Det er svært at sige med hvilken begrundelse, at tre store udstillingsinstitutioner nu hver især inden for den næste tid har valgt at sætte fokus på surrealismen og dens udøvere. Den surrealistiske bevægelse opstod i 20’erne og havde sin tid i årtiet efter. Så kom 2. Verdenskrig og underbevidsthedens kunstnere fik en smule åndenød på verdensscenen. Efter krigen fik den abstrakte ekspressionisme som bekendt et boom, som blev eksemplificeret i Europa af bl.a. den legendariske CoBrA- bevægelse, der dog kun eksisterede i tre år fra 1948 til 1951.
Surrealismen har ikke desto mindre hele tiden været der og ligget som en understrøm med mere eller mindre synlighed op gennem efterkrigsårene. Wilhelm Freddies mange kontroverser med myndighederne skabte herhjemme i flere år en vis opmærksomhed på stilarten og det er da også Wilhelm Freddie, der optræder som den berømte kanin, der trækkes op af hatten med henblik på at udstille surrealismen. Men først til næste år – i 2009 – åbner Statens Museum for Kunst en stor udstilling med denne, den mest outstanding repræsentant for surrealismen herhjemme.
Udstillingen ’Wilhelm Freddie’ udstilles så godt som samtidigt med, at kunstmuseet Louisiana blænder op for én af den internationale surrealismes store koryfæer Max Ernst, som bliver udstillet i en større sammenhæng for første gang i Danmark ved dén lejlighed. Begge udstillinger er retrospektivt anlagte og tæller blandt deres mange værker, både absolutte hovedværker samt sjældent sete værker fra museer og private samlinger i ind- og udland.
Allerede nu kan man imidlertid se surrealisme på kunstmuseet Arken ved Ishøj: Her er temaet netop dialogen mellem dansk og international surrealisme i 30’erne. Tiden var stærkt påvirket af freudiansk tankegang. Og det var kunstnerne også. Det ubevidste og ikke mindst seksualdriften var i centrum. Arkens udstilling fokuserer derfor på det erotiske og sanselige i både naturens verden og i hverdagsgenstande. Denne udstilling åbner 6. september og varer frem til 11. januar.
Mit eget forhold til surrealismen er forankret i Salvador Dali og hans kolossale selviscenesættelse, som jeg var meget begejstret for i mine unge år, da jeg selv var begyndt at foretage de første forsøg med oliemaleriet og dets muligheder. Jeg arbejdede meget kontrolleret med maleriet og ret hurtigt begyndte de første mærkværdige genstande at finde vej ind i noget, der ellers var startet med en ret traditionel form for naturalisme som tema.
I nogle år prøvede jeg at finde ind til det underbevidste i et stadigt mere krampagtigt forsøg på at belyse forskellige emner i et massivt, symbolladet billedsprog. Om det var tidernes skiften eller min egen trang til at udforske nye veje med afsæt i dén epokes – vi befinder og i 70’erne – samtidskunst, er jeg faktisk ikke helt i stand til at redegøre for; men et besøg på Tate Gallery i London på det tidspunkt, og hvor jeg som noget af det første opsøgte Dali, Magritte, Ernst og de Chirico, overbeviste mig om, at kunstscenen, også dengang, rummede langt mere interessante aspekter end hvad surrealisterne kunne byde ind med.
Surrealismen har ikke desto mindre hele tiden været der og ligget som en understrøm med mere eller mindre synlighed op gennem efterkrigsårene. Wilhelm Freddies mange kontroverser med myndighederne skabte herhjemme i flere år en vis opmærksomhed på stilarten og det er da også Wilhelm Freddie, der optræder som den berømte kanin, der trækkes op af hatten med henblik på at udstille surrealismen. Men først til næste år – i 2009 – åbner Statens Museum for Kunst en stor udstilling med denne, den mest outstanding repræsentant for surrealismen herhjemme.
Udstillingen ’Wilhelm Freddie’ udstilles så godt som samtidigt med, at kunstmuseet Louisiana blænder op for én af den internationale surrealismes store koryfæer Max Ernst, som bliver udstillet i en større sammenhæng for første gang i Danmark ved dén lejlighed. Begge udstillinger er retrospektivt anlagte og tæller blandt deres mange værker, både absolutte hovedværker samt sjældent sete værker fra museer og private samlinger i ind- og udland.
Allerede nu kan man imidlertid se surrealisme på kunstmuseet Arken ved Ishøj: Her er temaet netop dialogen mellem dansk og international surrealisme i 30’erne. Tiden var stærkt påvirket af freudiansk tankegang. Og det var kunstnerne også. Det ubevidste og ikke mindst seksualdriften var i centrum. Arkens udstilling fokuserer derfor på det erotiske og sanselige i både naturens verden og i hverdagsgenstande. Denne udstilling åbner 6. september og varer frem til 11. januar.
Mit eget forhold til surrealismen er forankret i Salvador Dali og hans kolossale selviscenesættelse, som jeg var meget begejstret for i mine unge år, da jeg selv var begyndt at foretage de første forsøg med oliemaleriet og dets muligheder. Jeg arbejdede meget kontrolleret med maleriet og ret hurtigt begyndte de første mærkværdige genstande at finde vej ind i noget, der ellers var startet med en ret traditionel form for naturalisme som tema.
I nogle år prøvede jeg at finde ind til det underbevidste i et stadigt mere krampagtigt forsøg på at belyse forskellige emner i et massivt, symbolladet billedsprog. Om det var tidernes skiften eller min egen trang til at udforske nye veje med afsæt i dén epokes – vi befinder og i 70’erne – samtidskunst, er jeg faktisk ikke helt i stand til at redegøre for; men et besøg på Tate Gallery i London på det tidspunkt, og hvor jeg som noget af det første opsøgte Dali, Magritte, Ernst og de Chirico, overbeviste mig om, at kunstscenen, også dengang, rummede langt mere interessante aspekter end hvad surrealisterne kunne byde ind med.
