På besøg i Herredsvang

Som et hyggeligt afbræk i arbejdet på Århus Kunstbygning, hvor jeg for tiden går i vejen, var jeg lige en tur med keramikeren Jørgen Hansen i Århus-forstaden Herredsvang, hvor Hansen p.t. er i gang med én af sine spektakulære brændingsskulpturer. Det har været en anderledes oplevelse for Hansen i forhold til tidligere projekter af samme karakter.

I Herredsvang er befolkningen sammensat af dén kategori af mennesker, som vi herhjemme lidt nedladende kalder ”folk af anden etnisk herkomst”. Jørgen Hansen udtrykte dog begejstring over forløbet, som det er gået hidtil, da vi kørte ud til pladsen, hvor skulpturen skal gløde – efter planen lørdag den 21. juni, som er årets længste dag.

Normalt står sådanne brændingsskulpturer og forfalder på stedet, når Jørgen Hansen og hans mange hjælpere har afsluttet deres seance; men i dette tilfælde skal skulpturen placeres inde i et nyt kulturhus i Herredsvang. Alene dette har afstedkommet visse forandringer i processen. Bl.a. er skulpturen placeret på et skelet af stål, som gør det muligt at flytte hele pivtøjet. Dét armeringsjern, der er placeret i en halv æggeform rundt om skulpturen bliver dækket med ler, således at skulpturen bliver brændt jævnt lige meget indvendigt som udvendigt.

Jeg har beskrevet ét af Hansens tidligere projekter i KunstmagasinetJANUS… Denne artikel kan læses HER>
Om det aktuelle projekt kan læses HER>
Slagets gang kan følges på blog HER>

'NI fra NU'. Det begynder at ligne en kunstudstilling

Værkerne kommer ind i en lind strøm til udstillingen ’NI fra NU’, som åbner 20. juni i Århus Kunstbygning. Nu er væggene i al fald malet og faktisk en stor del af de mange værker fra kunstnere, der er udvalgt af tre kuratorer, er ved at være på plads på væggene.

Tre kunstnere har hver kurator udvalgt – og alle kunstnerne bor eller arbejder i Århus-området. Kunstbygningen har længe været skydeskive for kritik vedr. at man ikke tilgodeser den lokale Århus-kunst tilstrækkeligt; men her er så et bud på hvad miljøet kan præstere…

Hvad hører hjemme hvor?

For tiden vises på KunstCentret Silkeborg Bad en udstilling, der har sit afsæt i en tysk samling (Rik Reinking Collection) af samtidskunst fra en lang epoke. Heriblandt et bredt udvalg af dén kunsttype, der går under betegnelsen street-art.

Til ferniseringen på Silkeborg Bad traf jeg som så ofte før ved den slags lejligheder en dame, som faktisk er en af mine bedste venners mor. Hendes udsagn var, at dén slags hører hjemme ude i miljøerne og ikke i en kunsthal. Hun var i det hele taget meget kritisk stemt over udstillingen i sin helhed – på trods af, at den viser alle mulige afskygninger af billedkunst. Jeg har også selv visse forbehold over for værker på udstillingen; men dét forhindrer mig ikke i, at besidde en overvejende tilfredshed med ’Call it what you like!’ som er udstillingens titel.

Nu har jeg så efterfølgende gjort mig nogle tanker vedrørende hvilken kunst, der hører til hvor. I sin tid mente man ikke, at en maler som Picasso hørte hjemme på f.eks. Statens Museum for Kunst. I dag fremstår dén museumsdirektør, der dengang ikke ville have Picasso inden for sine døre som en forstokket nar.

Jeg tænker også på Lundstrøms debut på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor anmelderne stillede spørgsmål ved den losseplads, som Lundstrøm brugte som udgangspunkt i sine collager.

Hvad der hører hjemme hvor er da en diskussion, der altid er værd at tage. I særdeleshed i disse tider, hvor kunstnersammenslutninger føler sig under hårdt pres fra parnassets magtelite. Men historien vil vide, at alting som ofte løser sig. De mest ligegyldige street-artists forsvinder ud i glemslen – og de stærke overlever. Også i kunsthallerne.

For tiden er man i gang med at opbygge en udstilling med amerikanske Mark Dion (født 1961) i Århus Kunstbygning. Komponenterne til totalinstallationen ’Concerning Hunting’ ligner en trælast, der er eksploderet; men der er mening med galskaben, vil det sikkert vise sig. Én ting står i hvert fald klart. Der er fernisering på udstillingen 27. juni. Om den hører hjemme i en kunsthal eller ej!

Illustrationen er fra 'Call it what you like!': Rainer Splitt: 'Farbgus Züricher Rot. Version 2008', maling.

Et brag af en udstilling på "Badet"

KunstCentret Silkeborg Bad viser over sommeren et stort udvalg af kunstværker fra tyske Rik Reinkings samling af billedkunst. På pressemødet havde jeg hele tre kvarter sammen med den sympatiske samler, der faktisk fortalte mig om stort set hvert eneste værk på udstillingen. I en sådan situation er det blot at folde ørerne ud og slå alle sanser til. Et sådant privilegie oplever man sjældent.

Udstillingen har fået titlen ’Call it what you like’, så jeg vil blot kalde det imponerende. Rik Reinking er andet og mere end blot en kunstsamler, der investerer for sin egen skyld. Værkerne er til stadighed udstillet forskellige steder i verden – og nu altså på ”Badet”.

