Jeg havde fem elever fra Den Kreative Skoles talenthold med på besøg på ARoS – primært for at se udstillingen ’I Love You’.Jeg havde medbragt kataloget til udstillingen ’I Love You’ til Den Kreative Skole, således eleverne kunne få et førstehåndsindtryk af, hvad de kunne forvente at opleve på denne stærkt sammensatte udstilling, der præsenterer nogle af samtidens allerstørste navne – i hvert fald hvis man skal måle på kendiseffekt.
Jeff Koons, Damien Hirst, Pipilotti Rist, Bjørn Nørgaard, Michael Kvium og Louise Bourgeois er blot et lille udvalg af nationalt og internationalt berømmede aktører på tidens kunstscene. Af historiske indslag kan man nævne navne som Picasso, Rodin og Eckersberg, der hver især har skildret kærligheden på hver deres karakteristiske måde.
Forventningerne blandt den lille flok (fem stk.) elever var i første omgang til togturen. ”Det er hyggeligt at køre med tog” blev der tilkendegivet. Nu er jeg så vant til at tage toget til diverse destinationer, at det næsten er blevet mit andet hjem, så jeg ser naturligvis ikke på en togrejse med samme optik som de unge mennesker, der besidder alderen 16-17 år.
Udstillingen blev studeret indgående. I første omgang gjorde et bryllupsfotografi, hvor en vansiret soldat i fuld uniform er afbilledet med sin tilkommende, der ser alt andet end glad ud ved situationen, stort indtryk. ”Er det virkeligt?” spurgte én af eleverne. Og jeg kunne blot bekræfte. Soldaten manglede ører, næse og hår. Som sådan lignede den sandsynligvis helt basalt almindelige unge mand et rendyrket monster. Kærligheden har sejret; men hvor længe?
En gigantisk fingerring med en violet diamant gav de unge ligeledes stor opmærksomhed på grund af de oplagte æstetiske værdier. Langt større end de fire store hjerter af Damien Hirst, som dog blev studeret – mest i forbindelse med de smukke eksotiske sommerfugle, som er indopereret i værkerne. Disse er påklæbet værkerne i levende tilstand – og det viste sig faktisk, at netop denne fremgangsmåde havde gjort et voldsomt negativt indtryk på én af de mest fordybende elever på holdet. Hun var bekendt med metoden via en grundig gennemlæsning af kataloget.
Første afgørende reaktion var i forbindelse med en serie sort-hvide fotos af japanske Nobuyoshi Araki. Temaet er bondage, som er iscenesat af kunstneren ved hjælp af purunge japanske piger. ”Hvad har det med kærlighed at gøre?” spørger én. Jeg forklarer, at bondage hos nogle er det mest ophidsende, man kan forestille sig – og bliver mødt med udsagnet: ”Jeg kender i hvert fald ikke nogen…?”
Jeg forklarer efter bedste evne, hvilke påskud og incitamenter de forskellige kunstnere måtte besidde for netop at skabe de værker, man kan se på ’I Love You’ og der bliver lyttet interesseret. Jeg forklarer blandt andet om de æstetiske aspekter ved Rebecca Horns smukke bronzedildo, der i en langsom bevægelse forsvinder ind i en musling. Symbolikken er dagklar – og der er ingen forargelse at spore hos de unge.
Jeff Koons voldsomme værk – et foto, hvor han ses i samleje med sin ex, Ilona Staller, afstedkommer dog en del kommentarer. Jeg prøver at forklare værket ud fra et tidsperspektivisk princip. Det er fra 1991 – og før eleverne var født. Det giver nogle associationer til da jeg selv oplevede Jeff Koons tilsvarende arbejder første gang på den gamle Århus Kunstmuseum. Allerede dengang var jeg en forholdsvist moden mand.
Et værk bestående af nogle få kulørt indpakkede bolsjer krævede en forklaring. Da jeg så værket første gang, bestod det af en rektangulær form af 85 kg bolsjer – og dette skulle symbolisere kunstneren Felix Gonzales-Torres’ oplevelser i forbindelse med, at hans kæreste Ross fik HIV og langsomt sygnede hen fra de 85 kg til næsten ingenting, inden han døde af AIDS.
”Nåårh, der er det!!” Udbrød en af eleverne, da hun fik øje på Wilhelm Freddies berømte – eller berygtede – objekt ’Sex Paralysappeal’ fra 1936. På gymnasiet havde de fået til opgave at analysere værket, så Camilla var godt bekendt med det.
Monica Bonvicinis kæmpestore installation ’Never Again’ vakte stor begejstring hos i hvert fald tre af de fem elever. Den består af et antal ganske umagelige hængekøjer i læder og kæder; men disse hængekøjer skulle bestemt afprøves – og kunne Benedikte, Josephine og Camilla få sig mast op i én køje, var deres lykke gjort. Det var morsomt at iagttage deres entusiasme i forhold til dette specifikke værk, som relaterer sig til sadomasochisme, hvilket tilsyneladende ikke bekymrede de tre piger.
Der blev set meget – og sagt en del under gennemgange af ’I Love You’ og nogle af mine elever var efterfølgende ramt af ”billedtræthed”; men et par var dog klar til mere samtidskunst – og på ARoS’ niveau 5 er der netop åbnet en udstilling, der viser arbejder af den unge danske, men i Berlin bosatte, kunstner Adam Saks. Hovedsageligt er det gigantiske akvareller på op til fem meter i længden – og disse er i min optik et opgør, hvad man kan med akvarellen, som de fleste vel forbinder med mindre formater. ”Han er ikke nogen særlig god tegner” bekendtgør jeg over for Jeppe. ”Det behøver man heller ikke være!” udbryder Jeppe omgående. Nå, gør man ikke? Næh; muligvis ikke, men elevens omgående svar på mit udsagn sender mig momentvis til tælling. Jeppe er selv en udmærket tegner.
Tingene har under alle omstændigheder grundfæstet sig hos mine elever, hvilket jeg sikrer mig i toget hjem under den efterfølgende løse evaluering af forløbet. Samtidigt har jeg gjort mig nogle erfaringer med hensyn til, hvordan en tilsvarende proces kan arrangeres fremover. Lidt forplejning kunne være et tema. Man bliver sulten og tørstig af at se på kunst!
En serie fotos, som jeg tog under pressemødet på ’I Love You’ kan ses
HER>
Dansens Dage er et verdensomspændende arrangement, der naturligvis også har været aktuelt i Silkeborg. Det foregik den 29. april, og i en by, der både har en performerskole og en kreativ skole, var det naturligt, at begivenheden blev markeret.
