tirsdag den 10. marts 2015

Form, farve og flade på ARoS

'Formen - Farven - Fladen': Franciska Clausen: 'Penture Murale', 1930

Snart offentliggør kunstmuseet ARoS udstillingsprogrammet for 2015. 

Det kan måske forekomme lidt sent på året, at man fra museets side inviterer til pressemøde angående de kommende begivenheder på museet; men allerede nu kan man naturligvis på ARoS' hjemmeside se lidt af, hvad der præsenteres i den første halvdel af 2015, og allerede den 27. marts blænder museet op for en interessant udstilling med titlen 'Formen - Farven - Fladen', som dels viser et antal abstrakte værker fra museets samling, og dels behandler disse værker i et forløb, der sidestiller dem med diverse designbaserede brugsgenstande. 

Temaet synes umiddelbart interessant, og jeg glæder mig i hvert fald til at opleve, hvordan man fra ARoS' side har grebet emnet an. 

Om få dage kommer der mere om ARoS' udstillingsprogram for 2015 her på blog'en. 

mandag den 9. marts 2015

Nedbrud



Nogle gange bør man bryde ned, før man kan bygge noget nyt op, og i lang tid har jeg haft et antal bemalede lærreder fra nullerne stående til ingen verdens nytte. 

Nu er jeg begyndt at afmontere nogle af disse lærreder med henblik på at genbruge de udmærkede blindrammer, som lærrederne var spændt op på. 

Jeg mangler blot en rulle ny lærred; men en sådan kan sagtens skaffes.

søndag den 8. marts 2015

57 værker ved 'Sculpture by the Sea 2015'

Arkitekterne Gjøde og Povlsgaard giver et bud på et værk til 'Sculpture by th Sea' - nemlig denne "uendelige bro". 

Når skulpturudstillingen 'Sculpture by the Sea' kan opleves i et langt forløb, der strækker sig fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus, er det muligt at se ikke mindre end 57 skulpturer og/eller landart-projekter i den måned, hvor udstillingen finder sted. 

Der er ingen grund til at tro, at det ikke igen denne gang bliver et projekt, der viser fine værker sammen med odiøse amatørarbejder; men en stor del af oplevelsen består såmænd i at gå rundt og lytte til publikums udsagn om den udstillede kunst. 

Det er nemt at være kritisk over for et udstillingskoncept, der viser så mange forskellige kunstværker - og det er også indlysende, at det bliver lidt af et sammensurium, der bliver udstillet i området ved Aarhus Bugt i perioden 5. juni-5. juli 2015. 

Blandt de udstillende kunstnere kan man opleve kendte og ukendte danskere samt kendte og mindre kendte kunstnere fra blandt andet Tyskland, Australien, Japan, Tjekkiet, England, Sverige, Indien, Canada, New Zealand og Norge. 

Én ting er under alle omstændigheder sikkert: Det bliver stort! 

Stiften deler stjerner ud

"I det hele taget er der mange indfaldsvinkler til værkerne, men det kræver en forhåndsviden, og heri ligger også udstillingens svaghed: For i udgangspunktet er der ikke meget at se på"

Selv om der muligvis optræder et vist forbehold i citatet herover, er Christian Salling i sin anmeldelse i Århus Stiftstidende overordnet positiv over for udstillingen med den latterligt lange titel 'A Madman, a Patient, a Condemned Man, a Worker and a Schoolboy' med værker af den unge norske kunstner Gardar Eide Einarsson på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Salling hæfter sig især ved det sympatiske i, at ARoS nu viser mindre kendte nordiske kunstnere i et tre-årigt forløb, hvilket man også kan læse min mening om, når min egen beskrivelse af udstillingen på et tidspunkt foreligger. 

Jeg kan røbe her i dette snævre forum, at jeg dog ikke deler Stiftens anmelders begejstring for den aktuelle udstilling. Salling giver generøst fire stjerner. 

Men satsningen med 'New Nordic' går jeg også klart ind for. Der tages chancer og løbes risici - og sådan bør det være, også i forhold til et museum af ARoS' kaliber.

torsdag den 5. marts 2015

Cronhammar i Cisternerne

Ingvar Cronhammar: Installationsfoto fra Cisternerne (pressefoto: Christina Capetillo)

"Cronhammars værk vibrerer et af de steder, hvor billedkunst og arkitektur (og tro og tilværelsestolkning) mødes. Men vi er langt fra maleres og bygningskunstneres forestillinger om varme huleagtige badeanstalter, hvor vandet falder blødt fra loftet ned i bassinerne, og det hele danner en slags tryg livmoder"

Citatet herover stammer fra Torben Weirups anmeldelse i Berlingske omhandlende en nyåbnet udstilling i Cisternerne ved Søndermarken i Frederiksberg. 

I det underjordiske har Ingvar Cronhammar bemægtiget sig rummet til seks stjerner ifølge Weirup

Udstillingen i Frederiksbergs underverden kan ses helt frem til d. 29 november 2015.

Einarssons ekspressive minimalisme





"Gardar Eide Einarssons udstilling på ARoS kan måske ved første øjekast synes kølig og minimalistisk, men giver man sig tid til at lokke det ekspressive indhold frem, kan det sætte vores fælles historie og viden i spil og give stof til eftertanke"

Citatet stammer fra udstillingen med den komplicerede titel 'A Madman, a Patient, a Condemned Man, a Worker or a Schoolboy' med værker af den norske kunstner Gardar Eide Einarsson på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Desværre stiller kataloget skarpt på Einarssons generelle kunstneriske praksis og ikke på værkerne, der ledsager den aktuelle udstilling. 

Her kan man opleve et større antal malerier, som stort set er ens. Nogle store lærreder, bemalet med tilsyneladende sort-hvide ekspressionistiske abstraktioner, er blevet tildækket med påtrykte presenninger, der blot efterlader få centimeter synligt af de oprindelige penselstrøg. 

Jeg ved ikke, om kunstneren har til hensigt at sætte et endeligt punktum for den amerikanske, abstrakte ekspressionisme, der var toneangivende lang tid før den norske kunstner blev født; men en kendsgerning er det dog, at repræsentanterne fra den faktiske samtidskunstscene ser netop denne epoke som noget bedaget og utidssvarende. 

Ligeledes vil fremtidens unge kunstnere på længere sigt se nutidens smarte og intellektuelle aktører på kunstscenen som gammeldags og konforme. 

Det kan hurtigt blive snart!

tirsdag den 3. marts 2015

Privilegeret i Søhøjlandet

Per Kirkeby: Koldnålsradering uden titel, 1980


"Udstillingen er på en og samme tid grandios og et galmandsværk. Det er en flot gestus over for en billedkunstner, der fylder så meget i dansk kulturhistorie. Man skal nærmest bo i byen - Søhøjlandets hovedstad - for at få den fulde glæde ved udstillingen ved at se den adskillige gange"

Når man læser Torben Weirups fem-stjernede anmeldelse af 'Per Kirkeby - Det raderede Livsværk', som finder sted på Museum Jorn i Silkeborg, føler man sig med ét ganske privilegeret ved at bo i byen, hvor de 1.500 små og store raderinger udstilles. 

Udtalelsen minder samtidigt én om, at udstillingen skal ses mere end en enkelt eller to gange mere. 

Man kan såmænd lige så godt mere eller mindre opslå lejr på Museum Jorn frem til den 24. maj, hvor udstillingen slutter.