”Foran Døddrukne danskere leder jeg ikke efter folkesjælen eller stangstive danskere på toldfri sviretur. Jeg oplever derimod en energi så voldsomt og et kaos så vildt, at enhver genkendelig figur straks opløser sig for øjnene af mig”
Årsagen til at jeg stoppede som skribent for webportalen KUNSTEN.NU i sin tid – eller i det mindste én af årsagerne – var, at da jeg foreslog en reportage fra udstillingen ’Jorn Komplet – det grafiske værk’ på Museum Jorn, gloede lokalredaktøren på mig, som havde jeg kastet op ud over ham, og bekendtgjorde over for mig, hvor uinteressant en sådan udstilling var for et magasin, der beskæftiger sig med samtidskunst.
Heldigvis for KUNSTEN.NU og portalens mange (må man formode) læsere, har piben nu fået en helt anden lyd på redaktionskontoret. Således stammer citatet herover fra Kasper Lies anmeldelse af udstillingen ’Jorn International’, der som bekendt finder sted på kunstmuseet ARoS for tiden.
Det manglede da også bare! Skulle landets fremmeste organ for billedkunst på nettet ikke omtale en så væsentlig udstilling, hvem skulle så? Jo – alle dagbladene har været der, naturligvis, og sidst på måneden kommer Kunstavisen med mit bud på en beskrivelse af ’Jorn International’.
Mere end 5.000 anslag bliver det til ved den lejlighed.