Den tolvte udgave af Documenta er kurateret på en måde, som bringer samtidskunsten og forrige århundredes avantgarde på kollissionskurs.
Stemningen omkring Friederichsplatz i Kassel er højspændt og kosmoplitisk i disse dage. Hvert femte år løber det gigantiske kunstevent Documenta af stabelen og i 2007-udgaven har man valgt at lade forskellige epoker i kunsthistorien mødes.
Allerede når man betræder området, der inkluderer Museum Fridericianum, Documenta-Halle, Aue-Pavillon samt det lidt mere afsides beliggende Neue Galerie, oplever man et sydende folkeliv, som er usædvanligt for en by af Kassels karakter. Kassel er en middelstor midttysk universitetesby; men hvert 5. år retfærdiggør staden dét tilnavn, som den er blevet tildelt: Documenta-Stadt!
Overraskelser.
Man bliver overrasket, når man oplever Documenta 12. Allerede inden man har betrådt de forskellige udstillingslokaliteter, har de første indgreb i bymiljøet indfundet sig i bevidstheden. Omgående oplever man, i kraft af den kroatiske konceptkunstner Sanja Iveković, at Friederichsplatz ikke tager sig ud som vanligt. Hele området er massivt tilsået med valmuer, der sammen med andre vækster får den store plads foran Friedericianum til at fremstå som en mark, der er braklagt med støtte fra EU-midler. Yderligere sætter en karrusel med diverse skrevne og billedlige, politiske statements af den tyske kunstner Andreas Siekmann miljøet i et helt specielt perspektiv.
Hvis man lader øjnene glide hen over de bastante ydervægge på den impotante museumsbygning, bliver man ligeledes mindet om, at man altså befinder sig i ét af kunstens øjeblikkelige kernecentre. En omfattende skulpturinstallation af brasilianske Iole de Freitas vokser så at sige ud af murene, som var der ikke plads nok i rummet indenfor. Når man oplever installationen indvendigt, bliver denne association faktisk forstærket. Det er i sandhed et værk, der gror ud over sin egen placering. Og dét i rustfrit stål og halvt gennemsigtig polycarbonat.
De Freitas titelløse værk rummer ikke andre referencer end sin egen tilstedeværelse, hvilket er atypisk for Documenta 12. Mange af de udstillede værker rummer budskaber af politisk eller filosofisk karakter. Disse budskaber forstærkes i kraft af den nærmest overrumplende måde, hvorpå udstillingerne er bygget op. Kurateringen har taget sigte på at præsentere samtidskunsten i samklang med en billedkunst fra forskellige epoker og fra forskellige verdensdele.
Modsætninger og samspil.
Et eksempel på, at man bruger diverse stilistiske elementer til at underbygge disses modsætninger, ser man ret tydeligt i forbindelse med John McCracken’s minimalistiske skulpturer, der ofte udstilles i rum, der viser kunstnere med en klar signalering. Man kan naturlivis diskutere, om en så kollisionsfundamenteret disponering overordnet set er hensigtsmæssig. Samtidigt er de forskellige kunstneres værker spredt ud på hele udstillingsområdet, således at det er vanskeligt at tilegne sig et overblik over den enkeltes arbejde.
Det virker totalt set imidlertid, som man har været dette forhold bevidst i kurateringsfasen af Documenta 12. Måske kunne man sige, hvis man skal være overordentligt kritisk, at det måske er en taktil handling af den ansvarlige kurator? Der kunne sagtens være anledning til at udvikle teorier i dén retning.
Lys og mørke.
I Documenta-Halle på den anden side af den stærkt befærdede strasse, der deler området, finder man bl.a. en rum-installation af Iñigo Mangalo-Ovalle. Her spilles med en klar bevidsthed på kontrasten mellem lys og mørke. Det ene rum er oplyst af et rødorange lys, som danner en stærk modsætning til et tilstødende miljøs blåsorte mørke. Lydkulissen udgøres af et radiolignende apparat, der er placeret på gulvet i det røde rum. Denne installation er udført med afsæt i et laboratorium, som det amerikanske forsvar har brugt til udvikling af kemiske våben; men dét element skal man læse det mere end 400 sider tykke katalog for at opfatte.
