Det har været lidt af en kamp for foreningen ProKK at få udstillingsplads i Århus Kunstbygning, hvor foreningen ellers har haft administrativ base i årevis. Men nu er det lykkedes for ProKK (Professionelle Kunstnere og Kunsthåndværkere) at oparbejde et projekt, der tilfredstiller Kunstbygningens tematiske profil.
I indeværende år handler det i Århus Kunstbygning om ego’et, og netop dette tema kunne måske godt være relevant i forhold til kunstnerisk praksis. Det er da også blevet en meget mangfoldig ProKK-udstilling, der er blevet iscenesat i Kunstbygningens underetage.
Samtidigt finder Det Jyske Kunstakdemis afgangsudstilling sted i husets stueetage. Jeg har brændt mellem 2500 og 3000 anslag af på de to udstillinger.
Åbningen var sjældent velbesøgt, hvilket fremgår ret tydeligt af billedet herover, som er taget af Joe Ingvartsen. Her ser man bl.a. Inge Dahl med den lyserøde trøje over armen, maleren Leif Dræby og Deres udsendte på vej ud af billedet til højre – sandsynligvis på vej på toilettet. Og nej… Jeg deltager ikke i udstillingen, som for øvrigt kan ses frem til d. 10. juni.