lørdag den 3. november 2012

Kunstbygningens formidling?

”Det er ofte befriende med udstillinger, hvor alt ikke er forklaret til døde, og hvor værkerne netop får liv i samspillet med publikums sansning. Men det er ikke tilfældet i denne udstilling, hvor man for ofte mangler at få del i kuratorens intention med sammensætningen af værkerne”

Marianne E. Gasbjerg – anmelder ved kunstportalen KUNSTEN.NU – er ret kritisk over for formidlingen af udstillingen ’Selvportrætter – JEG’ i Århus Kunstbygning. Det er svært at være uenig med Gasbjerg, når man selv i sin egenskab af anmelder har prøvet at kontakte Kunstbygningens komminikationsmedarbejder med henblik på at få lidt formidlingsmateriale om udstillingen, og ellers er blevet ignoreret.

fredag den 2. november 2012

Den tidlige Kirkeby

Jeg har tidligere omtalt en donation på fire værker af Per Kirkeby til Museum Jorn i Silkeborg på denne blog.

Nu bliver denne donation fulgt op med et foredrag om ”Den tidlige Kirkeby” på museet af museumsinspektør Teresa Østergaard Pedersen, der har et indgående kendskab til kunstneren – bl.a. gennem sit engagement med at organisere en omfattende udstilling med arkivmateriale, som Kirkeby har skænket til kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Jeg lavede faktisk en lille film om denne udstilling i sin tid, da et omfattende arkiverings- og katalogiseringsarbejde havde fundet sin midlertidige afslutning. Sådan et arkiv er en levende størrelse, som hele tiden vokser i kraft af, at kunstneren er særdeles levende og aktiv.

Jeg er i gang med at læse den seneste bog, som er udgivet med et stort antal af Per Kirkebys skrifter. Denne bog er en ’Læsebog’, og dét er også bogens titel. Jeg overvejer af samme årsag foredraget, som finder sted på Museum Jorn d. 21. november.

torsdag den 1. november 2012

Kunstbygningen, Oddergrisen og slut i Café Galleriet

Det er altid sjovere at sætte en kunstudstilling op, end det er at pille én ned, så heldigvis var Finn Have allerede i gang med at disponere og ophænge sin udstilling, da jeg kom til Café Galleriet i Odder for at pille min netop afsluttede udstilling i galleriet ned. Dermed opstod der en fin vekselvirkning mellem det opbyggelige og det afsluttede.

Finn Haves udstilling i Café Galleriet kommer til at fungere som en dobbeltudstilling, hvor der samtidigt er lavet en udstilling med Haves værker over et retrospektivt forløb på Odder Museum. Og alt er sat i scene med henblik på at fejre kunstnerens 60 års fødselsdag for nyligt.

Udstillingen, der har fået titlen ’Malerisk Gensyn’ – en titel, den deler med en netop udgivet bog om kunstneren, og som bl.a. er blevet anmeldt af undertegnede på Kunstavisens website – giver et mere nuanceret billede af Finn Have end den rene landskabsmaler, man har kunnet opleve på museer, i kunsthaller og gallerier de seneste år. Landskaberne udgør dog det gennemgående tema i Café Galleriet. Begge udstillinger åbner d. 3. november.

På vej til Odder havde jeg den åbenbare fornøjelse at køre med ”Oddergrisen”, som er en privat jernbane, der befordrer passagerer fra Aarhus til Odder via en masse mindre stationer – eller trinbrætter, om man vil. At stige ind i dette tog er som at gå ind i en tidslomme. Samtidigt føler man sig hjemme på en anden måde end i de Arriva-togvogne, jeg er vant til. Man oplever noget, når man er Kunstner uden Kørekort!

Grunden til at jeg rejste til Odder via Aarhus var, at jeg skulle se den aktuelle udstilling i Århus Kunstbygning med henblik på en anmeldelse. Denne vender jeg tilbage til senere; men det er en udstilling, jeg har et lidt ambivalent forhold til.

tirsdag den 30. oktober 2012

Hornung om KE

”Det klæder KE at være kommet tilbage i Den Frie udstillings lokaler. Om KE kvalitetsmæssigt også klæder bygningens ambitioner om at profilere sig i konkurrence med andre kunsthaller, er en anden sag. Det er en udstilling, der sigter bredre snarere end højere, men i kraft af sin mangfoldighed er den aldrig kedelig”

Kunstnernes Efterårsudstilling i 2012-udgaven er nærmest blevet et gennemgående tema på denne blog. Dagens citat stammer fra Peter Michael Hornungs tre-hjertede anmeldelse i Politiken, og Hornung bruger en metafor fra cykelverdenen i sin overkskrift, hvor det hedder ”Debutanter og håbefulde vandbærere”.

Om Johannes Sivertsens maleri på KE (herover) angiver Peter Michael Hornung, at et talent for at male klart er til stede; men at værket savner den tematiske idé og indholdsmæssige sammenhæng, der kunne profilere kunstneren noget skarpere.

