torsdag den 12. marts 2015

Togtegninger






Når man kører med tog fra f.eks. Silkeborg til Aarhus er der masser af motiver, som man kan tegne. 

Men man skal være hurtig, da sådan et tog skyder en anseelig fart.

onsdag den 11. marts 2015

Kunsten lever i Odder

Installationsfoto fra Elin Neumanns udstilling i KunstVærket i Odder

Stationsbyen Odder er kendt for flere ting; men inden for billedkunsten er byen i forhold til sin størrelse faktisk ret meget fremme på beat'et. 

I den forbindelse bør man nævne Odder Kunstsamling, som arrangerer udstillinger i KunstVærket i Vita Park, og netop nu udstiller institutionen min gode ven Elin Neumann, som med sin aktuelle udstilling 'Udenfor Byen' fejrer sin 60 års fødselsdag. 

For nyligt åbnede tillige Operationsgangen, der fungerer som kunstnerstyret udstillingsinstitution. 

Her kan man for tiden se en udstilling, hvor adskillige af mine gode bekendte deltager. Man kan blandt andet se og høre en lydinstallation af John Alex og Taina Hvidlykke samt en i bogstavelig forstand stoflig installation af Anja Christensen - blandt meget andet. 

Så bør jeg naturligvis nævne det seriøse udstillingssted Café Galleriet, hvor jeg selv har haft den ubetingede fornøjelse at udstille for et par år siden.

Fejl i Robert Jacobsen-anmeldelse

I forbindelse med min anmeldelse i Jyllands-Posten af 'Jernmanden - Robert Jacobsen' på HEART i Herning, antyder jeg, at der udelukkende er udviklet en "app" til udstillingen, og ikke udgivet et katalog. 

Det viser sig så efterfølgende, at der siden jeg besøgte museet, er udgivet et mini-katalog. 

Jeg skal naturligvis være den første til at beklage fejlen, som dog næppe ville være opstået, hvis kataloget havde været tilgængeligt, da jeg besøgte museet umiddelbart efter åbningen af udstillingen. 

I øvrigt tildeler jeg 'Jernmanden' fire stjerner i avisen.

tirsdag den 10. marts 2015

Form, farve og flade på ARoS

'Formen - Farven - Fladen': Franciska Clausen: 'Penture Murale', 1930

Snart offentliggør kunstmuseet ARoS udstillingsprogrammet for 2015. 

Det kan måske forekomme lidt sent på året, at man fra museets side inviterer til pressemøde angående de kommende begivenheder på museet; men allerede nu kan man naturligvis på ARoS' hjemmeside se lidt af, hvad der præsenteres i den første halvdel af 2015, og allerede den 27. marts blænder museet op for en interessant udstilling med titlen 'Formen - Farven - Fladen', som dels viser et antal abstrakte værker fra museets samling, og dels behandler disse værker i et forløb, der sidestiller dem med diverse designbaserede brugsgenstande. 

Temaet synes umiddelbart interessant, og jeg glæder mig i hvert fald til at opleve, hvordan man fra ARoS' side har grebet emnet an. 

Om få dage kommer der mere om ARoS' udstillingsprogram for 2015 her på blog'en. 

mandag den 9. marts 2015

Nedbrud



Nogle gange bør man bryde ned, før man kan bygge noget nyt op, og i lang tid har jeg haft et antal bemalede lærreder fra nullerne stående til ingen verdens nytte. 

Nu er jeg begyndt at afmontere nogle af disse lærreder med henblik på at genbruge de udmærkede blindrammer, som lærrederne var spændt op på. 

Jeg mangler blot en rulle ny lærred; men en sådan kan sagtens skaffes.

søndag den 8. marts 2015

57 værker ved 'Sculpture by the Sea 2015'

Arkitekterne Gjøde og Povlsgaard giver et bud på et værk til 'Sculpture by th Sea' - nemlig denne "uendelige bro". 

Når skulpturudstillingen 'Sculpture by the Sea' kan opleves i et langt forløb, der strækker sig fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus, er det muligt at se ikke mindre end 57 skulpturer og/eller landart-projekter i den måned, hvor udstillingen finder sted. 

Der er ingen grund til at tro, at det ikke igen denne gang bliver et projekt, der viser fine værker sammen med odiøse amatørarbejder; men en stor del af oplevelsen består såmænd i at gå rundt og lytte til publikums udsagn om den udstillede kunst. 

Det er nemt at være kritisk over for et udstillingskoncept, der viser så mange forskellige kunstværker - og det er også indlysende, at det bliver lidt af et sammensurium, der bliver udstillet i området ved Aarhus Bugt i perioden 5. juni-5. juli 2015. 

Blandt de udstillende kunstnere kan man opleve kendte og ukendte danskere samt kendte og mindre kendte kunstnere fra blandt andet Tyskland, Australien, Japan, Tjekkiet, England, Sverige, Indien, Canada, New Zealand og Norge. 

Én ting er under alle omstændigheder sikkert: Det bliver stort! 

Stiften deler stjerner ud

"I det hele taget er der mange indfaldsvinkler til værkerne, men det kræver en forhåndsviden, og heri ligger også udstillingens svaghed: For i udgangspunktet er der ikke meget at se på"

Selv om der muligvis optræder et vist forbehold i citatet herover, er Christian Salling i sin anmeldelse i Århus Stiftstidende overordnet positiv over for udstillingen med den latterligt lange titel 'A Madman, a Patient, a Condemned Man, a Worker and a Schoolboy' med værker af den unge norske kunstner Gardar Eide Einarsson på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Salling hæfter sig især ved det sympatiske i, at ARoS nu viser mindre kendte nordiske kunstnere i et tre-årigt forløb, hvilket man også kan læse min mening om, når min egen beskrivelse af udstillingen på et tidspunkt foreligger. 

Jeg kan røbe her i dette snævre forum, at jeg dog ikke deler Stiftens anmelders begejstring for den aktuelle udstilling. Salling giver generøst fire stjerner. 

Men satsningen med 'New Nordic' går jeg også klart ind for. Der tages chancer og løbes risici - og sådan bør det være, også i forhold til et museum af ARoS' kaliber.