Anish Kapoor i stor klasse i Arkens vanskelige udstillingsrum

 

De fleste, der kender kunstmuseet Arken, er klar over, at museets centrale udstillingsrum udgøres af en akse, der ender i et forløb, hvor rummet nærmest i bogstavelig forstand går op i en spids. 

I udstillingen ’Unseen’ har man ladet den indisk-britiske billedkunstner Anish Kapoor (f. 1954) danne et retrospektivt forløb på Arken, hvor det omtalte rum i samklang med museets øvrige miljøer, rummer en udstilling af stor klasse. 

Man kan roligt sige, at Kapoor i sin praksis har det dybe, det monumentale, det eksistentielle samt det legende i sig. 

Der er i udstillingen faktisk tale om interaktion og elementer fra oplevelseskulturen i samme koncept. 

Udstillingen, som jeg naturligvis finder anbefalelsesværdig, kan ses på Arken helt frem til d. 20. oktober.

98-årig i dagligt vigør

 

Grete Balle: ’Himlen, jorden og fjorden’, 2024. 33 x 39 cm.

For nylig rundede billedkunstneren og kunsthåndværkeren Grete Balle 98 år, og dette indlæg skal for så vidt ikke hylde en moden kunstners forbilledlige behov for dagligt at skabe nye og vitale kunstværker. 

Ikke desto mindre vil jeg lige skyde en bemærkning ind om en udstilling, jeg tidligere har omtalt på hjemmesiden her, og det drejer sig naturligvis om Grete Balles udstilling ’Malerier m.m.’ hos Galleri Valdal i Valby ved København. 

Jeg har netop set udstillingen i det fine galleri, som absolut er et besøg værd, og det ikke mindst på grund af den aktuelle udstilling. 

Man skal blot skynde sig, hvis man med egne øjne vil se udstillingen med værker af kunstneren, som jeg ikke vil tøve med at kalde en legende i dansk billedkunst. 

Den kan ses frem til d. 11. maj, så det er med at finde vej til Bykildevej 8 i 2500 Valby.

På sommerudflugt til Humlebæk

 

Franz Gertsch: ’Medici’, 1971/1972. Dispersion på ubehandlet halvlinned. 400 x 600 cm. Ludwig Forum für Internationale Kunst Achen (pressefoto: Louisiana)

Det handler om at få tingene til at stemme, når man finder ud af, at der er to udstillinger på kunstmuseet Louisiana, man gerne vil se. 

Heldigvis er det også muligt både at få set både den anmelderroste Chaïm Soutine-udstilling, som slutter d. 14. juli og en udstilling, som åbner d. 21. juni med den schweiziske, superrealistiske maler Franz Gertsch (1930-2022), som jeg ikke var bekendt med, inden husstanden fik tilsendt Louisiana Magasinet, som er et direkte udkomme af, at fruen i huset er medlem af Louisiana-Klubben. 

Gertsch beslutter sig som tolvårig for at ønske sig en malerkasse med oliefarver i julegave, da han besidder et stort ønske om at blive kunstmaler. 

Det lykkedes efter tilsyneladende en del genvordigheder; men alt dette vil jeg prøve at sætte mig ind i, når der forhåbentligt bliver mulighed for at lave en sommerudflugt til museet i Humlebæk.

Ny museumsdirektør med stærke visioner

 

Christian Kortegaard Madsen som foredragsholder på Silkeborg Bibliotek med Asger Jorns værk ’Den foruroligende ælling’ gengivet i baggrunden.

I de seneste 13-14 år har der pågået en diskussion mellem tilhængere og modstandere af et nyt Museum Jorn i Silkeborg. 

Hver gang visionerne er blevet fremlagt af skiftende museumsdirektører, har det medført en sandstorm af kommentarer i den lokale avis’ debatforum. 

Jeg skal såmænd gerne erkende, at jeg har følt mig ganske godt underholdt af disse debatindlæg, som ofte ikke har nuancen som tyngdepunkt. Med andre ord: Meningerne er sorte og hvide. 