Netop kontrasten mellem lys og mørke er et gennemgående tema på Documenta 12. På en klar solskinsdag er det en formørket oplevelse at betræde de skiftende udstillingsmiljøer. Værkerne fremstår i en sært underbelyst form i Documenta-Halle og dette princip opretholdes ret konsekvent i den provisorisk opførte Aue-Pavillon, som er placeret umiddelbart i parkområdet foran det smukke Orangeriepalads. Dette udstillingsrum udgør en kilde til en inspirerende undren hos det talstærke publikum, der opsøger Documenta. At studere publikum og dets reaktion på diverse kunstværker udgør en underholdning på et højt niveau.
Medieinstallationer er ret indlysende repræsenteret på Documenta i 2007-udgaven. Det er ikke alle, der fremtræder lige overbevisende; men på dét plan er det godt, at der ofte indgår andre udtryk i de rum, som er øremærket til dén slags værker. Fotografiet er i den forstand tillige rigt repræsenteret, men det er som, at netop dette medie har en marginal virkning blandt de mange effektfulde og overdimensionerede installationer.
Mere mørke.
I Neue Galerie er mørket nærmest monumentalt i forhold til det dystre tusmørke, man oplever i de øvrige Documenta-rum; men i modsætning til de andre lokaliteter, giver det egentligt mening, at Neue Galerie henligger i mørke. Bl. a. i forbindelse med mange af de sarte arbejder på papir. Helt overbevisende fungerer bulgarske Nedko Sulakovs 99 tegninger med motivisk og handlingsmæssigt udgangspunkt i frygt. ’Fears’ udgør sammen med kunstnerens øvrige repræsentation på Documenta 12 klare lyspunkter i det dunkle.
Der er meget at se på i Kassel, hvis man skulle ulejlige sig på vej ad den endeløse autostrada nr. 7. Diskussionen vedrørende arrangementets fysiske opsætning vil sikkert fortsætte de næste fem år, indtil Documenta-Stadt inviterer verdens kunstentusiaster til udgave 13 af Documenta. Jeg glæder mig til 2012.
Stemningen omkring Friederichsplatz i Kassel er højspændt og kosmoplitisk i disse dage. Hvert femte år løber det gigantiske kunstevent Documenta af stabelen og i 2007-udgaven har man valgt at lade forskellige epoker i kunsthistorien mødes.
Allerede når man betræder området, der inkluderer Museum Fridericianum, Documenta-Halle, Aue-Pavillon samt det lidt mere afsides beliggende Neue Galerie, oplever man et sydende folkeliv, som er usædvanligt for en by af Kassels karakter. Kassel er en middelstor midttysk universitetesby; men hvert 5. år retfærdiggør staden dét tilnavn, som den er blevet tildelt: Documenta-Stadt!
Overraskelser.
Man bliver overrasket, når man oplever Documenta 12. Allerede inden man har betrådt de forskellige udstillingslokaliteter, har de første indgreb i bymiljøet indfundet sig i bevidstheden. Omgående oplever man, i kraft af den kroatiske konceptkunstner Sanja Iveković, at Friederichsplatz ikke tager sig ud som vanligt. Hele området er massivt tilsået med valmuer, der sammen med andre vækster får den store plads foran Friedericianum til at fremstå som en mark, der er braklagt med støtte fra EU-midler. Yderligere sætter en karrusel med diverse skrevne og billedlige, politiske statements af den tyske kunstner Andreas Siekmann miljøet i et helt specielt perspektiv.
Hvis man lader øjnene glide hen over de bastante ydervægge på den impotante museumsbygning, bliver man ligeledes mindet om, at man altså befinder sig i ét af kunstens øjeblikkelige kernecentre. En omfattende skulpturinstallation af brasilianske Iole de Freitas vokser så at sige ud af murene, som var der ikke plads nok i rummet indenfor. Når man oplever installationen indvendigt, bliver denne association faktisk forstærket. Det er i sandhed et værk, der gror ud over sin egen placering. Og dét i rustfrit stål og halvt gennemsigtig polycarbonat.
