lørdag den 29. marts 2025

Skyder gallerierne sig selv i foden?

 

Installationsfoto fra en tidligere udstilling hos Galerie Moderne i Silkeborg, og her er man ret præcis i at beskrive slutdatoer på galleriets udstillinger på deres hjemmeside, hvorimod en plan over kommende udstillinger ikke er til stede. Så kan man jo spørge sig selv om, hvorvidt galleriet derved ”skyder sig selv i foden”? Hos Galerie Moderne er man i øvrigt i skrivende stund i gang med at forberede galleriets traditionsrige påskeudstilling, som varer frem til d. 17. maj.

»Det er unægtelig svært at planlægge et kunstbesøg i hovedstaden, hvis man ikke ved, hvornår udstillingerne slutter. Men hvad så med de kommende udstillinger, kunne man spørge? Ja, her gælder det desværre for alle de gallerier, jeg har undersøgt, at man ikke oplyser udstillingsplanen for de følgende måneder«


Jeg har de samme erfaringer som dem, Kunstavisens redaktør Tom Jørgensen i sin leder i magasinet giver udtryk for. 


Det hører naturligvis med til historien, at gallerier er private foretagender, som kan formidle, som de mener, er rigtigst – og det gælder, kan jeg tilføje, også uden for hovedstadsområdet. 


”Når gallerier skyder sig selv i foden”, hedder det i Jørgensens leder; men måske skulle Kunstavisen kigge indad en gang? 


I forbindelse med omtaler/artikler/anmeldelser optræder der kun udstillingssted samt adresse og ikke et ord om, hvilken udstilling, der overordnet er tale om i magasinets fakta-bokse, når vi nu er i kategorien ”mangelfuld formidling”.

fredag den 28. marts 2025

Siesbye for over en halv million

 

Dette usædvanligt flotte fad i stentøj med en diameter på 46 cm. af Alev Ebüzziya Siesbye opnåede et hammerslag på 70.000 kr. mod en vurdering på 50.000-60.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Jeg har brugt lidt tid på at studere priserne under den seneste auktionsrunde hos auktionshuset Bruun Rasmussen og da man nåede til auktionen over design og kunsthåndværk, var det interessant at iagttage, at keramiske værker af den dansk-tyrkiske keramiker Alev Ebüzziya Siesbye rammer nogle ret flotte priser. 

Således var der ikke et eneste af Siesbyes designs, der ikke gik over vurderingen. 

Sammenlagt indbragte Siesbye 575.000 kr., men dette bør naturligvis også perspektiveres i, at det var usædvanligt flotte værker, der var under hammeren.

onsdag den 26. marts 2025

Gode priser på kvinderne

 

Karel Appel: ’Red Personnage’, 1975. Akryl på papir, 57 x 76 cmVurd.: 100.000-125.000 kr. Hammerslag: 240.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det skal ingenlunde opfattes lummert, når jeg i overskriften til dette blogindlæg bekræfter fornuftige priser på værker af kvindelige kunstnere fra perioden 1850-1950 ved auktionen hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der netop er afsluttet, mens disse linjer skrives. 

Jeg har allerede beskrevet temaet her på blog'en, og de kvindelige kunstnere fik faktisk endog ganske fornuftige hammerslag på auktionen. 

Jeg nævner i flæng et Stk. Hans bål af Olivia Holm-Møller vurderet til 50.000-60.000 kr. og som opnåede et hammerslag på hele 130.000 kr. 

Maleren Else Fischer brød dog alle rammer med en opstilling, der ramte en pris på 280.000 kr. mod en beskeden vurdering på 30.000-40.000 kr. 

I afdelingen for moderne kunst var jeg spændt på et stort maleri af Per Kirkeby på 150 x 200 cm. vurderet til 1.000.000-1.200.000 kr. og det gik for netop 1.200.000 kr. 

Ellers var det påfaldende, hvor svært det efterhånden er, at opnå de helt høje priser for værker under kategorien Cobra-kunst

Dog ramte et værk af Karel Appel en relativt fornuftig pris i forhold til estimeringen, og det er netop det værk, der kan ses herover. 

Jeg har tidligere omtalt en tegning af Henri Matisse, som auktionshuset havde visse forventninger til, men den kunne man desværre ikke sælge.

Som et lille morsomt kuriosum kan jeg nævne, at auktionarius Peter Beck, da han betrådte podiet troede, at han skulle sælge et maleri af den svenske maler Bengt Lindström, som han fik kaldt "Bengt Sundström".

Værkstedet d. 26. marts 2025

 


tirsdag den 25. marts 2025

Double-up på Dylan

 

Foto: RR Auctions

I begyndelsen af månedet kunne jeg her på blog'en berette om et spolebånd, som var kommet på auktion hos et amerikansk auktionshus.

Båndet udgjorde den første optagelse med musik af en ung folkesanger ved navn Bob Dylan optaget i spillestedet The Gaslight i New York City d. 6. september 1961.

Det var meningen, at båndet skulle bruges som en form for demobånd med henblik på at skaffe Dylan nogle jobs i primært den østlige del af USA.

Båndet blev af auktionshuset RR Auctions vurderet til $ 20.000, men hammerslaget nåede næsten det dobbelte, nemlig $ 39.325, hvilket svarer til 271.000 d.kr.


Matisse-tegning på auktion

 

Henri Matisse: ’Thèmes et Variations’, 1942. Blyant på papir. 52,6 x 40,5 cmVurd.: 750.000-1.000.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Når kapitlet med kvindelige kunstnere har nået sin afslutning ved den kommende auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i Lyngby, blænder man op for endnu et spændende afsnit med moderne kunst, og her har man fået et ganske interessant værk til salg. 

Det drejer sig om en blyantstegning af den legendariske, franske kunstner Henri Matisse (1869-1954). 

Det er ikke ofte man ser de store kanoner fra kunsthistorien på auktion på vores breddegrader. Sådanne kan man mest finde hos de helt store internationale auktionshuse. 

Foruden Matisse er der meget interessante værker under hammeren af kunstnere som Asger Jorn og en del øvrige Cobra-kunstnere samt kunstnere fra den modernistiske periode. 

Samtidskunst kan man ligeledes erhverve sig, men jeg vil især følge et værk, som måler 150 x 200 cm. af Per Kirkeby fra 1983. Maleriet er vurderet til 1.000.000-1.200.000 kr. 

I den mere kuriøse afdeling kan man erhverve sig en skulptur af billedhuggeren Poul Isbak med titlen ’Pik og kusse’, men så må man også forholde sig til en vurdering på 75.000-100.000 kr.

Mere Bruun Rasmussen

 

Axel Salto: Rund vase af stentøj modelleret i ”knoppet” stil, 1936. Vurd.: 200.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Jeg var lige kvik nok med at få reduceret forårets live-auktioner hos auktionshuset Bruun Rasmussen til blot to, og det er da også rigtigt, at man d. 27. marts kan byde på effekter under kategorien ’Moderne kunsthåndværk og design’, og jeg behøver nok ikke at nævnte navne som Axel Salto, Alev Siesbye, Finn Juhl, Hans J. Wegner og Georg Jensen blandt dem, der kommer under hammeren. 

Senere på foråret – d. 9. april – kan man byde på tasker og smykker, og d. 10. april er det muligt at erhverve sig eksklusive armbåndsure af f.eks. mærker som Rolex og Patek Philippe, og her skal man holde øje med et par tilbud vurderet til 600.000-800.000 kr. 

Det kunne være interessant at se, om et af dem når millionen. 

Jeg følger, hvis det er muligt, slagets gang.