tirsdag den 5. juli 2016

Berlin - de sidste dage!



Når vejret viser sig fra sin mest sommerlige side, er der vel ingen grund til at svigte sø-temaet - selv om jeg opholder mig i Tysklands hovedstad Berlin på et studieophold i bydelen Prenzlauerberg

Og søer er der nok af! Lige i nærheden således den lille Weissensee, og lidt længere væk den store Grosser Müggelsee

Det er disse to søer, der er gengivet herover.

Uden net i Berlin

Billedet herover er fra en af de smukkeste steder i Tysklands hovedstad Berlin, som jeg ikke vil tøve med at kalde Gendarmen Markt i byens hjerte. 

Siden jeg lukkede mig ind i lejligheden i Prenzlauerberg har jeg været uden internet pga. en ny udbyder, som tilsyneladende skal bruge oceaner af tid, inden dette kan effektiviseres. I det perspektiv giver jeg ikke så for det meget brugte udsagn "ordnung muss sein". 

Heldigvis spilder jeg så ikke tiden på forstyrrende netsurfing, og måske derfor har jeg fået lavet lidt under opholdets første fire dage. 

lørdag den 2. juli 2016

Berlin, dag 1

Jeg har i skrivende stund netop afsluttet min første hele dag i Berlin, hvor jeg skal opholde mig i en legatbolig i hele juli måned.

Her på den anden side af midnat er der ellers gang i den, og vidste man ikke andet, kunne man tro, at der var udbrudt borgerkrig i den tidligere østberlinske bydel Prenzlauer Berg.

Så galt er det dog ikke. Man fejrer blot, at det tyske landshold har spillet sig til semifinalen i europamesterskaberne i fodbold, og det går ikke stille af.

Hele EM-feberen ramte også området omkring den vestlige del af Tiergarten, som jeg gik en tur i idag. Det er underligt at befinde sig i et område, hvor roen danner en væsentlig kontrast til det pulserende liv, der ellers hersker i millionbyen.

Jeg glæder mig til at udforske byen yderligere, og samtidigt få lavet nogle flere kunstværker, der kan supplere akvarellen, der ses herover.

onsdag den 29. juni 2016

Biennale uden stillingtagen

Berlin Biennalen finder blandt andre steder sted på Akademie der Künste. Billedet her er fra åbningen i begyndelsen af juni (foto: Maansi Jain)

"Man satser på, at en overgjort og dekoreret, 'teatralsk' kontekst skal fortrylle de måske tvetydige eller svært tilgængelige kunstprojekter, der er sat til at projicere en vision af det nutidige. Det handler meget om Nuet og ikke så meget om kunst. Men egentlig stillingtagen til reelle problemstillinger bliver der ikke tale om"

Noget kan tyde på, at Berlin Biennalen er en institution, der er kommet for at blive i den tyske hovedstad. 

Til gengæld får jeg associationer hen imod noget meget elitært og svært tilgængelige kunstprojekter. 

Den sidste anelse bliver bekræftet i citatet herover, som er et kort uddrag af Søren Martinsens anmeldelse af biennalen på kunstsitet Kunsten.nu

Måske skulle jeg ved selvsyn prøve at finde ud af, hvad den efterhånden omfattende biennale går ud på, når jeg besøger Berlin i juli.

tirsdag den 28. juni 2016

Grafik på Kunstnernes Sommerudstilling

Eksempel på et grafisk arbejde på KS 2016: Tine Becker, uden titel, 24 x 27,5 cm. (foto: Kunstnernes Sommerudstilling)

For nyligt lavede jeg en opdatering på blog'en her vedrørende den censurerede Kunstnernes Sommerudstilling, som for tiden finder sted i Tistrup ved Varde. 

Jeg kunne fortælle, at ingen grafiske arbejder var blevet optaget på udstillingen, og dette var forankret i en telefonopringning, som jeg fik fra en kunstner, der havde oplevet det sådan. 

Det viser sig dog, at der er adskillige grafiske arbejder repræsenteret på KS 2016. Så skulle denne fejlagtige oplysning være dementeret. 

KS kan for øvrigt ses frem til d. 7. august.
 

søndag den 26. juni 2016

Fauvisten fra Odsherred

Ganske vist var maleren Sigurd Swane (1879-1973) ikke bosiddende på Malergården ved Plejerup i Odsherred hele sit liv; men det er ikke desto mindre dén lokalitet, man forbinder med Swane. 

Jeg har netop besøgt Museet for Religiøs Kunst i Lemvig med henblik på at se og senere anmelde en udstilling med værker af netop Sigurd Swane. 

Måske kan det forekomme en anelse underligt, at et museum med en religiøs dagsorden har en dansk modernist på programmet; men Sigurd Swane malede faktisk billeder med bibelske motiver. 

Det er dog de fine skildringer af steder og personer, der står stærkest på udstillingen 'Sigurd Swane Maleri'.

I filmen herover fortæller museumsinspektør Jesper Sejder Knudsen, Odsherred Kunstmuseum og museumsinspektør Lotte N. Winther, Øregaard Museum om Sigurd Swane og hans mangeårige virke som billedkunstner. 

lørdag den 25. juni 2016

Emil Westman Hertz 1978-2016

Installationsfoto fra udstillingen 'Under bjerget' med værker af Emil Westman Hertz (foto: Bornholms Kunstmuseum)

"Melankoli og ensomhed lyser ud af udstillingens jordfarvede relikter og underspillede grafik. Det hele er stille og alvorligt. Men der er ingen anklager. Snarere hersker en slags universel andagt"

Citatet herover stammer fra en anmeldelse af Peter Tiemroth i Kunstavisen omhandlende udstillingen 'Under bjerget', som lige nu finder sted på Bornholms Kunstmuseum. 

Udstillingen viser rumlige installationer og skulpturer af Emil Westman Hertz. 

Få dage før den nye udgave af Kunstavisen udkom, indløb desværre meddelelsen om, at Emil Westman Hertz døde forleden dag på Rigshospitalet i København efter længere tids sygdom. 

Emil Westman Hertz blev kun 37 år.