Martha Jungwirth-udstilling åbnet på Museum Jorn

 

»Martha Jungwirths poetisk-ekspressive kunst forbinder abstraktion og figuration og den placerer sig i en egen kunsthistorisk kategori mellem efterkrigsavantgardens konceptkunst, informel kunst, tachisme, og abstrakt ekspressionisme. Hendes markante udtryks- og farvemæssigt energiske og livlige tegninger, akvareller og malerier fremstår som hukommelsesmatricer af en åben, legende og samtidig umiddelbar og beslutsom maleproces«

Man kan udtrykke sig på mange måder omkring en kunstners praksis, og teksten herover er blot et udsnit af forordet i kataloget til en udstilling med værker af den østrigske nutidskunstner Martha Jungwirths udstilling på Museum Jorn i Silkeborg. 

Jeg er i gang med at tage tilløb til en anmeldelse af udstillingen med Jungwirth, der er født i 1940 og således har en lang karriere bag sig. 

Allerede i begyndelsen af 1960’erne begyndte hun en omfattende udstillingspraksis, og udstillingen i Silkeborg viser, på hvilken måde hun er nået til en poetisk enkelthed i sine værker. 

Udstillingen kan ses frem til d. 3. august.

Flandern Rundt

 

Landevejscykling er en ganske alsidig sportsgren. Nogle løb strækker sig over adskillige uger og andre blot over én dag. 

Enkelte af sidstnævnte løb har så stor en status, at de betegnes som ”klassikere” – og enkelte af disse faktisk som ”monumenter” inden for cykelsporten. 

Sådan et løb er Flandern Rundt, der køres i, som navnet antyder, Belgien. 

Løbet er langt og udmarvende med stigninger belagt med brosten indlagt; men i 2025-udgaven endte det, som det for det meste gør for tiden, med at slovenske Tadej Pogačar vandt løbet med omkring et minut ned til løbets nummer to, danske Mads Pedersen. 

Sådan et cykelløb er langt, så jeg tegnede lidt undervejs.

Det lysner

 

’Strand. Morgendis’. Olie og sprayfarve på lærred. 80 x 64 cm

Maleriet herover har stadig udgangspunkt i skitser foretaget i 2024. 

Nu lysner det imidlertid, og mon ikke, at der bliver mulighed for at lave nye skitser inden for de næste par måneder?

Modernismens stemmer på ARoS

 

Pablo Picasso: ’Stilleben (æske, kop og æbler)', 1909. Olie på lærred.

Mens disse linjer skrives, vil jeg formode, at man på kunstmuseet ARoS i Aarhus er i fuld gang med at forberede den offentlige åbning af udstillingen ’Picasso, Miró, Léger – modernismens mange stemmer’, som udgør værker af mange, mange flere kunstnere, end udstillingens titel antyder. 

Der er ganske enkelt tale om en udstilling med overrumplende indslag, hvilket jeg er i gang med at beskrive i en anmeldelse af udstillingen, der kan ses i ARoS’ Niveau 5 i perioden 5. april-28. september.

Kolossale kultegninger på Louisiana

 

Robert Longo: Untitled (Hellion), 2011. Kul på monteret papir. 176,2 x 303,2 cm. (foto: Robert Longo Studio)

»Longos til tider enorme, hyperrealistiske kultegninger baseret på fotografiske kilder ligner på afstand fotografier. Tæt på er det en helt anden sag: De rejser sig foran os, fysiske og som en slags samtidshistorisk maleri i kæmpestørrelser, der engang var forbeholdt herskere og historiemaleriet. Den slags udvekslinger mellem kunsthistorien og en bredere samtidig kultur har altid haft Louisianas interesse«

Mens jeg spændt venter på, at ARoS i Aarhus åbner en udstilling med europæiske modernister, har jeg haft stor fornøjelse af at læse den seneste udgave af Louisiana Revy, som husstanden modtager med jævne mellemrum i kraft af, at en af husets beboerne er medlem af Louisiana-klubben. 

Temaet er en udstilling med den amerikanske kunstner Robert Longo, der arbejder i et helt specielt felt med gigantiske kultegninger, der blandt andet omtales i teksten herover. 

Louisiana åbner ofte udstillinger med kunstnere, der måske ikke har det brede publikums bevågenhed; men det bifalder jeg klart. 

Udstillingen med Robert Longo kan ses i perioden 11. april-31. august.

Beltracchi spøger igen

 

Wolfgang Beltracchi fotograferet i 2017 – efter, at han blev løsladt fra fængslet (foto: Peter Kneffel/Alamy Live News)

»I’m sorry, but are you Wolfgang Beltracchi?« 

Det var en ung mand, der stillede mig spørgsmålet under et besøg for nogle år siden på Brücke Museum i Berlin. 

Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt underligt til mode over tilsyneladende en fysisk lighed med en af historiens mest ferme og effektive kunstforfalsknere; men valgte dog at modtage spørgsmålet med mit berømmede lyse sind. Jeg kunne dog meddele den unge mand, at jeg ingenlunde var Beltracchi. 

Wolfgang Beltrachhi og hans hustru Helene fik i 2011 hver en fængselsdom for omfattende svindel med kunstværker, som de i fællesskab havde lavet. 

Vel at mærke værker, som skulle opleves som primært malerier produceret af store og dyre kunstnere. 

Beltracchi-parret var dygtige og omhyggelige; men fælden klappede, da de havde brugt pigmentet zinkhvid i et maleri, der skulle være fra en tid, hvor dette pigment endnu ikke var udviklet. 

Der er imidlertid masser af Beltracchis falsknerier i omløb, og for nylig kunne man i en artikel forfattet af Jyllands-Postens korrespondent i Bangkok, Jan Lund, læse, at et kunstmuseum på den japanske ø Shikoku er i besiddelse af to værker, som man har fundet ud af ikke er, hvad værkerne giver sig ud for. 

De er malet af Beltracchi, og Lund mere end antyder i artiklen, at fundet blot udgør ”toppen af isbjerget”. Der er produceret flere dokumentarfilm om og med Beltracchi, og en af dem kan ses øverst i blogindlægget (og her skal man lige klikke på linket).

Panik på stranden

 

’Bølge fra Mols-Linjen’. 27 x 41 cm. Olie og sprayfarve på lærred

Når man befinder sig på min favoritstrand i Østjylland, kan man ofte langt ude i bugten se Mols-Linjens hurtigfærger, og de synes langt borte; men ikke længere væk end, at de bølger, som de i deres fremdrift sætter i bevægelse, optræder som noget, der ligner små tsunamier, når de når strandkanten. 

Jeg har ofte oplevet strandgæster gå i en form for panik, når deres habengut bliver oversvømmet af disse dønninger, og det er netop den type oplevelser, der har givet inspiration til titlen på det lille maleri, der er gengivet herover.