Kassel er egentligt ikke nogen særligt pæn by. I hvert fald ikke i dén del, som hedder Bettenhausen. Jeg oversætter det til ”Sengehuse”, hvilket ikke giver specielt meget mening; men alligevel… Sengeløse er måske ikke et mere legitimt navn til en forstad? Slitage og let forfald præger vejen – Leipziger Strasse – ind til centrum af denne universitetsby, som for tiden har fået betegnelsen 'Documenta-stadt' lagt til sit brand.
Nu er hotellet beliggende i Bettenhausen, så derfor er det dér, vi bor de par dage, vi har afsat til at se den store Documenta-udstilling, der kun finder sted i netop Kassel hvert femte år. Hotellet ser umiddelbart ganske tilforladeligt ud. Jeg begynder på tysk over for den venlige receptionist: ”Ich habe ein zimmer rezerviert!” Naturligvis tror hun dermed, at jeg behersker sproget flydende og rabler straks en masse ting af sig, som jeg bestemt ikke forstår en brik af. Nøglerne er et stykke plastic med en stregkode – ligesom et creditcard. Ganske snedigt! Jeg har tidligere set en tilsvarende anordning på et andet hotel. Det fungerer…
Vi får os lukket ind på værelset og opdager at TV’et på værelset er tændt. Jeg bliver en smule forarget over dette tilsyneladende strømmisbrug og kaster omgående skylden på stuepigerne. Min konklusion var, at de havde glemt at slukke fjernsynet. Dvs. indtil jeg gloede på skærmen og opdagede et tekst-TV-agtigt billede med følgende tekst: ”Herrn Lars Svanholm. Sehr verherhter Gast, wir wünschen Ihnen einen angenehmen Aufenthalt”. Jeg oversætter det med noget lignende: ”Ærede gæst, vi ønsker Dem et behageligt ophold”. Jeg var imponeret! Gadestøjen fra den nærliggende Dresdener Strasse var med ét meget lettere at udholde.
Der tages en beslutning efter at kufferterne er blevet pakket ud. Vi har fået en beskrivelse af, hvordan man kan komme til Kassels Stadtmitte med sporvogn. Jeg kan godt lide sporvogne og husker stadigt i Prag, hvordan vi ofte tog 22’eren fra det smukke, gamle bycenter ud til hotellet. Ofte var min blære ved at sprænges på disse ture med de elektriske vogne, da jeg ofte havde nydt det fremragende øl i stride mængder.
Øllet var ikke noget problem i Kassel. Men det var ganske problematisk at løse billet, hvilket tog så lang tid, at vi næsten var ved bestemmelsesstedet inden vi overhovedet havde fundet ud af at købe én billet. Never mind. Vi hoppede af lige på den anden side af Fulda-broen. Nu var vi i centrum, og Documenta var lige om hjørnet.
Jeg var en smule bekymret: Jeg skulle gerne have mig en presseakkreditering – og jeg vidste at mit pressekort var udløbet to uger i forvejen. Jeg havde rekvireret et nyt; men almindelig slendrian hos den slappe kunstskribent havde udskudt denne proces, så jeg havde kun mit udløbne pressekort. Jeg håbede at man ikke checkede udløbsdatoen. Det gjorde den unge kvinde i presserummet imidlertid. Jeg fik det til at lyde som jeg var ganske overrasket over, at kortet ikke længere var gangbart. ”Lad gå for denne gang”, sagde det sympatiske unge menneske på flydende engelsk, ”men få det lige fornyet inden næste gang”. Jeg fik min akkreditering sammen med et omfattende pressekit. Alt var i orden – Ordnung muss sein; men heller ikke mere end absolut nødvendigt!
Documenta var en omfattende og spændende oplevelse. Kunsten var god og dårlig. Interessant og ligegyldig. Men er der ikke noget med, at alt afhænger af øjnene, der ser? Jeg så udstillingerne to dage i træk og de virkede i flere tilfælde forskelligt på min psyke og mine følelser. Måske skulle jeg bare lade være med at være så bekymret..?
Nu er hotellet beliggende i Bettenhausen, så derfor er det dér, vi bor de par dage, vi har afsat til at se den store Documenta-udstilling, der kun finder sted i netop Kassel hvert femte år. Hotellet ser umiddelbart ganske tilforladeligt ud. Jeg begynder på tysk over for den venlige receptionist: ”Ich habe ein zimmer rezerviert!” Naturligvis tror hun dermed, at jeg behersker sproget flydende og rabler straks en masse ting af sig, som jeg bestemt ikke forstår en brik af. Nøglerne er et stykke plastic med en stregkode – ligesom et creditcard. Ganske snedigt! Jeg har tidligere set en tilsvarende anordning på et andet hotel. Det fungerer…
Vi får os lukket ind på værelset og opdager at TV’et på værelset er tændt. Jeg bliver en smule forarget over dette tilsyneladende strømmisbrug og kaster omgående skylden på stuepigerne. Min konklusion var, at de havde glemt at slukke fjernsynet. Dvs. indtil jeg gloede på skærmen og opdagede et tekst-TV-agtigt billede med følgende tekst: ”Herrn Lars Svanholm. Sehr verherhter Gast, wir wünschen Ihnen einen angenehmen Aufenthalt”. Jeg oversætter det med noget lignende: ”Ærede gæst, vi ønsker Dem et behageligt ophold”. Jeg var imponeret! Gadestøjen fra den nærliggende Dresdener Strasse var med ét meget lettere at udholde.
Der tages en beslutning efter at kufferterne er blevet pakket ud. Vi har fået en beskrivelse af, hvordan man kan komme til Kassels Stadtmitte med sporvogn. Jeg kan godt lide sporvogne og husker stadigt i Prag, hvordan vi ofte tog 22’eren fra det smukke, gamle bycenter ud til hotellet. Ofte var min blære ved at sprænges på disse ture med de elektriske vogne, da jeg ofte havde nydt det fremragende øl i stride mængder.
Øllet var ikke noget problem i Kassel. Men det var ganske problematisk at løse billet, hvilket tog så lang tid, at vi næsten var ved bestemmelsesstedet inden vi overhovedet havde fundet ud af at købe én billet. Never mind. Vi hoppede af lige på den anden side af Fulda-broen. Nu var vi i centrum, og Documenta var lige om hjørnet.
Jeg var en smule bekymret: Jeg skulle gerne have mig en presseakkreditering – og jeg vidste at mit pressekort var udløbet to uger i forvejen. Jeg havde rekvireret et nyt; men almindelig slendrian hos den slappe kunstskribent havde udskudt denne proces, så jeg havde kun mit udløbne pressekort. Jeg håbede at man ikke checkede udløbsdatoen. Det gjorde den unge kvinde i presserummet imidlertid. Jeg fik det til at lyde som jeg var ganske overrasket over, at kortet ikke længere var gangbart. ”Lad gå for denne gang”, sagde det sympatiske unge menneske på flydende engelsk, ”men få det lige fornyet inden næste gang”. Jeg fik min akkreditering sammen med et omfattende pressekit. Alt var i orden – Ordnung muss sein; men heller ikke mere end absolut nødvendigt!
Documenta var en omfattende og spændende oplevelse. Kunsten var god og dårlig. Interessant og ligegyldig. Men er der ikke noget med, at alt afhænger af øjnene, der ser? Jeg så udstillingerne to dage i træk og de virkede i flere tilfælde forskelligt på min psyke og mine følelser. Måske skulle jeg bare lade være med at være så bekymret..?