Maleriet har titlen ’Sunrise/Odense’ og besidder det klassiske paysage-format 89 x 130 cm.

Canon G12

”Du får 5x optisk zoom via et stort objektiv og kan filme i HD-format. Billedkvaliteten er med klare, dybe farver og en høj detaljering samt ikke mindst en stoflighed i billedet, som gør, at det på nogle punkter overgår et godt DSLR-kamera”

Normalt er det kunstanmeldelser, jeg citerer fra på denne blog; men jeg kunne ikke lade være med at bringe et uddrag fra Datatids anmeldelse af et Canon G12-kamera, som er dén model, jeg tager næsten alle mine fotos med.

Og jeg er enig i, at dette kamera har nogle ret gode egenskaber – bl.a., og det lægger jeg meget vægt på, evnen til at tegne skarpt både på afstand og tæt på. Endvidere kan alle indstillinger foretages ved hjælp af udvendige hjul og knapper, hvilket gør kameraet overordentligt brugbart, når man bruger den manuelle metode.

Canon har for nyligt lanceret en ny model, som måske på sigt skal afløse G-serien. Men G1X er dyr, så spørgsmålet er, om den på længere sigt kan konkurrere med G12’eren?

Samtidigt erfarer jeg, at man i disse dage lancerer en G15, som dog ikke har den praktiske vippebare skærm samt de fleksible indstillingsmuligheder, der kendetegner 12’eren. Til gengæld er det lykkes for Canon at gøre kameraet smallere og at øge fokushastigheden. Det ene for det andet, kan man sige.

Billedet herover af de efterårsbadende damer er taget med mit Canon G12.

mandag den 29. oktober 2012

Jeppesen og KE

”Men man bør nok også overveje, om kunsten absolut altid skal være nyskabende, er der overhovedet originale ideer nok til alle dem, der gerne vil være originale og gør det noget, hvis kunstnere låner hist og her?”

Man kan god nogle gange sidde med en fornemmelse af Michael Jeppesen – kunstanmelder ved dagbladet Information – at han gerne vil spille samme rolle som litteraturanmelderen Lars Bukdahl har på Weekendavisen, nemlig den stærkt provokerende, som udelukkende har til hensigt at sætte anmeldelren i scene frem for blot at give et objektivt/subjektivt billede af den bog/udstilling de to hver især beskriver.

Ikke desto mindre har Jeppesen, modsat en del andre dagbladsanmeldere, taget sig tid til at kigge på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Fri i København, og i forbindelse med denne anmeldelse stiller han spørgsmålet, som kan læses herover.

Jeg vil ikke byde ind med et svar, da det vist giver sig selv? Ikke desto mindre bruger Jeppesen mange linier i sin anmeldelse på at påpege deltagernes referencer til andre kunstnere på den internationale scene.

Billedet herover er en gengivelse af Marie Holm Nielsens maleri ’Der er så dejligt derude på landet 4'. Om denne kunstner skriver Michael Jeppesen bl.a.: ”Marie Holm Nielsen har malet et par stramme huse i bunden og en voldsom himmel i grøn-sorte strøg. Det kunne have været så godt, men her virker det, som om evnerne ikke rakte længere”.

torsdag den 25. oktober 2012

Kunstbygningens ulidelige sværhed

”Systemics Series udforsker idéen om det transdisciplinære i samtidskunsten, dvs. tanken om, at alt er forbundet i et større system frem for opdelt i adskilte. Under temaet Systemics Series inddrages alle slags fagområder og idéer, herunder teknologi, videnskab, design, teori, økonomi, økologi m.m. i et kollektivt forsøg på at nytænke verden”.

Jeg kan ikke give en forklaring på ovennævnte, bortset fra, at ordene stammer fra Århus Kunstbygnings program for 2013-14. Hermed bestyrker kunsthallen den position, som man i de seneste år har indtaget – nemlig, at tematikken i institutionen skal være så svært tilgængelig, at det almindeligt kunstinteresserede publikum skræmmes over til konkurrenten på den anden side af Vester Allé.

”Systemics Series” afløser således EGO som tema! For dem, der ikke er klar over det, har kunstbygningen ansat hele to nye kunstneriske ledere. Én kan åbenbart ikke længere magte opgaven?

Heldigvis er der stadig i Århus Kunstbygnings program plads til Kunstnernes Påskeudstilling, ProKK, Guirlanden, Jylland og Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling. Disse institutioner burde kunne hive gennemsnittet op, når det drejer sig om publikumstal.

Billedet herover stammer fra den sidste udstilling, jeg så på Århus Kunstbygning. Det er et meget begrænset udsnit af en fantastisk god ruminstallation af kunstneren Trine Mee Sook Gleerup med titlen ’The Fool, a Nomadic Journey in Tarot and Life’. Udstillingen blev vist i kunstbygningens rotunde og skabte et æstetisk spændingsfelt i rummet.