Det afbillede værk er blot ét af mange værker af en væsenlig samtidskunstner. Jon Kessler er aktuel på en udstilling på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk; men nu altså også på Silkeborg Bad som en del af 'Call it what you like'. Titel: 'Heart of a Man', 1998.

Keramikken

Altså, jeg aner ikke, hvad der sker; men jeg må sige, at min fascination for keramik har været ganske stor de senere år. Én ting er helt sikkert: Hvis man tror, det er nemt, kan man godt tro om igen – og jeg er bestemt heller ikke keramiker.

Ikke desto mindre har jeg sammen med Rikke Elgaard, som bestemt ER keramiker, haft mulighed for at lave nogle udsmykninger på nogle små krukker, som Rikke og jeg har udformet i fællesskab. For ikke at der skal være nogle misforståelser, så er det naturligvis Rikke, som har formet krukkerne; men formen har vi bestemt i fællesskab.

Anyway… Der er nu resultater af de første spæde forsøg – og allerede nu har jeg nye idéer til, hvordan man kan bruge dette pragtfulde håndværk i forbindelse med ordkompositioner. Vi er godt i gang! Skal vi ikke bare sige dét? Det er ren magi!

NI fra NU - eller før?

Jeg går rundt og sørger for at gå så lidt som muligt i vejen på Århus Kunstbygning for tiden. Jeg er både praktisk medhjælp og kreativ sparring for institutionens ansatte ved opsætningen af udstillingen ’NI fra NU’, som er en maleriudstilling med fokus på ni kunstnere fra Østjylland – eller Århus og nærmeste omegn.

Det er en udstilling, der kommer til at vise bredt, hvad segmentet repræsenterer. Der er både unge, nyuddannede kunstnere og ældre mere eller mindre etablerede kunstnere på udstillingen, der åbner 20. juni.

The young ones

Jeg tror aldrig i tidligere år, at jeg har fået set så mange afgangsudstillinger fra de forskellige kunstpædagogiske institutioner som i år. Jeg mangler dog EXIT, som præsenterer afgangseleverne fra Det kgl. Kunstakademi. Til gengæld har jeg set en del i Jylland.

Den udstilling, der nok har skuffet mig mest er Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling, som fandt sted i Århus Kunstbygning indtil for nyligt. Det eneste projekt, jeg faktisk er i stand til at huske i skrivende stund, er Flemming Roligheds mange handsker, der var sømmet op på en kæmpevæg. At kunstneren på et tidspunkt havde mulighed for at fortælle mig om sit værk og tilvejebringelsen af de tusindvis af handsker i alle mulige afskygninger, har sikkert været med til at hjælpe den optiske hukommelse lidt på vej.

Umiddelbart gjorde Det Jyskes elever indtryk af, at arbejde meget iscenesættende og effektbevidst. På mig virkede langt de fleste af værkerne dog som iskolde kalkulationer i idé og konstruktion.

Århus Kunstakademi bruger akademibetegnelsen som lidt af en falsk varebetegnelse. Her er der tale om en gedigen billedskole. En kvalificeret én, vil jeg skynde mig at tilføje. Her afholdt man – også – for nyligt en kombineret elev- og afgangsudstilling over ganske få dage. I modsætning til Det Jyskes udstilling var der her tale om en helt anden og mangfoldig tilgang til de forskellige kunstneriske medier. Her optrådte kunsthåndværk, skulptur, grafik, idékunst og ikke mindst maleri i en stor sammenkogt symbiose.

I et så sammensat miljø er det svært at pege på oplagte talenter; men i mine øjne var der en maler, der i særdeleshed skildte sig ud ved et stringent og bevidst organiseret perspektiveret indslag. Maleren Christina Blaabjerg kommer vi til at høre mere til, føler jeg mig ret overbevist om.

Dér hvor man bliver positivt overrasket, er ofte i de sammenhænge, hvor et kuld helt og aldeles ukendte og unge kunstnere bliver ”sluppet løs” i udstillingssammenhæng. Således var oplevelsen af Holbæk Kunsthøjskoles udstilling i Kulturspinderiet i Sikeborg en af de mest overraskende og kvalitativt interessante af dem, jeg her har nævnt.

Masser af talent og lige så megen fortællelyst havde de unge mennesker fra Holbæk. Navne, der kunne være værd at fremhæve: Julian Toldam Juhlin med sin spooky installation af stregkoder, Pernille Egetofts kukure i keramik og Marlene Wolffs mixed media-arbejder.

Afslutningsvis har jeg netop haft mulighed for at se De Billedkunstneriske Grundkursers udstilling på Det Hemmelige Galleri i Herning. Lad det være slået fast med syvtommersøm! Dén udstilling ’Hot Wings’ bør ikke være hemmelig. Her er der lige så meget umiddelbar arbejdsglæde at spore som hos eleverne fra Holbæk. Et oplagt talent her… Kirstine Ruby! Hun viser helt tydeligt med sine malerier, at hun ikke ligger med hænderne over dynen om aftenen og udelukkende spekulerer over sin fremtidige kunstnerkarriere.

Et modigt sats – i øvrigt – af galleriets indehaver, Ole Sejersen, at give rum til denne sjove og spændende udstilling.

Der har været meget at se på i foråret. Nogle af de mange navne vil man opleve igen og igen fremover – andre vil opgive kampen om de hvide vægge på gallerier og i kunsthaller. Sådan er livet – men kan man dø med oprejst pande, er det vel ikke så skidt endda?