Komponisten og musikeren Scott Walker er død

Scott Walker 1943-2019 (foto: Jamie Hawkesworth)

Det lyder som et dommedagsdrøn, når de første stilfærdige strofer på albummet The Drift er blevet afspillet. 

Det bliver ikke mindre voldsomt, da vokalen sætter ind, og det er ikke hvilken som helst sangstemme, der er tale om. 

Første gang man i et større perspektiv hørte Scott Walker oplade sin karakteristiske baryton, var i forbindelse med trioen The Walker Brothers midt i tresserne. 'The Sun Ain't Gonna Shine Any More' var blot et af de flere hits trioen begavede hitlisterne med indtil Scott fik nok af det eksplosive fanhysteri, som blev gruppen til dels. 

Umiddelbart i forlængelse af The Walker Brothers (som ikke fysisk var brødre) skabte Scott Walker fire soloplader, som peger bagud og i nogen forstand også fremad til et langt mere eksperimenterende univers. 

Walker gjorde op med sine egne soloprojekter samt The Walker Brothers, som blev gendannet for en kort periode i 1970'erne, med albummet Climate of Hunter i 1984. 

Første gang, jeg hørte denne plade, var jeg ved at falde ned af stolen af forbavselse og i nogen grad af en voldsom fascination i forhold til Walkers lyst og behov for at eksperimentere med nye udtryk og lydindfald. 

Der skulle gå yderligere 11 år, før albummet Tilt blev udgivet, og var Climate of Hunter banebrydende, gav dette album yderligere næring til Scott Walker som en signifikant aktør på musikscenen. 

Albummet fungerer som et inferno af dommedagsstemninger, og under eller over det hele ligger Walkers paradoksalt bløde stemme som et blidt udtryk i en monumental helhed. 

Den indledningsvist omtalte plade The Drift udkom i 2006, og inden sin død nåede Scott Walker at sætte et gedigent punktum med sin sidste plade som solist. 

Bish Bosch blev dog for få år siden suppleret med en plade, han lavede i samarbejde med metalbandet Sunn O))). Han nåede også at lave filmmusik, inden sin død som 76-årig for få dage siden. 

Scott Walkers død er et stort tab for musikken. Han stod for mig som en af de helt store i musikhistorien, og hvem ved? Måske får han som andre store kunstnere sin velfortjente opmærksomhed posthumt?

Koks på heden

Hvis man bevæger sig ud på heden - nærmere beskrevet kunstmuseet HEART i Birk ved Herning, vil man blive meget overrasket, når man visuelt får kontakt til museets foyerområde. 

Centralt er nemlig placeret en skurvogn - eller beboelsesvogn om man vil - som har tilhørt maleren, outsideren og hippien Wiliam Skotte Olsen. 

Kunstneren boede ganske enkelt i denne vogn, og det er faktisk muligt at studere den såvel ind- som udvendigt. 

Vognen udgør ikke alene Skotte Olsens hjem i de sidste af hans leveår - han levede fra 1945 til 2005 - den udgør faktisk et stykke kulturhistorie, som bliver yderligere foldet ud i forbindelse med udstillingen 'Bevidst koks', som viser et omfattende udsnit af Wiliam Skotte Olsens produktion fra tiden omkring debuten midt i tresserne og flere årtier frem. 

Ved åbningen af udstillingen fortalte trommeslageren fra beatgruppen Steppeulvene, Preben Devantier, om tiden, da en lille gruppe af unge tog hippiekulturen fra USA til sig i København og en tid, som Skotte Olsen blandt få andre blev et synonym på. 

Devantiers fortælling blev faktisk et fint højdepunkt i et arrangement, som tillige præsenterede bandet Stepp 2, der er en gruppe, som viderefører musikken fra blandt andet Steppeulvenes eneste album, som havde den ganske sigende titel 'Hip'. 

Wiliam Skotte Olsens kunstneriske produktion rummer flere facetter, og når han som maler var bedst, sprudlede han som kolorist og som en fabelagtig ekspressionist. 

Når han, som i de senere år, var mest produktiv, gentog han motiver med et karakteristisk ansigt, tårne og vingeløse fugle i en tilsyneladende endeløs strøm, og det viser udstillingen også eksempler på. Sådan må det være, når en kunstners livsbane skal beskrives på godt og ondt. 

Udstillingen på HEART kan ses frem til d. 8. september, og jeg arbejder for tiden på en anmeldelse, som naturligvis kan læses i en avis på et tidspunkt.

