mandag den 28. maj 2012

Kunstweekend i Aarhus

I weekenden 1.-3. juni finder en begivenhed med navnet AWAar (nej, ikke avatar) sted i Aarhus.

Den pudsige forkortelse dækker over Art Weekend Aarhus, som er et arrangement, folkene bag webmagasinet Kunsten Nu er intiativtagere til.

Programmet er alsidigt og byder på udstillinger og performances i diverse afskygninger, hvilket inkluderer en masse gallerier og udstillingsintitutioner i centrum af Aarhus. Om fredagen (den 1.) er der bl.a. fernisering på nye udstillnger hos Galleri Profilen, Charlotte Fogh Gallery og Galerie MøllerWitt, som viser en udstilling med Søren Martinsen (gengivet herover) og Anna Bjerger.

Jeg regner med at møde op og hygge mig lidt om fredagen, og om lørdagen går det så for alvor løs, da jeg er i besiddelse af to billetter til en anden begivenhed, som ikke har noget med AWAar at gøre – nemlig Elvis Costello-koncerten i Aarhus Musikhus. Her er det angiveligt et stort lykkehjul, der afgør hvilke numre, der spilles.

Jeg har aldrig oplevet Costello live, så det glæder jeg mig – også – til.

Det står i avisen


Den nye udgave af Kunstavisen er nu på gaden, og her kan man – foruden fire artikler af mig selv – læse om en interessant udstilling på Statens Museum for Kunst med værker af tyske kunstnere på papir. Det ligner en udstilling, man burde satse på at få set, og muligheden er til stede frem til d. 12. august.

Erik Meistrup beskriver Søren Elgaards udstilling ’Metropolis’ på ARoS og af interessante indslag bør måske også nævnes genåbningen af Storm P. Museet, som jeg faktisk ikke var klar over, havde været lukket.

I avisens leder forsvarer redaktør Jørgensen Arkens udstilling med dronningens værker. At han gør det ud fra et økonomisk princip, finder jeg ret mærkværdigt; men jeg har såmænd ikke selv set udstillingen, så hvad ved jeg? Bortset fra, at jeg ved, jeg vælger mine udstillinger med omhu.

Jeg havde selv en leder i avisen for noget tid siden, der forholdte sig ironisk kritisk til Arkens valg; men der er naturligvis plads til flere meninger i et tidsskrift som Kunstavisen.

tirsdag den 22. maj 2012

En legende takker af


Der er ingen tvivl om, at Didier Drogba har opnået noget, der ligner legende-staus i Chelsea FC - og den fysisk stærker angriber var da også en af nøglespillerne, da Chelsea vandt Champions League-trofæet i lørdags.

Nu er det imidlertid slut! Didier Drogba har meddelet at han stopper i klubben; men han udtaler samtidigt, at han har været stolt af at være i klubben og bære den blå trøje i otte år.

Samtidigt må man sige, at han stopper på toppen. Timingen kunne vel dårligt være bedre?

Fire-stjernet Svend Wiig

”Svend Wiig Hansen fremstiller ikke individer, men skildrer menneskeheden. Dens tilstand, håb og drømme i en ustabil verden. Han var en kunstner, der brændte intens for sin udlægning af humanismen. Og denne kraftfulde kreative intensitet formidler udstillingen flot”

Dette er et udsnit af Astrid la Cours anmeldelse af den aktuelle udstilling med arbejder på papir og skulpturer af Svend Wiig Hansen på Gl. Holtegaard. La Cour giver udstillingen fire ud af seks stjerner i Berlingske. 2014 bliver for øvrigt et stort Wiig Hansen-år i Jylland, da både Carl Henning Pedersen og Else Alfelt Museet og HEART – begge i Herning – viser omfattende udstillinger af Svend Wiig Hansen.


søndag den 20. maj 2012

Først den ene vej...

Det er ikke så underlig, hvis der er nogle, der synes Beatles går den gale vej over fodgængerovergangen på Abbey Road her. I hvert fald i forhold til cover-foto’et på pladen, der er opkaldt efter gaden.

Men Iain MacMillan, som er fotografen, tog naturligvis mere end ét billede ved den lejlighed. Og netop dette fotografi kan man byde på ved en auktion på Bloombury Auctions i London om kort tid. Vurdereingen lyder på £ 7.000-9.000.

En lille detalje: Paul McCartney har ikke bare fødder på denne optagelse, hvilket han havde på det billede, der blev brugt tilbage i 1969. Og han optræder sandsynligvis heller ikke i bare fødder, når han spiller koncert i Horsens snart.

Jeg har sikret mig billet til koncerten d. 1. juli.


Sagt om Chelsea's Champions League-triumf


Sagt efter Champions League-finalen, hvor Chelsea som bekendt slog Bayern München – i München – efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence:
”Mine lykønskninger går til Chelsea. De kæmpede godt og stod fantastisk defensivt. Men det er et bittert nederlag for Bayern, for mit hold, mine spillere"
Jupp Heynckes, manager i Bayern München
„Jeg har været i klubben i otte år, og der er altid nogen, der går forrest. Når du er Chelsea-spiller giver du aldrig op, før det er slut”
Didier Drogba, Chelsea
”Det betyder alt – vi har været så mange år om at nå dette”
Frank Lampard, Chelsea
”Det var en fuldblods triumf at nægte at kapitulere – og med dette inkludrer Chelsea sig i de europæiske klubbers aristokrati”
Duncan White, Daily Telegraph.


fredag den 18. maj 2012

Damsbo og publikum

”Man skal selvfølgelig ikke lefle for publikum, men et eller andet sted skal man bygge en bro over den kløft og lytte til dem. Vi skal alle sammen tage publikum alvorligt. De er nødt til at føle sig involveret – hvordan man så end gør det”

Udtalelsen er fremsat på kunstportalen Kunsten.nu af direktøren for kunsthallen Gl. Holtegaard nord for København, Mads Damsbo, og den kløft, der refereres til er afstanden mellem det brede publikum og det internationale segment af professionelle og kuratorer. Den kløft tror jeg faktisk også mange i kunstverdenen oplever – professionelle eller ej!

Det lyder – med reference til citatet – som Bangsbo har store problemer i forhold til et publikum, som ethvert udstillingssted er stærkt afhængig af, og hvorledes man formidler sine aktiver og involverer publikum, burde netop en direktør for en så væsentlig institution, som Gl. Holtegaard må siges at være, da om nogen besidde en vis bevidsthed om?

I Gl. Holtegaards barokhave kan man for tiden støde på nogle højst overraskende kunstværker, som herover en figur af HuskMitNavn. Denne er en del af en ret omfattende udstilling, som kan ses i parken frem til 21. oktober. Udstillingen hedder meget passende SECRET GARDEN.