tirsdag den 14. juni 2011

Ørkenvandring




”Men dette er en kunstanmeldelse, og den vurderer ’Sculpture by the Sea’ som en kunstudstilling, ikke som en hyggelig turistattraktion. Og kunstnerisk kommer den til kort. Der er simpelthen for mange jævne eller dårlige værker, og de fleste forholder sig ikke det mindste til, at de befinder sig på en strand i Aarhus. Det er ellers alle tiders idé, og den burde udnyttes bedre”.

Aarhus’ borgmester Nicolai Wammen skulle angiveligt have fået morgenkaffen galt i halsen, da han læste Henrik Broch-Lips anmeldelse af ’Sculpture by the Sea’ i Stiften, hvor anmelderen generøst gav projektet én sølle stjerne ud af seks mulige.

Om Wammen er kommet ovenpå igen og derfor besidder et lidt mere afslappet forhold til Torben Sangilds tilsvarende i Politiken, hvorfra ovenstående citat stammer, skal jeg ikke kunne sige; men det er dog en kendsgerning, at Sangild ligeledes har en række kritikpunkter i sin to-hjertede bedømmelse. Han afslutter dog sin anmeldelse med ”At gå langs vandet og opleve en lang række skulpturer er i sig selv en gave. Det kunne blive fantastisk, hvis værkerne i højere grad levede op til mulighederne. Men gå nu bare turen og døm selv”. Denne spadseretur karakteriserer Sangild i overskriften som en ”ørkenvandring”.