Jeg har for nylig været vidne til et foredrag på Silkeborg Bibliotek foretaget af Museum Jorns nye direktør Christian Kortegaard Madsen, og han besidder et vist mod i relation til en almen folkestemning, der ikke ser et nyt museum ved Silkeborgs søbred som en god idé. 

Jeg har aldrig selv deltaget i debatten, men jeg kunne alligevel ikke undlade at spørge direktøren (som tiltrådte for mindre end en måned siden), hvordan han stiller sig til at skulle navigere i et miljø, hvor afgrunden mellem plus og minus er så dyb, som tilfældet er. 

Han svarede ret klart, at en af betingelserne i hans job er, at passe på museets samling og skabe en ramme, som er visionær i forhold til netop samlingen, som er en af kongerigets største kunstsamlinger. 

Ud af det kan man egentlig tolke, at Museum Jorn inden for en årrække er ensbetydende med en stærk fysisk profil. 

Om det sker i min levetid, ved jeg ikke; men jeg besidder dog visse forventninger om ikke at stille træskoene lige med det første, så jeg vil spændt følge processen.

Sommer i sort-hvid

 

Uden titel. Tusch og kul på papir. 22 x 30 cm.

Foråret er nu mere end halvvejs gået og snart begynder solen forhåbentligt at bryde igennem, således at jeg kan samle nyt materiale og ikke længere behøver at genbruge skitserne fra sidste sommer. 

Forventningens glæde er som bekendt den største, men ikke desto mindre viser jeg herover nogle helt nye tegninger baseret på sidste sæsons skitser ved stranden. 

Sommer i sort-hvid…

Eminent Giacometti

 

Alberto Giacometti: ’Tre gående mænd’, 1948.. Fondation Giacometti © Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris 2024.

»”Alberto Giacometti - Hvad øjet ser” er en eminent udstilling, en fremvisning af en stor mesters værk, men gjort med den sympati og ydmyghed, der svæver om hele kunstnerens værk«

Hov… Hvorfor refererer jeg lige pludselig til en anmeldelse, der kunne læses i Kristeligt Dagblad helt tilbage til d. 8. februar? 

Såmænd fordi jeg har planlagt at besøge Giacometti-udstillingen på Statens Museum for Kunst under et besøg i København i begyndelsen af maj. 

Kristeligt Dagblads anmelder giver rundhåndet seks stjerner til udstillingen, og så må man naturligvis stille forventningerne højt, og jeg når det lige, da udstillingen kan ses frem til d. 20. maj.

Anish Kapoors version af "sortere end sort" på Arken

 

Anish Kapoor: ’Homeland’, 2003. Mixed media (foto: Davis Stjernholm)

»Hvis Klein ejer den blå, så ejer Kapoor denne røde med et strejf af pink. Eller nej, den farve, Kapoor faktisk ejer, er den pulversorte »sortere end sorte« farve, der trækker alt liv og lys ud af sig«

Det er interessant, at dagbladet Politikens kunstanmelder nævner Yves Klein i forbindelse med en anmeldelse af en udstilling, der lige nu finder sted på kunstmuseet Arken i Ishøj. 

For en del år siden så jeg en udstilling på ARoS i Aarhus, der sammenfattede tre kunstnere, nemlig James Byars, Anish Kapoor og netop Yves Klein. 

Udstillingen på Arken viser nyere værker af Anish Kapoor, men jeg husker ret tydeligt et værk på Klein/Byars/Kapoor-udstillingen i Aarhus, hvor en form for pendul i et uendeligt flow skabte en cirkulær bevægelse i en mørkerød substans. 

Siden dengang i 2013 er der løbet meget vand gennem Øresund og udstillingen ’Unseen’ på Arken viser nye sider af Kapoors virke, hvilket naturligvis indbefatter den uendeligt sorte farve, som Politikens anmelder fremhæver i citatet herover. 

Udstillingen kan ses indtil 20. oktober 2024.