TERROR

Komponisten Karlheinz Stockhausen udtalte umiddelbart inden sin død og et stykke tid efter begivenheden den 11. september 2001, at terrorangrebet mod Twin Towers var at betragte som det ultimative kunstværk. Dermed afstod han fra rosende nekrologer i forbindelse med sin død. Stockhausens statement vil i stedet stå som et monument over den ultimative meningsløshed.

Stockhausen kunne måske have en pointe. En stor den af billedkunsten på den aktuelle samtidscene kunne man vel mageligt beskrive som meningsløs ud fra en øjebliksiagttagelse. Læser man så det – ofte – medfølgende katalog, der samtidigt fungerer som manual til det udstillede, fatter man i isolerede tilfælde meningen med galskaben. Det koster dog sjældent menneskeliv. Allerhøjst et par sværddragere, en due eller et antal grisebasser, som kunne have blevet til dejlige flæskestege og forlorne harer.

Terrorangrebet den 11. september kostede menneskeliv. Tusindvis af menneskeliv. De var sandsynligvis skyldige alle sammen i ét eller andet. Nogle havde måske ”lånt” en kuglepen og glemt at levere den tilbage. Andre havde måske snuppet en vare i et supermarked og glemt at betale. Flere havde overtrådt færdselsreglerne og en stor del af de omkomne havde efter al sandsynlighed været deres partnere utro. I visse islamiske communities er sidstnævnte forseelse faktisk nok til en omgående eksekveret dødsdom.

Det var måske nu, man skulle indlede dialogen med Al Queda? Det var måske ved at være på høje tid, at vi får en forklaring på Al Queda og deres ligesindedes fremgangsmåder med henblik på at gøre Islam til et verdensomspændende foretagende? Hvad er egentligt meningen med terror? Jeg fatter det ganske enkelt ikke! Hvad er meningen med at beklæde sig med sprængladninger og bringe disse til eksplosion på én eller anden markedsplads, blot for at sprede død og ødelæggelse? Hvad er meningen med at kabre nogle fly og tvinge dem ind i to – ganske vist ufatteligt grimme; men alligevel? – skyskrabere i New York City? Som hævn? Fordi vi i den vestlige verden ikke lader vores skæg gro langt og klæder os i besynderlige kjortler samt efterlever de mest rabiate islamisters udlægning af Koranen.

Muhammedkrisen… At nogle ynkværdige tushtegninger, der angiveligt skulle forestille Profeten Muhammed, skulle kunne bringe store dele af Mellemøsten i en oprørslignende tilstand, er mig fuldstændigt og totalt ubegribeligt. Man taler om ”krænkelse”. Ganske vist havde Profeten i én af udgaverne fået placeret en granat i turbanen i stedet for den måske mere passende appelsin; men havde det gjort en forskel?

Osama Bin Laden har netop for nyligt optrådt i medierne. Han fremstod stærk, selvsikker og med en urokkelig karisma. Han var blevet shinet op. Skægget var nyfarvet og studset. Der var ingen synlige maskingeværer i baggrunden. Han lever i skjul! Det gør USA's mærkværdige præsident ikke. Han kan rejse frit hvorhen, han vil. Han kan rejse til Irak med et kolossalt følge af sikkerhedsfolk til at passe på sig. Han kan rejse til Danmark og blive modtaget af en lige så mærkværdig og skulderklappende statsminister.

Måske er det her, vi skal finde forskellen? Altså… Terror er en form for kommunikation? Vestens ledere kan rejse hvorhen de vil og tale i åben mikrofon; hvorimod Islams fanatiske repræsentanter må ty til helt andre kommunikationsformer. Jeg bliver for mit eget vedkommende i så fald nødt til at have en oversættelse af terrorens sprog. Jeg forstår det ganske enkelt ikke!