkanten. 

Det er rigtigt, men nu er det altså stranden, der er i fokus – så længe, det varer. 

Det ved man aldrig!