tirsdag den 4. november 2008

Heinz-Hermann Jurczek på Galleri NB



Forrige sommer deltog jeg i International Workshop for Visual Artists i Brande, og én af de øvrige kunstnere var tyske Heinz-Hermann Jurczek, der som navnet antyder, har tjekkiske aner. For at gøre forvirringen total er Jurczek en stor del af sin tid bosiddende i Litauen.

Den 8. november åbner Galleri NB en udstilling med Jurczek med titlen ’Powerstation’. Følgende kan læses i nyhedsbrevet fra galleriet op til udstillingen:
”I Danmark kan vi ikke finde en kunstner med samme tilgang til det abstrakt-figurative maleri. Vitaliteten i billedfladen bygges næsten collageagtigt op med stærke modsætninger i de løse flader kontra formspændte figurer. Disse spændinger mellem tredimensionelle dybder, sirligt bearbejdede figurer og stringente former, skaber en billedflade med en helt speciel styrke”.