mandag den 4. maj 2015

Hvad er psykedelisk kunst?

Birgitte Lund: '366 A Year of Psychedelic Landscapes' (pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad/Stuart McIntyre)

Spørgsmålet i overskriften bliver besvaret på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor billedkunstneren Birgitte Lund d. 14. maj åbner en udstilling med titlen 'Psykedeliske landskaber'. 

For os, der var unge i 60'erne og de tidlige 70'ere har betydningen "psykedelisk" nok en anden betydning, end man ser det demonstreret på nutidens kunstscene? 

Jeg tænker på et trick, som lysfolkene i forbindelse med beatkoncerter brugte, hvor de placerede nogle kulørte væsker mellem to glasplader og efterfølgende projicerede det hele op på scenen via et episkop. 

Dette er naturligvis blot ét af psychedelic'ens mange udtryk. På det mere kropslige plan fik man absolut mest ud af scenerierne, hvis man var f.eks. var påvirket af stoffet LSD. 

Alt dét har jeg ikke så mange erfaringer med; men jeg vil da glæde mig til at opleve Birgitte Lunds version af psychedelia. 

Skagens Museum viser samling og samtid

Den røde løber er rullet ud før Skagens Museums tilbygning indvies (foto: Skagens Museum)... 

De fleste ved sikkert, at der på Skagens Museum findes en enorm samling af, hvad de berømte skagensmalere producerede i deres storhedstid. 

I en periode har museet imidlertid været lukket, da det har gennemgået en omfattende renovering. 

Samtidigt er man påbegyndt en udvidelse af museet - og første etape af denne tilbygning er netop blevet indviet med udstillingen 'Samling & samtid', hvor man har udvalgt et antal kunstnere fra nutidens kunstscene og ladet disse gå i dialog med værker fra den omtalte samling. 

Jeg vil om kort tid besøge museet med henblik på en anmeldelse af udstillingen, men jeg glæder mig naturligvis samtidigt til at danne mig et indtryk af, hvordan det renoverede og udvidede museum kommer til at fremstå. 

Man forventer endeligt at indvie museet i februar 2016.

Scagliola.



I forbindelse med min anmeldelse af Erik A. Frandsens udstilling på Horsens Kunstmuseum angav jeg fejlagtigt to runde værker med solsikker som "malerier".

Imidlertid er de to værker udviklet med metoden scagliola - og hvad dét indebærer, kan man få en indikation på med videoen herover, hvor en italiensk håndværker fortæller om teknikken.

Heldigvis er filmen forsynet med engelske undertekster.

Orla Lau

Jeg tegnede denne karikatur af maleren Orla Lau for efterhånden mange år siden i forbindelse med Orlas 50 års fødselsdag.

Orla Lau er ifølge Weilbachs Kunstnerleksikon født i 1926, så tegningen kan glimrende dateres 1976 - og det er trods alt næsten 40 år siden.

Jeg har signeret tegningen, og det er bemærkelsesværdigt, at min signatur ikke har ændret sig synderligt i årene, der er gået siden dengang.

søndag den 3. maj 2015

Kunstsalg slår alle rekorder

Denne version af Andy Warhols 'Triple Elvis' fra 1963 blev solgt for 73 millioner dollars på Christie's i 2014

Beløbet 51 milliarder euro (380,618 milliarder kr.) kan synes totalt vanvittigt; men det er hvad der i løbet af 2014 blev omsat kunst for på verdensplan ifølge kulturportalen Søndag Aften, der i sin nyeste udgave har bragt en oversigt over, hvilke kunstnere - afdøde som nulevende, der rent kommercielt har været mest toneangivende på den internationale scene i løbet af året. 

Det er muligvis ikke specielt overraskende, at Andy Warhol er den ubetinget mest omsatte kunstner i løbet af 2014. 

På de følgende pladser kommer Picasso, Francis Bacon, Gerhard Richter, Mark Rothko og Claude Monet. 

Det er interessant, at iagttage en kunstner, som man herhjemme regner som en sværvægter på kunstscenen, Asger Jorn, sniger sig ind blandt de 500 mest omsættende med en forholdsvis beskeden plads som nr. 452. 

