lørdag den 24. oktober 2015

En tynd kop te


"Nathalie Djurborg og Hans Bergs farverige univers besidder en umiddelbar sanselig appel, og ville eksempelvis udgøre en glimrende kulisse til psykedeliske rockband Spids Nøgenhats debutalbum "En mærkelig kop te". Men i dette tilfælde er teen desværre blevet lidt for tynd, og udstillingen ender i den kunstfagligt kalorielette afdeling"  

Den første anmeldelse af udstillingen 'Flickers of Day and Night' (glimt af dag og nat) på ARoS Aarhus Kunstmuseum er netop offentliggjort. 

Århus Stiftstidendes anmelder giver i en ret kritisk anmeldelse tre (af seks) stjerner til Nathalie Djurberg og Hans Bergs farverige og tre-dimensionelle tegneserieunivers

Jeg er faktisk ret enig med anmelderen i iagttagelserne, som lægger vægt på, at en ud af tre installationer trods alt besidder visse kvaliteter.

fredag den 23. oktober 2015

Flimmer på ARoS







Udstillingens titel er 'Flickers of Day and Night' og jeg har prøvet at oversætte ordet "Flicker", og det bliver til "flimmer", og med et "s" i enden må det vel være flimmer i flertal? 

Uanset, hvordan man vælger at definere titlen, er der ganske rigtigt meget flimmer på ARoS, der viser udstillingen med den nævnte titel og værker af parret Nathalie Djurberg og Hans Berg. 

Der optræder besynderlige fugle, modellervoksanimationer og neonlys samt en udmærket installation med en masse kunstige blomster. 

Jeg har netop færdiggjort en anmeldelse af udstillingen, og den kan formentlig læses snart i et af landets store dagblade. 

Jeg vil ikke røbe her, hvordan jeg vurderer udstillingen overordnet; men blot konstatere, at der er tale om version 3 i et udstillingsforløb med titlen 'ARoS Focus // New Nordic'. 

Jeg tog nogle billeder under pressemødet på udstillingen, og nogle af dem kan man se herover...

Silkeborg Langsø


Denne sø adskiller rent fysisk Silkeborg Midtby fra den nordlige bydel - umiddelbart Alderslyst. 

Den strækker sig i et temmelig langt forløb, og det er sandsynligvis derfor, søen har fået sit navn.

Myrekryb

Et af de mest syrede indslag på samtidskunstscenen finder for tiden sted i Kunsthal Aarhus, hvor en polsk kunstner, der kalder sig Elvin Flamingo i bogstavelig forstand har være myreflittig vedrørende at skabe et antal installationer, der rummer mere eller mindre eksotiske myrearter

Det viser sig faktisk, at han har erhvervet sig disse myrer i en myreforretning i Berlin, hvor en dansk myreekspert har solgt et antal tilsvarende myrer - og dermed er de aktuelle insekter kommet tilbage til deres oprindelsesland. 

Hvis man vil se, hvordan dette myrescenarie tager sig ud, kan dette gøres indtil d. 29. november. 

I mellemtiden må personalet kunsthallen agere myresittere og fodre de tilsyneladende grådige insekter.

mandag den 19. oktober 2015

Søde sommerminder




Overskriften lyder som noget fra en dansktopsang i 70'erne; og måske er jeg ved at blive lidt småsentimental i forhold til årstiden. 

Ikke desto mindre faldt jeg over disse fire tegninger, som jeg foretog under et af sommerens besøg ved stranden. 

Jeg ved ikke, hvorfor disse tegninger ikke er daterede; men jeg husker dog, at de er udført i august.

lørdag den 17. oktober 2015

Underskriftindsamling for Statens Værksteder

Som jeg tidligere har nævnt her på blog'en, er det fra Kulturministeriet blevet besluttet at flytte Statens Værksteder for Kunst fra den nuværende beliggenhed ved Gl. Dok i København til lokaler på Kronborg ved Helsingør. 

Det har ikke rigtigt været muligt for mig at gennemskue, ud fra hvilke årsager, man har valgt at tage en sådan skingrende sindssyg beslutning. 

Værkstederne fungerer forbilledligt på den nuværende adresse, og jeg skal såmænd gerne erklære, at dette ikke er noget, jeg har personlige erfaringer med; men blot hørt fra andre kunstnere, der har haft mulighed for at arbejde på værkstederne. 

I samme moment er det væsentligt at nævne, at der er blevet iværksat en underskriftindsamling på nettet, hvor det faktisk er ret påfaldende at underskriverne for størstedelens vedkommende kommer fra Hovedstadsområdet. 

Måske er der en enkelt aarhusianer eller to, der kunne tænke sig at deltage i underskriftindsamlingen, som kan findes HER>

ARoS igen...

Djurberg og Berg: 'A Thief Caught in the Act (Mantega Duck), 2015 - detalje (pressefoto: ARoS)

Min næste anmelderopgave bliver såmænd endnu en gang en udstilling, der finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Her handler det om tredje version af udstillingsforløbet 'New Nordic', der denne gang præsenterer kunstnerduoen Nathalie Djurberg og Hans Berg. 

ARoS' pressesite hedder det blandt andet om kunstnerne: "Deres kunst har et surrealistisk og psykedelisk udtryk og befinder sig et sted, hvor den normalt mentale tilstand er kørt af sporet. Værkerne har en særlig tiltrækningskraft. Samtidigt er der noget frastødende ved dem". 

Umiddelbart i forlængelse af disse ord, erklærer ARoS, at de er meget stolte af at præsentere kunstnerne. 

Jeg glæder mig i hvert fald til at tage udstillingen 'Flickers of Night and Day' nærmere i øjesyn.