Efter en uge med skrive- og rejseaktivitet samt en weekend, hvor jeg med rette har kunnet tilegne mig navnet ”Dovenlars”, er jeg atter tilbage på værkstedet, hvor bl.a. en ætset plade venter på mere bearbejdning. I sidste uge kom fragtmanden med en stak blindrammer, så med hensyn til maleriet og arbejdet op til næste års udstilling, er der heller ingen undskyldning for flere overspringshandlinger. Det skulle da lige være at opdatere min hjemmeside – men dét er hurtigt gjort!
Musikalsk har jeg lyttet en del til tysk avantgardemusik, da jeg skulle bruge noget musik som underlægning til en film; men for det meste lytter jeg til en ganske original og underfundigt arrangeret CD med Wynton Marsalis’ septet. Det er klart at Marsalis fra at være rendyrket jazz mere og mere har haft en fod placeret i den klassiske musik. Det er helt tydeligt i disse velkomponerede stykker musik, som udgør CD’en ’Citi Movement’ (ja, sådan staves det faktisk).