torsdag den 15. november 2012

Louisiana-år med æstetik, pop og Ono


Så er Louisiana-magasinet dumpet ind gennem brevsprækken med oplysninger om, hvad man som publikum kan forvente af oplevelser på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i 2013-sæsonen. I godt en måned ind i året vil man kunne se den anmelderroste Anri Sala-udstilling, som har sit afsæt i videoinstallationer, hvor lyd og rytme spiller hovedrollerne.

Umiddelbart efter nytår – d. 8. januar – åbner en udstilling med tidlige tegninger af Andy Warhol (nederste billede), og hermed fortsætter museet linien med at vise tegninger af nogle af det 20. århundredes store kunstnere.

Det ligner et æstetisk pletskud, når museet til foråret viser en udstlling i Louisiana Contemporary med installationer af den amerikanske kunstner Tara Donovan (øverste billede).

Popkunstens mere designforankrede aspekter vises på udstillingen med den sigende titel Pop Art Design i perioden 8. februar-20. maj.

Årets store sommerudstilling, der åbner d. 1. juni, er en præsentation af den japansk-amerikanske kunstner Yoko Ono, der fylder 80 i 2013. Ono er nok mest kendt for at være enke efter John Lennon; men Louisiana sætter altså spot på Ono i forbindelse med udstillingen Half-A-Wind-Show.

Denne udstilling kan ses frem til d. 15. september – og så nærmer efteråret sig såmænd igen.

fredag den 9. november 2012

Robert Jacobsen 100 år


”Fra de matte sortmalede, over de senere mere rå rustprægede overflader og til de farverige skulpturer fra hans senere år viser udstillingen os den helt særlige evne, Jacobsen havde, til at gøre værkerne vedkommende i rummet sammen med os”

I anledning af 100-året for billedhuggeren Robert Jacobsens fødsel har Kunsten i Aalborg for nyligt åbnet en udstilling med hans værker.

Thilde Nyborg giver fem hjerter i dagbladet Politiken til ’Rum og form – Robert Jacobsen i 100 år’. Robert Julius Tommy Jacobsen døde i 1993

Ord og Rum samt Tilværelsens Kolonihave i Brænderigården

Brænderigården i Viborg er en institution, der i de senere år har skærpet ambitionsniveauet, og nu viser det smukke udstillingssted to udstillinger, der bl.a. præsenterer værker af kunstnere fra min egen omgangskreds.

Om udstillingen Ord & Rum hedder det i pressematerialet: ”I kunsthallens Hovedfløj kan man opleve hvordan ord, billeder og lyd smelter sammen når fire af landets mest fremtrædende kunstnere og forfattere arbejder sammen. Forfatterne Ursula Andkjær Olsen, René Jean Jensen, Theis Ørntoft og Amalie Smith har skrevet nye tekster, som kunstnerne Sophie Hjerl, Andreas Schulenburg, Katja Bjørn og Steen Rasmussen frit fortolker via installations- og videoværker”.

I sommer lavede keramikeren/skulptøren Jørgen Hansen en af sine mange brændingsskulpturevents på Brænderigården, og det er der kommet en udstilling ud af med titlen Tilværelsens Gårdhave.

Om denne udstilling kan man finde følgende på kunsthallens hjemmeside: ”Titlen Tilværelsens Gårdhave refererer til rummets arkitektur, som med sin højde og søjler kan minde om østens paladser. De fem mandshøje træer er opbygget og brændt udenfor på gårdspladsen ved Kunsthal Brænderigården i sommer og har derfor en særlig stedsspecifik betydning. Herudover omfatter udstillingen bl.a. elementer som fisk, fugle, træer, krukker og fade i bløde organiske former med farver fra sart rosa til dybe gule og grønne toner. Glasurens uforudsigelige overflade og farverigdom efter brændingen bringer en drømmeagtig lethed over mange af værkerne, der kontrasteres af grå rålersfade i dagligdags jordfarver, hvorved der skabes en spændvidde mellem lerets magi og jordbundethed”.