Den samlede omsætning på Jorn rammer 3,6 millioner dollars (næsten 24 millioner kr.), hvilket vel egentligt også er en slags penge? 

Det højeste hammerslag for Jorn udgør 325.000 dollars, hvilket svarer til godt to millioner kroner. 

Folkeligt på Badet


KunstCentret Silkeborg Bad har netop åbnet en udstilling, der bringer, hvad kunstcentret kalder to af Danmarks mest folkelige kunstnere, sammen. 

Henry Heerup (øverste billede) døde for flere år siden - han levede fra 1907 til 1993 - og uanset, hvad man måtte mene om hans lettere naive tilgang til billedkunsten, har han sat en tydelig signatur på den danske kunsthistorie, og hermed mener jeg ikke den karakteristiske skrift, han oftest forsynede sine værker med, når disse skulle påtegnes. 

Heerup er en kunstner, de fleste er bekendt med, og ad den vej kan man roligt kalde ham for en kunstner, der besidder en vis folkelighed. Hans værker - om det er malerier, skulpturer eller grafiske arbejder - besidder da ofte nogle eventyrlige fortællinger, som kunstneren udviklede i sit berømte kolonihavehus i Rødovre. 

Som nævnt kan man nu se to folkelige kunstnere på Silkeborg Bad, og den anden, Leif Sylvester (f. 1940), fortalte under åbningen, at han faktisk som ung håndværker opsøgte Heerups kolonihave med henblik på at møde kunstneren; men da Heerup tilsyneladende ikke var til stede - eller måske blot var gået indendørs - opgav den unge kunstner sit forehavende, som han ikke siden gentog. 

Man kan vel roligt sige, at historien havde haft en væsentlig mere interessant dimension, hvis Sylvester rent faktisk havde mødt Heerup ved den pågældende lejlighed. Det gjorde han altså ikke; men nu kan man se de to kunstnere sammen på Badet i en udstillingssammenhæng, man har kaldt 'Vidunderlig hverdag'. 

Jeg har et ret anstrengt forhold til kunst, der skal fremstå som en definition på folkelighed; men heldigvis behøver jeg ikke besidde en mening om den pågældende udstilling. 

Dog må jeg sige, at der var enkelte af Heerups værker, der overraskede mig positivt ved åbningen. 

Udstillingen kan ses frem til d. 30. august - og den skal såmænd nok trække et stort antal gæster til Badet.

lørdag den 2. maj 2015

Venedig-nyt

Sarah Lucas: 'Eros', courtsey Sadie Coles HQ, London

Den 9. maj åbner Biennalen i Venedig, og det er såmænd altid spændende, hvad de forskellige nationer byder ind med på den omfattende udstilling i den italienske kanalby. 

I år er Danmark således repræsenteret ved den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo. Han deltager på Den Danske Pavillon med en udstilling med den tvetydige titel 'Mothertongue', som kan oversættes til "modersmål". 

Går man igennem listen af kunstnere fra de respektive nationer, er der ikke mange, man er bekendt med. Dog har Holland deltagelse af Herman de Vries, som efterhånden er en aldrende herre. Mit kendskab til hans kunstneriske praksis begrænser sig dog især til nogle værker, som befinder sig på Museum Jorn i Silkeborg. 

Kigger man listen over deltagende kunstnere grundigere efter, skal man nok finde navne, man har set eller oplevet tidligere. 

Blandt andet er England repræsenteret med den kontroversielle Sarah Lucas, som ofte har skabt en vis opmærksomhed med sine værker. Lucas har arbejdet med en del forskellige udtryk lige fra performance til møbeldesign i beton. Lucas tilhører den britiske samtidskunstscene, som blandt andre tæller kunstnere som Damien Hirst og Tracey Emin. 

Som nævnt åbner Venedig Biennalen d. 9. maj og udstillingen kan ses helt frem til d. 22. november, så måske skulle man øremærke efterårsferien til en tur til Venedig? 

Kunstportalen kunsten.nu har netop udsendt en reportage om Biennalen med en liste over de deltagende kunstnere... læs den HER>