De Freitas titelløse værk rummer ikke andre referencer end sin egen tilstedeværelse, hvilket er atypisk for Documenta 12. Mange af de udstillede værker rummer budskaber af politisk eller filosofisk karakter. Disse budskaber forstærkes i kraft af den nærmest overrumplende måde, hvorpå udstillingerne er bygget op. Kurateringen har taget sigte på at præsentere samtidskunsten i samklang med en billedkunst fra forskellige epoker og fra forskellige verdensdele.
Modsætninger og samspil.
Et eksempel på, at man bruger diverse stilistiske elementer til at underbygge disses modsætninger, ser man ret tydeligt i forbindelse med John McCracken’s minimalistiske skulpturer, der ofte udstilles i rum, der viser kunstnere med en klar signalering. Man kan naturlivis diskutere, om en så kollisionsfundamenteret disponering overordnet set er hensigtsmæssig. Samtidigt er de forskellige kunstneres værker spredt ud på hele udstillingsområdet, således at det er vanskeligt at tilegne sig et overblik over den enkeltes arbejde.
Det virker totalt set imidlertid, som man har været dette forhold bevidst i kurateringsfasen af Documenta 12. Måske kunne man sige, hvis man skal være overordentligt kritisk, at det måske er en taktil handling af den ansvarlige kurator? Der kunne sagtens være anledning til at udvikle teorier i dén retning.
Lys og mørke.
I Documenta-Halle på den anden side af den stærkt befærdede strasse, der deler området, finder man bl.a. en rum-installation af Iñigo Mangalo-Ovalle. Her spilles med en klar bevidsthed på kontrasten mellem lys og mørke. Det ene rum er oplyst af et rødorange lys, som danner en stærk modsætning til et tilstødende miljøs blåsorte mørke. Lydkulissen udgøres af et radiolignende apparat, der er placeret på gulvet i det røde rum. Denne installation er udført med afsæt i et laboratorium, som det amerikanske forsvar har brugt til udvikling af kemiske våben; men dét element skal man læse det mere end 400 sider tykke katalog for at opfatte.
Netop kontrasten mellem lys og mørke er et gennemgående tema på Documenta 12. På en klar solskinsdag er det en formørket oplevelse at betræde de skiftende udstillingsmiljøer. Værkerne fremstår i en sært underbelyst form i Documenta-Halle og dette princip opretholdes ret konsekvent i den provisorisk opførte Aue-Pavillon, som er placeret umiddelbart i parkområdet foran det smukke Orangeriepalads. Dette udstillingsrum udgør en kilde til en inspirerende undren hos det talstærke publikum, der opsøger Documenta. At studere publikum og dets reaktion på diverse kunstværker udgør en underholdning på et højt niveau.
Medieinstallationer er ret indlysende repræsenteret på Documenta i 2007-udgaven. Det er ikke alle, der fremtræder lige overbevisende; men på dét plan er det godt, at der ofte indgår andre udtryk i de rum, som er øremærket til dén slags værker. Fotografiet er i den forstand tillige rigt repræsenteret, men det er som, at netop dette medie har en marginal virkning blandt de mange effektfulde og overdimensionerede installationer.
Mere mørke.
I Neue Galerie er mørket nærmest monumentalt i forhold til det dystre tusmørke, man oplever i de øvrige Documenta-rum; men i modsætning til de andre lokaliteter, giver det egentligt mening, at Neue Galerie henligger i mørke. Bl. a. i forbindelse med mange af de sarte arbejder på papir. Helt overbevisende fungerer bulgarske Nedko Sulakovs 99 tegninger med motivisk og handlingsmæssigt udgangspunkt i frygt. ’Fears’ udgør sammen med kunstnerens øvrige repræsentation på Documenta 12 klare lyspunkter i det dunkle.
Der er meget at se på i Kassel, hvis man skulle ulejlige sig på vej ad den endeløse autostrada nr. 7. Diskussionen vedrørende arrangementets fysiske opsætning vil sikkert fortsætte de næste fem år, indtil Documenta-Stadt inviterer verdens kunstentusiaster til udgave 13 af Documenta. Jeg glæder mig til 2012.