Rust sover aldrig

 "Denne signatur kan ikke lade være med at drage en parallel til Neil Youngs skelsættende album Rust Never Sleeps fra 1979, hvis titel dels er en apropriation af en rustolie-annonce og et statement fra kunstneren, som med albummet sætter en ny dagsorden og udfordrer punken i en erkendelse af, at rock'n'roll enten må gå nye veje eller dø"

Signaturen, som der refereres til i citatet, tilhører Trine Rytter Andersen, og hun har på vegne af kunstportalen Kunsten.nu været på besøg i Viborg Kunsthal for at se på og vurdere udstillingen med den lange og konstruerede titel 'Power Floats like Money, like Language, like Theory', der rummer et primært værk af Mikkel Carl. 

Jeg har læst anmeldelsen med stor interesse, da jeg besøgte kunsthallen ved åbningen af udstillingen. 

Her oplevede jeg en fascinerende rumlig konstruktion, der er opbygget som en enkel labyrintisk enhed udført i "snydemetal". 

Dette betyder, at kunstneren har skabt en overflade i træplade, der ved første øjekast kunne ligne metal med rustspor, hvilket anmelderen også antyder. 

Betydningen af Neil Youngs 'Rust Never Sleeps', som også er filmatiseret, vil jeg dog tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved. Jeg så filmen, og kedede mig bravt, da jeg så den dengang tilbage omkring 1980.

Udstilling på Kunsten kalder på sanselighed og fordybelse

Sophia Kalkau: 'Black Matter I' 2012 (pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg)

"Sophia Kalkaus værker har en udpræget sanselighed, der drager og appellerer til os kropsligt og indbyder til eftertænksomhed og fordybelse i en ellers hektisk og flygtig verden"

Citatet er forfattet af Caroline Nymark Zachariassen, som er museumsinspektør på Kunsten i Aalborg, og samtidig kurator på udstillingen 'Sophia Kalkau - Stoffet og ægget', der åbner på museet d. 28. marts. 

Jeg bliver egentlig ofte lidt skeptisk, når ord som "fordybelse" og "sanselighed" optræder i en pressemeddelelse, men naturligvis bør man iagttage enhver udstilling ud fra sine egne principper, og efterfølgende sætte sine egne ord på. 

Det er der aktuelt rig mulighed for, da udstillingen i Aalborg optræder på min liste over kommende anmeldelser. 

Værkerne af Sophia Kalkau kan ses på Kunsten frem til d. 11. august.

Det lysner!

For nyligt beklagede jeg mig på blog'en her over vejret - og med rette! Marts måned har indtil nu givet nedbørsmængder, som vistnok ikke tidligere er set, og da marts normalt er en ret nedbørsfattig måned, er det naturligvis bemærkelsesværdigt, at i år forholder sig på den måde. 

Dette har samtidigt afstedkommet, at jeg har foretaget et antal kombinerede oliepastel/akvarelarbejder, som nu kan ses herover. 

De er ikke store, men da de er inspireret af vinterens spadsereture ved søerne, har jeg valgt blot at kalde dem "Lake"... 

Om der kommer flere af den slags, ved jeg ikke, men udenfor lysner det i hvert fald, så måske... eller måske ikke?

Hippieanarkisten på HEART

Wiliam Skotte Olsen malede på alt og således også skurvognen, som udgjorde hans hjem i årevis (foto: HEART)

Man kan sige, hvad man vil om Wiliam Skotte Olsen, der levede i tidsrummet 1945-2005, men som billedkunstner fulgte han i hvert fald ikke - trods en marginal tilknytning til kunstakademiet i København i en periode - de slagne genveje med henblik på at erhverve sig en klassisk kunstnerkarriere. 

Skotte Olsen var stærkt knyttet til miljøet omkring beatorkestret Steppeulvene i 1960'erne, og hans instrument var violinen, men det var som maler, han for så vidt slog igennem i en bred kulturel forstand i det "glade" årti, og nu har man på kunstmuseet HEART i Herning valgt at sætte fokus på en kunstner, der er svær at placere i et stilistisk perspektiv. 

Skotte Olsen var vel, hvad man med en slidt frase kunne beskrive som "en skæv eksistens" i det kulturelle miljø, og netop derfor er det faktisk helt rart at se ham foldet ud i et musealt forum. 

Det skæve må vel primært forankre sig i en tilværelse præget af misbrug, og angiveligt har man på museet valgt at udstille en skurvogn, som udgjorde Skotte Olsens hjem i de seneste år af hans liv. 

Udstillingen 'Bevidst koks' åbner på HEART d. 23. marts og jeg har planlagt en anmeldelse af udstillingen, der i øvrigt kan ses frem til d. 8. september.

Det pisser ned...

...og når det gør dét, gider man som bekendt kun nødigt at bevæge sig udenfor. Derfor er de viste værker herover blot nogle hurtige foretaget med akvarel og - især - oliepasteller en tidlig morgenstund på værkstedet. 

Til gengæld er der udsigt til bedre vejr, faktisk noget, der ligner forår ganske snart, og så kan den romantiske ekspressionist komme ud og finde motiver igen.