De to udstillinger åbner d. 10. november og illustrationen, der ledsager denne tekst viser værket 'Skov' af Jørgen Hansen.

tirsdag den 6. november 2012

Fire år mere

Billedet til højre er malet af Jasper Johns, og det symboliserer vel ganske godt nationen, som USA’s nu genvalgte præsident kalder ”the great american family”?

Jeg har netop set og hørt Barack Obamas sejrstale, og jeg må indrømme, at magen til fremragende retoriker skal man lede længe efter. Hvor hans modkandidat ved præsidentvalget har benyttet sig af den samme taleform som en af hans forgængere Ronald Reagan – hvilket i øvrigt også kendetegnede katastroferne George Bush sr. og jr. – besidder Obama helt sin egen måde at udtrykke sig på.

Jeg er sikker på, at analytikerne nu kommer frem på banen med henblik på at finde ud af, hvordan Obama, som har haft det svært i sin første perioede, kunne opnå genvalg. Spørgsmålene vil hobe sig op: Var modstanden fra republikanerne for sølle? Smed orkanen Sandy sand i maskinrummet hos Romney? Eller er Obama bare den rigtige til at regere landet fra den store hvide villa i Washington?

Måske er vi klogere om fire år…? Under alle omstændigheder er et nyt ord blevet lanceret under denne valgkamp: Mon alle alligevel ved, hvad en ”svingstat” er?

mandag den 5. november 2012

Gror som ukrudt

”Vi kan godt lide ukrudt, vi kan godt lide det, som ikke lader sig bremse af noget som helst, men vokser op alle steder og gennem beton, hvis det er påkrævet. 'Din Pik Gror Som Ukrudt' er en hyldest til den mandlige seksualitet”

Det er da under alle omstændigheder et sympatisk citat, forfatteren Merete Pryds Helle anfører her, og jeg har læst det på Politiken.dk, hvor det fremsættes i tilknytning til tyveriet af et flag, som billedkunstneren Anne Marie Ploug har produceret i forbindelse med en udstilling under den københavnske Kulturnat en gang i oktober.

Jeg ved ikke, om flaget, der måler 1,50 x 2,00 m. er blevet tilvejebragt, siden efterlysningen optrådte på Politiken.dk; men jeg vil i hvert fald gerne slå et slag for, at det kommer tilbage til dets rette ejermænd/kvinder, som jeg finder meget sympatiske – og dét kan jeg sige, da jeg faktisk har truffet dem begge – uafhængigt af hinanden.

søndag den 4. november 2012

Film om og med Jonna Pedersen

Tidligere i år viste Kunstpakhuset i Ikast en udstilling med de to danske kunstnere Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen, der blev suppleret med de to New York-baserede kunstnere Grace Graupe-Pillard og Robin Tewes. En meget naturlig kobling i og med at udstillingen havde New York som tema.

De to amerikanske kunstnere spillede faktisk også en rolle i beskrivelsen af Jonna Pedersens kunst, som en ven af Kunstpakhuset, Bjarne Eriksen, foretog med videokamera under åbningen af udstillingen.

Det kom der naturligvis en lille film ud af, som jeg gerne vil slå et slag for på denne blog på trods af, at aktualiteten måske ligger nogle måneder tilbage.

lørdag den 3. november 2012

Malerisk gensyn

Det virker næsten som hovedpersonen er ramt af en sjælden solstråle på billedet herover, der er taget ved åbningen af udstillingen Malerisk Gensyn på Odder Museum. Det er naturligvis Finn Have, der stadig fejrer sin nylige 60 års fødselsdag – nu med hele to udstillinger i hjembyen Odder.

Samtidigt med udstillingen på museet viser Café Galleriet, ligledes i Odder, et udvalg af Haves værker. Som det vil være jævnlige læsere af denne blog bekendt, har jeg selv netop afsluttet en – synes jeg – meget vellykket udstilling i netop Café Galleriet.