Flere nye raderinger

Der er aftalt møde på KunstCentret Silkeborg Bad vedrørende den endelige udvælgelse af værker til udstillinen ’Dybt Trykt’, som åbner den 4. september.

Naturligvis vil jeg gerne vise nogle helt nye arbejder på denne ellers retrospektive udstilling. Derfor er det væsentligt at få trykt de nyeste raderinger inden ultimo marts, hvor udvælgelsen finder sted.

Det går godt med de nye raderinger, synes jeg. I nogle tilfælde har jeg lænet mig op ad skitseforlæg og ellers bare ridset løs i pladerne.

Hvad mener Kunstavisen egentligt?

Kunstavisen har for nogen tid siden valgt at give lederen fri, forstået på den måde, at chefredaktøren ikke kan afse tid til at skrive lederen (hvilket ellers ville være det mest naturlige?) og dermed har givet publikationens lederspalte fri til den skribent, der har lyst til at tegne Avisens holdninger udadtil. Det er i indeværende måned Lise Barsøe, der væver sig ud i en gang forblommet pladder om ”smag og behag” med afsæt i den senere tids debat om kommunernes bevidstløse indkøb af billedkunst.

Den politik forsvarer Barsøe ud fra et princip forankret i spørgsmålet ”hvorfor må kunst ikke være dekorativ og en nydelse for øjet?” Jeg kan godt besvare spørgsmålet, som vel egentligt burde besvare sig selv: Fordi, hvad der er en nydelse for øjet for den ene, kan være en ren pestilens for øjet hos en anden. Og billedkunst bør ikke udelukkende bedømmes på den dekorative karakter; men ud fra andre og langt mere objektive parametre.

Barsøe slutter af med følgende selvmodsigelse: ”Efter min mening skal kommunale kunstråd sikre kvalitet og faglighed i den kommunale kulturpolitik, de skal ikke ansættes som smagsdommere”. Altså. Det skal forstås på dén måde, at faglighed og kvalitet ikke bør være et kriterium på billedkunstområdet – udelukkende på det kulturelle område? Eller hvad?? Det ville være rart med en redaktionel holdning til problematikken.

En eftermiddag i februar

Det er ikke ofte, man på sit lønarbejde får oplevelser, der giver gåsehud af velvære; men når man er engageret på Den Kreative Skole i Silkeborg, kan sådanne begivenheder forekomme.

I forbindelse med en kombineret workshop/koncert i skolens åbne område den 26. februar belærte og underholdte pianisten Jacob Nielsen et par af institutionens klaverelever og et alt for lille publikum i klaverkunstens principper. Og jeg skal da lige love for, at han ”knaldede Rachmaninov af”. Citationstegnene skyldes, at citatet er stjålet fra radiomontagen ’Eliten fra Minefeltet’, som det viste sig, at Jacob Nielsen kender endnu bedre end jeg selv.

Faktisk har Nielsen været medproducer på en dokumentar om to fra Minefeltet, Jurij Moskvitin og Ilja Bergh. Og for ikke at det skal være løgn ligger denne dokumentar på YouTube – og det er en både varm og inspirerende beskrivelse af to gamle venners møde… Se ’En aften i november’ HER>

Keramisk skulptur

Keramik bliver ofte forbundet med brugskunst og i det hele taget med kunsthåndværksmæssige problemstillinger. Komplikationer er der også nok af i Mette Gregersens keramiske arbejder; men hun er ikke sen til at bekende sig til den skulpturelle keramik, på trods af, at hendes arbejder ofte besidder nogle af de kvaliteter, man oplever i brugskunsten.

Jeg var sammen med Mette Gregersen på besøg i det fine ArtEfactum i Ikast, hvor hun indtil 7. marts udstiller eksempler på sine skulpturelle, keramiske værker. Her kan man få syn for sagen vedrørende, hvordan man finder den rette balance i forholdet form/funktionalitet.

"Silkeborg-kunstner"

I Midtjyllands Avis den 18. februar kunne man læse at ”Silkeborg-kunstneren” Jeppe Hein er blevet afvist af kronprinseparret i forbindelse med en udsmykning af haveanlægget ved Fredrik 8’s Palæ ved Amalienborg.

Hein har afvist at foretage ændringer i sit koncept, da han ikke vil gå på kompromis med sin oprindelige idé. Det er bestemt helt fair og Heins kompromisløshed bør bifaldes, selv om det muligvis kan koste et ridderkors på længere sigt.

Midtjyllands Avis bruger betegnelsen ”anerkendt” om Jeppe Hein i overskriften, der beskriver den ovennævnte sag. Det kan man vel også roligt sige, at Hein er. En kæmpeudstilling af kunstnerens værker bliver netop nu stadig vist på kunstmuseet ARoS i Århus – og her bliver man sandsynligvis ikke vist uden en vis grad af anerkendelse?

Derimod vil jeg kalde det lidt af en tilsnigelse, at kalde Jeppe Hein for Silkeborg-kunstner. Han har mig bekendt arbejdsmæssig base i Berlin og er bosat i øvrigt i hovedstaden; men ens provinsielle fortid kan man tilsyneladende – hvis det står til avisen – ikke løbe fra; og heller ikke, at man i tidernes morgen har taget en håndværksmæssig uddannelse, hvilket i den aktuelle sag må siges at være totalt irrelevant.

Fra Charlottenborg til Amalienborg

Jeg var for nyligt i gang med at rode nogle gamle udstillingskataloger igennem med henblik på at finde frem til nogle titler på mine tidlige grafiske arbejder.

Da jeg gennemgik kataloget fra Charlottenborgs Forårsudstilling fra 1992, fandt jeg faktisk ud af, at en anden kunstner, der dét år udstillede i kategorien grafik, var Tal Rosenzweig.

Siden har denne kunstner som bekendt reduceret sit navn til det langt mindre komplicerede Tal R – og han er én af de mange samtidskunstnere, der er udpeget til at udsmykke kronprinseparrets recidens på Amalienborg.

Billedet herover viser netop denne udsmykning i Frederik 8’s Palæ. (foto: Torben Eskerod)

Koldnål

Koldnålsraderingen er den mest enkle dybtrykteknik, selv om mine elever på Herning Billedskole nok vil påstå, at dét med enkeltheden er det så som så med. Ikke desto mindre vil jeg påstå, at det er mere enkelt at lave koldnålsraderinger frem for f.eks. akvatinteætsninger eller fotogravure.

Det enkle ligger i, at man bearbejder trykpladen direkte med en radérnål, som er et spidst stykke værktøj i hærdet stål. Hermed kan man bearbejde den forholdvist bløde zink – eller kobber – uden problemer.

Resultatet er meget afhængigt af, hvordan man arbejder. Den rå aftegning efterlader en grat, som samler en del sværte udover den fordybning, man laver. Dette kan man imidlertid forhindre ved forsigtigt at fjerne graten med et skrabestål. Helt så præcis som stregen i en ætsning bliver resultatet dog langtfra; men netop det særegne udtryk, der ligger i koldnålsraderingen, er faktisk, hvad jer efterstræber i denne serie nye arbejder.

Temaet? Ord og bogstaver – naturligvis!