"Egoistisk" kunstner afholder artist talk

 

Installationsviews fra udstillingen 'Moments of Joy hidden in Plain Sight' med værker af Astrid Marie Christiansen (fotos: Jacob Friis-Holm Nielsen)

»Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke specielt interesseret i, hvad beskueren får ud af det. Det er vitterlig for min egen skyld, at jeg maler. Og faktisk følte jeg først, min kunstbegyndte at fungere, da jeg erkendte, at mit projekt var totalt egoistisk. Men altså jeg elsker det da, når andre kan lide min kunst; det er bare ikke derfor, jeg laver den«

Udsagnet er fremsat af maleren Astrid Marie Christiansen i forbindelse med en udstilling, man for tiden kan se hos Galleri Lene Bilgrav i Aarhus. 

Det er nok ikke så usædvanligt, at kunstnere dybest set producerer kunst i deres eget billede, og udgangspunktet er i hvert fald plausibelt. 

Astrid Marie Christiansen har gennem de senere år udviklet sin egen version af det abstrakt-geometriske maleri, og i skrivende stund er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt dette er den rette betegnelse for hendes værker, men det håber jeg at blive klogere på, når kunstneren afholder artist talk i galleriet i Vestergade i Aarhus dagen inden udstillingen slutter d. 13. november. 

Det sker således d. 12. i tidsrummet kl. 16-18.  

Piranesi-udstilling anmeldes i tre versioner i Politiken

 

G.B. Piranesi: 'Murpillen med kæderne - blad fra Fængselsfantasierne', efter 1761 (pressefoto: Statens Museum for Kunst)

»Piranesi er øjets teater. Han romerske ruiner står i raderingerne i fantastiske stabler som orgier af konditorkage, som aldrig ville kunne forekomme i virkelighedens langt mere kedelige domæne«

Det er naturligvis udstillingen 'Piranesi - syner og sandhed', som danner udgangspunkt for citatet og anmeldelsen af Mathias Kryger i Politiken og udstillingen med værker af Giovanni Battista Piranesi (1720-1778) på Statens Museum for Kunst. 

Dagbladet har gjort noget genialt, nemlig at splitte udstillingen op i tre anmeldelser, hvoraf den ene, som jeg har omtalt, besidder et billedkunstnerisk aspekt. 

Derudover har man sat avisens arkitekturanmelder Karsten R.F. Ifversen i scene med en anmeldelse af det arkitektoniske potentiale hos Piranesi og i forlængelse af alt dette kan man læse en anmeldelse af Politikens computerspilanmelder Simon Løber Roliggaard. 

Så kan man spørge sig selv om, hvad pokker en 1700-talskunstner og computerspil har til fælles; og her anfører Roliggaard i sin underrubrik følgende argument: »Fornemmelsen af dybdeskarphed er enorm i Piranesis værker og er et af de greb, som computerspiludviklere også gør brug af flere hundrede år senere«. Så er dét på plads. 

Piranesi kan ses og opleves på Statens Museum for Kunst frem til d. 27. februar 2022.

Billedkunst under afvikling på Jysk Fynske Medier

 

Installationsfoto fra den anmelderroste udstilling på ARoS med værker af J.M.W. Turner - en kunstner der er for "ukendt" til en anmeldelse i Århus Stiftstidende.

Min gode ven Christian Salling har i de sidste otte år fungeret på Århus Stiftstidende som en faglig kvalificeret og engageret kunstanmelder, men nu har Salling ifølge et opslag på Facebook indgivet sin afsked til redaktøren på avisen. 

Når man læser redaktionens forhold til kritik af billedkunst og i det hele taget dagbladets holdning til kunst, er det ikke så underligt, at Salling har taget dette drastiske skridt. 

Et eksempel: På en forespørgslen om, hvorvidt han skulle anmelde den aktuelle udstilling med værker af J.M.W. Turner på ARoS, fik han afslag ud fra devisen om, at »kunstneren ikke er kendt nok«. 

Den lader vi så lige stå et øjeblik, mens jeg lige lidt længere nede i teksten kan læse, at udstillinger i Kunsthal Aarhus kun bør anmeldes, hvis »det er med kendte navne som Yoko Ono og Johnny Madsen«. 

Så er linjen lagt på Stiften, som er et dagblad under koncernen Jysk Fynske Medier. 

Det samme er Viborg Stifts Folkeblad, som simpelthen har valgt at afskedige deres kunstanmelder, da man fremover kun vil omtale kunst med et lokalt forankret islæt. 

Man brugte som argumentation blandt andet, at kunstkritik er et uddøende fænomen i dagbladene. 

Til dette kunne den nu forhenværende anmelder blot konstatere, at de store landsdækkende aviser stadig har kunstkritik på programmet. Han blev angiveligt mødt med et udsagn om, at »dét bliver de ikke ved med«. 

