Kunstnernes Påskeudstilling udgør en tradition på kunstscenen, men spørgsmålet er, om konceptet er under pres?
Vi kan lige så godt få overstået de statistiske kendsgerninger fra begyndelsen: I 2024-udgaven af Kunstnernes Påskeudstilling, der finder sted i Kunsthal Aarhus, er 60 værker ud af 1867 indsendte blevet optaget på udstillingen. 36 kunstnere ud af 397 deltager således, og ud af disse, er det nok så bemærkelsesværdigt, at 29 er debutanter.
Spørgsmålet er nu, om det er de rette værker af de indsendte, som har fundet nåde hos censurkomitéen, der i år består af Yong Sun Gullach, Lina Hashim, Kim Richard Adler Mejdahl, Jens Settergren og Jacob Remin, og det er naturligvis vanskeligt at vurdere i kraft af, at der ikke er noget sammenligningsgrundlag.
Til gengæld kan jeg bekræfte en tendens på KP, som jeg tidligere har været kritisk over for. Ét er, at udstillingskonceptet fungerer som et uartigt stedbarn i Kunsthal Aarhus samlede profil, og dermed nu er placeret i kunsthallens underetage, hvor Påskeudstillingen fungerer i samklang - eller disharmoni, vælg selv, mine damer og herrer - med konceptet ”Spring”, som udgør et kurateret projekt med kunstnere, der tidligere har gjort sig gældende på KP.
Disponeret som en rodebutik
Et andet forhold, som stadig er gældende, handler om udstillingens disponering i et rum, der er alt andet end inspirerende at gå i kødet på som iscenesætter. Og tro mig: Jeg har prøvet det! Man burde muligvis formode, at et forholdsvist kvadratisk lokale er nemt at forholde sig til, men ikke desto mindre er der opstået en form for tradition for, at KP skal ligne en veritabel rodebutik af i forvejen uegale kunstværker.
En mulighed kunne være, at man i respekt for, at KP traditionelt set i mange år har været en begivenhed, man i Smilets By har omfavnet som en af de vigtigste i stadens kulturliv, begyndte at tage KP alvorlig. Det virker således totalt meningsløst, at kunsthallens fineste udstillingslokaler står halvtomme i bestræbelserne på at vise vel nok akademisk grundfæstede og intellektuelle projekter. Dette bør der naturligvis være rum til, men hvorfor pokker skal det ske på bekostning af et udstillingskoncept, som historisk set har vist sig ganske bæredygtigt? Til sammenligning: I Den Frie Udstillings bygning i København rydder man alle sale, når f.eks. Kunstnernes Efterårsudstilling løber af stablen.
Never mind! Jeg kan sandsynligvis hoppe og springe indtil Dommedag med alle mine kritikpunkter og blot ironisk konstatere, at alt var bedre i gamle dage, da en anden én udstillede på KP, men på det tidspunkt havde man heller ikke gravet et stort hul, som skulle udvikle sig til lidt af et fysisk monster i det danske og jyske kunstliv. Spørgsmålet er, om KP overhovedet havde eksisteret, hvis ikke det foregik nede i hullet?
Nu står man som kritisk iagttager blot og ser på de enkelte værker i årets udstilling. Her bør det overflødige skæres væk… Og så alligevel? Hvorfor pokker skal til eksempel Rasmus Klitgaard Hansens fine træsnit placeres i en disponering, der afstedkommer at man skal helt ned på knæ med henblik på at fange detaljerne. Værket er oven i købet brugt som illustration i udstillingens formidlingsmateriale. En form for kompensation?
Nu vi befinder os i grafikkens verden: Der er afgjort kompetente og gedigne arbejder i kategorien. Jeg nævner i flæng værker af Ene Bissenbakkers underfundige ’Jeg kan sætte mig i andres sted’, Gloria Jensens nænsomt kolorerede raderinger ’Excerpts From My Family Album’ og Stine Stubdrups grafiske tryk fra bilruder. Sidstnævnte deltager i flere kategorier på udstillingen og har et stort potentiale - også inden for maleriet.
Lyst og behov for at eksperimentere
Netop maleriet er ikke helt så dominerende på årets KP, som man har oplevet det tidligere, og dette greb kan man udmærket antage, handler om, at de indsendte værker inden for kategorien har været ret middelmådige. Det er før set. Til gengæld er de malerier, som optræder, ganske habile. I den mere corny afdeling finder man Peter Rolsted med nogle ret minutiøst forarbejdede næsten-fotorealistiske værker. Paul Enøe Johansen bruger nærmest maleriet i et skitseformat. Jeg ved ikke, hvem den aldrende herre, der optræder på billedet er, men han er der.
Grafisk besnærende fungerer Rezan Hussein Arabs akrylmaleri ’Waiting’, men hvem eller hvad kunstneren venter på, henligger i et poetisk halvmørke. I mixed-media-afdelingen dannes en nysgerrighed i relation til metode, da jeg erfarer, at Nils Haarbys semimonokrome og titelløse værk er fremstillet ved hjælp af tusch, akryl, penne og blyant på papir. Dette værk kan noget… Hvad? Tjek selv!
Jeg mener faktisk, at KP i år bekræfter en lyst eller nærmere et behov blandt kunstnerne for at eksperimentere, nogle gange inden for en traditionsbunden ramme og andre gang uden for denne. Det ene udelukker såmænd ikke det andet; men på en længere, ujævn bane bør institutionen Kunstnerens Påskeudstilling blive et langt mere fremtrædende projekt i Kunsthal Aarhus’ profil. Modsat er jeg bange for, at presset kan tage livet endegyldigt af et faktisk super sympatisk udstillingskoncept i år med et klædeligt hav af debutanter.
KP 24 kan ses i Kunsthal Aarhus’ underetage frem til d. 12. maj 2024.