Måske ved kulturredaktørerne på de store dagblade som Jyllands-Posten, Politiken, Weekendavisen, Information, Berlingske (som netop igen har opprioriteret kunststoffet) og Kristeligt Dagblad noget, som jeg ikke ved? 

Det aner jeg naturligvis ikke, men jeg tror - og håber - det ikke.

Intet at vise, men meget at se frem til

Kunsten i Aalborg viser for tiden udstillingen 'Work it Out' - her eksemplificeret ved værket 'Death of a Working Hero' af engelske Grayson Perry

Jeg har netop modtaget en mail fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg, som vil meddele pressen, at museet har haft en rekordstor publikumstilstrømning i oktober måned. 

I pressemeddelelsen udtaler museets direktør Lasse Andersson: »Vi er virkelig på rette vej, og jeg glæder mig til at tage hul på vores jubilæumsår 2022, hvor jeg godt kan love, at vi når helt nye højder i forhold til arrangementer og udstillinger«. 

Sådan en udtalelse gør naturligvis mig ufattelig nysgerrig og omgående checker jeg museets hjemmeside for at finde ud af, hvad man kan forvente i jubilæumsåret; men go' morgen, min bare røv! 

Under kategorien "kommende udstillinger" bliver den besøgende blot mødt med teksten "Beklager, vi har ingenting at vise her endnu". 

Sådan en form for formidling er svær at tage alvorlig! Men tilfældet er desværre ikke enkeltstående. Flere store museer hænger i bremsen, når det handler om formidling.

 

Anne-Mette Villumsen ny direktør på Ribe Kunstmuseum

 

Anne-Mette Villumsen (foto: Annette Smed)

»Det har været en stor og lærerig opgave at udvikle Skovgaard Museet, så det i dag står meget stærkere, end da jeg tiltrådte. Men frustrationer over den langsommelige fremdrift i udviklingen af Domkirkekvarteret har gjort, at jeg har valgt at søge nye udfordringer. Det bliver vemodigt at sige farvel til Viborg, men jeg ser frem til at lære domkirkebyen Ribe at kende«

Ordene er fremsat i en pressemeddelelse af Skovgaard Museets kunstneriske leder Anne-Mette Villumsen, der fra årsskiftet skifter stillingen i Viborg ud med direktørstillingen på Ribe Kunstmuseum, hvor museets hidtidige direktør Dagmar Warming netop er fratrådt. 

Skovgaard Museet har under Villumsens ledelse placeret sig grundigt på kunstens Danmarkskort, og det er en stor kapacitet, der nu forlader Viborg. 

Som det fremgår af citatet fra pressemeddelelsen er der flere aspekter forbundet med beslutningen, men det skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men blot ønske Anne-Mette Villumsen al mulig held og lykke i Ribe.

Dagens værk fra 'Vores værker' #6

 

Arkitekten Hiroshi Ota har valgt et maleri af Vilhelm Kyhn til udstillingen 'Vores værker'. Det er påfaldende, at valget er faldet på netop dette værk fra 1878, da Ota netop fremhæver de typisk danske kvaliteter i kompositionen.

Man får næsten lyst til at opsøge stranden ved Kandestederne!

Hjerter til Jerichau

 

Jens Adolf Jerichau: 'Udsigt over Middelhavet', 1915. Olie på lærred (foto: Canica Kunstsamling, Oslo)

»For mens Jerichau lagde sig efter de gamle grækere i sine motiver, var den malerisk ekspressive måde at realisere dem på snarere i slægt med de moderne kunstnere, han havde oplevet på sine rejser til udlandet. Eller med kunstnere, som først fulgte efter, da Jerichau selv havde stillet skoene, som Asger Jorn og Per Kirkeby. For begge så op til ham. Traditionen skulle fornys gennem en subjektiv frigørelse, og billederne skulle ses som personlige svar på det, som kunstnerens selv havde set og oplevet«

Det drejer sig naturligvis om Jens Adolf Jerichau og den aktuelle udstilling på Louisiana i Humlebæk. 

Den har Peter Michael Hornung anmeldt i dagbladet Politiken, og noget af det, han beskæftiger sig med, er i sagens natur Jerichaus motivverden, som ofte har udgangspunkt i græsk mytologi og klassiske skildringer af symbolsk karakter. 

Der er nok ingen tvivl om, at Jens Adolf Jerichau var blevet en vigtig skikkelse i den danske kunsthistorie, hvis ikke han havde taget sit eget liv som 25-årig, og det er faktisk imponerende, at han har haft så stor en produktion, som tilfældet er. 

Udstillingen på Louisiana kan ses frem til d. 6. marts 2022, og Hornung giver fem ud af seks hjerter i Politiken.